Læsetid: 5 min.

Ånden fra Maradona

Efter konkurs og tvangsnedrykning, omgivet af affald og arbejdsløshed, er det lykkedes Napoli at tage kampen op med de rige norditalienske klubber i toppen af Serie A for første gang, siden en vis argentiner huserede i det fattige syd
Genkomst. Fodboldfans i Napoli har ikke glemt deres argentinske helt, der for over 20 år siden forlod klubben, som siden har været i store vanskeligheder, men nu – ikke mindst takket være en slovak med hanekam og en uruguayansk målmaskine – evner den syditalienske havneby igen at byde rivalerne mod nord trods.

Roberto Salomone

16. februar 2013

Diego Maradona vidste lige præcis, hvilke tangenter han skulle trykke på, da han før VM-semifinalen i 1990 mellem Argentina og Italien i Napoli sagde:

»Jeg bryder mig ikke om, at alle pludselig beder napolitanerne om at være italienske og støtte landsholdet. Napoli er altid blevet marginaliseret af resten af Italien. Det er en by, der har lidt under den mest uretfærdige racisme.«

Den argentinske verdensstjerne var på det tidspunkt anfører for den lokale fodboldstolthed, SSC Napoli, og med sine ord forsøgte han at samle sit vante hjemmepublikum omkring sig selv og det argentinske landshold ved at appellere til napolitanernes latente følelse af at være de evigt underkuede, uglesete og forfordelte i det italienske samfund. Dem, der til daglig må leve med ydmygelser, mistro og hån fra de rige landsmænd mod nord.

Hvorfor skal I bakke op om holdet fra det land, der konstant behandler jer som andenrangsborgere, lød den argentinske playmakers appel til de syditalienske fodboldtilhængere. Og hans mission lykkedes til dels. Napolis Stadio San Paolo var det eneste stadion under hele VM, hvor der ikke blev piftet af den argentinske nationalsang. Stemningen over for Maradona var i løbet af semifinalen gennemgående fin (i modsætning til de konstante pibekoncerter, han blev udsat for på de norditalienske baner). Og da Argentina efter straffesparkskonkurrence havde ekspederet Italien ud af turneringen, sørgede Maradona omhyggeligt for at bukke for publikum på tribunerne, før han forlod grønsværen.

Med sine handlinger illustrerede Maradona det skel, der – dengang såvel som nu – delte det italienske samfund i et nord og et syd, mellem the have and the have nots, både på og uden for fodboldbanen.

Et skel, der bliver bekræftet ved et blik i fodboldens annaler. Her kan man se, at kampen om mesterskabet i Italien stort set altid er et anliggende for de velstående klubber i landets nordlige regioner. Enkelte gange lykkes det for en af de romerske klubber at blande sig i topstriden, men længere sydpå strækker guldchancerne sig sjældent. Mandskaberne på det syditalienske fastland må som hovedregel affinde sig med at spille biroller på italiensk fodbolds store scene, og ved visse lejligheder har situationen endog været så grel, at man har frygtet, at alle klubber syd for Rom ville rykke ud af Serie A, hvilket i realiteten ville reducere det nationale mesterskab til en lokalturnering for Nord- og Midtitalien.

Kun en enkelt gang er det nordlige Italiens fodbolddominans for alvor blevet udfordret, nemlig i perioden fra 1984 til 1991, da Napoli erobrede lo scudetto to gange. Begge gange var partenopei – som klubbens lyseblå spillere kaldes – anført af Maradona, hvilket er årsagen til, at den argentinske playmaker var så forhadt i den nordlige del af landet.

Men siden Maradona i begyndelsen af 90’erne forlod Napoli i en strøm af beskyldninger om kokainmisbrug, udenomsægteskabelige børn og mafia-forbindelser, gik det i mange år kun i én retning for byens fodboldstolthed – den vej hønsene skraber. Og bunden blev nået i 2004, da klubben gik konkurs med en gæld på en halv milliard kroner og blev tvangsnedrykket til landets tredjebedste række, Serie C1.

I denne udsigtsløse position blev Napoli overtaget af Aurelio De Laurentiis; en filmmagnat fra Rom, der har skabt sin formue på at producere film i den lettere genre til det underholdningslystne, italienske publikum. De Laurentiis bragte orden i Napolis økonomi, og i løbet af få sæsoner var klubben atter at finde i Serie A, hvor den netop nu oplever sin bedste tid siden afskeden med Maradona.

Holdet ligger p.t. på andenpladsen i ligaen, blot fem point efter de forsvarende mestre fra Juventus. Dermed råder denne fattige havneby, hvor affaldet hober sig op i gaderne, og indbyggerne dagligt må slås med korruption, arbejdsløshed og organiseret kriminalitet, for første gang i mere end to årtier atter over et hold, der kan byde mandskaberne fra den nordlige del af landet trods.

Forklaringen på den sportslige succes skal ikke mindst findes på holdets offensive midtbane, hvor Marek Hamsik regerer. Den 25-årige slovak med punkerfrisuren er omdrejningspunktet i holdets lynhurtige, kontrabaserede angrebsspil og regnes for at være så uvurderlig, at klubben ved hans seneste kontraktforlængelse nægtede at implementere en frikøbsklausul, simpelt hen fordi man ikke ville give andre klubber muligheden for at erhverve ham. For to år siden bød Milan omkring 200 millioner kroner, men dette bud trak Milans ejer, Berlusconi, personligt tilbage, da det affødte så stor ophidselse i Napoli-området, at Berlusconi – der på det tidspunkt både var premierminister og partiejer – frygtede, at det skulle hæmme hans partis muligheder for at få sin borgmesterkandidat valgt i byen.

Siden har Hamsik fået lov at være i fred for opkøbere. Og det er især kommet holdets frontløber, uruguayanske Edinson Cavani, til gode. Napoli hentede Cavani for et par år siden i Palermo, hvor han flakkede rundt som underpræsterende kantspiller. Hos de lyseblå installerede træner Walter Mazzarri ham som centerforward, og Cavani har takket for tilliden ved at score 67 mål i 89 kampe, ikke mindst på baggrund af Hamsiks oplæg.

Madrid og PSG er på rov

Samspillet mellem Hamsik og Cavani har gjort Napoli til et af de mest målfarlige hold i den italienske liga. Samtidig holder Fabio Cannevaros lillebror Paolo sammen på tropperne nede i forsvaret, der kun har lukket 21 mål ind i 24 kampe, og ude på bænken styres tingene af Walter Mazzarri, en af Italiens unge trænertalenter, der skabte sig et navn, da han bragte et kriseramt Sampdoria på ret køl for nogle år siden, og som altså nu har konstrueret et decideret tophold i Napoli.

Hvor længe napolitanerne får lov at glæde sig over byens stærke mandskab er dog et åbent spørgsmål. Rygter på transfermarkedet vil vide, at både Real Madrid og nyrige Paris Saint Germain forbereder kæmpebud på Cavani til sommer. Og der er i det hele taget en reel fare for, at klubben vil blive ribbet for sine bedste aktører efter denne sæson. De Laurentiis har i hvert fald ikke de økonomiske muskler til at holde sammen på spillerne, hvis kontinentets rigeste klubber går på indkøb i den talentfulde trup.

Foreløbig kan syditalienerne glæde sig over, at de har et hold, der er involveret i guldstriden i Støvlelandet, og som samtidig også er med i Euro League. Det er mere end 20 år siden, det skete sidst. Dengang var holdet anført af en overvægtig, lille argentiner, der førte klubben til triumf i begge turneringer. Og i Napoli drømmer de om, at historien gentager sig.

Forza Partenopei – ånden fra Maradona er med jer.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu