Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Hvad er der i vejen med klicheer?

Moderne Tider
16. februar 2013

Helge og Anette, 8000 C

Her i huset har vi i ugevis kørt en alenlang debat, som I grangiveligt kan være de rette til at afgøre. Dilemmaet er også relevant for journalister. Det består i, om klicheer er dårlige, fordi de er forkerte, eller fordi de er tomme.

Hvis vi nu siger, at tyv tror hver mand stjæler, så er det en kliché, som lyder rimelig ubegavet, men det kan måske godt være, at den ikke er det. Vi kan også sige, at forventningens glæde er den største, og at livet er en gave. Hvorfor skal man holde sig fra den form for klicheer?
 

Svar I:

Man bør her skelne mellem på den ene side veltjente ordsprog og på den anden nedslidte talemåder, klicheer, hvoraf de første ofte er af almenmenneskelig gyldighed, mens den anden kategori er tomt fyld i sproget eller anvendt for at sminke udsagn og puste den talende kunstigt op. De eksempler, I giver, er for de to førstes vedkommende ordsprog. Forventningens glæde som den største findes i flere variationer og er – i øvrigt med urette – tillagt Søren Kierkegaard. Næppe en kliché, snarere en varig sandhed. Ligesom det for den uhæderlige er overkommeligt at spore egen spidskompetence hos andre. Men at livet er en gave, må siges at være en kliché, som man uden at blive til grin næsten kun kan stange ud ironisk, og som Benny Andersen jo fornyer ved at kalde livet en morgengave.

I har ret i, at klicheer er relevante for journalister, der bruger sproget udadvendt og uafladeligt. Især de elektroniske medier er slemme. DR har eksempelvis ikke professionel og korrigerende sprogkritik.

Klicheer rummer ofte ufrivillig tendens. Udfordring lyder finere end problem. At en minister byder store udfordringer velkommen er én ting. Værre når journalisten spørger – tendentiøst – om ministeren ikke står over for store udfordringer, hvor der måske er tale om uløselige problemer.

Forskellige fænomener kan også udstyres med klichéagtige, forstærkende tillægsord: en fantastisk solnedgang, oplevelse, koncert, etc. I den forstand er klicheer at foragte og er pr. definition tomme og misvisende. Og irriterende.

Georg Metz
 

Svar II:

Hvis man uden at brække sig kan være fremme i skoene for at plukke de lavthængende frugter, inden man kravler for højt op i træet, så fint nok med mig! Men problemet er vel ikke så meget, om klicheer er forkerte eller tomme, problemet er vel snarere, at de foregiver fantasifuld sprogbrug, mens brugeren i virkeligheden blot hjernedødt efterplaprer, hvad andre allerede har slidt på, og derved udtrykker præcis det modsatte af den sproglige kreativitet, formuleringen postulerer. Den første, der sagde ’fremme i skoene’ var kreativ. Resten ’skruer’ – uden at der er dækning for det – ’et udtryk stilistisk op i et særligt leje, for eksempel tilstræbt poetisk eller elegant’, for at citere Gyldendals encyklopædi. Denne nævner også ’den gamle have’ om Tivoli, ’NN har sat sig til rette i chefstolen’ og ’de vandrede sammen ud ad livets landevej.’ Kan I klare mere? ’Klicheen foregiver originalitet, men opleves som banal,’ konkluderer encyklopædien. Det tilslutter jeg mig. I øvrigt ville jeg kalde ’tyv tror hver mand stjæler’ for et ordsprog, ikke en kliché. Og ordsprog udtrykker en art nedarvet visdom, der afgiver en anden, mere udholdelig, klang end klicheen – selv om jeg nok også ville være forsigtig her. Tale er sølv, tavshed er som bekendt guld.

Karen Syberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Den første der sagde ”svesken på disken” var både morsom og kreativ, og det bliver ikke mindre morsomt når ’eliten’ skal være ’med på noderne’ og siger ”svesken på bordet”. Det sjove er, at alle ved hvad der menes, og at det ikke har noget med svesker at gøre.

Det er næsten umuligt at undgå at bruge klicheer og udtryk, som måske/måske ikke længere er ’in’. Men de afslører ofte noget om alder, og også noget om hvordan folk gerne vil opfattes - hvis man altså kan 'læse mellem linjerne'.

Måske har Benny Andersen også ment, at livet var en morgengave. Men det var nu Halfdan Rasmussen der skrev det først - i 1955 i digtet ”Noget om helte”.
Tak i øvrigt for gode svar og en altid læseværdig brevkasse.

Måske har Benny Andersen også ment, at livet var en morgengave. Men det var nu Halfdan Rasmussen der skrev det først - i 1955 i digtet ”Noget om helte”.
Tak i øvrigt for gode svar og en altid læseværdig brevkasse.