Interview
Læsetid: 4 min.

Læserne spørger: Thomas Blachman

»Jeg har beriget mig selv med en tilladelse til at udleve både idiotens og geniets rolle ... «
Moderne Tider
9. februar 2013

Thomas Blachman. Født 1963. Jazzmusiker, komponist og producer. Thomas Blachman blev kendt i den brede offentlighed i 2008, da han blev mentor og dommer i ’X Factor’. Sammen med  journalisten og musikerenTorben Steno har han skrevet ’oprørsbiografien’ ’Det kolossale menneske’. Foto: Scanpix

Beskriv forholdet mellem geniet og idioten i dig selv?

Jeg har beriget mig selv med en tilladelse til at udleve både idiotens og geniets rolle. Geniet sidder så at sige på ryggen af idioten for konstant at beundre hans gøren og laden.Idioten lever uden angst for at begå fejl velvidene, at geniet evner at finde skønheden og de latente muligheder i fejlene.Hvad idioten ikke ved, er, at geniet signerer idiotens fejl, som havde geniet selv fundet på dem.

Er du på lykkepiller eller andre former for stimulanser, eller er du bare sådan?

Jeg er hverken på det ene eller det andet. Beklager.

Du er den absolut eneste grund til, at jeg ser X Factor. Er jeg så ligeså skør og bedrevidende som dig?

Mennesker, der ikke er selvoptagede keder mig ofte. Jeg elsker folk, der deler ud af sig selv med deres bedrevidenhed,forudsat at de selv har fundet ud af det, de snakker om selvfølgelig og ikke bare læser op af en bog.

Laver du samfundsnyttigt arbejde i X Factor, eller er det bare underholdning?

Begge dele. Jeg tror, jeg ændrede mainstream-tv for altid ved at tage mine frustrationer med på arbejde. Frustrationer over at leve i et land, det blev sværere og sværere at identificere sig med.Tøjet passede til kroppen, musikken passede til tøjet, men samfundet passede ikke til mit behov for at se simple løsninger på komplicerede problemerstillinger. Folket er parat til de store fælles projekter, folket er parat til den store kollektive indrømmelse af ensomhed. Problemet er bare, at politikerne ikke læser denne mulighed i tiden og konstant satser for småt.Folket giver 50 procent af deres arbejdsliv til staten.Hvis det ikke er et udtryk for folkets kærlighed til staten, så ved jeg fandme ikke hvad... staten svigter folket.

Jeg skal snart til at vælge en videregående uddanelse. Er det forkatseligt at vælge ud fra praktiske overvejelser fremfor passionerede og kunstneriske?

Mon ikke! Idealisér de ting, du selv finder ud af!!! Højtuddannet visionsløshed har vi nok af.

Hvordan definerer du kunst?

Som alle menneskers første og største mulighed for at blive menneske.At lytte til andre er godt, men at lytte til sig selv er bedst. Det er i den dialog, vi lærer os selv at omsætte vores længsler til ideer. Originale ideer er og bliver kunst.

Min kæreste igennem de sidste 17 år synes, at jeg både lyder og vrøvler som dig. Er det en kompliment, eller skal jeg bare finde mig en ny kæreste?

Vi har ikke snakket om andet end komunikation de sidste 10 år, men paradoksalt er resultatet blevet intolerance og snæversyn overfor alle dem, der ikke taler amerikansk management-kliche-sprog. Fyr ham ! Du er bedre end det.

Hvor meget får du rent faktisk spillet på trommer?

Sidste gang var for to år siden... jeg giver bare kommende generationer af trommeslagere den plads, de har brug for. Og nogle gange skal man holde op med det, man elsker for at få tid til noget andet og nyt. Jeg skal dog spille med Palle Mikkelborg og Carsten Dahl og Ginman i DR’s koncertsal til april.

Mener du i ramme alvor, at du skaber en revolution, eller er det også bare en del af showet?

Jeg deler forfanden bare lidt ud af mig selv, mens jeg alligevel venter på, at noget stort skal ske. Jeg gøder jorden som en hver anden bonde. Jeg tror på et samfund, der formår at dele det arbejde, der er. Jeg tror på et samfund med en fire dages arbejdsuge og en statsgaranteret fridag til individet(en obligatorisk undervisningsdag, hvor hver enkelt får tid til at møde nye mennekser i interessefælleskaber).Jeg tror, at Danmark er parat til det næste store skridt ind i kreativiteten som fællesnævner. Dette skal blive min generations fuldbyrdelse ...

Hvad gør kokain ved et menneskes hjerne?

Har ikke prøvet det – beklager makker.

Hvordan skal man opdrage sine børn til musik?

Børn er gud, de har ikke problemer med at finde det rationelle i det irrationelle.Deres leg er allerede deres arbejde. Giv dem et instrument og lad dem smadre det.

Hvad har du selv lært af X Factor?

At jeg er en god taber.

Hvem stemmer du på?

Jeg bliver ved med at stemme på Socialdemokratiet til den dag, det bliver et rigtigt socialdemokrati.

Hvordan kan du have så meget selvtillid, selv om du optræder med dommere, der har haft større succes med musik end dig?

Jeg er Blachman.

Læser du lyrik? Og hvilke digtere?

Gaven ved at være ordblind er, at selv en softwaremanual bliver til poesi.

Hvad er det værste ved København?

At det 21. århunderede ikke hænger oppe og svæver som store insektlignende arkitektoniske insekter.

Er du rig?

Nej.

Hvem er dine forbilleder ?

Mine børn.

Er du bange for at dø?

Ja.

Hvorfor er du dommer i et program, som bare hylder middelmådigheden?

Dit spørgsmål er middelmådigt. Der er intet middelmådigt i at løfte en masse unge mennesker op til kagebordet, så de kan øjne deres egen originalitet.

Hvad tænker du om beskrivelserne af dig som en tosse med et lidt for stort ego?

Jeg har det fint, jeg fedter ikke med mig selv i ambitionen om at være en fedterøv.

Jeg er lærer i folkeskolen. Hvordan skal jeg håndtere de talenter, jeg ser i min dagligdag?

Lad dem vide, at deres talent er deres mulighed, men også en byrde og et ansvar.At de grundet deres talent på en måde er lidt mindre fri, men tilgengæld også har fået evnen til at inspirere andre.

Er det ikke et stort spild af evner at lade folk gå arbejdsløse?

Jo, for fanden og en fire dages arbejdssuge vil netop realisere denne drøm.

Jeg har engang hørt dig agitere for en firedages arbejdsuge og en femte dag, hvor vi skulle mødes i interessefællesskaber og udvikle os selv og samfundet. Er det stadig et projekt for dig?

Ja, og det bliver mere og mere aktuelt.

Man får let den tanke, at mediepersoner spiller en rolle for at passe ind i konceptet. Hvor meget gælder det dig?

Jeg lader mig ikke instruere hverken af mig selv eller andre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her