Vi er blevet udpint af finanskapitalismen. Det er svært at kæmpe for en anden verden, hvis man er fattig eller forgældet. Alligevel er det nødvendigt at stille spørgsmålet, om ikke vi kan finde en anden verden at kæmpe for.
Den schweiziske økonom Christian Marazzi erklærer, at vi må gentænke folkestyret, hvis vi vil ud af krisen:
»Vi lever i dag ikke i et demokrati. Vi deltager i en slags teater, og det er vores måde at føle os som en del af samfundet på, men vi er mere og mere isolerede,« siger Marazzi, der er inviteret til Danmark af Aalborg Universitet, hvor han er hovedtaler ved et seminar om verden efter den økonomiske krise.
»Vi må fuldstændig genopfinde et demokrati, der retter sig mod de steder, hvor vi lever og arbejder. Den disciplin, vi har set på arbejdsmarkedet de seneste ti år, skaber lidelse. I dag lider folk mere, fordi de arbejder, end fordi de ikke arbejder,« forklarer Marazzi i et interview med Information.
Han skrev i 2010 Finanskapitalismens vold, som er blevet rost for sin grundige analyse af finanskrisen og for at sætte kompleks økonomi ind i en historisk og politisk kontekst, der gør det muligt at diskutere økonomi i offentligheden.
Post-fordisme
Marazzis analyse af finanskrisen og af den nuværende finanskapitalisme begynder i 70’erne med sammenbruddet af samlebåndsindustrien, den såkaldte fordistiske økonomi.
»Vi må forstå, at der gennem de seneste 30 år er sket en fuldstændig forandring af kapitalismen. Den kapitalisme, der dominerede verden op til 70’erne, var basalt set det, vi kalder den fordistiske model for produktion og forbrug.«
Det var ifølge Marazzi en kapitalisme, som var bygget op omkring industriproduktionen. Fordismen betegner en metode til at modernisere og effektivisere industriproduktionen. Men på grund af politisk modstand og indre modsætninger kollapsede denne kapitalisme i 70’erne:
»Det, som skete efterfølgende – det, vi kalder den post-fordistiske eller finansielle kapitalisme – er et forsøg på at blive af med hovedspændingerne i den fordistiske model, og det er også et forsøg på at internalisere de radikale krav fra de sociale og politiske bevægelser i 70’erne. I midten af 70’erne, jeg husker ikke præcist hvornår, havde Financial Times en leder med titlen »Vi må kapitalisere revolutionen«. Hvad de pegede på, var mulighederne for at omskabe eller internalisere kravene om mere autonomi og fleksibilitet, som kom fra bevægelserne. Resultatet blev, at de omskabte disse kampråb til deres egne nye paradigmer for produktion.«
Spændingerne i fordismen krævede et fundamentalt skifte i kapitalismen. Hermed tager det, som Marazzi kalder »finansgørelsen af kapitalismen«, fart.
»En vigtig ting, vi må huske, når det kommer til finansgørelse, er, at den begyndte i hjertet af selve industrien. I stedet for at investere deres profit i maskiner og lønarbejde, begyndte de store virksomheder at investere i de finansielle markeder, med det formål at genvinde den profit, som var blevet mindre og mindre op gennem 70’erne. De investerede i de maskiner, hvorved man skaber penge ved hjælp af penge.«
Marazzi redegør for, hvordan det er en almindelig krisestrategi at »finansgøre kapitalismen«, men fra begyndelsen af 1980’erne og frem er finansgørelsen blevet kronisk.
»Den er ikke mere blot et moment, et midlertidigt forsøg på at genvinde profit. Den er blevet en produktionsmåde i sig selv. Når man kigger på den industrielle kapitalisme i de 30 år efter Anden Verdenskrig og frem til 70’erne kan man se, at der gennem disse 30 glorværdige år med fordismen ikke var en eneste finansiel krise. Siden midten af 70’erne og frem til nu har der været noget i stil med 150 bankkriser. Så på en måde er krisen selve motoren i den finansielle kapitalisme. Der er ingen vækst uden krise.«
Når krisen er blevet et strukturelt træk ved kapitalismen, er der ingen vej tilbage. Den krise, der begyndte i 2008, aftegner en bevægelse ind i en endnu mere ustabil situation. Der er ifølge Marazzi gode grunde til bekymring for den nære fremtid.
»Med den seneste krise, som begyndte i 2008, er vi nået frem til det punkt, hvor kapitalismen for at vokse yderligere må skabe gæld – enorme summer af gæld. Subprime-krisen er et eksempel på, hvordan gæld er en nødvendighed, når det handler om at skabe behov. Denne krise skabte familier og virksomheder, som nu er gældsatte til halsen. En sådan gælds-økonomi kan ikke vare ved for evigt, den er gennemgående ustabil.«
»Alligevel tror jeg desværre, at krisen vil vare adskillige år endnu. Paradokset er, at vi meget vel ved, at denne finansielle kapitalisme, baseret på en neoliberal filosofi og politik, er ved slutpunktet. Symbolsk var Lehman Brothers-skandalen neoliberalismens død, men på samme tid fortsætter det neoliberalistiske paradigme, som om intet var hændt.«
Finansgørelse
Finansbegrebet er ifølge Marazzi ikke uskyldigt. Det har sin egen logik og er udtryk for en bestemt verdensorden.
»Finansgørelse er ganske enkelt det, at de finansielle markeder sættes i centrum for vores økonomi. Men det er også en måde at tænke på, en logik, som går videre end de finansielle markeder, og som gennemtrænger samfundet. Det er en megamaskine, som koloniserer vores bevidsthed. Tænk på subprime-krisen: Et hus, som har en brugsværdi (man kan bo i det), er blevet et finansielt aktiv, endda også for de, som køber huset. De køber det, fordi de tror, at prisen vil gå op. De gældssætter sig, fordi de tror, at husets finansielle værdi vil stige.«
— Fungerer ’finans’ anderledes end et såkaldt normalt marked?
»Ja, på et normalt marked gælder det, at hvis prisen på en vare – f.eks. en computer eller et bord – går op, så går efterspørgslen ned. På et finansielt marked gælder det, at hvis prisen på et aktiv går op, så går efterspørgslen op. Og den kan gå op, fordi bankerne er bag dig og giver dig pengene til at købe aktivet. Hermed er der skabt en slags bevægelse, hvor prisen på aktivet fuldstændig løsrives fra dette aktivs værdi. Det kaldes en selvreferentiel bevægelse, hvor finanserne frigør sig fra den virkelige verden, hvilket fører til en boble i økonomien.«
Den indre antagonisme
Man skulle måske tro, at det finansielle marked slet ikke vedkom os, almindelige mennesker, der lever i den virkelige verden, og som betragter finansernes kravlen op og ned af forskellige indeks lidt som et spil. Men også vi er uundgåeligt fanget i den finansielle verdensorden, hævder Marazzi. Eksempelvis er virksomhedsejere i dag først og fremmest interesserede i de aktionærer, som effektivt bestemmer, hvad en virksomhed er værd. De bekymrer sig ikke på samme måde om det arbejde, som udføres i deres virksomhed, hvilken løn deres ansatte får osv.
»Og så handler det om at se, at et meget vigtigt element i finansgørelsen, har været – kan du gætte det? – pensionsfonde. Disse fonde omdirigerer en masse kollektive opsparinger ind i det finansielle marked. Dette forhold har styrket de finansielle markeder ved at skabe en paradoksal situation. Jeg kalder det et slags skizofrent paradoks, der går ud på, at jeg som kommende pensionist er interesseret i, at mine penge, som er investeret i de finansielle markeder, vil give afkast, vil skabe merværdi. Men nu og her, som arbejder, kommer jeg i konflikt med mig selv, fordi jeg må tage konsekvenserne af denne interesse i form af en ustabil arbejdssituation og underbetaling.«
— Hvordan oplever den enkelte opsparer det?
»Den samme person indeholder to modsatrettede logikker. Som kommende pensionist er jeg interesseret i de finansielle markeders succes, men som arbejder betaler jeg prisen for denne interesse. Denne skizofreni er meget anderledes i forhold til tidligere tider. Under fordismen var jeg f.eks. arbejder, og du var kapitalist. Denne spænding fordelte sig som to adskilte sfærer, to adskilte fællesskaber, to adskilte kulturelle visioner eller aspirationer. Eksempelvis var risiko noget, som virksomhedsejeren kunne forventes at tage, ikke arbejderen. Fra og med 80’erne – og Ulrich Beck diagnosticerede dette som risikosamfundet – fusionerede denne modsætning mellem arbejde og kapital og satte sig i én og samme person. Det forklarer, hvorfor vi på trods af krisen, og på trods af den fattigdom, som den medfører, ikke har set en særlig stor modstand. Det er nemlig meget svært at organisere en kollektiv modstand, når finansgørelsen har individualiseret modsætningen.«
På dette punkt er Marazzi enig med Marx i, at kapitalismen indeholder en fundamental modsætning. Blot mener han, at denne antagonisme ikke mere er ydre, mellem arbejdere og kapitalister, men at den er flyttet ind i os selv. Hans fokus ligger derfor også på den ellers meget fejrede middelklasse, som fra hans synspunkt de senere år er blevet så sammenvævet med den finansielle logik og gældskapitalismen, at det er meget svært at se, hvorfra en nytækning af vores situation egentlig skal komme.
»Middelklassen er skrumpet ind. Hvad vi ser i dag er et timeglasformet samfund, med mange rige i toppen, mange fattige i bunden, og en middelklasse, som har tabt momentum. Middelklassen er slet ikke så konsistent, som den engang var.«
Niels Engelsted, det ville hjælpe på overblikket hvis der under de enkelte artikler på siden 'Dagens avis' blev opsummeret antal indlæg. Det kan ikke være den store programmeringsopgave - og så ville det være en lille gave til abonnenterne, som jeg ikke synes der er gjort meget for i den her omgang..
@Bill Atkins
der har du en ret genial pointe/iagttagelse!
Det er muligvis nødvendigt med systemnedbrud med jævne mellemrum for at få has på "overtagerne", da systemerne (uanset art) netop synes at generere disse?
Nic - "Ja, det bliver hurtigt vidtløftigt, men vi skal mindst 40 år tilbage (sikkert længere)"
Arbejdet med at definere hvilke værdier, vi ønsker skal være bærende for vores fællesskab, må siges ikke at være færdigt.
Jeg kan huske, da skattesystemet blev ændret til kildeskat. Udover at være et morsomt ord, forekommer det mig at være mere praktisk, end at borgeren selv skal stå for skatteindbetalingen ? Men jeg overser måske noget ?
Jeg må sige, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, her i den nye inf. debat.
@ randi
Ja, det gør du!
Det var fuldkommengørelsen af fremmedgørelse i forhold til den egentlige produktion og udbyttet af den.
Her blot på samfundsniveau, hvor det før blot var lille Chaplin m.fl., som mistede overblikket over sin rolle på "samlebåndet" i fabrikken.
Det var ikke uden grund, at datidens faktisk ret oplyste arbejderbevægelse modsatte sig indførelsen af moms og andre inkarnationer af "skattens sparpe klo" (fra Internationale). Desværre tabte de.
skarpe ikke sparpe!
Nic - interessant - hvorledes mener du så, at skattebetaling bør foregå ?
Som du sikkert har bemærket, har jeg det synspunkt, at fællesskabets værdier er blevet det frarøvet af skruppelløse og socialt uudviklede aktører, og at med en bæredygtig miljø-og socioøkonomi ville spørgsmålet om skattebetaling derfor være afklaret.
Med kildeskatten har vi udvidet vort gældssystem, hvor vi betaler skat til staten på en forventning om hvilken indkomst vi får når året er til ende.
Desuden en lidt besynderlig tanke at skatten skal falde før der er sikkerhed for en indtjening eller et overskud.
Nå, ok så burde man vente til årets afslutning før man indbetalte skatten ?
randi,
således at enhver først har det fulde udbytte af sit arbejde/indsats i hånden!
Så skal han/hun nok tænke grundigt over, hvad der ydes til gengæld.
Formålet med at indgå i fællesskaber er nu engang fælles udbytte, ikke fælles spild!
Vores nuværende indretning giver netop frit spil for "skruppelløse og socialt uudviklede aktører", da disse jo HAR fået vores penge på forhånd.
Du ville vel f.eks næppe have købt et IC4-tog eller en 10-årig invasion af Afghanistan for egne penge, vel?
Nic - "Så skal han/hun nok tænke grundigt over, hvad der ydes til gengæld."
Men der må jo være en vis systematik i indbetalingerne - administratorerne af statens, fællesskabets, budget, er nødt til at vide, hvad der er i kassen ... osv
Randi,
ja da, men de bør nu have vores godkendelse, før vi fylder kassen igen!
Og ikke mindst før de får deres løn m.m. for administrationen!
(vi havde faktisk et imponerende velfungerende samfund før kildeskatten!)
Nic - "ja da, men de bør nu have vores godkendelse, før vi fylder kassen igen!" - den er jeg helt med på, men skal der så være valg hvert år, eller skal vi betale skat hver fjerde år, eller hvordan har du lige tænkt det ?
Altså problemet er, at der ikke er en fælles forståelse af den fælles præmis > biotopens lovmæssigheder og dermed habitatens regulering, og derfor er nyliberalisternes junglelov ikke effektivt smidt på den mødding, hvor den hører hjemme. Med bæredygtighedsdiskussionen kan man håbe, at bevidsthedsniveauet omkring hensigtsmæssig ressourceadministration bliver løftet - og som en af de mange positive sideeffekter - men desværre også nødvendige forudsætninger - at de skruppelløse og socialt uudviklede aktører passiviseres.
Jeg er absolut ingen skatteekspert, men om der betales ved kilden, eller efter hjemtagningen af lønnen, kan vel ikke have gjort den helt store forskel hvad angår "krisernes krise". Hvad der er sket, og hvornår, kan man debatterer længe om, men man må dog også - for at bruge en af Haagerups tanker - se se på fremtiden, visionerne, drømmene. Og når nu danskerne stemte for et systemskifte, og når de nu går ind for mere lighed, mere skat, og mindre egoisme, så er det vel de folkevalgtes ret at føre disse ønsker ud i livet. Herunder samle sig sammen til at stille nogle overordnede krav til DR. TV spiller en ikke ubetydelig rolle i et samfunds kulturelle konstitution og habitus, det er ved gud ikke ligegyldigt, hvad der hver dag indtages af borgerne (i Danmark godt 3 timer hver dag) af påvirkning gennem tv, det ved alle magthavere, også dem i de rigtige diktaturer.
randi,
måske burde vi bare stemme om et budget, eller nok bedre flere budgetter, FØR vi giver dem pengene?
Så kunne de jo uddele "overskuddet" til hinanden som lønninger indbyrdes, når tingene er gjort, og hvis det ellers er OK, så bliver de nok genvalgt?
Og her er små enheder nok at fortrække. Sådan ala gamle dages sogneråd.
Lidt ligesom når jeg kommer hos min bilmekaniker igen eller finder en anden?
Vi kan jo ikke både have et "demokrati" og sige at vi ikke gider at træffe beslutninger selv samtidigt.
Randi - hvad for en bæredygtighedsdiskussion? Hvor er den?
MKN - jeg synes nu nok, at f.eks. Jørgen Steen Nielsen gør en stor indsats for at holde den i kog - men ting tager tid og det er en meget ignorant og nedgroet forvaltningskultur, som skal ændres
Den Globale finanskrise.
For at forstå finanssektorens rolle i den verdensomspænde finanskrise, er der et par enkelte ting der hele tiden må holdes for øje.
Finanssektoren er de professionelle når det kommer til penge og gæld, banker giver kun kredit når der tilstrækkelig sikkerhed for lånet til privat kunde såvel, som til erhvervskunder.
På samme måde er det men ECB og EU generelt, der helt bevist har valgt, ikke at overholde lovgivning der var på området for deltagelse i euroen EU-Konvergenskriterierne derfor har ECB og EU som långiver til den græske stat, et stort ansvar for tilstanden i Grækenland, hvilket de burde bære fuldt økonomisk ansvar for.
At Grækenland har en svag styring af skattevæsnet, var kendt inden indtræden i euroen og burde holde finansverdenen tilbage med långivning, men det var ikke tilfældet det ser vi i dag, hvor der stadig mangler regulering af finanssektoren.
Grækenland som alle andre lande i EU har været udsat for et organiseret røveri, men hvem er de skyldige, den væsentlige faktor for at det kunne foregå i hele EU var den manglende overholdelse af EU-Konvergenskriterierne.
Men hvem tjente pengene og hvordan?
Centralt placerede finansfolk i hele EU og hele verden, der gennem forhandlede aflønningssystemer som resultatløn og bonusordninger baseret på et enkelt års resultat, har uden risiko for at blive opdaget, i årevis skummet fløden i dette investerings cirkus i byggebranchen og i oppustningen af priserne på boligmarkedet i den eksisterende boligmasse, ved at give kredit i forventede stigninger på boligerne samt overbelåning og ugennemsigtige lånemetoder som Swap-lån og Derivater.
Udbetalingerne har været astronomiske til disse direktører og andre godt placerede i lønsystemet, men selvom de udbetalte summer er enorme har de været uskyldige i størrelse i forholdet til den samlede omsætning i finanssektoren, hvilket har gjort det muligt at fortsætte dette organiserede bedrageri.
”EU-Konvergenskriterierne”
Det er på baggrund af en vurdering af, om konvergenskriterierne er opfyldt, at EU-landene beslutter om et land kan deltage i euroen.
Link: http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/117_86/
Der er ikke principielt nogen forskel på den danske krise og den græske eller noget andet lands gældskrise, vi er alle blevet snydt og bedraget af finanssektorens mørke fyrster.
Nu forsøger EU med finansskat og bankregulering, men er det overhoved en behandling af problemet eller er det et forsøg på, som en struds, at stikke hoved i sandet i forsøg på at gemme sig.
Selvom jeg syntes spørgsmålet om vores (Danmarks) forhold til EU er lidt ude af kontekst, så syntes jeg det er vigtigt at pointere, at finansskatten er en raket med flere trin, hvor det er vigtig at se på både hvor vi skal hænd, som om vi vil med.
Basel 3/CRD4 er bankregulering i De Forenede Europæiske Stater det er næste del af pakken.
http://www.cml.org.uk/cml/policy/issues/6425
Personlig vil jeg ikke De Forenede Europæiske Stater, men jeg vil have en finanssektor der ikke udgøre en fare for national sikkerhed, uanset om det er indenfor eller udenfor EU.
Man kan undre sig over den, manglende indgriben i form af regulering af finanssektoren, efter kapitalisme har spillet fallit og afløst af, skygge kapitalismen, den type vi har i Grækenland, hvor centralt placerede personer i finanssektoren, efter at have tømt kassen, fortsat tjener på, en kapitalisme på kunstigt åndedræt af ECB, i form eksempelvis spekulation i græsk gæld, at der ikke er massiv dækning af problemet, er ekstraordinært bemærkelsesværdigt, hvilket kun kan forklares ved frygt for, hvor erkendelsen stiller os i forhold til, at finde en brugbar vej videre, der holder sammen på det system vi kender, med nok ny indbygget sikkerhed til, at modstå lignende senarier ikke kan udspille sig igen, men vigtigst af alt uden alt bryder sammen i erkendelse af hele systemet er for fejlbehæftet til, at fornuftige forretningsmænd igen vil investere i et kapitalistisk (nyt) frit marked.
Det store spørgsmål er hvordan forklare man strukturregulering i finanssektorens backbone net, der ændre tilstrækkeligt på finanssektorens struktur at investorers holdning til markeds stabilitet bliver genopbygget, uden at udstille de centralt placerede finanspersoner, som mafia der før, under og stilstadighed tjener på det kapitalistisk system, der har ødelagt livet og bragt nød og sult til almindelige mennesker i Europa, men i realiteten hele verden.
Uanset hvordan man vil indføre denne gældkrise i historiebøgerne, vil der indgå kapitler om finansverdenens centralt placerede personer og det i verdenshistoriens største røveri.
Det kunne afslutnings vis være interessant at høre fra mine med debattører hvilket alternativ i ønsker til det nu vingeskudte kapitalisme, jeg mindes at Niels Engelsted engang talte om socialvidenskaber, humanistiske videnskaber og filosofi disse længe glemte sociale sider af det økonomiske liv i den økonomiske videnskabelige diskurs.
Og morten hansen der talte om modbevægelse mod krisekapitalismen. Faktisk findes den i lokaløkonomier fra fx. Schweitz og Østrig: Freigeld og Wirgeld.
Jeg er også nødsaget til, at skrive, at jeg ikke kan føre bevis for min påstand om centralt placerede finansfolk har været organiseret i kriminalitet, at de er skyldige i finanskrisen så dette er mit bud på sagen.
Sider