Vi er blevet udpint af finanskapitalismen. Det er svært at kæmpe for en anden verden, hvis man er fattig eller forgældet. Alligevel er det nødvendigt at stille spørgsmålet, om ikke vi kan finde en anden verden at kæmpe for.
Den schweiziske økonom Christian Marazzi erklærer, at vi må gentænke folkestyret, hvis vi vil ud af krisen:
»Vi lever i dag ikke i et demokrati. Vi deltager i en slags teater, og det er vores måde at føle os som en del af samfundet på, men vi er mere og mere isolerede,« siger Marazzi, der er inviteret til Danmark af Aalborg Universitet, hvor han er hovedtaler ved et seminar om verden efter den økonomiske krise.
»Vi må fuldstændig genopfinde et demokrati, der retter sig mod de steder, hvor vi lever og arbejder. Den disciplin, vi har set på arbejdsmarkedet de seneste ti år, skaber lidelse. I dag lider folk mere, fordi de arbejder, end fordi de ikke arbejder,« forklarer Marazzi i et interview med Information.
Han skrev i 2010 Finanskapitalismens vold, som er blevet rost for sin grundige analyse af finanskrisen og for at sætte kompleks økonomi ind i en historisk og politisk kontekst, der gør det muligt at diskutere økonomi i offentligheden.
Post-fordisme
Marazzis analyse af finanskrisen og af den nuværende finanskapitalisme begynder i 70’erne med sammenbruddet af samlebåndsindustrien, den såkaldte fordistiske økonomi.
»Vi må forstå, at der gennem de seneste 30 år er sket en fuldstændig forandring af kapitalismen. Den kapitalisme, der dominerede verden op til 70’erne, var basalt set det, vi kalder den fordistiske model for produktion og forbrug.«
Det var ifølge Marazzi en kapitalisme, som var bygget op omkring industriproduktionen. Fordismen betegner en metode til at modernisere og effektivisere industriproduktionen. Men på grund af politisk modstand og indre modsætninger kollapsede denne kapitalisme i 70’erne:
»Det, som skete efterfølgende – det, vi kalder den post-fordistiske eller finansielle kapitalisme – er et forsøg på at blive af med hovedspændingerne i den fordistiske model, og det er også et forsøg på at internalisere de radikale krav fra de sociale og politiske bevægelser i 70’erne. I midten af 70’erne, jeg husker ikke præcist hvornår, havde Financial Times en leder med titlen »Vi må kapitalisere revolutionen«. Hvad de pegede på, var mulighederne for at omskabe eller internalisere kravene om mere autonomi og fleksibilitet, som kom fra bevægelserne. Resultatet blev, at de omskabte disse kampråb til deres egne nye paradigmer for produktion.«
Spændingerne i fordismen krævede et fundamentalt skifte i kapitalismen. Hermed tager det, som Marazzi kalder »finansgørelsen af kapitalismen«, fart.
»En vigtig ting, vi må huske, når det kommer til finansgørelse, er, at den begyndte i hjertet af selve industrien. I stedet for at investere deres profit i maskiner og lønarbejde, begyndte de store virksomheder at investere i de finansielle markeder, med det formål at genvinde den profit, som var blevet mindre og mindre op gennem 70’erne. De investerede i de maskiner, hvorved man skaber penge ved hjælp af penge.«
Marazzi redegør for, hvordan det er en almindelig krisestrategi at »finansgøre kapitalismen«, men fra begyndelsen af 1980’erne og frem er finansgørelsen blevet kronisk.
»Den er ikke mere blot et moment, et midlertidigt forsøg på at genvinde profit. Den er blevet en produktionsmåde i sig selv. Når man kigger på den industrielle kapitalisme i de 30 år efter Anden Verdenskrig og frem til 70’erne kan man se, at der gennem disse 30 glorværdige år med fordismen ikke var en eneste finansiel krise. Siden midten af 70’erne og frem til nu har der været noget i stil med 150 bankkriser. Så på en måde er krisen selve motoren i den finansielle kapitalisme. Der er ingen vækst uden krise.«
Når krisen er blevet et strukturelt træk ved kapitalismen, er der ingen vej tilbage. Den krise, der begyndte i 2008, aftegner en bevægelse ind i en endnu mere ustabil situation. Der er ifølge Marazzi gode grunde til bekymring for den nære fremtid.
»Med den seneste krise, som begyndte i 2008, er vi nået frem til det punkt, hvor kapitalismen for at vokse yderligere må skabe gæld – enorme summer af gæld. Subprime-krisen er et eksempel på, hvordan gæld er en nødvendighed, når det handler om at skabe behov. Denne krise skabte familier og virksomheder, som nu er gældsatte til halsen. En sådan gælds-økonomi kan ikke vare ved for evigt, den er gennemgående ustabil.«
»Alligevel tror jeg desværre, at krisen vil vare adskillige år endnu. Paradokset er, at vi meget vel ved, at denne finansielle kapitalisme, baseret på en neoliberal filosofi og politik, er ved slutpunktet. Symbolsk var Lehman Brothers-skandalen neoliberalismens død, men på samme tid fortsætter det neoliberalistiske paradigme, som om intet var hændt.«
Finansgørelse
Finansbegrebet er ifølge Marazzi ikke uskyldigt. Det har sin egen logik og er udtryk for en bestemt verdensorden.
»Finansgørelse er ganske enkelt det, at de finansielle markeder sættes i centrum for vores økonomi. Men det er også en måde at tænke på, en logik, som går videre end de finansielle markeder, og som gennemtrænger samfundet. Det er en megamaskine, som koloniserer vores bevidsthed. Tænk på subprime-krisen: Et hus, som har en brugsværdi (man kan bo i det), er blevet et finansielt aktiv, endda også for de, som køber huset. De køber det, fordi de tror, at prisen vil gå op. De gældssætter sig, fordi de tror, at husets finansielle værdi vil stige.«
— Fungerer ’finans’ anderledes end et såkaldt normalt marked?
»Ja, på et normalt marked gælder det, at hvis prisen på en vare – f.eks. en computer eller et bord – går op, så går efterspørgslen ned. På et finansielt marked gælder det, at hvis prisen på et aktiv går op, så går efterspørgslen op. Og den kan gå op, fordi bankerne er bag dig og giver dig pengene til at købe aktivet. Hermed er der skabt en slags bevægelse, hvor prisen på aktivet fuldstændig løsrives fra dette aktivs værdi. Det kaldes en selvreferentiel bevægelse, hvor finanserne frigør sig fra den virkelige verden, hvilket fører til en boble i økonomien.«
Den indre antagonisme
Man skulle måske tro, at det finansielle marked slet ikke vedkom os, almindelige mennesker, der lever i den virkelige verden, og som betragter finansernes kravlen op og ned af forskellige indeks lidt som et spil. Men også vi er uundgåeligt fanget i den finansielle verdensorden, hævder Marazzi. Eksempelvis er virksomhedsejere i dag først og fremmest interesserede i de aktionærer, som effektivt bestemmer, hvad en virksomhed er værd. De bekymrer sig ikke på samme måde om det arbejde, som udføres i deres virksomhed, hvilken løn deres ansatte får osv.
»Og så handler det om at se, at et meget vigtigt element i finansgørelsen, har været – kan du gætte det? – pensionsfonde. Disse fonde omdirigerer en masse kollektive opsparinger ind i det finansielle marked. Dette forhold har styrket de finansielle markeder ved at skabe en paradoksal situation. Jeg kalder det et slags skizofrent paradoks, der går ud på, at jeg som kommende pensionist er interesseret i, at mine penge, som er investeret i de finansielle markeder, vil give afkast, vil skabe merværdi. Men nu og her, som arbejder, kommer jeg i konflikt med mig selv, fordi jeg må tage konsekvenserne af denne interesse i form af en ustabil arbejdssituation og underbetaling.«
— Hvordan oplever den enkelte opsparer det?
»Den samme person indeholder to modsatrettede logikker. Som kommende pensionist er jeg interesseret i de finansielle markeders succes, men som arbejder betaler jeg prisen for denne interesse. Denne skizofreni er meget anderledes i forhold til tidligere tider. Under fordismen var jeg f.eks. arbejder, og du var kapitalist. Denne spænding fordelte sig som to adskilte sfærer, to adskilte fællesskaber, to adskilte kulturelle visioner eller aspirationer. Eksempelvis var risiko noget, som virksomhedsejeren kunne forventes at tage, ikke arbejderen. Fra og med 80’erne – og Ulrich Beck diagnosticerede dette som risikosamfundet – fusionerede denne modsætning mellem arbejde og kapital og satte sig i én og samme person. Det forklarer, hvorfor vi på trods af krisen, og på trods af den fattigdom, som den medfører, ikke har set en særlig stor modstand. Det er nemlig meget svært at organisere en kollektiv modstand, når finansgørelsen har individualiseret modsætningen.«
På dette punkt er Marazzi enig med Marx i, at kapitalismen indeholder en fundamental modsætning. Blot mener han, at denne antagonisme ikke mere er ydre, mellem arbejdere og kapitalister, men at den er flyttet ind i os selv. Hans fokus ligger derfor også på den ellers meget fejrede middelklasse, som fra hans synspunkt de senere år er blevet så sammenvævet med den finansielle logik og gældskapitalismen, at det er meget svært at se, hvorfra en nytækning af vores situation egentlig skal komme.
»Middelklassen er skrumpet ind. Hvad vi ser i dag er et timeglasformet samfund, med mange rige i toppen, mange fattige i bunden, og en middelklasse, som har tabt momentum. Middelklassen er slet ikke så konsistent, som den engang var.«
Her er så forklaringen på at markedskræfterne er sat ud af kraft på boligmarkedet.
Fordismen betegner en metode til at modernisere og effektivisere industriproduktionen. Men på grund af politisk modstand og indre modsætninger kollapsede denne kapitalisme i 70’erne
Jeg har det svært med filosoffer, sociologer og økonomer, der kun ser den verden de selv lever i. Fordismen er absolut ikke død eller kollapset - den er muteret:
"Fabrikken Fu Guo Industry har 9.000 arbejdere og er både leverandør til Walt Disney og verdens største selskab, supermarkedskæden Wal-Mart, der har 1,4 millioner ansatte på verdensplan, og som i 2004 købte varer i Kina for i alt 106 milliarder kroner." ...de og mange millioner andre arbejder ved samlebånd - tro mig.
Og
"Karl Marx skelnede mellem to forskellige former for arbejdsdeling, som han bl.a. karakteriserede ud fra begreberne «mekanisk» og «organisk». I den første form er arbejderne sideordnet, som når hver arbejder producerer en bestemt del til et urværk, som så sættes sammen til sidst. Ved organisk arbejdsdeling danner produktionsprocessen derimod en kæde, hvor hver enkelt operation bygger direkte på den foregående."(leksikon.org)
Så vi lever altså i den globaliserede verden hvor samlebåndene er blevet forlænget med containertransporter - halvfabrikata suser rundt på kloden - og Karl Marx's fremmedgørelse er blevet forstærket af, at blandt andet produktion og vidensudvikling er blevet adskilt.
..og denne fremmedgørelse rammer altså også filosoffer, sociologer og økonomer...
...kom nu ind i kampen, Vi venter på jér.
...ved nærmere eftertanke - man sku sgu tro det var løgn.
de, som køber huset. De køber det, fordi de tror, at prisen vil gå op. De gældssætter sig, fordi de tror, at husets finansielle værdi vil stige.
Det er også noget sludder - subprimelån gjorde det billigere at bo i hus end at bo til leje (og i mange tilfælde i bedre boliger).
Og i øvrigt ved folk godt at deres hus stiger enten fordi lønniveauet er steget, eller fordi infrastrukturelle forbedringer har gjort deres hus mere eftertragtet.
Jeg har ikke mødt nogen der har købt deres bolig fordi de forventede den ville stige - men jeg kender jo selvfølgelig heller ingen ejendomsspekulanter.
Jo, Bill, den altid gældende logik i dansk boligkøb har været, at prisstigningen ville frigøre beløb, der kunne finansiere løbende større forbedringer. Men netop ikke spekulation i det omfang, der har været gældende pga. de oplobbede priser i 00erne, der ikke kom som lønstigning, men nødvendiggjorde en sådan.
"Jeg har ikke mødt nogen der har købt deres bolig fordi de forventede den ville stige - men jeg kender jo selvfølgelig heller ingen ejendomsspekulanter." Spot on @Bill
De fleste almindelige dødelig køber deres bolig, fordi de skal have et sted at bo !
Beskrivelsen af det ”finansielle marked” er nu meget præcis, men som Bill Atkins påviser, er modellen meget forenklet og usammensat. Det finansielle marked er voksende, men ikke enerådende. Sådan ser jeg det og derfor må en revolutionær strategi ligeledes være mange strenget.
Christoffer, det er faktisk den pointe jeg forsøger at udtrykke i kommentaren ,-)
Når en bank i dag har flere hundrede millioner i overskud, udlægges det som en underskudsforretning, fordi det optimale altid er, at fodre endnu flere sultne (& uproduktive) aktionærer og spekulanter. Se kære medborgere det ville aldrig finde sted i et socialistisk samfund!
Tak Information, fordi I har valgt at bringe denne her artikel. Både i min papirudgave og nu på nettet. Har netop startet en diskussions-tråd på min egen facebook-væg. For de spørgsmål denne artikel rejser og sætter fokus på, er helt afgørende for, hvordan Danmark kommer ud på den anden side af "Krisernes krise".
Claus helt enig, jeg blev også fanget af Marazzi's "finansliggørelse" af arbejderen, men finansliggørelsen som også Hans Kirk beskriver så rammende i "De Nye tider", er ikke nogen ny analyse. Marazzi giver alligevel denne dobbeltrolle som arbejdstager og formueplejer skylden for arbejderens passivitet - det er arbejdernes egen skyld. Her mener jeg at Marazzi (bevidst?) overser at globaliseringen af arbejdsmarkedet - at de manuelle arbejdspladser er sendt til Asien - i langt højere grad har pacificeret lønmodtagerne i de gamle industrilande.
Et sted hvor den hopper helt af for Marazzi, er i udsagnet:
Eksempelvis er virksomhedsejere i dag først og fremmest interesserede i de aktionærer, som effektivt bestemmer, hvad en virksomhed er værd. De bekymrer sig ikke på samme måde om det arbejde, som udføres i deres virksomhed, hvilken løn deres ansatte får osv.
Jeg kunne acceptere udsagnet hvis Marazzi havde anvendt betegnelsen 'direktøreliten' i stedet for 'virksomhedsejere', men der skal Marazzi åben bart ikke have noget klinket - hans budskab er at vi selv er skyld i vores krise og i vores passivitet...
Direktøreliten minder om en rockerklub, ingen tør udfordre
http://www.information.dk/nyhedsblog/449242
10,000 unge på druk vinter ferie i Prag. Ja middel klassen er virkelig trængt i denne "krisernes krise".
Jørgen Munk
Til 1400 kr. pr. næse - det er vist ikke noget voldsomt stort beløb, vel?
Det er ikke godt når symbolske og i sig selv fiktive tal på en computerskærm kommer til at bestemme mere end konkrete og virkelige værdier.....når man spænder vognen foran hesten. Eller forveksler mål og midler.
Eller når en forøgelse af nullerne bagved 1 tallerne kan føre til en forøgelse af disse nuller med det resultat at man nærmest kan gøre hvad man vil. M
agten ligger bagved disse nuller på en skærm på en konto og antallet af nuller synes at vokse af sig sig med de rette manipulationer, som næppe fortjener at kunne kaldes et "arbejde".
Dette finansmarked som den italienske filosof beskriver- og dens udløbere i det almindelige samfund helt ned på invidividuelt niveau- er ganske enkett usundt og menneskefjendsk.
Se bare på hvordan at man er ved at rive vore smukke Jord op i grimme sår, for at udpine den for yderligere olie- denne tjæresandsolie er en forbrydelse imod Jorden og menneskene.
Men det kan jo nu "be-tale" sig er den "logiske" argumentation bagved......om nogen forstår noget så absurd, og poitikerne, der forbryderisk tillader detter er jo heller ikke andet end nyttige idioter. In speicies forrædere af menneskeheden.
Be-sættende tale......Atl skal kunne be-tale sig.......mennesket skal agerer som det værste skadedyr over for sine egne og over for denne vidunderlige klode:Gaia
Store visioner må man sige at disse politikere har for vores fremtid.....mørkets fremtid
Tragisk, dybt tragisk og det vil uundgåeligt føre til menneskets fald, hvis denne mørkets "logik" får lov at fortsætte.
Forhåbentligt sker der er mirakel!!
@jørgen munk
Forklar venligst sammenhængen - dit udsagn står som hat og briller!
Den "økonomiske krise", er i min optik først og fremmest en eksistentiel krise for mennesket som art. Spørgsmålet syntes at være, hvorvidt vi vil tillade mentale parametre, kynisme, egenrådighed og grådighed at være de værdier vi vil videreføre som fundamentet for vores samfund.
Traditionelle humanistiske værdier, som integritet, næstekærlighed, empati, fairness mv. er siden 2001 stilnet fuldstændigt i den offentlige debat. Det er som om at de simpelthen ikke længere er en del af overvejelserne i den offentlige, stærkt neoliberale diskurs.
I et sådant samfund, opstår der er en gennemsyrende armod. Ikke kun fordi at vi udrydder vores resurser, voldtager vores planet, og udnytter, dræber og manipulerer vores næste, på rendyrket satanisk facon, men fordi at vores sjælelige egenskaber skubbes i baggrunden, overdøves og fortrænges af venstre hjernehalvdels primitive lineære logik.
Det levende indre, umenneskeliggøres, hensygner og diskvallificeres i alle dele af samfundets diskurser og logikker, og den gennemsyrende armod, der affødes er således ikke et spørgsmål om kapital eller resurser, men et spørgsmål om at vi som art tillader vores indre sandheder, vores menneskelighed, at goldes, at dø.
Heri ligger den dybeste armod, og "krisens" inderste offer.
»Middelklassen er skrumpet ind. Hvad vi ser i dag er et timeglasformet samfund, med mange rige i toppen, mange fattige i bunden, og en middelklasse, som har tabt momentum. Middelklassen er slet ikke så konsistent, som den engang var.«
Det er så et udsagn der ikke passer på Danmark. Vi har netop forstået at skabe velstand og velfærd for de fleste og vi skal nok komme igenem denne her krise uden hjælp fra professoren og hans dommedagsprofetier.
Men bevares, det er klart, at Christian Marazzi, som marxist hele tiden leder efter den afgørende krise, der får det kapitalistiske system til at falde sammen. Det var jo det Karl han forudsage for snart 200 år siden. Men indtil videre er den udeblevet til sikkert mange marxisters og kommunisters store skuffelse.
Frederik Kortbæk
Nu er Danmark jo ikke verdens navle - og endog en stat med kun 5,5 mill. mennesker, hvilket er mindre end de fleste storbyer i verden, så din etnocentriske målestok er intet værd i sammenhængen.
For 25 år siden mødte jeg det : Min bank oplyste i sit fine regnskab at 3/4 af overskudet kom fra finanshandel, Her beskrevet : "I stedet for at investere deres profit i maskiner og lønarbejde, begyndte de store virksomheder at investere i de finansielle markeder, med det formål at genvinde den profit, som var blevet mindre og mindre op gennem 70’erne."
Det undrede mig, men jeg glemte det igen.
Jamen så er det sådan, vi gør. Fjern skatten på selskabernes kærnefunktion, og brandskat istedet gevinsten ved pengehandel. Den smule EU pønser på for tiden, forslår som en skrædder i helvede.
Og hold så op med at skyde på virksomhedsejerne. De får jo bare deres løn og betaler en god skat.
Vi fodrer dem jo iøvrigt selv. Det giver arbejdspladser. Hvor mange bestemmer vi. Det er os der er forbrugere.
Jeg har bemærket den nye trend - genbrug. Genbrugsbutikkerne blomstrer som aldrig før.
@Niels Mosbak
Vi skal fortælle verden at vor samfundsmodel er efterstræbelsesværdig. Men det er måske mere relevant at ty til: Proletarer i alle lande, foren jer! ?
Modsætningen mellem arbejder og kapital er rykket ind i os selv, siger Marazzi. Det skal nok passe, med overvægt til kapitalsiden. At folk tænker og agerer som kapitalister føres op i top til vores valgte repræsentanter på tinge. Det er nok en af årsagerne til, at parlamenterne og EU endnu ikke har villet gennemregulere finanskapitalismen ved lov. For de føler, at det rammer dem selv, hvis de regulerer finansmarkederne.
Ikke engang finanstransaktionsskatten kan man blive enige om. Herhjemme vil R og S ikke være med, "da det vil koste arbejdspladser", min bare. Transaktionsskatten er ikke nogen særlig effektiv regulering, det er bare en pengemaskine, så EU kan få nogle euro i kassen, den vil ikke ændre stort på markedernes funktionsmåde. Men alligevel vil de radikale ikke høre tale om den, da den krænker det fineste vi har, finansmarkedet.
@ Dan Johanneson
Det var netop lige noget af det, Jose Mujicas var inde på, i sin ti minutters lange, store tale i Rio.
http://www.youtube.com/watch?v=Mr465Atwenw
Hvad er problemet med at proletarene forener sig eller det kun markedet, der skal være globalt?
"Til 1400 kr. pr. næse - det er vist ikke noget voldsomt stort beløb, vel?"
Det kommer udelukkende an på, hvad man kan få for det! ;-)
Nic
Transport og 4 nætter på hotel i Prag - dertil international omtale, og udløsning af bekymringsgen hos forældrene - 1345 kr. incl. guider.
@Simon Olmo
Jeg går såmænd ikke ind for en verdensrevolution, men gerne for internationale aftaler på f.eks. finansområdet. Og det er der pudsigt nok allerede sat gang i.
Hvad er problemet med at proletarene forener sig eller er det kun markedet, der skal være globalt?
Information har ikke lavet en eneste forbedring på debatten i deres nye lancering, man kan ikke rette indlæg inden de bliver postet, man kan ikke søge i sin egen log, krisen viser sig på flere fronter, folket skal helst ikke stille spørgsmål og da slet ikke være kritisk, krisernes krise er ikke så meget økonomisk som et spørgsmål om værdier og hvilken vej vi vil, decentralisering af værdier og meninger eller udfladning, omfordeling og oplysning, ytringsfriheden er under konstant angreb, men ikke fra dem som medierne gør til synderne, de er synderne og de vil ikke diskutere det.
Frederik Kortbæk
"Men det er måske mere relevant at ty til: Proletarer i alle lande, foren jer! ?"
På det punkt var Marx jo ret klar og fremadskuende og havde tilsyneladende fattet at kapitalismen og markedet ville brede sig til andre lande - hvorfor kampen for et bedre liv for arbejderklassen, var at solidarisere sig med proletarer i alle lande, og føre en fælles kamp.
Det er slet ikke så ringe.
Dog ikke nogen verdenshistorisk nyhed med overrislet ungdom på relativt billige steder. Faktisk er det meget tilsvarende, hvad finske gymnasieelever fik og gjorde i det daværende Leningrad for en 25-30 års tid siden, kan jeg huske.
Det lokale øl var bare ikke ret godt, men finnerne ville også hellere ha vodka og alle "ved" jo med finner og knive.......
Hvad har en verdensrevolution at gøre med at arbejderne forener sig globalt. Du går ind for internationale aftaler for finansområdet, men du går ikke ind for internationale aftaler for arbejdsmarkedet, hvorfor skulle danske arbejdere ikke være solidariske med arbejdere i andre lande og stå sammen med dem, hvorfor er det nu en trussel mod verdenfreden, er der nogen der er bange for at jo mere magt arbejderne får, jo mere vil de også have af kagen?
Dan Johannesson,
Vi er helt enige - du mangler, ifoelge min overbevisning, kun nogle faa ord naar du skriver din sidste saetning...
''Heri ligger den dybeste armod, og "krisens" inderste offer''
som jeg ville formulere din sidste saetning:
''Heri ligger den dybeste armod, og "krisens" inderste, stoerste, mest forfaerdelige og umenneskelige offer''
Interessant artikel om interessante synspunkter.
Marazzi har ret så langt, at finanskapitalen spiller en langt større rolle i dag end under efterkrigstidens (gen-)opbygning, og at det medfører strukturelle forvridninger i kapitalismen. Hvilket i øvrigt stemmer fint overens med budskabet fra Marx i Kapitalens tredje del om kapitalakkumulation og - finanskapital.
Forvridninger, som en strategi for afgørende forandring helt klart bør afspejle, selv om det er naivt at tro, at man f.eks. kan adskille ledelserne i de store multinationale primært eller delvist realøkonomiske virksomheder fra finanssektorens ledelser. Tværtimod er disse topledelser en indspist gruppe med gensidig repræsentation i hinandens bestyrelser, jf. at Danske Banks nye topdirektør oprindeligt var sat ind i DB-bestyrelsen af Mærsk, som igen har folk fra DB i deres bestyrelse med mulighed for at indtræde i direktionen.
Som tidligere Leninist, der havde stor fornøjelse og lærdom ud af at læse Lenin, og som i dag bruger meget af hans visdom om at være revolutionær til at søge at finde ikke-revolutionære eller ikke-kun-revolutionære veje frem, giver jeg gerne den store gamle ret, når han har ret, og det havde han i at kalde det tilsvarende globaliserede marked op til 1. verdenskrig som præget af en "personalunion" mellem de store virksomheder og finanshusenes ledelser.
I dette indirekte citat ligger så også en anden indvending mod Marazzi: Vi har været der før - op til 1. verdenskrig, hvor verdenshandelen udgjorde en lige så stor del af verdens (dengang mindre) BNP som i 1996, hvor den nye omgang internationalisering, der i dag hedder globalisering og ikke imperialisme, men hvor forskellen i nogen grad kun er kvantitativ og ikke kvalitativ.
Ligesom Marx, der var inspireret af de mange borgerlige revolutioner (og de utallige økonomiske kriser, herunder den lange depression 1873-96) op til og i 1800-tallet, hele tiden så revolutionen lige om hjørnet, så gør Marazzi den samme fejl nu.
Ja, vi er bestemt i en systemkrise, hvor der bl.a. bliver stadig større afstand mellem varernes brugsværdi og bytteværdi, og hvor den grønne krise sætter yderligere trumf på faren for at komme helt ud over afgrunden denne gang, men intet tyder lige nu på, at der foreligger en egentlig revolutionær situation - eller blot en forandringsparat europæisk befolkning med klare mål og delmål.
Faktisk er der lige så stor risiko for, at vore efterkommere må igennem en pendant til 1900-tallets tragedier, fejl og forbrydelser, hvis ikke menneskeheden og især Europa ikke snart som mere klarsynede folk i netop den amerikanske elite som Warren Buffett og Bill Gates ser nødvendigheden af at tøjle (finans-)kapitalismen.
Og at moderne middelklasse-aspirerende arbejdere har delvist modsatte interesser, som i dag også indbefatter de private pensionsopsparinger, er sandt nok, men den samme modsætning fandt Marx grundlæggende i, at arbejderklassen er både lønarbejdere, hvis løn skal presses længst muligt ned, og forbrugere, der gerne skulle aftage de produkter, som de selv uafvidende har været med til at producere, men ikke har løn nok til at aftage ...
Hvis interesseret, kan man læse en del mere om mine tanker og min analyse af dagens finanskapitalistiske situation samt om den på tvivlsomt grundlag (gen-)igangsatte velfærdsdebat bl.a. i mit indlæg på Modkraft:
"Op og ned i velfærdsdebatten"
http://www.modkraft.dk/artikel/op-og-ned-i-velf%C3%A6rdsdebatten
vh CP
PS ...!
Jeg glemte, at selvfølgelig har Marazzi ret i, at finanskapitalen er fjende af demokratiet, og at dens magt indsnævrer demokratiets magt stadig mere - hvilket blev sagt ganske oprigtigt af en økonom fra Saxo Bank i Ordet er Dit på P1 den 31. januar i år, da han i fin forlængelse af f.eks. Von Mises erklærede, at "Markedet" er demokratiet overlegent.
Derfor må en modstrategi tage sit udgangspunkt i, hvordan vi forsvarer, forstærker og fornyr demokratiet, så det kan overvinde finanskapitalens herredømme.
vh CP
Det der har udviklet sig er det Robert Reich gjorde opmærksom på i sin bog ‘Work of Nations‘, hvori han i en forløber til Richard Floridas senere værk om den kreative klasse postulerede, at nationale økonomier var blevet forbundet til en global økonomi, hvori de mest kreative - de såkaldte symbolanalytikere - høster de største frugter, mens de ufaglærte står til at tabe. Dermed sagt. Lister over de rigeste er proppet med mennesker, der enten har arvet deres penge eller tjent dem på spekulation - ikke ved innovation eller en produktiv indsats i ordets egentlige forstand.
Robert Reich hævder yderligere i sin bog ’Superkapitalismen’ at det repræsentative demokrati ikke længere magter at varetage vælgernes interesser. Robert Reich er langt fra den første til dette, i bogen ’Wealth and Democrazy. A Political History of the American Rich’ fra 2002, advarer forhenværende Nixon-rådgiver Kevin Philips om at USA - på trods af noble idealer og gode forfatningsværdier - har udviklet sig til et finansielt domineret markedssystem ledet og solgt til rige pengemænd. Allerede i 1990, i bestselleren ’The Politics of Rich and Poor: Wealth and the American electorate in the Reagan Aftermath’ tegner Philips et hudløst billede af, hvorfor kløften mellem rige og fattige var blevet afgrundsdyb i USA. Hans kritik - fra højre - gjorde et vist indtryk. 12 år efter erkendte Philips, at 90erne ikke blev et reformernes årti. For Clinton demokrater satte ekstra kul på spekulationen, så den overgik de brølende 1920ere. USA blev med Philips ord: drevet som et investeringsselskab på Wall Street, der skulle tjene penge og trække kapital til fra udlandet. Spekulation og finansiel gearing var naturlige elementer. Hele pyramiden er som et korthus som han senere har udtalt. Styrken ved Wealth and Democrazy er, at den ikke nøjes med en moralsk anfægtelse, men er veldokumenteret i tal og ord. Og hans opråb: at demokratiet skal fornys gennem folkelig mobilisering mod korruption, polarisering og markedsdarwinisme, er værd at diskutere. Ikke kun i USA. Men i alle lande, der har demokratiet og frihedsidealerne kær.
Dermed sagt.
Den private sektor - i form af olieselskaber, landbrugskoncerner, farmaceutiske og finansielle selskaber - bliver gradvist mere magtfulde, hvorfor en af demokratiets største udfordringer er, hvordan vi får bragt disse koncerner under politisk kontrol, for ellers vil de kapitalstærke lobbyister forsætte med at gyde olie på de protektionistiske gløder, som kan flamme op når som helst. Af denne grund efterlyser Reich nye internationale institutioner til at løse de fire internationale kriser - energiknaphed, høje fødevarepriser, klimaforandringer og spekulationen på finansmarkederne - for de gamle Bretton Woods-systemets institutioner som Valutafonden og Verdensbanken har efter hans mening mistet deres legitimitet.
Lad os gå lidt tilbage i tiden. Til 1997-98, altså den asiatiske finanskrise.
Efter den asiatiske finanskrise, hed det sig, at der vil være mange ting, at lære af denne krise - for et eller andet gik galt hed det sig, når en valutakrise i et lille land som Thailand kan smitte en række lande med tilsyneladende sunde økonomier. Læren måtte være, at finansielle markeder ikke er så rationelle, som nogle antager, for de korte finansielle investeringer, der kun bringer flygtig kapital og kan medvirke til at øge svingningerne og dermed usikkerheden i økonomien. Hej finanskrise, kredit- og boligboble - farvel til langsigtede investeringer som bringer teknologi, adgang til markeder, management og know how som bidrager til vækst, udvikling og stabilitet.
For at forhindre en fremtidig krise, talte eksempelvis Wolfgang Reinecke - som inden da havde skrevet bogen ´Governing Without Government` - varmt om etableringen af nye globale politiske institutioner, som kan imødegå udfordringen fra frie og uhindrede globale kapitalbevægelser - løsning ville være at få IMF-Verdensbanken til at forestå dannelsen af en lånegarantifond, til hvem hver private bank - der ønsker at gøre forretninger på nye markeder - skal betale gebyr.
Fonden skulle virke som en fremskudt forsvarsbastion mod dårlige lån. For når bankerne selv skyder penge ind i garantifonden, ville det have den effekt og virke som et incitament til at holde øje med og fraråde konkurrenternes risikable lån. Hans idé var grundlæggende, at man skulle inddrage repræsentative grupper. Udover regeringer skulle erhvervs- og finansliv være med i bestyrelsen ligesom fagbevægelsen, miljøgrupper og non-governmental organisations. Ganske enkelt det civile samfund.
Inden for samme periode talte Stephany Griffith-Jones, professor på Sussex Universitetet for, at der som følge af de ekstremt flygtige kapitalmarkeder i slutningen af det 20 århundrede var skabt et påtrængende behov for at udvikle en international centralbank, en lender of last resort, hvis likviditet skulle finansieres af centralbankerne selv. For forandringer i forventningsdannelsen bliver hurtigt synkroniseret i realtid over hele kloden, men det gør det også sværere for centralbankerne at dæmme op for spekulation i det globale finanskasino. Hendes pointe var den, at selv lande med forholdsvis små økonomiske problemer bliver ekstremt hårdt ramt af finansielle kriser. Og de faktorer der fik stemningen til at svinge brat om i Asien, var paradoksalt nok en følge af landenes succes. Overvurdering af aktiernes og ejendommenes værdi, uforsigtige udlån og banker som tog alt for store risici med at låne hurtige penge på verdensmarkedet og forøge de langfristede udlån indenlands.
Men hvad med før det?
Allerede i december 1994 fik verdenssamfundet at føle, hvor vanskeligt det er at dæmme op for de frigjorte kapitalbevægelser. Mexicos peso-krise fik chefen for IMF, Michael Camdessus, til at gå i aktion. Han talte om faren for ’en virkelig verdensomspændende katastrofe’ - og i løbet af kort tid fik han i samarbejde med USA tilrigget en hjælpepakke på 50 milliarder dollar. Dette var IMFs` ilddåb i spillet om at komme nødstedte ”emerging markets” til undsætning, men kritiske røster kritiserede den internationale aktion for i virkeligheden at være en skatteyderfinansieret gave, der skulle friholde rige investorer for tab.
Tilbage til nutiden.
Om finansselskaberne, der lånte penge til investeringer, har Robert Solow såvel som den svenske professor i Politolog Bo Rothstein en væsentlig pointe, der står i direkte modsætning til den konsensus, der ellers præger kommentarer til krisen: ”Det var hverken grådighed eller dumhed, der forårsagede krisen - for som Solow citerer den konservative økonom Richard Posner for - så er grådighed og dumhed faste bestanddele af historien, det er økonomiske kriser trods alt ikke. Tværtimod, for det enkelte finansselskab var investeringerne, hvor risikofyldte de end var, fuldstændigt rationelle, og intet selskab har ansvaret for krisen, der hærger finansmarkedet. Det har kun markedet selv, og det at politikerne glemte at være politikere”.
@Simon Olmo
Ikke overraskende er du blevet hængende i gamle fraser og forestillnger om klassekamp samt lighedstegn mellem proletar og arbejder.
@Olmo siger:
Hvad er problemet med at proletarene forener sig eller er det kun markedet, der skal være globalt?
Spørgsmålet er om arbejderne nogensinde har været internationalt solidariske i udbredt grad - er det ikke kun noget vi synger om i kammeratligt samvær.
I mine øjne er den økonomiske globalisering et fatalt vildskud i menneskehedens udvikling, og vores bestræbelser må gå ud på at begrænse den økonomiske globaliseringens ødelæggende virkning på vores nationale arbejdsmarked.
"Spørgsmålet er om arbejderne nogensinde har været internationalt solidariske i udbredt grad - er det ikke kun noget vi synger om i kammeratligt samvær."
Mennesker, uanset stand og klasse etc., har i det hele taget sjældent eller aldrig i virkelighedens verden været solidariske med nogen på ret stor afstand!
(ihvertfald ikke hvis det koster dem selv noget)
@Claus Piculell. Personlig tror jeg at finanskapitalen domineres af opportunistiske relationer til demokratiet. Demokratiet kan fremme eller stå i vejen for finanskapitalen, men i sig selv er demokrati ikke nogen garanti imod finansgørelse. Demokrati er en politisk styreform, medens det vi diskuterer, er en økonomisk struktur. Det er strukturen der skal laves om og det kan (hvis viljen er der) ske gennem en demokratisk styring, eller gennem en revolutionær omvæltning – for min skyld gerne gennem proletariatets diktatur.
Marazzi siger et sted:
" - på et normalt marked gælder det, at hvis prisen på en vare – f.eks. en computer eller et bord – går op, så går efterspørgslen ned. På et finansielt marked gælder det, at hvis prisen på et aktiv går op, så går efterspørgslen op."
Det kan jo kun forklares ved, at der er en forventning i markedet om, at stigningen vil fortsætte. Hvilket jo strider mod al sund fornuft, men som ikke desto mindre var det, der førte til ejendomsboblerne, aktieboblerne, råvareboblerne osv. Når markedet fungerer så irrationelt og med hovedet under armen, så er der kun én ting at gøre ved det: regulering. Det er oplagt, at lånefinansiering, og dermed bankverdenen, er det vigtigste sted at slå ned. Dernæst kunne man måske indføre licenser til de forskellige børser, så alle og enhver ikke kunne handle på alt.
@Frederik,
hvorfor er det ikke overraskende og hvorfra ved du hvad jeg hænger fast i?
@Bill Atkins & @Nic Pedersen. Lad da være med at henfalde til borgerlig, pessimisme. Medmenneskene kan da, rigtignok fremstå som Jean-Paul Sartre så malende skrev: ”Helvede der er de andre”, men arbejderbevægelsen viser, også en anden side af den menneskelige evne til solidaritet. Tænk på de mange strejker som arbejderne har iværksat, i solidaritet med arbejdere i andre lande. Tænk på de mange indsamlinger til strejke kasser og liggende, som arbejder familierne har bidraget med gennem international solidaritet. Tænk på at Ho Chi Minh havde støtter blandt den befolkning hvis land han var i krig med (i særlig grad blandt de franske socialister, men også i USA, da de gik ind i krigen). Tænk på at det var danske havnearbejdere, der først nægtede at losse og laste skibe fra Syd- Afrika, med alt hvad det indebar af problemer for dem selv!
International solidaritet trives altså også selv om det har omkostninger – tænk på den spanske borgerkrig!
Frederik Kortbæk er ikke i stand til at se ligheden mellem proletar og arbejder, nuvel så forklar os forskelle!
@Claus
Solidariteten findes stadig, vi hører bare ikke så meget om det, for tænk nu hvis vi fik et europæisk forår(!)
Claus Oreskov,
Nej, det er jo nok det der er problemet for mange!
Der ville ikke være et 'marked' uden demokratiet. Det globale marked beror på stabilitet.
Den sociale kontrakt - det er Imaginært at tro datidens og nutidens borgere, skal og ville kunne opretholde samhandel, alt mens der er borgerkrigs tilstande.
Så det globale marked er sået via et stabilt vesten i efterkrigstiden.
USA's udenrigspolitik synes at afspejle det.
Det europæiske forår vil nok komme fra Spanien eller Grækenland hvor middelklassen er nærmest udslettet.
Her et indslag fra France 24 (på engelsk) om forholdene for middelklassen i Athen.
http://www.france24.com/en/20130215-reporters-greece-grip-misery-austeri...
Den græske koalitionsregering ledet af Nea Demokration - som var dem der var ansvarlige for at skjule finansrealiteterne i Grækenland - er på hælene og der indledes generalstrejke på onsdag i protest mod nedskæringerne.
I øjeblikket lukker man sygehuse, bl.a. her på Kreta, hvor sygehusene i Sitia, Ierapetra og Agios Nicolaus lukker - der vil således blive flere hundrede kilometer for nogle, til det nærmeste sygehus. Det er der naturligvis voldsomme protester imod og der er arrangeret store demonstrationer, ligeledes på onsdag.
@Claus Oreskov
Arbejderen (jeg bruger nu hellere betegnelsen lønmodtager) er i dag en veluddannet og velsikret medarbejder med en relativ høj løn og udgør derfor i dag en stor del af middelklassen. Det forfærdelige udtryk proletar var vistnok i den gode Marx´ optik en del af underklassen, der levede et usselt og undertryk liv. Jeg tror kun det er verdensfjerne akademikere og romantikere, der vil bruge den slags betegnelser om en lønmodtager i dag. Til gengæld ved jeg, at der er masser af små næringsdrivende, som er mindre sikret end log tjener langt mindre end en almindelig lønmodtager. Men de er jo i marxisternes optik burgøjsere og en del af den besidende samfundsklasse, så de skal gå planken ud.
Hvis nogen er i tvivl om hvilken klasse de tilhører så kan finde ud af det her, der er vist en del forvirring om det i Danmark!
Rich Folks Hoax
Sider