Læsetid: 14 min.

En dansk eliteatlet er nødt til at være lykkelig

Det går ikke at være ulykkelig i 15 år for at blive verdens bedste svømmer. I hvert fald ikke i Danmark, hvor trænere, coaches og forskere bliver nødt til at arbejde målrettet med sportsfolkenes motivation for at få dem til at vinde guld. For kineserne og kenyanerne derimod kan alene udsigten til at komme ud af fattigdom gøre det samme
Tændt. Det er konkurrencen, der får mig i vandet. Jeg elsker ikke bare at træne, jeg elsker ikke det skidekolde vand om morgenen, og hvis jeg ikke havde et mål, kom jeg ikke ud af sengen, siger Jeanete Ottesen Gray.

Tændt. Det er konkurrencen, der får mig i vandet. Jeg elsker ikke bare at træne, jeg elsker ikke det skidekolde vand om morgenen, og hvis jeg ikke havde et mål, kom jeg ikke ud af sengen, siger Jeanete Ottesen Gray.

Sigrid Nygaard

9. februar 2013

Hyggesportens tid er forbi i Danmark. Tennisspilleren Caroline Wozniacki sad i sin stol mellem anden og tredje sæt og stirrede lige ud, mens hendes far og træner, Piotr Wozniacki, iskoldt bad hende fortælle, hvordan det kunne være, at hun ikke kunne slå en baghånd. Hendes serv var bare blevet værre og værre, hendes spil var parodi. Hun servede som en klovn, hun slog for kort, »kan du se det, eller kan du ikke se det?« Caroline Wozniacki fortrak ikke en mine, i stedet rettede hun på kasketten, tørrede sveden af armene med et håndklæde og tog imod.

I fem minutter sad hun sådan – uden at forsvare sig, uden at sige et ord. Måske fordi hun lige her – ved tennisturneringen Brisbane International i kampen mod Ksenia Pervak fra Kasakhstan, der var 93 pladser længere nede på verdensranglisten end hende– vidste, at hun havde fortjent det. Hun spillede ikke tennis for hyggens skyld. Den tid, hvor fodboldlandsholdet gik på McDonald’s inden en kamp og drak sig fulde i champagne i flyet hjem efter et nederlag, hvor maratonløb kunne kombineres med intens rygning og sejlsport med en øl på kajen, var for længst forbi.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Jessen
  • Jørgen Rygaard
  • Bjarke Hansen
  • Heinrich R. Jørgensen
Søren Jessen, Jørgen Rygaard, Bjarke Hansen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Roald Andersen

Med en fortid i dansk elitesvømning (far til et svømmetalent og mangeårig leder, herunder klubformand) har jeg naturligvis også gjort mig masser af tanker om talentudvikling og elitepleje.
Jeg mener ikke der mangler talenter i dansk svømning (eller fodbold for den sags skyld), men der mangler helt sikkert gennemførte talentudviklingsstrategier.
Mit kendskab til dansk svømning fortæller mig, at ikke alene skal børnene have et minimum af talent, men de skal også have fuld opbakning hjemmefra. Forældrene skal på et tidligt tidspunkt indse at børnene skal understøttes (helst uden det går for meget ud over de øvrige søskende). Talentet skal bevidst udvikles af determinerede trænere og klubbens eller startfællesskabets ledere skal stå bag udviklingen med støtte, trænere, muligheder, penge, engagement og uendelige mængder af tid.

Hvis det står skidt til med talentudviklingen i dansk fodbold, kunne det måske være fordi børnene og deres forældre tror de kan klare sig med 3 x 2 timers træning og en kamp i weekenden. Jeg mindes dengang da vores juniorsvømmere trænede betydeligt længere tid end de lokale professionelle fodboldspillere — sådan er det heldigvis ikke mere. Inden for svømning skal man bruge 15-20 timer om ugen fra man er barn og livet skal tidligt være anlagt på at den unge bliver en del af eliten.
De som slår sig igennem og bliver en del af svømmeeliten skal kontinuerligt have oplevet at sejre, at vinde, oplevet fremdriften og de skal have lært at takle nederlag og skader. De skal også være bevidste idrætsudøvere, der tænker mens de er i bassinet og forfiner alle dele af armtag, bentag, balance, startspring og vendinger.
Pædagogisk er jeg enig med Erik Sigsgaard, der lidt kortfattet siger at der er ingen børn eller voksne der har brug for skældud. Caroline Wozniacki havde i den nævnte situation ikke brug for skældud. Hun havde brug for støtte, råd, vejledning, analyse, opmuntring. Hun havde brug for at få at vide, hvad hun gjorde forkert og hvad hun kunne eller burde gøre. Den strategi hendes far angiveligt ofte valgte i kampsituationer (skæld ud) var den forkerte – ok, jeg ved ikke nok om, hvad der ellers blev sagt, men alligevel.
Jeg begynder ikke at arbejde bedre, hvis jeg bliver kaldt til samtale på chefens kontor for at få skældud. Medarbejder-udviklings-samtaler nytter ikke hvis det er skældud. Jeg har brug for at vide, hvad der går galt, hvor jeg skal ændre strategi, hvad jeg kan gøre for at forbedre min præstation. Som regel ved jeg godt, hvor man kan sætte fingeren ind, men i så fald er det nok at nævne det. Skældud hjælper intet.
Caroline Wozniacki kunne muligvis gøre oprør mod sin far og bruge det til at vise, at hun kunne vinde (også over ham), men jeg tvivler på det.

Som Jeanette Ottesen også fortæller er der afsavn ved at ville være en del af eliten. Fødselsdagsfester og familiefester bliver noget de andre fejrer. Man kan ikke feste igennem (med alkohol), som sine jævnaldrende. Skolearbejdes skal gøres når der er et vindue i træningsplanen. Ferierne bliver planlagt efter, hvornår man skal til stævne, på træningslejr mv. Klassekammerater bliver sjældent nære venner, for dem har man ikke tid til. Man skal kunne finde sig til rette på svømmeholdet, finde glæde i træningen, i hallen, blandt kammeraterne, til stævnerne osv.
Og man skal hele tiden blive motiveret. Træneren kan og skal presse svømmerne til deres grænse, og også gerne ud over grænsen, men det er en hårfin grænse der kan gå galt. Nogle børn og unge har brug for en hård træner der forlanger det umulige. Lykkes det, præsterer de det umulige, overskrider de indre grænser og forbedrer sig markant. Men sådan går det ikke altid. Uden trøst, støtte og masser af motivation springer ethvert fornuftigt tænkende menneske fra.

Tennisstjerner, fodboldspillere, golfspillere og måske håndboldspillere kan tænke på alle de mange rare penge, de får adgang til hvis deres plan lykkes. Det kan svømmere i Danmark ikke. Hvad skal de leve af? Den støtte som Team Danmark og sponsorer giver svømmerne hjælper lidt, men rækker ikke til et liv i luksus. Derfor skal der være masser af lykke og positive minder undervejs i elitesvømmerens liv.

Og det er svært at passe en uddannelsesmæssig karriere ind i ligningen. Mange svømmere har en jerndisciplin, som de kan bruge senere i livet, men mange har også (i mine øjne) en nødtørftig uddannelse. Det hænger selvfølgelig sammen med at Team Danmark satte og sætter medaljer over uddannelsesmæssig succes.
Du kan leve af en god uddannelse, men ikke af at have været elitesvømmer. Nogle håber sikkert at fortsætte karrieren som svømmetrænere, men de danske svømmetræneres situation er ikke ligefrem misundelsesværdig. Mange timer om aftenen i en varm og fugtig hal, hvor ferier, familieliv osv. er dikteret af svømmekalenderen.

Der står også noget sludder i artiklen. Fodboldklubberne, også FCK, henter deres talenter fra alle de andre klubber, amatørklubber. Nogle trænere og klubber er storleverandører af talenter. De kommer ikke ud af den blå luft, talenter skal udvikles og dyrkes og plejes og der skal arbejdes hårdt. Talent er ikke noget man får foræret.
Og når Team Danmark heller ikke tidligere støttede 11-årige var det fordi Team Danmark først trådte til, når man kunne deltage ved OL. OL-medaljer, det var det eneste der talte i svømning. En næsten sikker medalje ved de europæiske mesterskaber bliver stadig droppet for en langsigtet plan om at toppe til OL, og når det så går galt, gør det rigtigt ondt — for der er lang tid til næste OL.

Gert Villadsen

Meget fint med den slags nuancerede artikler i Informeren, omend der er et par hurtige konklusioner, som ikke helt holder vand.

Ønsker de at handle?
Det handler ikke om, hvor vidt folk er elegante eller bliver kørt hårdt, det handler om motivation, er den der ikke kan ingen præstere noget som helst.
En leder som udtaler sig om at man kan ekskludere individer der ikke passer ind i fællesskabet, er en dårlig leder som ikke forstår, at hvis folk har det der skal til og kan være den lille brik i spillet der gør forskellen, så må man bare se at få den brik passet ind så spillet der vindes, så handler det ikke om ammestuesnak og om at ekskludere, men om hvis man vil vinde, og det vil elitesportsfolk og folkene bag ved dem, tja, så kan man ikke ekskludere nogen hvis de har det der skal til, heller ikke hvis de er usympatiske, for så er man uprofessionel.

Handler det derimod om alt andet end sportspræstationer er det det stik modsatte princip der gælder.

olivier goulin

God og interessant artikel - som bestemt også er relevante i helt andre sammenhænge udenfor sportens verden. Det er vel almene betragtninger, der gælder alle elitære præstationer, altså hos den elite, som udmærker sig ved talent og dygtighed - modsat den, der kun eksisterer i kraft af tilfældige og heldige relationer eller korruption.

Også en interessant bekendelse fra Jeanette Ottesen:
»Der kommer et beast op i mig, jeg bliver ond og tænker kun onde tanker. Lige så snart jeg slår ind efter at have svømmet, så er det væk. Så kan jeg sagtens give mine konkurrenter et kram.«

For sådan en som mig, giver den slags udsagn anledning til en vis psykologisk dekonstruktion: En sammenhæng mellem konkurrence og ondskab? - altså i en helt fundamental forstand. Meget interessant vinkel ....... :-)

Helt sundt er elitesporten jo ikke, hverken for krop eller sjæl.
Men den er knageme god underholdning.

/O