Vi er blevet udpint af finanskapitalismen. Det er svært at kæmpe for en anden verden, hvis man er fattig eller forgældet. Alligevel er det nødvendigt at stille spørgsmålet, om ikke vi kan finde en anden verden at kæmpe for.
Den schweiziske økonom Christian Marazzi erklærer, at vi må gentænke folkestyret, hvis vi vil ud af krisen:
»Vi lever i dag ikke i et demokrati. Vi deltager i en slags teater, og det er vores måde at føle os som en del af samfundet på, men vi er mere og mere isolerede,« siger Marazzi, der er inviteret til Danmark af Aalborg Universitet, hvor han er hovedtaler ved et seminar om verden efter den økonomiske krise.
»Vi må fuldstændig genopfinde et demokrati, der retter sig mod de steder, hvor vi lever og arbejder. Den disciplin, vi har set på arbejdsmarkedet de seneste ti år, skaber lidelse. I dag lider folk mere, fordi de arbejder, end fordi de ikke arbejder,« forklarer Marazzi i et interview med Information.
Han skrev i 2010 Finanskapitalismens vold, som er blevet rost for sin grundige analyse af finanskrisen og for at sætte kompleks økonomi ind i en historisk og politisk kontekst, der gør det muligt at diskutere økonomi i offentligheden.
Post-fordisme
Marazzis analyse af finanskrisen og af den nuværende finanskapitalisme begynder i 70’erne med sammenbruddet af samlebåndsindustrien, den såkaldte fordistiske økonomi.
»Vi må forstå, at der gennem de seneste 30 år er sket en fuldstændig forandring af kapitalismen. Den kapitalisme, der dominerede verden op til 70’erne, var basalt set det, vi kalder den fordistiske model for produktion og forbrug.«
Det var ifølge Marazzi en kapitalisme, som var bygget op omkring industriproduktionen. Fordismen betegner en metode til at modernisere og effektivisere industriproduktionen. Men på grund af politisk modstand og indre modsætninger kollapsede denne kapitalisme i 70’erne:
»Det, som skete efterfølgende – det, vi kalder den post-fordistiske eller finansielle kapitalisme – er et forsøg på at blive af med hovedspændingerne i den fordistiske model, og det er også et forsøg på at internalisere de radikale krav fra de sociale og politiske bevægelser i 70’erne. I midten af 70’erne, jeg husker ikke præcist hvornår, havde Financial Times en leder med titlen »Vi må kapitalisere revolutionen«. Hvad de pegede på, var mulighederne for at omskabe eller internalisere kravene om mere autonomi og fleksibilitet, som kom fra bevægelserne. Resultatet blev, at de omskabte disse kampråb til deres egne nye paradigmer for produktion.«
Spændingerne i fordismen krævede et fundamentalt skifte i kapitalismen. Hermed tager det, som Marazzi kalder »finansgørelsen af kapitalismen«, fart.
»En vigtig ting, vi må huske, når det kommer til finansgørelse, er, at den begyndte i hjertet af selve industrien. I stedet for at investere deres profit i maskiner og lønarbejde, begyndte de store virksomheder at investere i de finansielle markeder, med det formål at genvinde den profit, som var blevet mindre og mindre op gennem 70’erne. De investerede i de maskiner, hvorved man skaber penge ved hjælp af penge.«
Marazzi redegør for, hvordan det er en almindelig krisestrategi at »finansgøre kapitalismen«, men fra begyndelsen af 1980’erne og frem er finansgørelsen blevet kronisk.
»Den er ikke mere blot et moment, et midlertidigt forsøg på at genvinde profit. Den er blevet en produktionsmåde i sig selv. Når man kigger på den industrielle kapitalisme i de 30 år efter Anden Verdenskrig og frem til 70’erne kan man se, at der gennem disse 30 glorværdige år med fordismen ikke var en eneste finansiel krise. Siden midten af 70’erne og frem til nu har der været noget i stil med 150 bankkriser. Så på en måde er krisen selve motoren i den finansielle kapitalisme. Der er ingen vækst uden krise.«
Når krisen er blevet et strukturelt træk ved kapitalismen, er der ingen vej tilbage. Den krise, der begyndte i 2008, aftegner en bevægelse ind i en endnu mere ustabil situation. Der er ifølge Marazzi gode grunde til bekymring for den nære fremtid.
»Med den seneste krise, som begyndte i 2008, er vi nået frem til det punkt, hvor kapitalismen for at vokse yderligere må skabe gæld – enorme summer af gæld. Subprime-krisen er et eksempel på, hvordan gæld er en nødvendighed, når det handler om at skabe behov. Denne krise skabte familier og virksomheder, som nu er gældsatte til halsen. En sådan gælds-økonomi kan ikke vare ved for evigt, den er gennemgående ustabil.«
»Alligevel tror jeg desværre, at krisen vil vare adskillige år endnu. Paradokset er, at vi meget vel ved, at denne finansielle kapitalisme, baseret på en neoliberal filosofi og politik, er ved slutpunktet. Symbolsk var Lehman Brothers-skandalen neoliberalismens død, men på samme tid fortsætter det neoliberalistiske paradigme, som om intet var hændt.«
Finansgørelse
Finansbegrebet er ifølge Marazzi ikke uskyldigt. Det har sin egen logik og er udtryk for en bestemt verdensorden.
»Finansgørelse er ganske enkelt det, at de finansielle markeder sættes i centrum for vores økonomi. Men det er også en måde at tænke på, en logik, som går videre end de finansielle markeder, og som gennemtrænger samfundet. Det er en megamaskine, som koloniserer vores bevidsthed. Tænk på subprime-krisen: Et hus, som har en brugsværdi (man kan bo i det), er blevet et finansielt aktiv, endda også for de, som køber huset. De køber det, fordi de tror, at prisen vil gå op. De gældssætter sig, fordi de tror, at husets finansielle værdi vil stige.«
— Fungerer ’finans’ anderledes end et såkaldt normalt marked?
»Ja, på et normalt marked gælder det, at hvis prisen på en vare – f.eks. en computer eller et bord – går op, så går efterspørgslen ned. På et finansielt marked gælder det, at hvis prisen på et aktiv går op, så går efterspørgslen op. Og den kan gå op, fordi bankerne er bag dig og giver dig pengene til at købe aktivet. Hermed er der skabt en slags bevægelse, hvor prisen på aktivet fuldstændig løsrives fra dette aktivs værdi. Det kaldes en selvreferentiel bevægelse, hvor finanserne frigør sig fra den virkelige verden, hvilket fører til en boble i økonomien.«
Den indre antagonisme
Man skulle måske tro, at det finansielle marked slet ikke vedkom os, almindelige mennesker, der lever i den virkelige verden, og som betragter finansernes kravlen op og ned af forskellige indeks lidt som et spil. Men også vi er uundgåeligt fanget i den finansielle verdensorden, hævder Marazzi. Eksempelvis er virksomhedsejere i dag først og fremmest interesserede i de aktionærer, som effektivt bestemmer, hvad en virksomhed er værd. De bekymrer sig ikke på samme måde om det arbejde, som udføres i deres virksomhed, hvilken løn deres ansatte får osv.
»Og så handler det om at se, at et meget vigtigt element i finansgørelsen, har været – kan du gætte det? – pensionsfonde. Disse fonde omdirigerer en masse kollektive opsparinger ind i det finansielle marked. Dette forhold har styrket de finansielle markeder ved at skabe en paradoksal situation. Jeg kalder det et slags skizofrent paradoks, der går ud på, at jeg som kommende pensionist er interesseret i, at mine penge, som er investeret i de finansielle markeder, vil give afkast, vil skabe merværdi. Men nu og her, som arbejder, kommer jeg i konflikt med mig selv, fordi jeg må tage konsekvenserne af denne interesse i form af en ustabil arbejdssituation og underbetaling.«
— Hvordan oplever den enkelte opsparer det?
»Den samme person indeholder to modsatrettede logikker. Som kommende pensionist er jeg interesseret i de finansielle markeders succes, men som arbejder betaler jeg prisen for denne interesse. Denne skizofreni er meget anderledes i forhold til tidligere tider. Under fordismen var jeg f.eks. arbejder, og du var kapitalist. Denne spænding fordelte sig som to adskilte sfærer, to adskilte fællesskaber, to adskilte kulturelle visioner eller aspirationer. Eksempelvis var risiko noget, som virksomhedsejeren kunne forventes at tage, ikke arbejderen. Fra og med 80’erne – og Ulrich Beck diagnosticerede dette som risikosamfundet – fusionerede denne modsætning mellem arbejde og kapital og satte sig i én og samme person. Det forklarer, hvorfor vi på trods af krisen, og på trods af den fattigdom, som den medfører, ikke har set en særlig stor modstand. Det er nemlig meget svært at organisere en kollektiv modstand, når finansgørelsen har individualiseret modsætningen.«
På dette punkt er Marazzi enig med Marx i, at kapitalismen indeholder en fundamental modsætning. Blot mener han, at denne antagonisme ikke mere er ydre, mellem arbejdere og kapitalister, men at den er flyttet ind i os selv. Hans fokus ligger derfor også på den ellers meget fejrede middelklasse, som fra hans synspunkt de senere år er blevet så sammenvævet med den finansielle logik og gældskapitalismen, at det er meget svært at se, hvorfra en nytækning af vores situation egentlig skal komme.
»Middelklassen er skrumpet ind. Hvad vi ser i dag er et timeglasformet samfund, med mange rige i toppen, mange fattige i bunden, og en middelklasse, som har tabt momentum. Middelklassen er slet ikke så konsistent, som den engang var.«
Det der undre mig mest er at kapitalismen er på røven allerede 15 år efter, indlemmelse af et marked med mere 400 mio. forbrugere samt indlemmelse af minedrift, oliekilder og et produktionsapparat til flere 1000 mia. dollars. - Det vidner om kapitalismens elendige forvaltning af menneskehedens fælles ejendom.
Bill, disproportionaliteten består jo i, at prisernes fald ikke nødvendigvis øger omsætningen, hvis markedet allerede er mættet og produktionen rationaliseret optimalt.
@Frederik Kortbæk. Egentlig interessant bemærkning: ” Hvis Rusland ønsker det gamle system tilbage, så skal man jo bare gøre det. Det bestemmer man via en stemmeseddel” og meget rørende. Russerne tror imidlertid ikke på den slags narrefisse, og det af følgende grund. Mikhail Sergejevitj Gorbatjov udskrev et folkevalg, om man skulle bevare Sovjetunionen. 76 procent af vælgerne svarede ja, og kort efter opløste Boris Nikolajevitj Jeltsin Sovjetunionen ved et politisk dekret – så meget for stemmeurnernes magiske værdi. Sovjetunionen brød ikke sammen men blev opløst, men det er rigtigt at den økonomiske situation på dette tidspunkt var slem. Det skyldes imidlertid ikke planøkonomien, men derimod perestroika, og den medfølgende flørten med markedsøkonomi. Da Jeltsin så endelig kom til og gennemførte sin økonomiske chok kur, kostede det i omegnen af 5. millioner menneskeliv. Mennesker omkom af sult og kulde, jeg var i Nord-Rusland og kan bevidne tragedien.
I 1989, inden chokterapien, levede i følge Verdensbanken 2 millioner mennesker i den russiske føderation i fattigdom, hvilket vil sige for under 4 USD om dagen. Da Jeltsin havde uddelt privatiseringens "bitre medicin" i midthalvfemserne, levede 74 millioner russere under fattigdomsgrænsen, ifølge Verdensbanken. Det betyder, at Ruslands "økonomiske reformer" kan tage æren for forarmelsen af 72 millioner mennesker på blot otte år. I 2006 indrømmede regeringen, at der fandtes 715.000 hjemløse børn i Rusland, mens UNICEF har sat tallet til 3,5 millioner børn.
Peter, er konkurrencen - kapitalismens halmstrå - sat ud af kraft?
Oreskov - var der ikke et kup mod Gorbatjov i mellem folkeafstemningen om Sovjetunionens eventuelle fortsættelse, og Jeltsins overtagelse af magten. Derefter løsrev de baltiske republikker sig, og forhandlinger førte til opløsning af resten af unionen.
Michael Kongstad Nielsen helt ærligt - Gorbatjov? Russeren som amerikanerne tog til hjertet efter Olga Korbut. Han opnåede at blive blev Årets Mand i Time i 1987 - siden rejste han rundt på det amerikanske kontinent og holdt foredrag til dem der gad høre på ham - det sidste jeg har hørt var at han kunne lejes for 10.000 dollar. Gorby som han blev kaldt mellem venner - han er ulideligt uinteressant.
De fattiggjorte i Rusland er langt vigtigere.
Jeg tror ikke jeg forstår, hvad du mener, Bill Atkins, men det var Oreskov, der bragte Gorbatjov på bane, ved at nævne, at der under ham blev udskrevet en forlkeafstemning om unionens eventuelle fortsættelse, se selv indlægget....
@Oreskov
"Det er en objektiv bedømmelse, ud fra den sociale positionerne i den struktur." deri er jeg ikke enig - det er noget normativt, som altid kan diskuteres, men jeg fornemmer på tonearten, at det behøver vi ikke diskuter, da vi aldrig bliver enige - korrekt ?
Michael Kongstad Nielsen, det forekommer oftere og oftere at du ikke forstår hvad jeg mener - og det på trods af at andre markerer at de har forstået - men det jeg mener er, som jeg skriver, at privatiseringen og dens følger er langt vigtigere end en i det uendelige gentaget historisk detalje - Jelstsin startede også krigen i Tjertjenien for at sløre begivenhederne for offentligheden den behøver vi heller ikke diskutere i forbindelse med privatiseringens mareridt...
Det er ikke systemerne som sådanne der er problemet, men visse individers/gruppers umoralske ageren.
Tak til Peter Hansen for anbefalingen.
"»Og så handler det om at se, at et meget vigtigt element i finansgørelsen, har været – kan du gætte det? – pensionsfonde. Disse fonde omdirigerer en masse kollektive opsparinger ind i det finansielle marked. Dette forhold har styrket de finansielle markeder ved at skabe en paradoksal situation. Jeg kalder det et slags skizofrent paradoks, der går ud på, at jeg som kommende pensionist er interesseret i, at mine penge, som er investeret i de finansielle markeder, vil give afkast, vil skabe merværdi. Men nu og her, som arbejder, kommer jeg i konflikt med mig selv, fordi jeg må tage konsekvenserne af denne interesse i form af en ustabil arbejdssituation og underbetaling.«"
Min KÆPHEST - lige præcis på kornet!!!!!!
Slech, gal tråd !?
Tja - Christoffer Hansen er væren (og dermed også social væren) objektiv – eller mener du som østens ”vise” at vi ikke eksistere?
Det forklarer, hvorfor vi på trods af krisen, og på trods af den fattigdom, som den medfører, ikke har set en særlig stor modstand. Det er nemlig meget svært at organisere en kollektiv modstand, når finansgørelsen har individualiseret modsætningen.«
Supergodt helt enig.
Fjern alle muligheder for pensionsopsparing og genindfør vores tidligere pension, og brug merværdien til at investere i fremtidens ukendte produkter og innovation - via støtte til den frie-forskning. Og fjern politikers forkvaklede egentro på de ved noget om dette område. Lad universiteterne spekulere i spændende forskning som drivkraft - og ikke lade antallet af medløbende og uselvstændigt tænkende studerende, som slipper gennem eksamerne - være det økonomiske omdrejningspunkt for universiteternes beregningsmodeller.
Et skørt geni er bedre end 1000 lallende studerende der udelukkende går efter - hvor er der bedst jobmuligheder.
Ebbe, vi leder efter det system som bringer de retfærdiggørende til magten - så vores opgave er at definere hvad retfærdighed er.
Bill Atkins
Hvordan det??
Teksten er klippet ud af artiklens afsnit: "Den indre antagonisme"
Finansverdenen retfærdiggør sig som en del af værdikæden - men det er den IKKE.
Den har samme funktion som den offentlige sektor - den LEVER af den skabte produktion, som en snylteorm!
Lad mig lige slå fast at den offentlige sektor ikke er en snylteorm - da skatten (burde) gå til fællesskabets interesse. Men det gør finanssektoren ikke, bare se på Danske Bank.
Torben, indrømmet, jeg lod mig fage af min egeb afledning: kapitalismens fremfærd og fejltagelser...
Dit uddrag føler jeg jeg har diskuteret længere oppe ad tråden: En iagttagelse som allerede Hans Kirk gjorde - men som ikke underbygger Marrazis implicite ærinde -nemlig at give os selv skylden for den situstion gældkriden har bragt os i.
Det er nemlig meget svært at organisere en kollektiv modstand, når finansgørelsen har individualiseret modsætningen. jeg mener det er globaliseringens job-tyveri der har lammet lønmodtagerne.
Om igen – denne gang uden slåfejl - forhåbenligt
Torben, indrømmet, jeg lod mig fange af min egen afledning: Kapitalismens fremfærd og fejltagelser...
Dit uddrag føler jeg jeg har diskuteret længere oppe ad tråden: En iagttagelse som allerede Hans Kirk gjorde - men som ikke underbygger Marrazis implicitte ærinde - nemlig at give os selv skylden for den situation gældkrisen har bragt os i.
Det er nemlig meget svært at organisere en kollektiv modstand, når finansgørelsen har individualiseret modsætningen.
Jeg mener det er globaliseringens job-tyveri der har lammet lønmodtagerne.
Bill Atkins
Selvfølgelig - eksemplet kan ses med Lego, hvor det går godt og alligevel flytter produktion til udlandet, og ikke er under styring af en glubende flok aktieejere, men er familie ejet.
Men problemet er ikke kun at der tabes arbejdspladser - men arbejderes egne personlige stillingtagen og "moral". Fagforeningerne har brugt meget krudt på at skabe attraktive pensionsordninger til sine medlemmer, og det er forståeligt - men har solgt deres sjæl til fanden - og hvor hører den glidebane op?
Når man tilbageholder lønandel og udskyder skat (en del pensionsopsparinger er skattefinansieret - og fordrer skatte tilbagebetaling ved udbetaling) - så forhindrer man staten/kommunerne i at have midler her-og-nu til at finansiere fremtidens arbejdspladser og fremtidens spæde forskningsområder.
Man så at sige sparer op til alderdommen, istedet for at investerer i fremtidens unge.
Intet pensionsselskab investerer i usikre innovative virksomheder, men kun i virksomheder som allerede fungerer - dvs. virksomhedens kerneprodukt har nået en stor modningsgrad på markedet og giver overskud. Overskud som jo så endda skulle have være brugt til intern udvikling og innovation, men nu skal udbetales som aktieudlod istedet for. Systemet kører i flere niveauer den "forkerte vej rundt".
@ Michael Kongstad Nielsen. Jeg kan ikke rigtig se hvordan det du skriver kan retfærdiggøre Jeltsins grove tilsidesættelse at en det sovjetiske folks vilje!
Det er ikke rigtigt, at forhandlinger førte til opløsning af unionen. Alt forgik i dybeste hemmelighed. Folket blev aldrig spurt i spørgsmålet om Sovjetunionens opløsning. I sidste instans handlede det om magtkampen mellem: Boris Jeltsin og Mikhail Gorbatjov. Gorbatjov var præsident for Sovjetunionen, og den eneste måde Jeltsin kunne fjerne ham var gennem en opløsning af unionen. For at kunne det måtte 3. unions medlemmer blive enige om at tage dette skridt. Boris Jeltsin fandt frem til de to andre. Det var: Leonid Kravtjuk (Ukraiene) og Stanislav Sjusjkevitj (Hviderusland). Disse 3. præsidenter mødtes i dybeste hemmelighed i Beloversja – skoven, i en bevogtet residens, som tilhørte formanden for Hvideruslands øverste Sovjet. Ingen havde orienteret Sovjetunionens præsident om hvad som skulle forgå. Under et gigantisk druk orgie, opløste de 3. mænd unionen og sluttede en ny overenskomst. Boris Jeltsin handlede helt på egen hånd – sådan handler en diktator!
Se her hvad Evgeny Primakov siger om denne hendelse:
http://rt.com/news/ussr-collapse-economic-reunion-649/
Opsummering og vurderinger vedrørende Sovjetunionens opløsning – se endvidere:
http://rt.com/online-exclusive/20-years-post-soviet/
Tak Claus Oreskov (18.21), det var sådan noget jeg fiskede efter.
For hvad var det, der skete - noget af det er hemmeligt , noget uafklaret. Men jeg er fuldstændig enig i, at Jeltsinårene var en katastrofe, en ofring af menneskeværdighed og materielle værdier opbygget gennem mange årtier, et hånligt udsalg af generationers arbejde, en nedværdigelse og ofring. Jeltsinårene udviklede sig til et mafiøst tag-selv-bord, hvor mange vestlige firmaer ikke holdt sig tillbage, da man kunne score ekstreme profitter på at deltage i rovgildet. Det var rædselsfuldt, og blev heldigvis bremset lidt op af det nuværende tandem-par, Putin og Medvedev.
Men når alt dette er sagt, og mere til, kom jeg til at tænke på, hvordan det egentlig foregik under Sovjetopløsningen. Og der er jeg personligt ikke så ked af Gorbatjov som af Jeltsin. Gorbatjov stod i spidsen for en fornyelse og "reformering" af Sovjet. Det var der nogle gamle regimefolk, der ikke kunne snuppe. Jeg tænker bare på, hvad der kunne være sket, hvis Gorbatjovs reformer havde fået lov til at virke og udvikle sig stille og roligt, uden kup forstås, og uden Jeltsin, der såvidt jeg kan huske havde et horn i siden på Gorbatjov langt tilbage i tiden, da han ikke blev forfremmet i sin partikarrierre, men hensat til en fjernere regionsledelse, eller noget i den retning.
@Michael Kongstad Nielsen. Spørger man russere i dag, om hvad som gik galt i den sovjetiske økonomi, svare alle og enhver perestrojka. Og rigtig meget gik galt under perestrojka, men det er ikke hele forklaringen. Mange russere mener faktisk Jeltsins chok kur, når de snakker om perestrojka – for dem er det 2. sider af samme sag. Derfor er det ikke så nemt at regne ud hvad de egentlig mener. Jeg begyndte at komme i Rusland i de sidste dage af perestrojka (som ung havde jeg tilknytning til sømandsklubben i Leningrad, men det er en anden historie) og overalt hørte jeg hån ord om reformerne. Faktisk forstod jeg det ikke, så jeg hørte og så ikke det jeg hørte og så. Hjemmefra var jeg præpareret med perestrojkas velsignelser og jeg troede naivt at det jeg kendte fra de danske mediere var sandheden. Det tog mig nogle år at forstå at russerne generelt hadede perestrojka. Alle sørgelige historier begyndte eller endte med ”at så kom perestrojka”.
Men altså perestrojka (og glasnost) må have været et forsøg på at flytte sig ud af betonkommunismen. Som en sen Aksel Larsen i Danmark, måske. Et forsøg på at udvikle kommunismen. Hvad skulle der være galt med det? Et forsøg på at åbne for markedsøkonomi, hvad skulle der være galt med det? Sådan som Kina senere har gjort det med en vis succes. Sovjet kunne være blevet en pendent til Kinas udvikling, måske. Vi ved det ikke. Men hvorfor skulle Sovjet sættes i stå dengang i 1980-erne? Hvorfor måtte man ikke afprøve nye modeller og udviklingsmuligheder?
Hvor ofte skal man brænde sig på kakkelovnen, før man ændrer adfærd ? Vi har via medieteknologien mulighed for en fælles indsigt, men sålænge den 1% kontrollerer og misbruger ressourcerne, hvordan kan de 99% - som ovenikøbet er langt fra en fælles forståelse men velsagtens på vej dertil - så tilegne sig kontrol med egne fællesskaber? Risikoen, for at voldelige oprør spreder sig, er overhængende, men erfaringen viser, at den 1% vil møde dem med et åbenlyst fascistisk regime.
Spørgsmålet er, hvor meget mere der vil gå i opløsning, og om flertallets fælles forståelse for ret færd nogensinde vil manifestere sig.
Michael Borregaard
17. februar, 2013 - 15:21 #
"Om finansselskaberne, der lånte penge til investeringer, har Robert Solow såvel som den svenske professor i Politolog Bo Rothstein en væsentlig pointe, der står i direkte modsætning til den konsensus, der ellers præger kommentarer til krisen: ”Det var hverken grådighed eller dumhed, der forårsagede krisen - for som Solow citerer den konservative økonom Richard Posner for - så er grådighed og dumhed faste bestanddele af historien, det er økonomiske kriser trods alt ikke. Tværtimod, for det enkelte finansselskab var investeringerne, hvor risikofyldte de end var, fuldstændigt rationelle, og intet selskab har ansvaret for krisen, der hærger finansmarkedet. Det har kun markedet selv, og det at politikerne glemte at være politikere."
Og det, at finansielle aktører ´glemte´ at tage ansvar for fællesskabet – og hvorfor mon de gjorde det ? Var det dumhed, grådighed eller noget andet, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig ?
Jørgen Munk
17. februar, 2013 - 16:53 #
"ja jeg ser en krise men ikke en 'krisernes krise', som i 30erne,”
Nej, det gør du muligvis ikke, men krisen er desværre ikke overstået, og Marazzis redegørelse for systemets farer og selvforstærkende risici kan med udgangspkt i status quo ikke tilbagevises. Vi er langt fra at være tørskoede i land.
MKN,
til dit sidste indlæg.
Jeg mener ikke, at en "kinesisk udvikling" var realistisk med USSR dengang af flere grunde.
En væsentlig forudsætning for Kina har bl.a været Vestens totale undervurdering af landet, hvorimod det overfor USSR nærmere var tale om næsten paranoid overvurdering i mange forhold.
Et meget spændende emne I er inde på. Jeg har blot desværre dårlig tid i aften. Håber ikke tråden "går under radaren" lige med det samme.
Hvis folk interesserer sig for perioden før perestrojka osv. kan jeg forresten varmt anbefale en mini-serie om Bresnev, som lige har kørt på russisk TV. Den er virkelig glimrende. Kan sikkert fås med undertekster på dvd, medmindre dansk tv mod forventning skulle vise den.
randi christensen
"Risikoen, for at voldelige oprør spreder sig, er overhængende, men erfaringen viser, at den 1% vil møde dem med et åbenlyst fascistisk regime."
Man har i Grækenland besluttet, at et canadisk mineselskab med det flatterende navn Eldorado Gold, og dets datterselskab Hellas Gold Ltd, har erhvervet rettigheder til at drive en guldmine på Halkidiki halvøen.
Der var så en stor demonstration mod guldminen, fordi en sådan mine forurener og ødelægger naturen i området. Der har været demonstrationer mod minen i årevis.
Det medførte så at alt virksomhedens rullende materiel blev brændt af, af nogle af demonstranterne - aldrig så snart er ilden slukket, førend det er stemplet som det gyldne mantra i disse tider - terrorisme.
http://www.grreporter.info/en/more_ten_attacks_hellas_gold_ltd_over_last...
Og som man kunne forvente i henhold til ovenstående, er den konservative presse i Grækenland helt oppe på dupperne med bål og brand, fordi nogen tillader sig at anfægte den 1% ret til at berige sig på bekostning af de mennesker der skal bo på stedet, de 99% andre...
http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite3_1_18/02/2013_483650
@Nic Pedersen. Har du navnet på serien om Bresnev?
Claus Oreskov på you tube er der adskillige film om Bresnev perioden også på russisk som du helt sikker behersker med dejlige skønne russiske melodier fra en desværre forsvundet tid,sproget som nærmest blev talt med tryk og melodi og poesi.
Tak til Per Torbensen - mit russiske er nu katastrofal mangelfult. Oppe nord på klare jeg mig nu og da med en blanding af:Norsk, russisk, kildin-samisk, nord-samisk og nogle danske bandeord jeg har lært fra mig :-)
@Claus Oreskov
ORT serien hed bare "Brezhnev" (Sergei Snezhkin, 2005). Har lige kørt igen i anledning af 30-året for hans død.
Jeg tilføjer forresten lige lille hjælper her, nu du nævner bandeord
http://www.russki-mat.net/e/Russian.php
Jeg er imponeret af, at du har kunnet lære fra dig der! ;-)
Frederik Kortbæk: "Vi skal fortælle verden at vor samfundsmodel er efterstræbelsesværdig."
Hvis den er så attråværdig, hvorfor arbejder de fleste politikere så på at afskaffe den?
@Kristian Thy
Se, DET var et rigtig godt spørgsmål!
Især, hvis man anerkender tesen om, at "vi" selv vælger "vores" politikere, som så fører "vores" politik, som per definition er ufejlbarlig, da den jo er "vores" (demokratisk vedtaget)!
(jeg gør ikke, bør jeg måske indskyde)
@Per Torbensen
når du nu også ynder genren så lige en anvisning (undertekster ER goe at have!):
http://www.amazon.co.uk/Great-Soviet-Russian-Films-Part/lm/R232YMJDFY31AA
Det er ikke nogen anbefaling af særlige film. Kun en en indgang, hvor jeg selv handler ofte. :-)
Now we are talking!
Analysen af problemet er ved at tydeliggøre sig. Marazzi tænker klart.
Man kunne herefter ønske sig, at nogen kunne og ville gøre rede for, at der også findes en modbevægelse mod krisekapitalismen. Faktisk findes den i lokaløkonomier fra fx. Schweitz og Østrig: Freigeld og Wirgeld.
På ét punkt synes jeg heller ikke at Marazzi - eller er det bare journalistens refererende reduktion af hans opus - er klart i spyttet. Penge som ren gæld er ikke noget, der opstod i 'postfordismen'. Det er en indbygget del i selv grundkonceptet bag penge. Penge ER gæld, og har været det i meget langt tid.
Men sådan behøver det ikke at være. Hvorfor finder man ingen skriverier om den slags i Informantion?
Efter murens fald tillod inkompetente eller korrupte politikere med en eller anden hjernedød røverhistorie om ´det frie markeds´velsignelser finansatleterne at overtage kontrollen med fællesskabets ressourcer. Fællesskabet er blevet fuppet, bedraget og bestjålet ved højlys dag, og nu sidder vi i en suppedas, der er så ulækker og med så alvorlige miljø-og socioøkonomiske konsekvenser, at de færreste havde forestillet sig det.
Hvor skal man begynde oprydningen og genopretningen ? Følg pengene er mit svar, og vi vil som et minimum få klarlagt i hvilket omfang fællesskabets - de 99% - institutioner er funktionelle ifht at forsvare sine interesser.
Islændingen Jon Asgeir Johannessons, der skabte en gæld på 9 milliarder kroner har lige fået ét års fængsel, og retssager mod en række store amerikanske firmaer, bl.a. Goldman Sachs og Standard and Poors opgives eller der ingåes forlig, så det er tilsyneladende ikke rettens vej der kan bruges.
Det eneste der kan vælte deres korthus, er hvis vi ikke mere køber deres ikke bæredygtige lorteprodukter, problemet er, at så bliver vi selv arbejdsløse...
Den tredje mulighed er at vi får valgt nogle politikere der vil indlede en kamp mod finansspekulanternes magt...
...og det troede vi jo måske vi havde gjort her i Danmark - men Ak.
Vi må nok vente på det store opgør i Sydeuropa og så udvise solidaritet, men vi bliver næsten ikke informeret om hvad der foregår og der er ingen politiske diskussioner:
Regeringen i Bulgarien går af efter omfattende landsdækkende demonstrationer. Det siger premierminister Boiko Borisov onsdag. - Jeg vil ikke være i en regering, hvor politiet slår befolkningen, siger Borisov til det bulgarske parlament. Protesterne har netop været rettet imod brutalitet hos myndighederne samt høje el-priser
(Reuters)
...jeg bliver bedre informeret af Niels Mosbak her på tråden, end af den samlede danske presse.
Marazzi's analyse er fyldt med vildskud og ufuldstændigheder eksv.: "Vi er både lønarbejdere og pensionsopsparrer" han overser (bevidst?) at vi også er 'daglige forbrugere' og at det er derigennem vi har muligheden for at ramme de virksomheder, som ikke frivilligt vil deltage i samfundets store omstilling.
De landsdækkende demonstrationer i Bulgarien er nok ikke forekommet alligvel - TV2's 19:00 nyheder nævnte det ikke med et ord. Derimod brugte Nastasia Krone 6 minutter på et indslag om at hvis de unge mennesker gik og viftede med deres dyre mobiltelefoner på gaden fredag aften, så kunne de riskere at få dem hugget ...
hjææææææææææææælp
...
Det er gået op for mig hvorfor nyhedsformidlingen i Danmark er så intetsigende som tilfælldet er:
Ulrik Haagerup, Nyhedschef og nyhedsdirektør i Danmarks Radio siden 2007, skriver i bogen ”En konstruktiv Nyhed":
---
"Hvorfor skal verden være så trist?
Hvis vi kigger bagud i tiden så konfronteres vi med begreber som:
Kritik, Konflikt, Ansvar, "Hvem sagde hvad?", Problemer, Ofre, Skurke etc.
Hvis vi derimod kigger frem ad så finder vi:
Visioner, Ideologier, Drømme, Planer, og Muligheder
Det er jo det vi skal - sådan får vi et mere positivt billede af virkeligheden."
---
Et folk har den nyhedsdækning eliten stopper ned i halsen på dem...
"Hvis vi kigger bagud i tiden så konfronteres vi med begreber som:
Kritik, Konflikt, Ansvar, "Hvem sagde hvad?", Problemer, Ofre, Skurke etc."
Hvis det, er det eneste, som Haagerup kan finde i fortiden, så er han godt nok en flad person og komplet uegnet til at bestride en ledende stilling i Danmarks største offentlige medietjenste institution.
Joh, men flade personer, som er komplet uegnede til at bestride ledende stillinger synes mere at være reglen end undtagelsen (både i det "private", det offentlige og i de øverste styrelag i Stat og EU osv. ikke mindst).
Hvad gik galt?
For det ER sgu gået galt, hvor meget "vi" end prøver at benægte det (denial på psykologisk)!
Det var helt tilfældigt, at jeg fandt denne her fantastisk interessante streng. Så hvad kan man sige andet end tak til Information for at have omskabt deres gamle debatsite til en skattejagt!
Lidt vidtløftigt kunne man sammenligne den manglende kritik af kapitalen med den manglende kritik af Danmarks Radio. DR har under VKO udviklet sig til noget nær det samme, som de kommercielle kanaler. DR er glat og poleret i bedste Berlusconi-stil. Hvor blev kritikken af? Jo, den forsvandt sammen med håbet om, at den nye S-SF-R regering kunne og ville gøre op med VKO-tidens kultur.
Men der burde være håb endnu, og DR´s bestyrelse må råbe vagt i gevær. Har vi det DR, vi ønsker? Har vi de rigtige direktører? Haagerup f. eks., med hans konstruktive nyheder (der kan forveksles med "konstruerede" nyheder), eller de andre, der bkev ansat under VKO. Husk, det er bestyrelsen, der ansætter den øverste ledelse i DR, og som lægger de helt overordnede linjer.
Jeg tror der findes en særlig slags type. En overtager. Ikke en der 'tager over', men en overtager. En person, som der bliver plads til, når arbejdet er gjort, når ånden er skabt, og de krative, demokratiske og glade mennesker med et stort smil, sige tak for 'kampen', og én efter én glider videre til nye opgaver - så kommer overtagerne, og de kan alle de tricks, der skal til for omdanne et succesfuldt selvkørende teame til en personlig magtbase. Vi kæmper med dem i vores system, og de kæmpede med den samme type mennesker i de kommunistiske lande i øst - de er fandeme ikke nemme at komme uden om.
Vi bør befri os selv hele tiden.
MKN,
Ja, det bliver hurtigt vidtløftigt, men vi skal mindst 40 år tilbage (sikkert længere) for at finde rødderne til de defekter, som nu "blomstrer" i de vestlige samfund.
Bogstavkonstellationer i danske regeringer har meget lidt med sagen at gøre.
Det er nærmest at ligne med narresutter til børn.
De amerikanske påfund som kildeskat og frigørelsen af pengemarkedet fra enhver "forankring" i fysiske realiteter (Nixon 1971) står ret højt på min egen liste over årsager.
Sider