Læsetid: 7 min.

Nu har de brug for et lille mirakel

Arsenals træner, Arsene Wenger, står med et hold, der findes i to udgaver – en famlende og en selvsikker. Og det er aldrig til at forudse, hvilken udgave der går ind på banen. Skal den gamle arbejderklub forblive i Champions League, er det den selvsikre version, der skal spille – hver gang
Angreb. Bayern Münchens østrigske David Alabe og Arsenals franske angriber Olivier Giroud kæmper om boldkontrollen under tirsdagens opgør, der endte med nederlag til Arsenal.

Christoph Stache

23. februar 2013

Arsenal er stadig med i Champions League. Men hvor længe? London-klubben spiller potent angrebsfodbold, når det kører for dem. Og minuttet efter falder de sammen. Kælenavnet er ’The Gunners’, fordi det hele startede med nogle sportsglade arbejdere på en våbenfabrik. Både navn og historie er træffende: Arsenal er en eksplosiv klub og en rigtig god historie.

Ja, Bayern München var bedre end os, især i første halvleg, indrømmede Arsene Wenger, Arsenals mangeårige cheftræner, efter tirsdag aftens 1-3-nederlag i den første ottendedelsfinale i Champions League. Weekenden inden havde The Gunners tabt til Blacburn Rovers i årets FA-Cup, ligeledes på hjemmebanen Emirates Stadium. Nu gælder det returopgøret i München 13. marts. En næsten umulig opgave.

»Vi havde en god start på matchen i de første fem minutter. Men så scorede Bayern på deres første forsøg overhovedet, og herefter blev vi ret nervøse i defensiven,« udtalte Arsene Wenger på pressemødet efter kampen.

Arsenal kom tilbage. Det blev 1-2 på et mål af tyske Lukas Podolski i det 55. minut.

»Vi havde momentum og chancen for at komme tilbage på 2-2, men endnu engang blev vi straffet på kontraen. Bayern er et ekstremt effektivt mandskab. De får virkelig det maksimale ud af de chancer, de skaber. Stort tillykke til dem.«

Ifølge Wenger er dagsordenen klokkeklar. Nu handler det om fight, mental styrke og om at »gøre det umulige muligt«.

London-klubben havde heller ikke roen og overblikket til at kæmpe sig tilbage i kampene mod Chelsea og Manchester City tidligere på året. Dén vished sad stadig i benene på Arsenal-spillerne onsdag den 30. januar på Emirates Stadium. Liverpool var på besøg, og efter 2-2-resultatet i en intens og fascinerende kamp måtte fansene endnu engang konstatere, at Arsenal ikke er ét, men to hold: Først dinglevorne som bare pokker, især nede bagved, og så potent offensiv og flydende possession-spil. Det første var ikke til at holde ud. Det sidste var ren slik for øjnene.

»Det er typisk Arsenal,« skrev Guardian-journalist Amy Lawrence på sin blog.

»Den dér nærmest neurotiske tendens til selvdestruktion. Som om de bare skal ødelægge det for sig selv.«

Hvilket Arsenal?

Liverpool havde også deres at slås med. Brendan Rodgers’ mandskab sejlede rundt. Alligevel mente Rodgers, at uafgjort mod Arsenal var en flot præstation.

Okay, men hvilket Arsenal? Den famlende eller selvsikre udgave?

»De mål, vi lukkede ind, viste med al tydelighed, at vi var rigtig nervøse i bagkæderne. Vi bidrog ikke med udpræget sikkerhed. Vores seneste historie har åbenbart sat sig i blodet på os, og den var helt afgørende for, hvordan vi indledte kampen. Vi bliver simpelthen nødt til at få det ud af systemet,« sagde Arsene Wenger på det efterfølgende pressemøde med sigte til både Liverpool-kampen og de seneste, skæbnesvangre opgør mod toppen af Premier League.

»Med mindre Wenger trækker en fuldstændig uventet kanin op af hatten, ser det ud, som om Arsenal vil fortsætte med at være et forunderligt miks af defensiv nervøsitet og vibrerende angrebsspil. Svaret på Liverpools føring og Arsenals spil i anden halvleg gav bare endnu et eksempel på, hvor spændende Arsenal kan være, og hvor fede de er at se på, når de har vinden i ryggen,« supplerede Amy Lawrence.

Wengers unge fyre

Begejstringen bør rettes mod Olivier Giroud, den 26-årige angriber, der kom til London fra de franske første divisionsklubber Tours og Montpellier. Giroud udgør sammen med Theo Walcott en frygtindgydende, offensiv duo, og de to havde scoret otte mål i de tre kampe op til Liverpool-clashet. Et effektivt teamwork med den erfarne Lukas Podolski, som Arsenal snuppede fra FC Køln i sommeren 2012, bidrager også positivt til hovedstadsklubbens angrebsfilosofi. Især Walcott er en perle for Arsene Wenger, som elsker at arbejde med ungdommen.

»Han havde masser af potentiale før. Nu er han en mand, når han spiller fodbold,« siger Wenger om den 23-årige Theo Walcott.

Der findes en uofficiel liste over verdens bedste ’enmandshære’. Det er navne som Messi, Cristiano Ronaldo, Falcao, Gareth Bale, Neymar. Bayern-fans vil selvfølgelig heppe på Toni Kroos i den sammenhæng. Og Napoli-tilhængere vil tale varmt om Edinson Cavani. Efter Bayern-opgøret bør der også være plads til Jack Wilshere.

Den bare 21-årige midtbanespiller, der bortset fra et kort udlån til Bolton er rendyrket Arsenal-indavl, var en tornado mod tyskerne. Wilshere var klart Arsenals bedste mand. Én ting er hans speed og acceleration og den fine radar for spillet, som virker langt mere moden end hans faktiske alder; noget andet og ganske afgørende er viljen. Da Gunners var nede 0-2 i første halvleg, nægtede han at lægge sig fladt på maven.

Og hvad der er næsten ubegribeligt: Det er kun lige knap fire måneder siden, han vendte tilbage til professionel fodbold. Før det havde han ikke spillet i 17 måneder på grund af en ond skade i foden.

Wilsheres problem var selvfølgelig, at de 10 andre på holdet lod sig kue af Bayerns coolness. For helvede, hvis nu bare Giroud havde skudt på én af siderne af Manuel Neuer og ikke midt på ham!

Ubetinget elsket

Det kan godt være, de taber, men de elsker ham alligevel. Han er ikke hvem som helst, ham Arsene Wenger. Arsenals 63-årige træner, der kom til klubben tilbage i 1996 og var med til at modernisere den professionelle, engelske fodboldkultur, taler flydende fransk, tysk, spansk og engelsk og har i øvrigt en master i økonomi fra Strasbourgs Universitet.

Wenger er berømt og berygtet for at satse på ungdommen. Men meningerne er delte. Cesc Fábregas, som nåede at spille otte sæsoner i Arsenal, inden han fløj videre til FC Barcelona, toppede alt for tidligt, hævder kynikerne. Modningsprocesserne bliver enten standset eller forceret frem, forfægter andre. Da Nicklas Bendtner var der, blev det ofte hævdet om ham, at han ikke kunne stå distancen, når det virkelig battede. Det samme gjaldt for stjerner i svøb som Samir Nasri og Theo Walcott. I dag spiller Nasri for Manchester City. For sådan er det også med Arsenal: De er en rugeklub. En udklækningsanstalt for stjerner in spe.

Hvornår har Wenger endelig det hold, han ønsker sig?

»Alle omkring mig vil have mig til at købe angribere. Men hvor skal jeg placere dem?« klagede Wenger for et par år siden, selv om spørgsmålet var mere retorik end tegn på eftergivenhed fra den gråhårede og altid velklædte franskmand. Han står ved sine principper. Wenger er om muligt den eneste på kloden, som kan få José Mourinho til at ligne én, der har tisset i bukserne.

I en tid med troløs trafik på tværs af hjerteklubber og national stolthedsfølelse, inklusiv en finanskrise, der truer med at slå bunden ud af eksistensen på fodbold, er der en slags myndig sandhed i Wengers projekt. Når der endelig købes ind, er det kalibre som Andrei Arshavin eller for den sags skyld Thomas Vermaelen. I det lange stræk – og her overgås Wenger kun af Alex Ferguson – vil fans måske glemme de vaklende præstationer i Premier League og til gengæld værne om mindet fra den 21. april 2009.

På Anfield Road, i en heksekedel, som selv Roy Keane var bange for engang, spillede Gunners uafgjort 4-4 mod Liverpool. Arshavin, the short wonder from Russia, scorede alle Arsenals mål. Bagefter spurgte de britiske aviser, hvem der egentlig havde vundet den spektakulære, men jo også sært uforløste dyst. Fodbolden, var det åbenlyse svar. Og så selvfølgelig Manchester United, som kunne lukrere på The Reds’ pauvre resultat og straks spurtede videre mod pokalen.

Der er penge nok

Wenger skal ikke klage over kistebunden. Da Emmanuel Adebayor og Kolo Touré blev handlet til nyrige Manchester City tilbage i 2009, steg Arsenals samlede indtægt til svimlende 313 millioner pund, hvilket er det største bruttooverskud for en engelsk klub nogensinde. Arsenal har også solgt 445 af de i alt 655 lejligheder omkring det tidligere stadionkompleks, Highbury, og dermed proppet yderligere 88 millioner på den bugnende bankbog. Læg dertil pengene fra transfers som Alexander Hleb og Justin Hoyteto, og Wenger står summa summarum med en check på lige knap 80 millioner pund til frit indkøb.

Og lige præcis dér er Wengers trademark. Det blev sat i relief af vejen mod Champions League-finalen 2006, hvor det forsvar, som holdt målet frit 10 kampe i træk, til sammen havde kostet mindre end fem millioner pund. Wenger tror på sin ungdomsfilosofi og nægter at følge tidens flygtige pengeluner. Som nu eksempelvis kollegaen Florentino Pérez i Real Madrid eller naboforetagendet Chelsea, der altid virker lettere desperat. Eller også ved Wenger bare bedre. Husk, at han jo har den dér master i økonomi fra Strasbourg.

Tirsdag aften den 19. februar 2013 lignede Arsenal en flok kaniner. Først spurtede de rundt. Og bagefter stod de bare og hang i marken med store ører. Sandheden er nemlig, at Bayern sandsynligvis har et gear til. Philipp Lahm laver aldrig fejl og er en æstetisk nydelse både fremme og bagude. Keeper Manuel Neuer? Jo, han fjumrede ved Wilsheres hjørne, men han var iskold ved Girouds skud. Det afgjorde kampen. Bastian Schweinsteiger spillede ikke med elegance, men muskler. Franck Ribéry havde en stille dag på kontoret. Mere var der ikke brug for. Toni Kroos forsvandt. Så dukkede han op igen og scorede. Og nu har Arsenal brug for et mirakel. Et short wonder from Wilshere.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu