Læsetid: 5 min.

Om tortur og anden aftenunderholdning

Af og til er det vigtigt at tænke over præmisserne for en debat end at tage den
Tegning: Ib Kjeldsmark

Tegning: Ib Kjeldsmark

2. februar 2013

Da Atlanta Falcons mødte Seattle Seahawks i den såkaldte Divisional Round i slutspillet i NFL, kunne man høre en lidt speciel udveksling mellem Brian Billick, der fungerer som ekspertkommentator, og Thom Brennaman, der er den traditionelle journalist. Under en kort montage, hvor seerne præsenteredes for kampfly, der letter fra hangarskibe, og soldater, der kommer hjem til familien, sagde Brennaman, henvendt til soldaterne, bl.a: »Vi kan ikke takke jer nok for alt det, I gør. Gud velsigne jer alle sammen, må han våge over jer og beskytte jer. I repræsenterer og kæmper for det største land i verden.«

Hertil sagde Billick umiddelbart efter: »Jeg får lejlighed til at tage en tur ned til Guantanamo Bay, når sæsonen er slut, Thom. Jeg ser virkelig frem til at møde tropperne dernede og få en chance for at vise vores påskønnelse af det arbejde, de udfører.«

Måske burde en sådan kommentar ikke overraske. Det er en solid og generel tendens på mainstream amerikansk tv, at det stort set er umuligt, at en person skulle bruge ordet ’soldat’, uden samtidig at udtrykke stolthed og taknemmelighed over alt det, som militæret gør for landet. Man kunne med andre ord med nogen ret trække på skuldrene og lade den slags passere som endnu én i en lang række af militaristiske ytringer, der præger den amerikanske offentlighed.

Alligevel synes kommentaren at have noget ekstraordinært ved sig. Guantanamo er ikke blot en helt almindelig militærlejr, men også en fangelejr, som er berygtet for den retsløse tilstand, de indsatte befinder sig i, og for de såkaldt særlige forhørsteknikker, som har været anvendt i lejren med den tidligere Bush-regerings velsignelse.

Da Obama trådte til som præsident, kaldte både han og justitsminister Holder eksplicit metoderne for tortur, og forbød deres anvendelse, men selve lejren lykkedes han som bekendt ikke med at lukke. Omkring 150 personer sidder således stadigvæk bag lås og slå i det retslige ingenmandsland i lejren. Det er altså dette sted, hvor Billick glæder sig til at takke de ansatte for alt, hvad de gør for det bedste land i verden.

Old news?

På den anden side er der nok nogen, som her vil sige: »Herregud, har vi ikke hørt dette før?« Bliver det ikke langsomt trættende at høre på disse evindelige blødende humanistiske hjerter, som altid er villige til at kritisere USA, men som aldrig er villige til at acceptere, at den frihed, som de selv nyder godt af, koster noget for eksempel i kampen mod terrorismen?

Og sagen er vel også den, at der netop ikke er noget nyt i snakken om interneringslejren på Guantanamo. Det er ikke nyt, at man har anvendt tortur på Guantanamo. Det er heller ikke nyt, at de indsatte i lejren er stillet i et retstligt tomrum. Det, der er nyt, er derimod, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fældet en enstemmig dom over Makedonien for at have udleveret en tysk statsborger, Khaled El-Masri, til tortur i CIA’s varetægt. Torturen foregår ikke længere på Guantanamo, hvis vi antager, at man følger Obamas direktiver, men den foregår til gengæld mange andre steder i verden, såsom Afghanistan, hvor El-Masri blev tortureret i fængslet med det charmerende navn The Salt Pit.

El-Masris sag har tidligere været anlagt i det amerikanske retssystem, men alle instanser til og med højesteret har afvist at behandle den med henvisning til, at den nationale sikkerhed vægter højere end individets krav på retfærdighed. Det nye er, at det er første gang Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fundet tilstrækkeligt med bevis til at kunne sige, at CIA har et etableret program, som flyver forskellige fanger til steder på kloden, hvor det er nemmere torturere dem.

Zero Dark Thirty

Billicks udtalelser faldt et par dage efter, at årets Oscarnomineringer blev annonceret. På listen over nominerede i kategorien bedste film finder man filmen Zero Dark Thirty, der beskriver den militære operation, som endte med, at Osama bin Laden blev skudt i Pakistan. Filmen førte i USA til en debat omkring tortur, da tortur af fanger er en integreret del af plottet. Det er svært ikke at se Billicks kommentar som et indspark i denne debat.

Igen kan det ikke siges at være specielt nyt, at populærkulturen behandler dette tema. Tv-serien 24 Timer svælgede som bekendt i det. Og da serien Homeland rullede over tv-skærmene for første gang for et par år siden, skete det også med scener, som uden blusel viste CIA-agenter torturere mistænkte terrorister. Måske er det nye og markante ved Brian Billicks udsagn i virkeligheden, at det nu ikke længere er nyt, dvs. at det implicitte synspunkt er blevet så normaliseret, at det uden videre kan ytres i en helt almindelig kommentarsamtale under en fodboldkamp.

I en leder i Information den 21. december sidste år skrev Anton Geist, at diskussionen i kølvandet på Zero Dark Thirty kunne forekomme at være særligt vigtig nu, hvor det egentlige retsopgør i forhold til El-Masri og lignende sager ser ud til at udeblive. Men hvad nu hvis det er endnu værre?

Den største fare i vores forhold til tortur er, som den slovenske filosof Slavoj Zizek har sagt det, at det bliver et helt almindeligt debattema at diskutere fordele og ulemper ved den. Det er lidt som med en debat om voldtægt; så snart vi begynder at diskutere spørgsmål som ’måske hun også selv lidt var ude om det’ så har vi allerede begået en alvorlig moralsk fejl. Eller som i Roberto Benignis film Livet er smukt, hvor man til et italiensk bryllup i 1930’erne diskuterer, hvor dygtige de tyske børn efter sigende er blevet til at regne; allerede i tredje klasse er de så dygtige, at hvis man fortæller dem, at åndsvage hver især koster staten fire mark om dagen, at krøblinge koster fire en halv om dagen, og at epileptikere koster tre en halv, og samtidig giver dem antallet af åndsvage, krøblinge og epileptikere, så kan de lynhurtigt regne ud, hvor meget staten ville kunne spare på at eliminere dem alle sammen.

Nogen gange er det ikke at diskutere visse moralske spørgsmål det eneste mulige tegn på, at man forholder sig moralsk. Skal det da ikke frem i lyset, at CIA har udviklet et systematisk torturnetværk? Jo, naturligvis. Men måske er der en endnu større opgave i at genopfinde det lys, det skal ses i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Engelsted
  • Vibeke Rasmussen
  • Simon Olmo Larsen
  • Niels Mosbak
  • Rikke Lose
Niels Engelsted, Vibeke Rasmussen, Simon Olmo Larsen, Niels Mosbak og Rikke Lose anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Det er yderst ubehageligt. Den nation, som regeringen ser op til og følger i tykt og tyndt har "Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fundet tilstrækkeligt med bevis til at kunne sige, at CIA har et etableret program, som flyver forskellige fanger til steder på kloden, hvor det er nemmere torturere dem."

Og tv har jo altid fulgt USAs film-og seriepropaganda i slipstrømmen, der igen har gået den 'rette nationale vej'. Alt gå andre retninger, og sende andre film, vil jo nok være præmaturt, som DRs fiktionschef vil udtrykke det.

Men som forfatterens spørger om: skal det ikke frem i lyset og skal vi ikke have en stor debat om, hvorvidt Danmark kan acceptere tortur, og hvad man kan gøre for at vise sin eventuelle afstandtagen til det? Vi har jo en vicestatsminister, hvor både hendes far og mor var sognepræster. Hun må da om nogen vide, hvad moral og næstekærlighed betyder.

Jeg læser Jens Overgård Bjerres sidste to sætninger som værende ætsende sarkastiske.
Bush var/er nok som "Born Again Christian" mindst ligeså kristen som to moderne danske sognepræster, og siden hvornår har Kristendom borget for moral og næstekærlighed ?

Torturs banalitet

Tillad mig en lille omskrivning af Hannah Arendts: The Banality of Evil. Lad det stå krystalklart: Jeg finder, at tortur er hinsides al form for moral, og alle deltagere, fra eksempelvis en Obama til hans håndlangere i militær og andre steder burde retsforfølges ved en straffedomstol, men når det er sagt, er det næppe den alvorligste forbrydelse, som USA begår.

Ser man på årene siden 9/11/2001er det lykkedes denne nation at ødelægge to nationer på baggrund af en fuldstændigt mangelfuld moralsk og juridisk retfærdiggørelse. Invasionen af Irak i 2003, som var klart ulovlig, var en skandale af et ufatteligt omfang; den har indtil i dag kostet 1,4 mio. irakere livet. I modsætning til gængs opfattelse var invasionen af Afghanistan en lige så ulovlig krænkelse af folkeretlige principper. Den blev påbegyndt d.7.10.2001 uden lovhjemmel if. FNs charter og blev først sanktioneret af FN d.20.12.2001.

Problemet med en film som Zero Dark Thirty er, at den forbigår alt dette, som de fleste film og hovedparten af journalistik i mainstream medier. Den fortæller den historie, amerikanere ønsker at høre: USA er en uskyldig nation, der har fortjent sin velstand på helt retfærdig og ærlig vis, og som nu kun ønsker at nyde frugterne af dets forbilledlige anstrengelser, samtidig med at det bestræber sig på at udvide dets overlegne, og vel at mærke dybt demokratiske system til andre nationer. På trods af dets uovertrufne moralske dyder og velgørenhed er der desværre vanvittige fundamentalister rundt omkring i verden, som ønsker at dræbe amerikanere. Dette tvinger dets krigere ind i ubehagelige situationer, når de har med sådanne individer at gøre. Det er beklageligt, men nødvendigt og derfor er tortur et uomgængeligt middel.

Inden for "lødig" journalistik bliver det aldrig fremhævet, at USA i Vietnamkrigen slog 4 mio. mennesker ihjel og med metoder, der får tortur som beskrevet i ovennævnte film til at blegne og ligne treåriges leg i en sandkasse. Obama var på intet tidspunkt interesseret i at anholde Osama Bin Laden og få hans sag prøvet ved en domstol; principper alle iøvrigt er enige om at hovedhjørnesten i et retssamfund.

Mens krigen i Irak er ved at være forbi, og den tilsvarende i Afghanistan heller ikke er interessant mere er USA også i krig i Pakistan og langt inde i overvejelser om at starte en i Iran. Med sine droner slår landet med Obamas underskrift hundredvis af uskyldige mennesker ihjel, i Pakistan, i Yemen, i Afghanistan og ingen udtrykker den mindste forargelse. Mht. morderisk adfærd slår han en Breivik med flere længder, men overbærenhed i vestlige medier med en så krigerisk og forbryderisk adfærd kender ingen grænser. USA har carte blanche til at begå de mest horrible krænkelser og altid uden kritik fra vestlige samfund - tortur er kun en forsvindende lille del af dette.

Erling Jensen, cand.jur, tidl. premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste

Jens Overgaard Bjerre, Jette Abildgaard og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar