Læsetid: 8 min.

»Respekten er altafgørende for, at vi har en god skole«

Der er fuldstændig ro i klasseværelset på Haga Lågstadieskola i Helsinki. Alle elever følger opmærksomt med, og klasselæreren kan uforstyrret gennemføre historietimen. Den finske skoles succes handler om respekt for lærerne. Både fra børn, forældre og samfund
Topstyring. Eleverne fra anden klasse på Haga Lågstadieskola skal til frokost, og har stillet sig pænt og lydløst i række på trappen op til kantinen. Først da deres klasselærer, Nina Lindroos, siger ‘værsgo’, går de stille og roligt op ad trappen og hen i buffeten, hvor de begynder at tage mad

Topstyring. Eleverne fra anden klasse på Haga Lågstadieskola skal til frokost, og har stillet sig pænt og lydløst i række på trappen op til kantinen. Først da deres klasselærer, Nina Lindroos, siger ‘værsgo’, går de stille og roligt op ad trappen og hen i buffeten, hvor de begynder at tage mad

Tine Sletting

9. februar 2013

Alle eleverne kigger på Sture Forstén. Han står på gulvet foran en storskærm og har googlet sig frem til et kort over Romerriget. »Og hvad havde Hannibal med sig?« spørger han. Så godt som alle elever rækker hånden op uden at sige en lyd. Først da Sture Forstén har sagt: »Oscar,« brydes stilheden af en elev på forreste række:

»Han havde elefanter med,« siger Oscar.

»Det er rigtigt. Og så skulle han over den her bjergkæde, hvad er det nu den hedder …,« spørger Sture Forstén og peger på kortet:

»Alperne,« svarer en pige på rækken bag Oscar – efter at have fået ordet. Vi er listet ind i en historietime i femte klasse på Haga Lågstadieskola. Skolen er en almindelig finsk folkeskole, men beregnet for børn af det svensktalende mindretal i Finland, og al undervisning foregår derfor på svensk. Med os er viceskolelederen, Nina Lindroos. Hun har forinden fortalt, at man går meget op i disciplin på skolen og »gør meget for at skabe ro i undervisningen.« Det må siges at være lykkedes. De 17 elever følger med – og i løbet af de 30 minutter, vi overværer undervisningen, er der ikke uro en eneste gang.

Verdens bedste

Den finske folkeskole er af flere forskere blevet kaldt »verdens bedste«, og hver gang en ny international undersøgelse bliver offentliggjort, ligger de finske elever i top i snart sagt alle faglige kategorier – langt over de danske, svenske og norske elever. Men hvad er forskellen egentligt? På skolens lærerværelse sidder rektor Mia Förars-Pöytäniemi og rektoren for Gymnasiet Lärkan, som ligger i samme bygning, Magnus Westerland. De har et klart bud:

»Det handler om respekt. Respekten er ganske enkelt altafgørende for, at vi har en god skole,« siger Magnus Westerland. Han kender også til den svenske folkeskole, som ligger på niveau med den danske i de internationale sammenligninger:

»I Sverige er det ikke unormalt, at det er eleverne, der styrer i klassen. Sådan er det ikke altså ikke her,« understreger han. På Danmarks Pædagogiske Universitetsskole har Frans Ørsted Andersen sammenlignet den danske og den finske folkeskole – og han har registret præcis det samme i sine mange besøg på de finske skoler:

»Den helt markante forskel er, at der altid er ro i klasserne. Og at lærerne altid har styr på det, der sker,« siger han.

Ifølge Magnus Westerland og Mia Förars-Pöytäniemi er det læreruddannelsen i Finland, der gør den store forskel. Her skal man læse fire til seks år på universitetet for at blive skolelærer:

»Læreruddannelsen på universitetet er grundstenen i det finske uddannelsessystem. Det giver stor respekt om lærerne blandt forældrene – og den respekt giver de videre til børnene.« Magnus Westerland mener, at uddannelsen og den medfølgende respekt er »den absolut vigtigste grund« til, at den finske skole fungerer godt sammenlignet med skolerne i det øvrige Skandinavien:

»I Sverige og Danmark kommer lærerne ikke fra universiteterne. Og så mister man respekt,« siger han og tilføjer: »Lønnen for skolelærere i Danmark og Finland ligger på nogenlunde samme niveau. Men det afgørende er den faglige baggrund.«

»Der er også større respekt om en fodboldtræner, hvis han selv har haft en karriere i en stor klub, inden han blev træner. Hvis han selv var en middelmådig spiller fra en middelmådig klub, er respekten mindre.«

Når man i Danmark har diskuteret en akademisering af læreruddannelsen, har et afgørende modargument været, at det vil blive svært at få så mange akademikere til at bo i udkantsområderne, fordi akademikere har en tendens til at søge imod storbyerne. I Finland har man flere små universitetsfilialer, som skaber faglige miljøer lokalt. Tendensen er dog den samme som i Danmark:

»De nyuddannede lærere, vil helst bo i de store byer, først og fremmest i Helsinki,« siger Frans Ørsted Andersen. Men eftersom der samtidig finder en omfattende befolkningsvandring sted fra land til by i Finland, har det ikke givet de store problemer: »Når de store byer befolkes af de unge – er det i sidste ende også der, børnene kommer,« siger Frans Ørsted Andersen, som understreger, at det er en debat, som med jævne mellemrum bliver rejst i Finland.

Forældrene skal ikke blande sig

Hvor det i Danmark som regel er nemt at komme til at læse til skolelærer på seminariet, er læreruddannelsen i Finland en meget eftertragtet uddannelse, som det kræver høje karaktergennemsnit at komme ind på. På nogle af uddannelserne kommer kun 10 procent af ansøgerne ind. Uddannelsen og dens status i samfundet er også med til at give skolerne en autoritet over for forældrene, mener Mia Förars-Pöytäniemi, og den autoritet bruger man:

»Vi forsøger at gøre det tydeligt, at forældrene er velkomne her, men vi giver dem ikke lov til at bestemme over os, og hvis nogen prøver på det, så siger vi: ’Vi hører, hvad I siger – men det er os der bestemmer’,« siger hun. Samme observation har Frans Ørsted Andersen gjort sig i sin sammenligning af den finske og den danske skole folkeskole:

»Mange danske lærere er jo nærmest bange for forældrene – og tilbøjelige til at gøre, hvad de stærkeste forældre siger. I Finland lader man sig ikke trække rundt i manegen på den måde.« Forældrene sidder med i skolebestyrelserne og har formelt den samme magt – måske endda lidt større – end i Danmark. Men det daglige arbejde i klassen skal de ikke blande sig i: »De finske lærere er mere professionelle, og lader sig ikke slå ud, hvis forældrene kritiserer undervisningen. Hvis en forælder vil blande sig, siger de: ’Du er tandlæge – jeg er lærer. Så jeg ved, hvad der er bedst på her område,’. Den faglige stolthed er med til at give øget respekt,« siger Frans Ørsted Andersen. Af samme grund ser man heller ikke mange forældre på de finske skoler:

»Man holder dem nærmest ude. Man vil ikke have dem med ind i klassen om morgenen, og de der gribende afskedsseancer, der strækker sig langt ind i timen, ville man aldrig se på en finsk skole. Man afleverer sine børn ved indgangen til skolen.«

Børnenes respekt følger med forældrenes respekt, er tanken.

På Haga Lågstadieskola, fornemmer vi også en klar forskel i omgangen med eleverne. Da eleverne fra anden klasse skal til frokost, stiller de sig pænt og lydløst i række på trappen op til kantinen – én elev på hvert trin. Først da Nina Lindroos siger ’værsgo’, går de stille og roligt op ad trappen og hen til buffeten, hvor de begynder at tage mad:

»Vi stiller ofte børnene på række, for det er med til at skabe ro. Hvis ikke jeg havde stillet dem på række før, ville de løbe hen til buffeten, og man må ikke løbe her på skolen,« forklarer Nina Lindroos.

Streng, men retfærdig

Sture Forstén er færdig med sin historietime i femte klasse og er kommet op på lærerværelse for at holde formiddagspause. Der er altid så roligt i timerne, fortæller han.

»Jeg har aldrig haft problemer med at holde ro. Det sker da, at man lige skal tysse på en elev, men det er faktisk sjældent.« Han mener, at det er, fordi han behandler alle ens:

»Jeg prøver at være streng, men retfærdig. Hvis to elever laver samme forseelse, så skal de også have samme straf. Man må ikke behandle dem forskelligt. Så ved alle, hvad de har at forholde sig til,« siger han.

»Når vi starter et nyt skoleår, læser jeg skolens regler højt i klassen for netop at sikre mig at alle ved, hvad reglerne er. De er slet ikke så svære at overholde, siger jeg. Man må ikke kaste med sne på hinanden osv.« Frans Ørsted Andersen fortæller, at man på de finske skoler prioriterer fællesskabet meget højt – blandt andet derfor er disciplinen vigtig:

»Der er ikke fokus på, at den enkelte elev får opfyldt sine behov her og nu. Først skal fællesskabet fungere, og før det kan det, må man sikre en god omgangstone – man må ikke råbe, drille og kaste i mad i hovedet på hinanden. Sådan et miljø er i høj grad til glæde for de svageste elever,« siger Frans Ørsted Andersen, som understreger, de finske skoler er langt bedre end de danske til at få de svageste elever med. Hvor der i Danmark er stor forskel på de bedste og de dårligste elever, ligger de finske elever på et mere ensartet, og altså højt, niveau

Moderne disciplin

Trods den klare disciplinering, mener Frans Ørsted Andersen ikke, at man kan kalde den finske skole for gammeldags.

»Det kan måske umiddelbart se sådan ud, når eleverne sådan står på række, men det er mere anerkendende, end det er egentligt disciplinerende,« siger han. Men når det kommer til elevernes trivsel i den finske skole, er det imidlertid bemærkelsesværdigt, at danske elever er ligger markant over de finske i PISA-undersøgelserne. Finske børn er generelt ikke glade for at gå i skole, og når det kommer til trivslen blandt drenge, ligger Finland helt i bund:

»Jeg tror, at det er på grund af det faglige pres, at trivslen på de finske skoler er lav. Hvis man skal pege på en bagside, så må det være, at nogle af lærerne er ekstremt ambitiøse rent fagligt, og at det lægger et pres på eleverne.«

Foran klasselokalet møder vi tre af Sture Forsténs elever, Marlo, Samuel og Dan. De er kortfattede i deres udtalelser, men er glade for skolen, fortæller de:

»Det er fint,« siger Marlo, mens Samuel og Dan nikker.

— Så I er glade for at gå her?

»Ja.«

— Og det er ikke bare noget i siger, fordi jeres rektor står lige ved siden af?

»Nej.« De vil alle gerne læse videre på Gymnasiet Lärkan, som ligger på samme skole – og de vil gerne alle være professionelle ishockeyspillere, når de bliver voksne.

Magnus Westerland har en anden forklaring på de dårlige resultater i trivselsundersøgelserne:

»Vi tænker, at det er på grund af finnernes generelle sindelag,« siger han. Han medgiver dog også, at den høje grad af disciplin på skolen ikke nødvendigvis er noget positivt:

»Vi har lidt den samme topstyrede kultur, som vi kender fra store virksomheder. Jeg har indtryk af, at man har en mere flad struktur i Danmark og Sverige. På de finske skoler er der er klart hierarki, og i klasseværelset er læreren i toppen og eleverne er i bunden. Det er ikke nødvendigvis godt, men det er vores stil i Finland. Og uanset hvad man måtte mene om det, så tror jeg, at det er den væsentligst grund til, at de finske elever klarer sig så godt.«

Serie

En anderledes nabo

Finland er en del af Norden, men et samfund meget forskelligt fra det danske. Folk går med skydevåben. Der er ro i klasserne i folkeskolen. Der bygges stadigt flere atomkraftværker, og på dansegulvene er tango obligatorisk. Information er taget nord på for at undersøge den finske kultur.

Seneste artikler

  • Den fjerne finske atomfrygt

    5. marts 2013
    Finland er lige nu i færd med at opføre landets femte atomkraftværk og har yderligere to værker på tegnebrættet. Befolkningen er ikke bange for atomkraftværkerne i dens eget land, men er skeptisk over for resten af verdens atomkraftværker. Mennesket har en forbløffende evne til at tilpasse sig truende forhold, vurderer professor i psykotraumatologi
  • Mumi lever i et naivt og dystert univers

    8. februar 2013
    Mumitroldene er kendt i Danmark som nuttede, uskyldige figurer fra tedåser, sengetøj og tøjdyr, men finnerne fortæller, at Tove Janssons originale fortællinger faktisk er en fantastisk afspejling af verden, som den er: skøn, ukompliceret, uhyggelig og forgængelig. Information er taget til Mumiland
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette Abildgaard
  • Kristine Falgaard
  • Christian Pedersen
  • Nic Pedersen
  • Bill Atkins
  • Per Torbensen
  • Ervin Lazar
  • Peter Taitto
Jette Abildgaard, Kristine Falgaard, Christian Pedersen, Nic Pedersen, Bill Atkins, Per Torbensen, Ervin Lazar og Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Kineserne har også høj disciplin. Hos os tæller fri leg bedst. Og børnenes ret til at være forældrernes statussymboler.

Steffen Gliese

Den finske skole har ikke givet op, som vi har - men til gengæld ville det være reel tortur at tvinge børn til den finske model i det heldagshelvede, regeringen vil berede de opvoksende generationer.

Gry W. Nielsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Rasmus Kongshøj og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Flot reportage fra en anden verden. Jeg haaber det kun er indendoers boernene ikke maa loebe (det maatte vi heller ikke) - men stor respekt for at Finland igen og igen kommer godt ud med deres folkeskole.

Mine observationer i Danmark tyder egentlig paa at den manglende kaeft trit og retning, foerst og fremmest er et problem for de daarligste laerere, der helt mister taget, gnisten og motivationen - og det slaar saa baglaens paa eleverne. Selvom 80 poct fungerer rigtig godt, skaber det stor nervoesitet blandt foraeldre og uro i klassen naar nogle kikser. Skoleledelsen er erfaringsmaessigt intet vaerd i den situation, saa spoergsmaalet er om en ekstra dosis kaeft, trit og retning er den pris eleverne maa betale for at faa de sidste 20 pct af laererne med paa vognen?

Michael Kongstad Nielsen

De 10 år med VKO var vel ikke skolefornægternes år. Kæmpede VKO ikke for en bedre skole? Nu er det som om, skolen lige er opfundet. Nu skal vi lave en skole, ingen har kendt før. Og den skal være fabelagtig fantastisk, så vores små børn bliver de bedste små børn i verden nogen sinde. Jeg spørger, - var de små vidunderlige og kloge børn under VKO ikke perfekte? Eller hvad er det, der sker nu? Nu skal de være endnu mere perfekte, af hensyn til forældrernes selvværdsfølelse. Pas på børnene.

Vibeke Rasmussen, Morten Lind, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Mette Hansen, Rasmus Kongshøj, Jens Illum, Christel Gruner-Olesen, Simon Olmo Larsen, Torben Nielsen, Heinrich R. Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er enig med dig, Henrik Brøndum, hvis du mener, at lærere med naturlig autoritet godt kan holde koncentrationen fanget i en klasse.
Det lyder dog som noget andet end kæft, trit og retning for mig, det lyder som indlært hensyntagen og en forståelse for, hvad man skal i skolen, som måske mangler hos nogle danske børn, fordi vi ikke har en tradition for at forklare lige ud, hvad ting skal gøre godt for.

Thorkild Thejsen, Nic Pedersen, Morten Lind, Rasmus Kongshøj, Christel Gruner-Olesen, Simon Olmo Larsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Social trivsel i skolerne bør være over streng disciplin. Hvis børnene hver dag møder op uden lyst til læring og kun med frygten for ikke at leve op til lærernes og forældrenes forventninger, vil de mangle en vigtig del i deres senere liv og uddannelse. Sociale relationer og fri tænkning, uden pres fra alle sider, er det, der skaber udvikling i samfundet.

Ja, et klart flertal af elever mangler respekt overfor lærerne, som mangler mere faglig viden i folkeskolerne. Men at indoktrinere børnene at læring kun kommer gennem lydighed og irettesættelse af lærerne er en stor fejltagelse. Børn skal have frihed til at tænke og agere impulsivt - og så må læreren tage det med et smil og en bemærkning.

H.C. (Hans Christian) Ebbe og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Michael Kongstad Nielsen, djævelen ligger i detaljen - når regeringen, i dag fredag finansministeren, taler om, at vi skal have den bedst uddannede generation nogensinde, er der tale om en statistisk størrelse, hvor man uden blusel retter ind på kravene, så de ikke så skoleorienterede også kan kvalificere sig. Og det er jo sandt, at de får en langt bedre uddannelse, end de ellers ville have fået - men prisen forekommer mig at være alt for høj.

Lennart Kampmann

17 børn i en klasse er noget mere overkommeligt end 26. Hvor gemmer finnerne de børn, der ikke kan overholde reglerne?

Hvis alle danske folkeskoleklasser havde 17 velopdragne børn som udgangspunkt, kombineret med en universitetsuddannet lærer, vil mit bud være at det ville gå fremragende. Virkeligheden er dog en anden.

Når poderne så når frem til gymnasiet, vil en klasse med 34 elever kun fungere hvis børnene fastholder den disciplinerede tilgang. En klasse uden disciplin går i fagligt frit fald. Og blandt teenagere i dag (som alle dage) er disciplin ikke den mest populære tidsfordriv.

Med venlig hilsen
Lennart

Christian Pedersen, Per Torbensen, Nic Pedersen, Morten Lind og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Mener du, Peter Hansen, at frigørelse af tanker og barnesind (som af navnet lyder, kun forekommer i barnealderen) kan vente til fordel for irettesættelse og en stigende præstationsangst hos børnene?

Michael Kongstad Nielsen

Det er ikke kæft, trit og retning, der er brug for Brøndum, det er almindelig respekt. Hvor kommer den så fra? Ikke fra frygt, men fra simpel anerkendelse af forholdet mellem barn og voksen.

Morten Lind, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Rækkefølgen er misforstået, man har ikke fortjent respekt før man har opnået tillid.

Tillid kommer altid i første række - hvis respekten er målet, får man en flok angste uselvstændige mennesker, og kun mennesker med lavt selvværd ønsker den form for respekt.

Tillid opnås gennem at vise man selv kan, uden at hovere.

Torben Nielsen, Morten Lind og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvis det virkelig havde noget med lærerens uddannelse at gøre, tja så skulle vi jo kunne se hvorledes der var ro, respekt, fordybelse, læring og glæde i alle landets gymnasier !!!!!!!! Det er en ommer !

Men respekt for læreren både i folkeskolen og gymnasiet vil da helt sikkert give et langt bedre fagligt niveau.
Man kan ikke være venner med sine elever, man kan respektere dem, og de læreren. Det er et fælles projekt - forældrene skal ikke blande sig mere i hvad læreren laver end hvad de ville blande sig i hvad tandlægen, håndværkeren laver ! Kunne man forestille sig en voksen som siger: Hov min gode mand, jeg vil have at du bruger de søm til mine spær, eller til tandlægen: Brug det bor jeg ønsker, og fyldningen skal ikke hærde så længe !!!! Nej vel; det er helt absurd, men en lærer i folkeskolen møder denne holdning ofte og ingen synes at det er absurd - Jammen det er da i sandhed absurd.

Troels Brøgger, Sarah Schein, Malan Helge, Vibeke Rasmussen, Peter Nielsen, Jens Illum og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Anna Obel, børn kommer faktisk i skole af en grund, som vi vægter højt: at de skal have en viden at tænke over! Det er ikke synd for børn, at de skal lære nogle færdigheder, og det er ikke synd, at de skal lære at koncentrere sig. Det er slet ikke synd, at får nogle erfaringer med at kunne og ikke at kunne. Børn er ikke svage, børn er videbegærlige, men børn er også præget af de værdier, de kan mærke tæller hos de omgivende voksne. Derfor har Dan Jensen så velgørende ret i, at skolen er barnets sag, og at forældrene til gengæld kan gøre alt for at støtte og trøste og hjælpe. Det kræver dog, at den undertiden indgroet forståelse blandt lærere om, at børn skal tilkæmpe sig pladser i hierarkier, herunder finde sig i drilleri, standses og retfærdigheden vægtes højest.

Steffen Gliese

Hvornår er skolen ubærlig for børn? Hvornår føler de trang til at obstruere og være på tværs? Når de ikke forstår, hvad det skal gøre godt for - eller, endnu mere udbredt, når de ikke har forstået, hvad der kræves af dem her og nu.
Den gode lærer er derfor ikke en hvadsynesduselv-lærer (findes de i virkeligheden?), men en lærer, der forklarer, så alle kan forstå. Når der så er nogle børn, der alligevel ikke forstår, forklarer han det mere detaljeret efterfølgende til dem, mens klassen arbejder med opgaver selv.

John Vedsegaard

Problemet med manglende respekt ligger absolut ikke kun hos børn, antallet af voksne der totalt mangler respekt for andre er voksende og har været det længe.

Sarah Schein, Per Torbensen, Morten Lind, Peter Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

respekten for lærernes uddannelse og kapacitet i den finske skole er et vigtigt element.

Christian Pedersen, Dan D. Jensen, Morten Lind og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Gert Villadsen

Respekt er noget man gør sig fortjent til,og sålænge, at lærerenes faglige organisation står om de mest bagstræberiske i den danske undervisningssektor bliver det op af bakke.
Det betyder ikke, at der ikke render et hav af lærere rundt,som fuldt fortjent har dyb respekt hos børn og forældre (hold da fast, hvor er der mange gode lærere)....... men som stand kommer man ikke videre,før DL vågner op !

Steffen Gliese

Gert Villadsen, det har du helt grundlæggende misforstået - respekt er noget, man har krav på, til man fortaber retten og skal tilgives.
Men det er selvfølgelig rigtigt, at det ikke giver mening at tale om respekt overfor et erhverv, da man kun kan respektere individer for dem, de er. Om fag kan man tale om omdømme og troværdighed. Her er der et grundlæggende problem i, at det for voksne mennesker måske ikke altid er så overvejet, hvad det vil sige at undervise børn.

Respekten i skolen skal bestemt ikke forsvinde. Den skal blot være gensidig, således at lærerne kan give plads til at børnene kan tænke over den viden de får ind (for selvfølgelig er viden fra skolen en grundlæggende essens i livet). De skal naturligvis have redskaber, som de senere kan bruge til, at få noget ud af den faglige viden, de af lærerne har fået.
Viden i skolen skal gerne kunne bruges i fremtiden og ude i det virkelig samfund, hvor der skal være respekt mellem mennesker, men hvor der også skal være plads til at sætte sig på tværs til fordel for egne tanker.

Niels Ludvigsen

En klasse på 17! Hvilke planet kommer de fra eller er inklusionen bare ikke nået til Finland endnu?

Den vestlige verden har i årtier haft en udvikling mod mere individfokus og derved mindre fokus på fællesskabet. I Danmark har vi så valgt samtidige at sætte disse individfokuserede børn ind i større sociale sammehænge(Vuggestuer-børnehaver-klasser og det videre uddannelsesystem). udover sætter vi nu også børn, der tidligere gik i specialpædagogiske tilbud ind i de større klasser - Børn der tidligere under de mere fællesskabsorienterede generationer ikke kunne rummets, men nu skal inkluderes.
Børn, unge og voksne for den sags skyld er blevet bedre til, at sætte sig selv i scene og realisere egne drømme og måske i højere grad end tidligere opleves omgivelserne som hindringer og ikke medspillere.
FUCK fælleskaberne som fagforeningerne, velfærdsstaten, de alt for høje lønninger til de fattige, SUén, idrætsforeningerne, skattebetalingerne til fælleskassen mv,, da det drejer som om, at opfylde egne behov og være sin egen lykkes smed. Den opfattelse, at det er bedre, at have snablen i fælleskassen end betale til den, er efterhånden gælderne i vores samfund fra de fattigeste til de absolut rigeste. Fælleskassen er der jo snart ingen, der ønsker at bidrage til, da de ikke kan se hvad DE SELV får ud af det.
Der er i virkeligheden ikke plads til respekt for andre end en selv i nutidens samfund.

At flere børnene måske ikke har samme respekt for andre, som tidligere generationer havde, er vel bare en nødvendig tilpasning til det globale individfokuserede konkurrencesamfund som vi har fået skabt. Børnene er ved, at forbedre deres livschancer og det ser ud til de chancer ikke bliver bedre af, at vise respekt og være flink og høflig - for så havde forælderne vel opdraget deres poder anderledes.

Måske skyldes forskellen, at Finland bare ikke kommet lige så langt i denne udviklingen som vi er - hvorfor fællesskaber og respekt stadig har en værdi i deres samfund.

Troels Brøgger, Vibeke Rasmussen, Per Torbensen og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Disciplin kan måske medvirke til at man får mindre spildtid, men om den i sig selv kan højne det faglige niveau er nok tvivlsomt. Men skulle det derimod vise sig at det højner elevernes niveau hvis lærernes niveau højnes, er det da en model der er værd at forsøge.
Derudover må det være forældrenes opgave at stole på at skolerne kan løse den opgave de er sat til, og ikke tro at fordi det handler om vores børn, så har vi ubegrænsede beføjelser i forhold til at blande os i andres faglighed.

morten rosendahl larsen

Når vi nu endeligt får et vigtigt, konkret og meget informativt indspark, ærgrer det mig lidt at vi (endnu en gang) forfalder til at forsimple denne diskussion til det gamle spørgsmål om den frisindede skole vs. den sorte skole, og derved misser chancen for en nødvendig debat som vi skylder folkeskolen og eleverne at tage herhjemme meget snart.
Helt konkret er der et problem med elevadfærden i folkeskolen, og det har konsekvenser for indlæringen i negativ retning ! Lad os erkende det, og tage en konstruktiv debat om årsager og løsninger, som jeg ikke tror, er sorte eller hvide, men skal findes i gråzonen.

Fakta er, at der i gennemsnit går 10 minutter fra lærerens undervisningstid i hver lektion, til decideret uro, og til at skabe et acceptabelt undervisningsmiljø så den egentlige undervisning kan begynde. Ved 200 skoledage af 6 lektioner skal man ikke have gået i skole i Finland for at regne ud at det drejer sig om 200 undervisningslektioner om året, svarende til over 6 uger på et skoleår. Jeg ved at der er dobbelt lektioner osv. og tallet forhåbentligt er lavere for mange klasser, men beregningen er desværre heller ikke helt ude i skoven. Og for mange klasser hvor uroen ligger over gennemsnittet er tallet større.
Har vi råd til at spilde al den tid ? Hvis 1/3 del af afgangsklasseeleverne er svage læsere eller funktionelleanalfabeter og det faglige niveau de gymnasielle uddannelser må sænkes konstant som det sker, så mener jeg ikke vi har.
Det er ligeledes et faktum at hvis der i de resterende 35 minutter, eller i perioder af lektionerne heller ikke er et acceptabelt undervisnings miljø, får eleverne et yderligere ringe udbytte af undervisningen, uro påvirker de fagligt svageste elever hårdest.

Ligeledes er det et faktum at der er gode og mindre gode lærere, sådan har det altid været, og vi kan jo desværre ikke fylde folkesolen op med lærere som er naturtalenter til deres fag, så lad os nøjes med at debattere lærernes uddannelse og de strukturelle rammer de arbejder under i folkeskolen.
Så hva gør vi ?

Steffen Gliese

Glimrende, Morten Rosendahl Larsen! Lad mig blot tilføje, at jeg ikke tror, at en eneste elev i en dansk skole har noget ønske om at være svag læser eller dårlig til matematik - når man melder sig ud, er det, fordi man ikke bliver nået, som altovervejende hovedregel.

Ja, læreruddannelsen - og respekten for den:
De finske rektor mener, at det er universitetsuddannelsen af lærerne, der gør forskellen i det finske udgangspunkt. Til forskel fra Sverige og Danmark.

I Sverige er læreruddannelsen dog også universitetsforankret. En svensk mellemtrinslærer forlader typisk universitetet med en "Master of Arts/Science in Primary Education" - og har muligheder for at fortsætte på eller vende tilbage til universitetet hvis ikke lærergerningen viser sig at leve op til forventningerne, eller hvis ens fokus og ambitioner som lærer har udviklet sig gennem uddannelsen.

Til gengæld er de svenske folkeskoleklasser større - og sammensat af elever med betydeligt større sociokulturelle forskelle end i Finland (bortset fra de svenske privatskoler, som er et fænomen der i Finland slet ikke kendes på samme måde som i S og DK).

Når jeg kommer ind på et bibliotek, så rammes jeg af en følelse af respekt, ikke for bibliotekarerne specielt, ikke for biblioteksgæsterne, som jeg synes ofte larmer for meget, men for selve institutionen og dens plads i samfundet, og i mit liv... og jeg havde faktisk den samme respekt for de uddannelsesinstitutioner jeg har frekventeret…

...jeg vil håbe at børn i dag også lærer hjemmefra for deres egen skyld at respektere samfundets institutioner...

Sarah Schein, Vibeke Rasmussen, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Gert Villadsen

@Hansen
Det bliver lidt en diskussion om kejserens skæg.......min pointe er blot, at man de facto ikke kan forvente respekt, hvis man ikke vise sig fortjent til det. Nogle har så a priori denne position -blandt andet lærerstanden før i tiden,men det har ikke mindst Bondo& Co. fået forplumret,og det er en skam overfor alle de gode lærere, der findes derude.

Humlen i det er betegnelsen af uddannelsesstedets navn. Man skifter blot Lærerseminaret ud med feks. Universitet for Didaktik. Noget lignende overgik jo EFG -> Teknisk Skole -> Ehvervsskole -> [indsæt vilkårligt popsmart uddannelsesrelevant ord] Academy. Om et par år hedder det sikkert noget med Zulu. Det er jo trenden. :)

morten rosendahl larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Mens jeg helhjertet tilslutter mig synspunktet, at det er vigtigt at elever har respekt for deres lærer, synes finnerne, ikke ulig den danske regering, at glemme et vigtigt aspekt: nemlig at prøve at give børnene større glæde ved at gå i skole.

Når regeringen hertillands f.eks. er så optaget af, at en årgang skal blive "dygtigere" og endda "dygtigst", synes dens fokus entydigt at være på at stille krav. Og er altså mere fokuseret på slutresultatet end på vejen dertil. Hvad med i stedet for "dygtigere" og "dygtigst" at benytte ordet "dygtig" noget mere? En form af ordet som i langt højere grad bruges til at udtrykke ros, opmuntring og anerkendelse, end de to andre, der mere signalerer krav og konkurrence.

Hvis nu vi satsede mere på at få glade børn; børn, der var glade for at gå i skole, mon så ikke skolegangen ville blive sjovere og indlæringsprocessen dermed nemmere?

Sikkert utopisk men alligevel noget at stræbe efter: At alle børn glædede sig til at komme i skole; selv mandag morgen!

I den danske folkeskole er læreren tiltænkt rollen som en slags vejleder for børn, der tager ansvar for egen læring. Alt hvad læreren siger og gør, er principielt genstand for forhandling, læreren skal være i øjenhøjde med børnene og ikke tro, han er noget. Respekt er noget, han skal gøre fortjent til, ikke noget, han har krav på i kraft af en autorisation. Og så ender vi med den her hej-gider-I-ikke-lige-prøve-at-høre-efter-et-øjeblik form for klasseledelse.

Denne utydelige forsigtigpeter kan ganske enkelt ikke holde styr på en børneflok på op til 28, hvoraf et typisk par stykker er ude i alvorlige vanskeligheder og kræver ekstrem opmærksomhed.

Resultatet er, at 55% af eleverne meddeler DCUM, at der sjældent aldrig eller kun sommetider er den nødvendige ro i klassen. Det kan man sammenholde med, at PISA fastslår, at ingen enkeltfaktor er mere ødelæggende for elevernes udbytte af skolen end undervisningsforstyrrende uro.

Der skal skæres igennem, der skal styres, og der skal gribes ind, nogle gange på måder, som får det til at slå gnister, og det har den magtforskrækkede folkeskole reelt umuliggjort.

Hvorfor gør vi dog ikke noget ved det her, sådan rigtigt for alvor?

Christian Pedersen, Jens Illum, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

" Frans Ørsted Andersen gjort sig i sin sammenligning af den finske og den danske skole folkeskole:
»Mange danske lærere er jo nærmest bange for forældrene – og tilbøjelige til at gøre, hvad de stærkeste forældre siger. "

A`propos overskriften : Det tyder på, at det er forældrenes respekt for skolen der er afgørende. Med den overbeskyttende holdning mange forældre har, især mødrene, kan det ikke undre.

Men ovenfra og ned er der også noget galt. Skolen forstyrres ustandselig af statsregulering. Den nuværende minister forvansker kynisk forskningsresultater for at presse sin idè om heldagsskole. Det bedste den formynder kunne gøre, var at tage på ferie i Finland - Et års tid !

Lærerforeningen burde skifte navn til Danmarks Luseforeningen - Den mellem de to negle.

Troels Brøgger

Jeg mener ligesom Peter Hansen ang. respekt. Den må forventes at være der som udgangspunkt, også respekten for selve institutionen som Bill Atkins nævner.
Det ser ud som kvinderne i denne debat er dem der mener at man først og fremmest skal være GLAD for at gå i skole, mens flere mænd mener at respekten og resultatet er vigtigst.
Jeg ser ingen modsætning imellem at være glad ug være underlagt disciplin samt skulle gøre et stykke arbejde for at nå noget. Har det det ikke slået nogen at man faktisk bliver glad af at føle man kan noget, også selvom man har måttet tåle noget for at nå derhen ? Sådan tror jeg også det er for børn ! De ved det bare ikke før de har prøvet det.
Det der med at at gøre det hele så spændende så det bliver for uimodståeligt: GLEM DET der er alt for meget andet i børnenes verden der KUN skal opfylde underholdningsbehov og omgående anden behovstilfredsstillelse til at skoleundervisning med sit indbyggede krav om at der også skal finde indlæring sted kan konkurrere !

Niels P Sønderskov

Niels Christian, er det ikke noget lærerne selv har valgt? Der står ikke noget i loven om at lærerne absolut skal være i øjenhøjde med børnene. Man kan ikke lave regler om at lærerne skal respekteres, men lærerne kunne godt have besluttet sig for at være respektable. De valgte i stedet en uværdig lønarbejderstatus.

Lærerne i Danmark burde også have arbejdet på et løft uddannelsesmæssigt i lighed med finnerne. Man har i stedet ønsket at fastholde pastoralseminariemodellen, som ikke aftvinger nogen respekt.

Endelig har man i overensstemmelse med denne model fastholdt, at danske lærere i princippet kunne undervise i hvad som helst. Lad os håbe at vi nu kan få brudt den linie, selv om lærerne helt traditionelt kræver omkostningstunge kurser for at rykke sig lidt.

Jeg har som lærer aldrig hørt om et princip om at man skulle kunne undervise i hvad som helst - men jeg har hørt om, og erfaret, at har man en klasse til mere end et fag, opbygges et kendskab til hinanden som støtter undervisningen (at finde eleven der hvor eleven er og undervise her ud fra) Når dette kombineres med en faglig dygtig lærer får man det bedste fra begge sider af didaktikken = go undervisning. Hvis man som lærer skal undvære dette kendskab til eleven, er jeg sikker på at man skal være enestående fagligt for at opveje manglen i elevkendskab - dette lader sig desværre ikke gøre.

At undervise kræver mere end at man som lærer er fagligt go.

Jeg talte engang med en forældre som var så glad for at hendes dreng havde en engelsk engelsklærer (en med et uk-pas) og at det måtte være optimal - hun kunne dog ikke helt redegøre for hvorfor hun samtidig måtte give mig ret i at der findes dårlige dansklærer - disse er jo netop, som hovedregel, etniske danske !!!!!

Der er mere til undervisning end faglighed !!!

Kære alle.

Jeg har - som vist den eneste her - læst Frans Ørsted Andersens bog om den finske folkeskole. Og her er sandheden om de skoler som Ørsted Andersen har besøgt; han har kun besøgt skoler fra 1.-6.klasse. De to skoler nævnt i hans bog (et resumé/referat af hans doktorafhandling) er, så vidt jeg husker, en 2. klasse på en skole med cirka 400 elever og en 4. klasse på en skole med cirka 350 elever. Deraf de mange klasser på mellem 16-20 elever på disse skoler; Ørsted Andersen har altså aldrig, så vidt jeg ved, været på finske folkeskoler der har 7-9.klasses elever.

En anden ting er dette:
De er to linjer i den finske læreruddannelse: en linje (klasselæreruddannelsen) som er sådan cirka den samme som den danske seminarieuddannelse, den anden linje er en som der står i artiklen en 6 årig uddannelsee, som svarer til universitetsuddannelsen i Danmark i f.eks. dansk og engelsk eller tysk og fransk mv. Og disse personer som har et hovedfag og et eller to bifag underviser på folkeskoler i Finland hvor unge mennesker går i 7.-9.klasse....

Derudover har de finske lærere undervisningsassistenter som hjælper lærerne med at holde ro i klassen, måske kopiere og generelt hjælpe til engang imellem, når lederen af skolen eller når en lærer beder om det. Og hvad angår spørgsmålet om inklusion så er et af svarene her: Hver skole i Finland har en - og kun en - specialunderviser som både børn og lærer kender - og hvor børnene i trygge rammer kan have specialundervisning. (Astrid Roe, Læsedidaktik, Klim, 2010, side 263-265)

Ang. respekt og ro:

Aldrig skal vi igen have den gammeldags pædagogik fra Finland tilbage i Danmark igen. Aldrig nogensinde! Børnene bruger nok google mv. men der er stadig tale om overhøring af børnene som i 1950erne eller 1960ernes danske folkeskole. Respekten kommer ikke af at børn har respekt for en lærer fordi han er lærer, men fordi børnene (eleverne) oplever læreren som autentisk, nærværende og personlig. Man kan sagtens møde børn, unge og voksne i øjenhøjde som personer, og være bezzerwizzer rent fagligt (når man ved mere end børn, unge og voksne). Men hvorfor dog ikke inddrage børn, unge og voksnes erfaringer, når og hvis det er relevant for det eller de emner, vi arbejder med ift. læreplanerne. Og det væsentligste i al læring er at man formår som lærer at opbygge et gensidigt tillidsforhold til sine elever (børnene, de unge og de voksne). Formår man det, åbner man for at eleverne har tillid, og man åbner for det nødvendige gensidige samarbejde som leder frem til at læreren og eleverne udviser gensidig respekt for hinanden som mennesker og for det samarbejde der skal om de faglige emner, eleverne skal lære noget om i skolen, f.eks. tysk eller engelsk.

Ift. samarbejdet med forældrene:

Læringen og undervisningen i den danske folkeskole sker i et samarbejde med forældrene.....lige siden 1975 (hvis ikke før) har den tradition stået stærkt i Danmark.
Formålsparagraffen er sådan; mener man noget andet, af forskellige grunde (politiske, didaktiske, pædagogiske) må man arbejde for at folkeskolens formålsparagraf bliver lavet om.

Mht. samværet med eleverne, undervisningen og elevernes læring:

Min erfaring igennem mere end 12 år som lærer ift. læring og undervisning er denne: læreren skal have reflekteret over hvor han/hun vil hen med sin undervisning, hvilke mål og delmål eleverne skal nå ift. læreplanerne mv. Kort sagt: Hvor er fokus: Er fokus i læsning på at de hurtiglæse eller læse grundigt? Er fokus i samfundsfag på at de skal forstå hvad en livsform eller en velfærdsmodel er, eller hvad et samfundsfagligt begreb som socialgruppper dækker over.

Og formår man som lærer dette ender man ikke med dette her: 'gider I godt prøve at høre efter-holdning'; det vigtigste er at læreren har reflekteret over hvor han vil hen med sin undervisning og hvad han vil med undervisning. Og formår at formidle dette til eleverne på en god måde. Og er åben og lyttende overfor børnene (elevernes forslag) - faktisk står der i folkeskolelovens § 18 at undervisningens tilrettelæggelse skal ske i et samarbejde mellem lærer og elever. Og her kan man tage udgangspunkt i forskellige emner, inddrage forskellige tekster som man som lærer, dels i kraft af sin uddannelse, dels i kraft sin erfaring (eller hjælp fra mere erfarne lærere) ved motiverer eleverne. Og hvis man absolut skal læse en tekst i dansk f.eks. som man på forhånd eleverne måske vil stejle over at læse, ja så må man finde på en indgangsvinkel så eleverne kan se formålet med at læse Herman Bang's Tine eller Brudstykker af en Landsbydegns dagbog. Eller Shakespeare's The Merry Wives of Windsor..... her wikipedias side om dette stykke: http://en.wikipedia.org/wiki/The_Merry_Wives_of_Windsor

På SVT2 kunne man i dag den 9.02. 2013 se en opførelse af dette stykke fra The Globe Theatre i London. Og jeg troede faktisk først at jeg var kommet ind i et eller andet reality program eller Paradise Hotel; sproget, handlingen mv. var præcist som i Paradise Hotel, utroskab, kvinder og mænd der med list forsøger at snøre udi kærlighedslivet mv. Og mon ikke man som lærer udi engelsk kunne anspore eleverne til at læse dette stykke ved at drage paraller fra 1600-tallet til år 2013?

H.C. (Hans Christian) Ebbe og Lasse Rohde anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Karsten Aaen, jeg synes i virkeligheden, at du ender med at påpege det, der er det grundlæggende problem i vor tids skole: at man reelt ikke mener at kunne anerkende det bedrøvelige faktum, at barnet ikke på forhånd ved! Det er, som om manglende viden er blevet et moralsk stigmatiserende mærke på barnet, når det i min - og sikkert også i din - skole var så dejlig nemt: man var der for at lære det, man ikke vidste! Og skolen var i virkeligheden også tænkt som det sted, hvor man lærte det, som var nødvendigt for at blive voksen, selvberoende og fri i samfundet til at kunne deltage på lige fod - og som man ikke kunne lære andre steder.
Når jeg tænker tilbage på mig selv og de børn, jeg voksede op sammen med, var det kendetegnende, at vi gerne udgav os for at vide mere, end vi gjorde, og vi fastholdt stædigt noget helt forkert, f.eks. udtalen af et engelsk ord eller rovfugles vingefang, for at tage et par eksempler fra min egen sene barndom (10-12-års alderen, tror jeg). At vokse op og lære er en socialisationsproces med rammer, ritualer og handlinger i et mere eller mindre tvunget fællesskab.
Det, som man lærer her, er ikke begrænset til det faglige stof, man får erfaringer med sine egne metoder til at lære bedst, man lærer at tage imod undervisning fra vidt forskellige mennesker, og man lærer at tænke og formulere sig. Der ud over lærer man også noget om verdens beskaffenhed, som gør det lettere at fungere i den efterfølgende.

Og hvad er det barnet ikke på forhånd ved? eller den unge på forhånd ved? Læring handler om at bygge bro mellem den nye viden som eleven skal lære og den viden (summen af erfaring mv) som allerede eksisterer inde i barnets eller den unges hoved.
Derfor har vi et begreb som hedder forforståelse - og hvor der ingen forforståelse er må læreren, i samarbejde, med barnet skabe denne forforståelse. Lad mig tage et begreb som fødselsdag; alle danskere ved hvordan en dansk børnefødselsdag foergår. Kommer man fra Tyskland eller Ungarn eller måske endda Somalia eller Thailand ved man ikke dette. I disse lande har man andre traditioner, eller måske slet ingen, for at holde børnefødselsdag.

Som lærer i dansk som andetsprog ved mine elever ikke hvordan det foregår i Danmark, men her skaber jeg en forforståelse ved at tale med dem om hvad ordet betyder - og viser billeder mv. af hvordan en dansk fødselsdag foregår. Eller vi kan tage et samfundsfagligt begreb som livsform - for at eleverne kan få en forforståelse her er man nødt til at tage udgangspunkt i deres forældres livsform. Og gå videre derfra.

Og igen: Hvad er det som barnet ikke på forhånd ved? De fleste børn i dag har været i Italien, i Tyskland, i Frankrig og kender derfor til begreber som kilometer mv. (håber jeg) og hvor mange timer der tager at køre f.eks. til Italien fra Danmark. Hvorfor dog ikke bruge dette i undervisningen?

"Man kan ikke være venner med sine elever, man kan respektere dem, og de læreren. Det er et fælles projekt - forældrene skal ikke blande sig mere i hvad læreren laver end hvad de ville blande sig i hvad tandlægen, håndværkeren laver ! Kunne man forestille sig en voksen som siger: Hov min gode mand, jeg vil have at du bruger de søm til mine spær, eller til tandlægen: Brug det bor jeg ønsker, og fyldningen skal ikke hærde så længe !!!! Nej vel; det er helt absurd, men en lærer i folkeskolen møder denne holdning ofte og ingen synes at det er absurd"
Øhh... Ja, man kunne sagtens forestille sig en voksen, der kommenterer andre professioners arbejde på ovennævnte facon!
Ét af problemerne (for der er flere) i diskussionen er, at professionernes specifikke vidensgrundlag er blevet udvandet i takt med den generelle stigende akademisering af befolkningen - vi er simpelthen blevet klogere og mere uddannede, og det gør også, at den enkelte nu kan stille spørgsmålstegn ved det arbejde, andre professioner udfører. Om det så er begavede spørgsmålstegn, se det er en helt anden snak...
Pointen er, at det bare er et faktum, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det arbejde, vi udfører - det er så lærerens opgave at begrunde sin undervisning mv. på en faglig måde. Og i min verden kan det godt ske UDEN han har gået på universitetet!

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Karsten Aaen: Hvorfor tror du dog, at ferie-rejseaktivitet lærer danske børn geografisk viden? Eller giver dem forståelse af vejlængder og afstande?
For det første er det i dag ikke sædvanligt, at man kører på ferie ned gennem Europa i sin bil - og hvis man gør, så har børnene på bagsædet en videoafspiller med tilhørende film, deres egen Nintendo eller Ipad - alt efter alderen.
De ser ikke ud af vinduerne, og de har ikke på forhånd fundet ruten på kort. Forældrene kører efter deres GPS.
For et meget stort antals vedkommende er det enenste, de derefter oplever, hotellet og dets pool - måske også stranden. Enhver ved jo, at museer og kultur keder børnene - og det vil deres forældre for alt i verden undgå. Tænk dog også på, hvor forfærdeligt det ville være, hvis poden kom hjem og mente, at ferien med far og papfamilie var bedre end ferie med mor og papfamilie!

Du har jo da ganske ret, når du skriver, at undervisningen skal tilrettelægges i samarbejde med eleverne. Men du har måske ikke helt læst nok om de øvrige krav til, hvad den skal indeholde. Det er et af paradokserne i dansk undervisning for øjeblikket: Man skal som lærer samarbejde med elever og forældrene om undervisningen - men man har samtidig ansvaret for, at der bliver gennemført undervisning i en veldefineret stofmængde, som er ganske omfattende i forhold til timetallet.
Dette gør, at man af og til er nødt til at undervise i et stof, som eleverne stejler over. Selvfølgelig kan jeg som fysiklærer sætte det stof, jeg ifølge bestemmelserne skal undervise i, ind i en samfundsmæssig sammenhæng - men hvis disse sammenhænge heller ikke interesserer eleverne, er det lidt op ad bakke.
idéen om, at bare læreren forstår det, så er ethvert emne fra fælles mål interessant for samtlige elever i klassen, samtidig - den er lidt naiv. Når så enkelte elever (f.eks. i pubertetsalderen) midlertidigt er mere interesserede i kønslivet end i matematikken (det hænder) - så er det, at det er nødvendigt med generel respekt for skolen og undervisningen, så de ikke forstyrrer deres kammerater, hver gang de selv ikke gider deltage. Hvis denne generelle respekt mangler, bliver der ikke mange stille øjeblikke, hvor læreren kan samarbejde med de elever, der har fanget interessen.
Lige så naivt er det at tro, at skolen kan fungere udelukkende som støtte til elevernes selvvalgte projekter - at elever i den undervisningspligtige alder er i stand til, som en voksen forsker, selv at forudse deres behov for viden og selv at tilrettelægge sin videnssøgning - under vejledning af en lærer, der samtidig skal vejlde sådan ca. 20 andre i deres forløb. For det første kan elever umuligt vide, hvad der gemmer sig af spændende og interessant viden i fag, de aldrig har beskæftiget sig med - for det andet har de ikke modenhed og overblik til at overskue konsekvenserne af deres valg. De er jo, også i dag, børn - at slippe dem fri på den digitale motorvej uden retningslinjer er overordentlig risikabelt.
Det er et stort problem for den danske folkeskole, at politikerne ganske vist er meget glade for helt ned i detaljer at bestemme det indhold, børnene skal undervises i, mens de samtidig reklamerer overfor forældrene med, at læreren skal gå ud fra det enkelte barn og dets aktuelle udviklingstrin - samt samarbejde med barnet og forældrene i valg af emner, der selvfølgelig skal ordnes tværfagligt, mens børnene får et solidt grundlag i det enkelte fag.
Det er som om, politikerne helst ikke vil stå ved, at folkeskolen er der ikke kun af hensyn til den enkeltes projekt, men også af hensyn til samfundsnytte. De vil heller ikke erkende, at der (i hvert fald midlertidigt) kan eksistere misforhold mellem disse to formål - og deri ligger danske læreres problem: Man skal lade som om, der altid er en fuldent harmoni mellem børnenes ønsker og samfundets krav.
Og hykleri afsløres altid, når man har med børn at gøre.

Troels Brøgger, morten rosendahl larsen, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Niels P Sønderskov skriver: "Man kan ikke lave regler om at lærerne skal respekteres, men lærerne kunne godt have besluttet sig for at være respektable. De valgte i stedet en uværdig lønarbejderstatus."
Ved du hvad, Niels Sønderskov - man kan faktisk godt lave regler om, at lærerne skal respekteres. Det har man i de fleste landes skolesystemer. Det giver en meget stor hjælp til nystartede lærere; de kan føle, at der er opbakning til dem i den periode, hvor eleverne prøver dem og deres autoritet af. Det ville i det hele taget være rimeligt nok, hvis man forlangte af skoleelever, at de som udgangspunkt respekterer lærernes autoritet - fordi det er en del af skolens område. En uduelig lærer kan selvsagt miste den respekt; men det er ikke hengtsmæssigt, at enhver lærer, der dukker op i en klasse, skal starte med at bevise sin dygtighed, før han/hun får elevernes respekt.
Alene det problem at skulle uden for skolen sammen med en klasse elever i dag! Regeringen vil gerne have aktivitetstimer med masser af kontakt til det omliggende samfund - men de vil ikke afsætte flere voksne pr. klasse til dette formål. Hvis en lærer skal kunne gå uden for skolen med 25 elever, kræver det disciplin - ja, gammeldags disciplin, uanset hvad Informations debattører mener om dette begreb. Sådan en klasse skal stoppe, når læreren siger "Stop!" - og holde mund og høre efter en kollektiv besked, også når andet ville være mere spændende. Det kan være en del af et regelsæt, som skolen kræver overholdt af eleverne - uanset, hvilken lærer, der er med børnene.
Det kan dog ikke lade sig gøre at tage på tur med det enkelte barn, når man har ansvar for 25 af dem!
Jeg ved ikke, hvorfor lønmodtagerstatus er uværdig, det skylder du mig at forklare.
I det hele taget var det dejligt, hvis mange af debattørerne ville tænke lidt mere over, hvor modsætningsfyldt deres holdning til dansk folkeskole og danske lærere er. Anders Bondo har ødelagt vores autoritet - jamen jøsses da, det er da også for galt, at vi har en fagforening! Andre mener, at lærere først skal respekteres, når de har bevist, at de fortjener det - uden sådan rigtig at komme ind på, hvordan dette kan bevises, hvis der ikke er krav om, hvordan eleverne møder denne lærer.
"Børn skal have frihed til at tænke og agere impulsivt - og så må læreren tage det med et smil og en bemærkning." Jovist, Anna O. - men en ting er, at du mener, læreren skal kunne tage det; hvad med de andre børn? Hvordan skal der blive læringsro i et lokale, hvor 25 børn har frihed til at reagere impulsivt?
Det er ikke sådan, at danske lærere til tider er "bange" for forældrene på grund af, at den danske lærer er et underligt, dårligt uddannet skvat (fordi han/hun ikke har gået på et "rigtigt" universitet). Det er fordi forældrene i Danmark har meget stor magt i forhold til deres barns lærere - selv om det meget store flertal heldigvis er indstillet på at samarbejde. Forældrenes evne til at se andet end deres eget barns helt øjeblikkelige behov er yderst afgørende for en klasses velbefindende!

Steffen Gliese

Den overskridelse, der først og fremmest er sket for skoler og andre undervisningsinstitutioner er, at man har givet ejerskabet over matriklen til for mange. Det er mest grelt på universitetet, hvor det forhold, at der er udvidet til næsten frit optag - delvis igennem lusk med karaktersystemet - har ført til, at de studerende i alt for høj grad er dem, der hører til, på bekostning af de ansatte.
I skolen undertvinges forskellen mellem dem, der hører til, og dem, der kommer, fordi de skal, også - til ugunst for begge parter.

Vibeke Rasmussen

"Det ser ud som kvinderne i denne debat er dem der mener at man først og fremmest skal være GLAD for at gå i skole, mens flere mænd mener at respekten og resultatet er vigtigst."

Det var dog en pudsig, kønsfokuseret læsning af indlæggene her. Som jeg læser dem, synes der at være bred enighed om, at respekt er vigtig. Og at tillid, og ja glæde, også hhv bør og kan tages i betragtning.

Man behøver altså ikke, at gøre alt til en kønskamp. ;-)

Niels Christoffersen

Ok, der er tale om en anekdote. Hvis vi tager fat i Danmark og Finlands PISA placeringer og forsøger at oversætte det til noget man evt. kunne se i klasserne i de to lande så kunne man først se på de rå PISA resultater ved at følge dette link: http://www.oecd.org/pisa/pisaproducts/pisa2006/41943106.pdf
På side 295 kan man se landenes læseresultater (2000) i procent rigtige for hver opgave. Med udgangspunkt i disse tal ville det være min vurdering at Danmark og Finland ville få samme karakter på 13 eller 7 trinskalaen, henholdsvis 8 og 7. Hvis vi altså bare så på kartakterer ville Danmark og Finland ligge ens i læsning.

Ser man på PISA 2009 læseresultaterne så får Danmark i 495 point og Finland får 536 point. (http://www.uvm.dk/Uddannelser-og-dagtilbud/Folkeskolen/De-nationale-test...
side 3).

Vi ved, at de faglige resultater rapporteres på en matematisk konstrueret normalfordelt skala med 500 som gennemsnit – se PISA 2000 rapporten.
Vi ved derfor, at point (P) kan beregnes ved hjælp af følgende formel:

P=1000*EKSP(1,71*x)/(1+EKSP(1,71*x)).
hvor x er landets dygtighed målt i logit og tallet 1,71 repræsenterer den matematisk konstruerede normal fordeling.

Landets dygtighed x kan findes ved at løse ligningen med hensyn til x.
Løsningen bliver
x= ln(P/(1000-P))/1,71.
Løsningerne for DK og FIN bliver:

DK -0,0117 logit
FIN 0,084356 logit

Nu kan man beregne rigtighedsprocenten for de to lande:
Danmark: 100*EKSP(-0,0117)/(1+EKSP(-0,0117)) = 49,7
Finland: 100*EKSP(-0,0117)/(1+EKSP(-0,0117)) = 52,1
Disse to tal kan man omsætte til noget, der er umiddelbart til at forstå.

Vi lader 100 gennemsnitlig elever fra Finland og Danmark løse den midterste opgave i PISA testen. Det forventede resultat vil blive at 52 af de finske elever får opgaven rigtig og at 50 af de danske elever for opgaven rigtig. Det vil sige at Finland vinder over Danmark med 2 ’elever’. Hvis man ser på disse tal i lyset af, at en klasse består af 25 elever, så ville man ikke kunne se forskel på en dansk og en finsk klasse.

Det er muligt at artiklens forfatter har oplevet det der er beskrevet. Men det kan ikke generaliseres. Fakta er, at der kun er forskel på den danske og finske skole med hensyn til faglighed, når man ser på resultaterne under PISA´s statistiske elektronmikroskop.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Niels sauer og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Sider