Baggrund
Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi. Knud Brogård (1929 - 2013)

Som murer, underviser, forstadsildsjæl og kunstmaler – gennem hele sit liv forsøgte Knud Brogård at give lyset videre
Loyal. Knud Brogård holdt stædigt fast i sin jyske dialekt, selv om han boede næsten 50 år i en forstad til København sammen med sin kone Lisa.

Albertslund Posten

Moderne Tider
16. februar 2013

Man måtte ryge i Knud Brogårds billedkunsttimer på Albertslund Lilleskole i 1970’erne. Her var der frit, og her blev der diskuteret kunst på lige fod mellem lærer og elev. Alle havde en ret til at blive hørt, hvis de ville, det var hans udgangspunkt.

På den måde lignede timerne ret godt den baggrund, Knud Brogård selv havde haft »hjemme i landsbyen«, som han hele sit liv betegnede Sdr. Vilstrup mellem Fredericia og Kolding. Det var langt fra den Københavnske forstad, hvor Knud Brogård selv boede i næsten 50 år sammen med sin kone Lisa og deres tre børn – og hvor han i øvrigt stædigt holdt fast i sin markante jyske dialekt.

Hjemmet i Sdr. Vilstrup var et åbent hjem, hvor der blev diskuteret kunst og kultur – politik og samfundsformer. Hans far arbejdede i skoven, så de boede i skovbrynet, hvor hans hjemmegående mor selv underviste Knud og hans bror Peter, indtil de i 3. klasse kom i den lokale landsbyskole.

Fra morens side var hjemmet præget af venstrebønder og højskolebevægelsen, men faderen var glødende socialist, og hjemmet blev et samlingspunkt for personer, der var drevet af det politiske. Knuds onkel var for eksempel Sven Brüel, der oversatte Det kommunistiske manifest og Das Kapital. Aksel Larsen boede en tid i huset, da han i krigsårene gik under jorden.

»Ånd er magt,« som hans far plejede at sige, selv om han var socialist. Han kunne citerer lange passager fra Biblen.

Det skal kunne pisses i sne

Knud Brogård læste meget, men uddannede sig til murer, mest for at komme på bygmesterskolen i Århus og læse til bygningskonstruktør. Alligevel var det lærlingetiden, der lærte ham det gode håndværk, og mesteren Anker Kjers, der gav ham filosofiske sætninger at leve efter som, ’Du skal lære at gøre det rigtigt, før du kan gøre det hurtigt’.

»Du skal kunne pisse det i sne,« havde en af hans arkitektarbejdsgivere sagt til ham, og den enkelhed tog han med sig i maleriet, som var præget af rene linjer og bar et let skitseagtigt præg.

Knud Brogård debuterede i 1958 på Kunstnernes Efterårsudstilling, og derefter var han anerkendt som professionel kunstmaler uden dog rigtig at kunne leve af det.

I mellemtiden havde han mødt Lisa gennem broderen Peters nye kæreste. Hun var fra Østjylland lige som han selv, de blev forelskede og flyttede ind det nyopførte og topmoderne højhusbyggeri Bellahøj i Brønshøj. Her fik de tre børn – to piger og en dreng.

Efter et par år hørte det unge par om et progressivt projekt i Albertslund – et industrielt byggeri med stisystemer, en adskillelse af den gående og kørende trafik og med et rigt kulturliv og aktivt beboerdemokrati. Det var lige i Knud Brogårds ånd, og sammen med familien var han blandt de første, der flyttede ind i ’Spætten’, som det hed. Han blev hurtigt en af forstadens ildsjæle.

Men det var ikke alt i den moderne forstad, der fungerede for Lisa og Knud. Skolerne i området var så store og præget af gammel pædagogik, at de sammen med en større forældregruppe besluttede sig for selv at lave en lilleskole. Her blev det til mange gode venner og aktive år, hvor de begge underviste.

Både omkring skolen og hjemmet var der altid heftig social aktivitet. Det havde Knud Brogård taget med sig fra landsbyen i det jyske – politik, kultur, kunst og glade fester var en fast bestanddel af hjemmet, når de ikke hver sommer pakkede deres lille 2CV og tog på telttur til Provence. Knud Brogård elskede det område. Det handlede om lyset, forklarede han. Det lys, der også betød så meget for ham i hans maleri, og som han hele sit liv forsøgte at bringe til live og sende videre.

Med iPad på plejehjem

Knud Brogård havde ikke noget imod at blive gammel. Han engagerede sig fortsat, var stadig medlem af SF og blev ved med at interessere sig for omverdenen. Da han i efteråret kom på plejehjem, fordi hans kone Lisa fik Alzheimers, mens han selv fik en blodprop, havde han både iPhone og iPad med sig, og han læste tre aviser om dagen. Knud Brogård var livlig til det sidste, og selv om han i sin alderdom havde fået nogle blodpropper, forblev han klar i hovedet. Han mente, at man skulle gøre tingene ordentligt. Det gjorde han til det sidste. Som han selv kunne citere den franske landskabsmaler Jean-Baptiste-Camille Corot for:

»Jeg spiller kun en lille fløjte, men jeg forsøger at spille rent.«

Knud Brogård blev 83 år gammel.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her