Det nye mantra er ’marked i dybden’

Ingen økonomisk aktivitet er for lille, og intet menneskeligt behov for perifært, når markedet skal udvikle nye muligheder. Det er tankegangen i International Finance Corporation – en forgrening af Verdensbanken. Det er en den motor, der skal give nyliberalismen et nyt liv, forklarer den politiske økonom Toby Carroll
Fra udvikling til overlevelse. Et hovedområde for IFC er  mikrolån til etablering af enkeltmandsvirksomheder. Det dækker ofte reelt over, at en person i en landsby står for salg af telefonkort. ’Økonomisk udvikling’ er reduceret til individuelle overlevelsesprojekter, forklarer Toby Carroll. Foto: Benedicte Desrus

Fra udvikling til overlevelse. Et hovedområde for IFC er mikrolån til etablering af enkeltmandsvirksomheder. Det dækker ofte reelt over, at en person i en landsby står for salg af telefonkort. ’Økonomisk udvikling’ er reduceret til individuelle overlevelsesprojekter, forklarer Toby Carroll. Foto: Benedicte Desrus

2. februar 2013

Citigroup, Exxon Mobile og IBM gør det. Microsoft, Shell og Visa International gør det. Investerer i International Finance Corporation, Verdensbankens lille nevø, som pludselig har vokset sig så stor, at det er svært at få øje på onklen.

IFC blev stiftet i 1956 som en del af Verdensbank-gruppen, og Danmark har været med fra starten. I dag har IFC 184 medlemslande, der formelt godkender organisationens aktiviteter. Og hvad laver de så i IFC? De opmuntrer, faciliterer, subsidierer og promoverer den private sektors vækst i udviklingslandene – især på de såkaldte emerging markets, hvor forventningen om afkast er størst. Lande som Indonesien, Vietnam, Indien, Brasilien, Nigeria. Faktisk er IFC, der ifølge IFC-direktør Jin-Yong Chai har opfundet selve begrebet emerging markets. »Det er vor specialitet,« som han skrev på en Financial Times-blog nytårsaftensdag.

Marked i dybden

»IFC crasher markeder med høje risici og høje profitmuligheder,« siger politisk økonom Toby Carroll fra Singapore National University.

Mens den nyliberale udviklingsdoktrin kaldet The Washington Consensus i 1980’erne skulle sætte markedet frit og begrænse staten, blev staten under The Post-Washington Consensus set som en relevant spiller på og dommer over markedet. Frontfigurer som Joseph Stiglitz talte for retten til social sikring, sundhed og uddannelse som en forudsætning for, at markedet kunne skabe sine mirakler. I både ’rul staten tilbage-’ og ’rul staten lidt frem igen-perioden’ var ikke mindst Verdensbanken og IMF’s tommelskruer (gennemfør strukturelle ændringer, eller vi lukker kassen og opsiger handelsaftalerne) afgørende. I løbet af 00’erne begyndte så endnu en forandring af den nyliberale doktrin – nu med International Finance Corporation som drivkraft, mener Toby Carroll.

»Relationen mellem borger og stat bliver tegnet op på ny. Verdensbanken var også fikseret på at udvide den private kapitals handlerum, men den dagsorden bliver i dag i stigende grad overtaget og transformeret af IFC. Stat og borgere bliver omfattet af en logik, hvor alle sociale relationer sættes på det globale marked for at udvide mulighederne for at skabe profit og ophobe kapital.

Det er markedsgørelse i dybden, og IFC’s måde at arbejde ikke bare med og gennem, men også uden om staten, er afgørende for udviklingen af den nye fase i global kapitalisme,« siger Carroll.

IFC opfører sig om muligt endnu mere entusiastisk og kampberedt end Verdensbanken, siger Toby Carroll, og deres aktiviteter er ofte pionerprojekter udført i postkoloniale lande, som befinder sig overgangstilstande. Især inden for udvindingsindustri, finanssektoren samt vand og energi er der både store risici og store profitmuligheder for den globale kapital. Og her står IFC – og lignende organisationer som European Bank for Reconstruction and Development – klar med sikkerhedsnet til virksomhederne.

IFC’s tid er kommet

IFC har altid arbejdet direkte med og for den private sektor, mens Verdensbanken er specialiseret i politisk betingede lån til stater. IFC’s grundlægger Robert L. Garner sagde i 1950: »Det er min faste overbevisning, at den mest lovende fremtid for de mindre udviklede lande ligger i etableringen af en solid privat industri.«

En idé, som IFC i dag fremhæver som banebrydende for en tid, hvor Verdensbanken ellers primært var optaget af at genopbygge stater efter krigens ødelæggelser. I årtier levede IFC en skyggetilværelse, men fra 2001-2011 blev antallet af nye årlige investeringer næsten femdoblet: fra 2,7 til 12,2 milliarder dollar spredt på 102 forskellige lande mod blot 69 lande fem år forinden.

Det afspejler ifølge Toby Carroll, at Post-Washington Consensus-tiden er forbi, og en ny æra er begyndt.

»IFC’s eksploderende aktivitetsniveau indvarsler udviklingspolitikkens død,« siger Carroll. »Hvad man end mente om den nyliberale udviklingsdoktrin, var der i det mindste true believers som Stiglitz, der mente, at den globale kapital kunne skabe progressiv forandring i udviklingslandene.«

I dag er der blot massiv kynisme, siger Carroll:

»En IFC-ansat sagde til mig: ’Økonomisk udvikling – det kommer ikke til at ske. Så det bedste, man kan gøre, er at blive ved med at danse, indtil musikken stopper’. Og det er, hvad markedsgørelse i dybden går ud på: at få musikken til at spille lidt længere.«

IFC ville aldrig officielt erklære udviklingspolitikken for død, men de er i fuld gang med at »genopfinde, hvad udvikling betyder«. Og den nye Fugl Phøniks, der har rejst sig fra asken af Post-Washington Consensus, bærer en »omfattende social katastrofe« med sig, mener Carroll.

»Mange af de IFC-finansierede programmer skaber begejstring i udviklingslandene, fordi der fra den ene dag til den anden bliver stillet store mængder kapital til rådighed lokalt. Men der er intet bæredygtigt ved det her,« siger Carroll.

Fjerner risici for global kapital

»De fleste IFC-programmer falder i tre kategorier: Etablering af industrielt mono-afgrødelandbrug til produktion af f.eks. biobrændstof; store infrastrukturelle projekter, der skal sikre private virksomheders mulighed for at fragte naturressourcer ud af udviklingsregioner; og mikrolån til etablering af små virksomheder, ofte enkeltpersonsvirksomheder, der primært dækker over, at en kvinde f.eks. går rundt i sin landsby og sælger telefonkort. ’Økonomisk udvikling’ er reduceret til individuelle desperate overlevelsesprojekter.«

IFC’s kerneydelse er at gøre investeringer i ’højrisiko’-lande attraktive: »I skrøbelige og konfliktramte stater vil den private sektor tøve med at sætte kapital på spil, og her er IFC villig til at tage større risici og demonstrere fordelene ved at investere i ’barske’ områder,« som IFC-direktøren Jin-Yong Cai udtrykker det.

Men reelt bliver risici flyttet fra staten og kapitalen over på lokalsamfund og individer i et globalt økonomisk eksperiment, siger Toby Carroll.

»Den høje vækstrate i de såkaldt emerging markets er jo for mange landes vedkommende ikke et nyt fænomen. Ser man på Asien, kan man imidlertid konstatere, at væksten ikke grundlæggende har skabt forbedringer i den brede befolknings levestandard.«

Snarere bliver der, som i Kina, skabt en lille superforbrugende gruppe og en stor underforbrugende gruppe.

IFC udvisker grænserne mellem offentlig og privat, mellem stat og marked, og skaber »gennemgribende forandring af ejerskabsstrukturerne,« siger Carroll.

»Et centralt redskab er her Public-Private-Partnerships. IFC er rådgivere på de selv samme PPP-projekter, som de investerer kapital i og trækker profit ud af, mens staternes involvering som oftest er rent proforma. PPP’s er en murbrækker for fuld privatisering. I Manila i slutningen af 1990’erne rådede IFC staten til at sætte den katastrofalt dårligt fungerende vandforsyning i privat udbud. Dernæst investerede IFC i Manila Water – et konglomerat mellem den lokale Ayala-elite og international kapital – og betingede sig notering på den internationale børs. Fra at være statslig er den filippinske hovedstads vandforsyning nu på ikke blot private hænder, men på udenlandske virksomheders hænder,« siger Carroll.

Flyver under radaren

Alligevel er IFC forblevet anonym sammenlignet med den navnkundige moderorganisation Verdensbanken. IFC har heller ikke, endnu, skaffet sig nævneværdige protester på halsen.

»Det her spil plejede at være ekstremt polariseret – med Verdensbanken og storkapitalen på den ene side og de små og mellemstore virksomheder, ngo’erne, venstrefløjen og somme tider dele af statsapparatet i udviklingslandene på den anden side. Men kritikken af IFC været nærmest ikke-eksisterende. Det er lykkedes organisationen at holde sig under radaren,« siger Toby Carroll.

Det skyldes dels, at IFC ikke kræver noget af staterne: Der er ingen, der får vredet armen om i prioriteringen af de nationale budgetter. Dels at det er mindre tydeligt, hvad IFC egentlig laver: De stiller kapital til rådighed for den private sektor i udviklingslandene, og hvem kan være imod det? Dels, at IFC også poster penge i ngo’erne – mod at ngo’erne f.eks. omstiller dele af deres aktiviteter til at indgå i IFC’s mikrolånprogrammer. Og mange steder har ngo’erne kapituleret, siger Carroll.

»De resignerer ud fra overbevisningen om, at der ikke er noget alternativ.«

Afledningsmanøvre

Den nye markedsgørelse i dybden-dagsorden har skubbet Verdensbanken ud på et sidespor, siger Toby Carroll.

»Verdensbanken kan ikke længere slippe afsted med sine ublu krav til staterne i udviklingsområderne. I stedet er IFC trådt til med deres mere diskrete og uhåndgribelige aktiviteter.«

Carroll kalder IFC’s investeringer en »kæmpe afledningsmanøvre«. Mange af de strukturelle økonomiske problemer, som bl.a. Asien kæmper med – stigende vækst, men samtidig stigende arbejdsløshed og ulighed – er skabt af netop de markedsorienterede reformer, som IFC nu fortsætter i ny udgave, siger Carroll.

»IFC’s vokseværk demonstrerer nyliberalismens evne til transformation, selv når dens legitimitet forekommer mest udfordret. Problemerne bliver forvandlet fra en trussel til en åbning for stadigt dybere markedsgørelse.«

Derfor er det skudt forbi, når nyliberalismen bliver erklæret død eller betegnet som en zombie: En død, der ikke vil blive i graven.

»Nyliberalismen ikke død, så langt fra. Den er under forandring,« siger Toby Carroll og tilføjer: »Og for den globale kapital er IFC et svar på den forandring.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Toby Carroll

Leder af forskningsprogrammet ’New Approaches to Building Markets in Asia’ ved Center on Asia and Globalisation på National University of Singapore.

Redaktør på et temanummer af Journal of Contemporary Asia om nyliberal udviklingspolitik i Asien efter Post-Washington Consensus, august 2012.

Skriver kommentarer og analyser for bl.a. The Bangkok Post, The Nation, The Straits Times, The Jakarta Globe og Le Monde Diplomatique.

Har bl.a. udgivet bogen ’Delusions of Development: The World Bank and the Post-Washington Consensus in Southeast Asia’, Palgrave, 2010.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Her er vi helt derude hvor de yderste metastaser gør deres arbejde. Blikskure væltes, køkkenhaver og småbrug pløjes op og familier sendes længere ud i bushen til endnu dårligere jorde. Afgrøderne omlægges og der ...etableres industrielt mono-afgrødelandbrug til produktion af f.eks. biobrændstof; infrastrukturelle projekter, der skal sikre private virksomheders mulighed for at fragte naturressourcer ud af udviklingsregioner; og mikrolån til etablering af små virksomheder...

...det vil sige at kravet om forrentning af mikrolånene, sikre at hele den såkaldte forædling sendes direkte mod Vesten - den alt fortærende kræftbyld. dyt dyt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Jeg kan ikke helt følge Tobys logik! for mig at se skriver han faktisk at IFCs aktiviteter er med til at skabe ulighed?
Men IFC tager sig vel ikke af det fordelingsmæssige i Myamar f.eks. - eller gør de? Jeg ville tro at landenes regeringer havde en finger med i spillet her - ligesom i Danmark, omend næppe så stringent.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

"Nyliberalismen ikke død, så langt fra. Den er under forandring"

Men formålet er det samme : fastholdelse af jungleloven - og de, der har miljø-og socioøkonomiske fordele, har også startfordele - og derfor kan disse hjernedøde rovdyr bare fortsætte, hvad der er alles ræs mod bunden - faarvel og goo nat

Følg pengene og det bliver klart, hvem der bestemmer - og de er ikke for kloge ifht omsorg og overlevelse for menneskeheden og Planeten - Gud Bevare Os

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Rikard, Er den danske regering med når der optages SMS-lån eller banklån? IFC pumper dollars ind i de sårbare lokaløkonomier i ulandene til entreprenante fysisk stærke grupper. (NGO'erne har opgivet at protestere). Og der opkræves! afdrag og renter.(Hvilket Nina går let hen over)

.Snarere bliver der, som i Kina, skabt en lille superforbrugende gruppe og en stor underforbrugende gruppe. siger Caroll

Det tror jeg ikke man skal regne med. I Kina ejer Staten mindst halvdelen i alle banker og staten søger at kontrollere udviklingen. I de fattige lande er det primært korruptionen der afgør om du har rettigheder.

@randi, jungleloven bliver netop sat ud af kraft ved hjælp af IFC - "jungler" er i balance med mindre vejret ændre sig drastiskover længere tid...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Wettendorff

Sidste år udkom "Innan floden tar oss" i Sverige. Som ulandsanalytiker og journalist beskriver Helena Thorfinn, hvordan Vestens forhold til udviklingsarbejde i Bangladesh netop har været inde i dette skred de senere år.
Ikke mindst dansk bistandspolitik ændrede sig under den tidligere regering i den retning Carroll beskriver - væk fra fattigdomsorienteringen og støtte til uddannelse, sundhed og offentlig infrastruktur - hen mod at stimulere den private sektor (som man fx hørte det i P1-programmet "Fattigdomshjælp eller direktørbonus" http://www.dr.dk/P1/Serier/fattigdomshjaelp_eller_direktorbonus/20111129...).

Man kan sagtens kalde det grøn vækst og støtte til (privat) vandforsyning. Men i storbyslummen og de ofte oversvømmede landområder i Bangladesh er konsekvenserne af den politik til at tage og føle på.. bogen burde oversættes..
http://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/article14610643.ab

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Bill - Junglemetaforen henviser naturligvis til junglens første lov : den stærkeste overlever - og det ser ikke ud til, at IFC har planer om ændret agenda i retning af samarbejde på et miljø-og socioøkonomisk bæredygtigt niveau > "Carroll kalder IFC’s investeringer en »kæmpe afledningsmanøvre«. Mange af de strukturelle økonomiske problemer, som bl.a. Asien kæmper med – stigende vækst, men samtidig stigende arbejdsløshed og ulighed – er skabt af netop de markedsorienterede reformer, som IFC nu fortsætter i ny udgave, siger Carroll." Igen - hvilke værdier ønsker vi at fremme ? Markedsliberalisme eller bevidst, intelligent samarbejde ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

randi, jeg fortrød hurtigt mit noget sensible følelsesudbrud - men jeg synes generelt at jungleloven er mere menneskelig end slumbyernes lov...

Som jeg ser IFC så er der nærmest tale om organisering af lokale mafiosoer, der står for udlån, opkrævning og udpantning. Jeg husker en radioudsendelse hvor en dansker havde forfulgt sit udlån gennem Yunus mikrolån, og det viste sig at hvor han havde en forrentning på 7%, så var pengene udlånt til 35%, til en kvinde i Kenya der drev et brødudsalg. En nabo der ikke havde kunnet betale afdragene på et lån havde fået konfiskeret bliktaget på sin bolig.

anbefalede denne kommentar