’I tænker mere over vores våben, end vi selv gør’

Tag høreværn og beskyttelsesbriller på«, siger instruktøren. »Træd frem, I må skyde nu.« Fire personer træder frem og lader i tavshed deres pistoler. Øjne knibes sammen og et skud lyder. Så ét til, og to mere. Lyden er høj og kontant hver gang og sender dybe vibrationer gennem kroppen på samme måde som bassen i et rum med høj musik. Patronhylstrene forlader pistolen med en gnist og klirrer, når de rammer cementgulvet, hvor hundredvis af tomme hylstre ligger spredt. Til sidst kommer krudtlugten. »Verdens dejligste duft«, siger Juho og giver high five til kvinden i stiletter, som har skudt ved siden af ham.

I næsten et år er han kommet i Helsinki Shooting Club, den største skydeklub i Helsinki, som har mere end 1.500 medlemmer. Juho lærte at skyde under sin værnepligt, som i Finland er obligatorisk. »I militæret brugte vi riffel, men jeg har altid synes, at pistoler var sejest, og dem kan jeg få lov til at skyde med hernede«, fortæller han om sin hobby. En hobby, han ikke er alene med. Faktisk er Finland det land i verden, der har tredjeflest våben pr. indbygger, kun overgået af USA og Yemen.

Hobby på linje med fodbold

Som mange andre finner er Otso Vainio våbenentusiast. I dag er han ejer af Helsinki Shooting Club, men det lå ellers ikke i kortene. Som barn måtte han ikke lege med legetøjsvåben, fordi hans far var »en rigtig pacifisthippie«. Men på en rejse til Tanzania måtte faderen lægge sit våbenhad på hylden »for fællesskabets skyld«. Lokale masaier havde brug f or hjælp til at jage på savannen.

Der var kun to uger af jagtsæsonen tilbage, deres kølerum stod tomme, snart ville tørken komme, og det ville være slut med mad til de lokale masaier.

»Min far tænkte fuck det, giv mig en riffel og så tog han på jagt. Tidlig morgen tog han afsted og vendte først tilbage, når mørket var faldet på, dækket i mudder, snavs og blod,« fortæller Vainio. Faderen var solgt, og Vainio fik otte år gammel alligevel lov til at lege med våben. Af den ægte slags, som hans far lærte ham at jage med i de mørke, finske skove.

Jagt er den væsentligste forklaring på, hvorfor der findes mere end ét våben for hver anden indbygger i Finland. Kulturen er udbredt til hele Finland, og det betyder, at skydeklubberne repræsenterer alle slags mennesker.

»Vi har alle slags medlemmer, unge og gamle, kvinder og mænd, hobbyskydere, politifolk og alle politiske overbevisninger. Skaldede højrefløjsfolk kan sagtens være på skydebanen samme dag som marxistiske universitetsprofessorer«, siger han og forsætter:

»Når folk læser, at Finland har tredjeflest våben i verden og tilmed er et af de meget få lande i Europa, som har oplevet skolemassakrer, tænker de straks, at vi har en syg våbenkultur. Men for finnerne er våben og jagt en del af vores kulturelle selvforståelse. En kultur, som vi ikke rigtigt taler om med mindre, der sker en massakre», siger han og leder efter ord.

»Vi bruger ikke halvt så meget tid på at filosofere over vores mængde af våben, som omverdenen gør.«

Mange på gaden i Helsinki undrer sig derfor også over at blive spurgt til, hvorfor finnerne har så mange våben. De synes ikke, der er noget som helst besynderligt i, at de selv har våben i hjemmet. »Vi har en stærk jagtkultur«, lyder svaret kortfattet fra de fleste. Men svenskfødte Niklas Persson på 26 har som tilflytter selv spekuleret over finnernes forhold til våben.

»Finnerne oplever ikke deres liberale våbenlov og mange våben som noget eksotisk. Eller foruroligende. Flere fra mit studie går på jagt eller i skydeklub, og for dem er det en hobby på linje med fodbold«, fortæller han og hiver sin telefon op af lommen for at vise billeder på Facebook af venner, der poserer med riffel og nedlagt trofæ.

Fjenden i øst

Selv om Finland har flere våben og en mindre reguleret våbenlov end mange andre europæiske lande, sætter Otso Vainio spørgsmålstegn ved, om det virkeligt kan passe, at finnerne har tredjeflest våben i verden. Han peger nemlig på, at der blandt andet i Frankrig findes våben, som ikke behøver blive registreret og som derfor ikke indgår i den internationale våbenundersøgelse Small Arms Surveys.

»Man kan sammenligne undersøgelsen med, hvordan man indrapporterede kriminalitet i Sovjetunionen. Der var ingen kriminalitet«, siger han og holder pause for at understrege sin pointe. »Fordi man ikke indrapporterede det. Jeg tror vi topper i undersøgelsen, fordi vi er et bureaukratisk folk, der kan lide at have orden i sagerne,« siger Otso Vainio. Det er ikke tilfældigt, at han nævner Sovjetunionen, for én af årsagerne til, at finner har mange våben, hænger sammen med Finlands historisk betændte forhold til naboerne i øst. Sporene fra Vinterkrigen i 1939-40 kan stadig ses. Blandt andet på strøget i Helsinki, hvor 39-årige Liisa Joutsen fortæller, at hun for nylig ryddede op i sin morfars dødsbo og fandt tre uregistrerede våben gemt i hans lade. Det var våben fra Vinterkrigen, hvor Sovjetunionen stillede med tre gange så mange soldater som finnerne, 30 gange så mange fly og 100 gange så mange tanks.

»Da krigen var slut, indleverede min bedstefar ikke sine våben, fordi han frygtede, at det kunne ske igen. Og hvis det skete igen, ville han være forberedt«, fortæller hun. Nu har hun selv indleveret våbnene til politiet. I Finland er der permanent frit lejde for indlevering af våben til politiet. Det er nødvendigt, da mange ligesom Liisa Joutsens bedstefar har beholdt deres våben efter krigen. Med jævne mellemrum dukker militærvåben fra krigen op, blandt andet under en byfornyelse af Helsinki fandt man store mængder våben muret inde i vægge i gamle bygninger eller gemt bort under gulvbrædder.

Skolemassakrer

Minna Passi er Finlands førende kriminalreporter hos Helsingin Sanomat, Finlands eneste landsdækkende dagblad og Nordens største avis. Her skriver hun om bander og anden organiseret kriminalitet. Hun har »selvfølgelig« hemmelig adresse og intet navneskilt på døren. »Af sikkerhedsmæssige årsager,« siger hun.

Hendes første opgave som kriminalreporter var d. 7. November 2007. Egentligt arbejdede hun på det tidspunkt med økonomistof på avisens indlandssider og troede, at dagen ville forløbe som enhver anden arbejdsdag. Men klokken 11.40 begyndte 18-årige Pekka-Eric Auvinen at skyde mod elever på Jokelaskolen ca. 50 km nord for Helsinki. Skolens rektor forsøgte at få eleverne til at blive i klasselokalerne med døren låst, men Pekka-Eric Auvinen sparkede dørene ind og skød sine skolekammerater i hovedet. Otte blev dræbt, seks af dem var elever, de to andre var rektor og skolens sundhedsplejerske. Klokken 12.04 rettede han pistolen mod sig selv og skød sig i tindingen.

Det skulle gå stærkt, da meldingen om et skyderi på Jokelaskolen tikkede ind hos Helsingin Sanomat. Minna Passi blev bedt om at hjælpe til med dækningen og blev sendt til Jokela, hvor hun var en af de første reportere på stedet.

»Det var hårdt, svært og trist at rapportere fra Jokela. Alle ofrene var fra samme landsby, så vreden og sorgen var ubegribelig blandt indbyggerne. Det sværeste var at opleve så mange mennesker i sorg. Jeg prøver altid at undgå at interviewe folk i choktilstand, men det var ekstremt svært at vurdere, hvem man kunne tillade sig at tale med, og hvem man ikke kunne«, fortæller Minna Passi om sin første opgave som kriminalreporter.

Mindre end et år senere blev hun kaldt ud til endnu et skoleskyderi. Denne gang i den vestfinske by Kauhajok, hvor 22-årig Matti Juhani Saari skød og dræbte ni studerende, en lærer og sig selv. Det var den tredje skolemassakre i Finlands historie. Første gang var i 1989 i Rauma, hvor to blev dræbt.

»Vi spørger os selv, hvorfor det sker i Finland og ikke i de andre skandinaviske lande. Og vi ved det ikke. Men at vi har haft skoleskyderier, har helt sikkert noget at gøre med copy cat-effekten. Gerningsmændene har søgt inspiration på samme hjemmesider, købt deres pistoler samme sted og lagt videoer op på Youtube, hvor de advarer om, hvad der ville ske«, fortæller Minna Passi.

Kort tid efter tredje massakre i 2008 blev den finske våbenlovgivningen strammet, men ifølge Minna Passi både kunne og burde den strammes mere.

»Jeg dækker sager af ekstrem voldelig karaktér, og hver gang tænker jeg, at det er én gang for meget. F.eks. i efteråret, da en 18-årig dreng tog sin fars riffel med op på et tag og begyndte at skyde ned på folk på gaden«, siger Minna Passi. Tagskytten dræbte to og sårede 39. Minna Passi fortæller, at finner er mere voldelige end andre skandinaviske lande. Hvert år begås ca. 100 mord i Finland, 17 procent med pistol, 40 procent med kniv. En svensk undersøgelse viser, at den typiske finske morder er en voksen mand, som er socialt marginaliseret, og som er afhængig af alkohol. 82 procent af alle 491 mord, som blev begået i Finland i perioden 2003-2006, blev begået af en fuld gerningsmand.

Massive mentale problemer

Efter skoleskyderierne opstod en række debatter i Finland, blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt våbenloven skulle strammes. Befolkningen delte sig i to. De, der sagde, at våben var onde og skulle omsmeltes, og de, der mente, at de havde ret til at have våben.

»Ligesom debatten i USA lige nu polariserer befolkningen«, siger Minna Passi. Man havde brug en håndgribelig reaktion, der viste, at man gjorde noget ved problemet, og loven blev i 2009 strammet. Men loven blev strammet for hurtigt og symptombehandler kun, mener Otso Vainio.

»Det virkelige problem er, at finner generelt set i forhold til andre lande har massive mentale problemer. Og det virker dårligt sammen med den relativt lette adgang til våben,« siger han og peger på, at massakrernes bødler i langt de fleste tilfælde har været mentalt ustabile eller på antidepressiver. Den unge mand bag skoleskyderiet i Jokela var medlem af Helsinki Shooting Club, og selv om han kun skød i klubben en enkelt gang, er instruktører i dag blevet mere opmærksomme på, hvem de lukker ind, fortæller Otso Vainio.

»Fra det øjeblik et medlem går ned ad trapperne og ned mod skydebanen, bliver de analyseret. Medlemmerne lægger ikke selv mærke til det, og sådan skal det være. Men deres kropssprog, gang, ånde, pupiller og spørgsmål bliver analyseret. F.eks. ringer vores alarmklokker altid, hvis nogen begynder at spørge til, hvordan en kugle vil gøre skade på et menneske«, siger Otso Vainio, hvis klub har trænet tusindvis af skytter. Kun ganske få har vakt bekymring og er blevet bortvist.

Ved Helsinki banegård står Pekka Pentti og venter på sin bus. Han er medlem af en skydeklub og ejer en pistol. Han er blevet drillet hele sit skoleliv med, at han var anderledes.

»Med frygt for at lyde psykopatagtig, så finder jeg en form for afløb for den vrede, jeg har lagret i mig. Jeg havde ingen selvtillid, da jeg kom ud af skolen, men har fået den tilbage gennem skydning. At skyde kræver øvelse og øvelse, og jeg har fundet noget, som jeg faktisk er god til. Det er en vild følelse at stå med noget så magtfuldt mellem sine hænder og samtidig være i fuldstændig kontrol. Det udligner noget af den smerte, som skolen har forvoldt mig.«