Læsetid: 5 min.

Det tivoliserede halbal af en håndboldfeber

Hele Danmark følger med i aften, tænkte jeg og følte mig ægte rød og hvid, da håndboldherrerne spillede sig i finalen i VM. Men som slutrundens uger er gået, har jeg indset, at min nyfundne håndboldforelskelse ikke er noget, jeg skal tale for meget om. Det er åbenbart dårlig smag at elske håndbold
Uden sikkerhedsnet. Med håndbold kan man ikke gardere sig intellektuelt. Du kan ikke som i fodbold solidarisere dig med arbejderklassens kampe og Vestegnens lidelser ved at holde med Brøndby. Her gør Hans Lindberg ikke bare Danmark, men også Ølstykke ære.

Claus Fisker

2. februar 2013

Igennem de seneste år har jeg arbejdet på at opbygge en oprigtig interesse i sport på tv, efter at have set venner, kærester og familie føle intens glæde og øjeblikkeligt raseri på grund af hændelser, der hverken havde med politik eller privatliv at gøre. Hvilken risikofri rutsjebane! Uskadelige op- og nedture uden fare for at skulle betale for terapi eller ende i alvorligt misbrug. Hvis kampene i mit eget liv blev for sejlivede, ville jeg kunne tænde for fjernsynet og lade andres kamp fylde i et par timer.

I stedet for at overveje dygtigheden af mit arbejde og ægtheden af mit privatliv ville jeg tilbagelænet evaluere et hold sportsudøvere og skiftevis lovprise og nedgøre spillerne i stedet for at gøre det samme over for mig selv.

Det var ikke svært at afgøre, hvilken sport der skulle give min tilværelse den festlige patriotisme, jeg gerne vil prøve af. Fodbold har jeg aldrig spillet eller interesseret mig for. Sporten fremstår langsom og målfattig, og jeg keder mig, når jeg af og til tvinges til at se en kamp med min bror.

Men da jeg var barn, udfyldte jeg rollen som puslingeholdets middelmådige playmaker i klubben HØJ (Håndbold Ølstykke Jyllinge). Alle i mit nærvær var ramt af det, der på Twitter i januar måned blev hashtagget #FEBEREN. Dengang var det Wilbeks damehold, der tog alle medaljerne hjem. Tonje Kjærgaard, Anne Dorthe Tanderup og Anette Hoffmann var guldpigerne. De smilede med tænderne og løb fjerlet kontra med røde kinder. De talte, som fuglene sang, spinkle stemmer og bugtende, midtjyske dialekter.

Sådan ville jeg også gerne være.

Virkeligheden i Jyllingehallerne viste sig dog at være anderledes. Oftest blev jeg pillet ud af angrebet, fordi selvsikkerheden udeblev, og oplaget målchancer blev forpasset med en febrilsk aflevering til backen. Som dame-juniorspiller blev jeg tvangsforflyttet til fløjen. Ikke fordi jeg var god til at ramme målet fra spidse vinkler. Men fordi jeg på den plads gjorde mindst mulig skade.

Jeg var håndboldspiller uden fremtid, men jeg elskede livet i hallen.

I timerne efter træningen blev jeg siddende og så de ældre hold spille. Købte pomfritter for 15 kroner, skød lidt til måls, når der var pauser mellem træningen. Tog så 600S hjem fra Jyllinge til Ølstykke og følte mig som en del af noget større.

Efter et par år på fløjen, men mest på bænken, stoppede jeg. I stedet for at gå tidligt i seng lørdag før en kamp søndag, begyndte jeg at gå til fester og glemte hurtigt alt om håndbold.

Målet nås

Når jeg som voksen af og til er zappet forbi en håndboldkamp på tv, har jeg en smule stolt genkendt en angrebsfejl, allerede før dommeren kendte den, og nostalgisk registreret lyden af en Adidas Handball Spezial mod hallets gulv. »Iv, iv, iv,« siger sålerne, når et strategisk, veludført angreb får smasket bolden op i venstre hjørne af målet. Og uden at jeg var vidende om det, fik to hold og en bold for et øjeblik trykket pause på mit eget liv.

Hjulpet på vej af en sportsinteresseret veninde, begyndte jeg langsomt at følge håndboldslutrunderne, og især i år tog det fart. Inden første uge af VM i Spanien var omme, sad jeg og tjekkede sportsnyheder i arbejdstiden, mærkede en uprovokeret sitren i maven over en startopstilling. Målet var nået, jeg var oprigtigt interesseret i sport på tv. Stolt kunne jeg bekende mig til det danske interessefællesskab, og det hele blev ikke mindre godt af, at mesterfløjen Hans Lindberg er fra Ølstykke og har spillet i min klub HØJ. Ikke nok med at jeg heppede på Danmark med armene løftet og åben mund, Lindbergs tilstedeværelse vakte tilmed en ny lokalpatriotisk glæde i mig. Det her handlede ikke kun om Danmarks, men om Ølstykkes ære.

Op og nedturene

Når jeg låste min cykel op og cyklede de fire minutter hjem fra min venindes lejlighed efter endnu en kamp på hendes 40 tommers tv, tænkte jeg på Eggerts fremragende fløjmål. Ikke på, hvordan man kunne følge op på dagens historie i avisen. Jeg gik tilfreds i seng med en fornemmelse af gode tider forude. Selvtilfreds var jeg, som om sejren var min.

Der gik dog ikke længe, før jeg anede uråd. Når jeg forsøgte at smalltalke sport, som jeg havde hørt så mange andre gøre det, svarede de fleste, at de da ikke gik op i håndbold. Smilte overbærende. Smil fulde af medlidenhed. Først blev jeg selvbevidst, og selvevalueringen kom tilbage. For hvad tænkte de andre om mig, nu hvor jeg havde bekendt mine tilbøjeligheder? Siger det noget om mig, at jeg går op i håndbold?

Ja, det gør det. Det siger det om mig, at jeg er fra provinsen – og et produkt af den, var næste tanke. Og pludselig blev glæden for håndbold til et forsvar for Ølstykkes ære. For provinsens ære.

For skræller man håndboldfornægternes forklaringer om manglende æstetik, provokationerne om at håndbold ikke er en verdenssport, og at sporten ingen italiensk finesse har, handler den ironiske afstandtagen til håndbold så i virkeligheden om noget helt andet? Elsker vi at hade de drævende og ordfattige jydekæmper, der spiller i en ildelugtende hal til lyden af pinlig 90’er-musik? Elsker vi at håne den forsamling af dårligt uddannede, svedende mennesker med båthorn og afbleget hår, der sidder og hepper uden hæmninger, uden kontrol? Forsøger vi måske i virkeligheden at lægge afstand til vores egen provinsopvækst?

For med håndbold kan man ikke gardere sig intellektuelt. Du kan ikke som i fodbold solidarisere dig med arbejderklassens kampe og Vestegnens lidelser ved at holde med Brøndby. Du kan ikke læne dig op ad historien, for der er ingen mulighed for at have Den Spanske Borgerkrig i baghovedet, når du holder med Barcelona.

Håndbold er provins og middelklasse på den apolitiske og helt almindelige måde. Men det gør jo ikke spillet mindre sjovt, strategisk wler spændende.

Med denne slutrunde fik jeg både op- og nedturen. En opløftende og lovende vej til finalen, Danmark var topscorer i turneringen, og Hans Lindberg gav med sine 10 mål i kvartfinalen hele Rådhusalléen, rideskolen og blomsterkvarteret i Ølstykke noget at være stolte af. Så kom finalen, og med den nedturen. Ærgrelsen var ægte den søndag eftermiddag og aften. Men næste dag var den forsvundet.

 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Kaspersen

Tholl, du skriver det selv: Håndbold er ikke en verdenssport. Personligt kan jeg slet ikke se det fantastiske i at Danmark er en dominerende nation i håndbold. En sport der ikke bliver dyrket af en særlig stor del af verdens befolkning, vil ikke opnå et særligt højt sportsligt niveau, da der ikke er særlig mange spillere at tage af. Når jeg ser sport er det vigigt at udøverne er atletiske og kan præstere noget usædvanligt. Det ser man ikke i håndbold. Samtidig gør reglerne at sporten mangler æstetik og finesse; det er simpelthen ikke godt forsvar at gribe fat i en spiller og holde ham fast til dommeren fløjter til frikast. Og jeg skal slet ikke komme ind på harpiks og brugen af dette...