Nyhed
Læsetid: 8 min.

Vi ved (måske),hvem der vinder

Selv om Barcelona og Real Madrid er stofavoritterne i Champions League, er intet afgjort endnu. Juventus har for alvor igen spillet sig ind i den absolutte elite, og Dortmund kan måske vise sig som det hold, der for alvor kan true Barcelona. Ottendedelsfinalerne indledes på tirsdag
Elegance. Juventus’ Andrea Pirlo scorer mod Parma under et opgør i den italienske Serie A den 13. januar.  Som klodens mest elegante midtbanefigur er Pirlo en af de spillere, der kan gøre livet usikkert for storfavoritterne i Champions League.

Giorgio Perottino

Moderne Tider
9. februar 2013

På tirsdag indledes ottendedelsfinalerne i Champions League. Hvem er favoritter? Hvem er jokere? Og hvem sidder med wildcardet?

FC Barcelona og Real Madrid er de to storfavoritter. Det er svært at finde en klub, der kan besejre catalanerne over to kampe. Men især for Real er det vitalt at gå hele vejen. De kan vinde deres tiende Europa Cup – la decima – og efter at La Liga synes så godt som tabt til catalonierne, er alle sejl sat til for at få europæisk succes.

Jokerne hedder Juventus og Borussia Dortmund. Juve taber meget få fodboldkampe, og Antonio Conte er tilbage på sidelinjen efter karantæne.

Efterårets to kampe mod Chelsea, ikke mindst magtdemonstrationen hjemme på Juventus Stadium, vidnede om, at Juve er tilbage i den absolutte elite. Og Dortmund er måske det eneste hold, der for alvor kan true Barca.

Den parisiske klub med Zlatan Ibrahimovic som spydspids er ikke blevet testet for alvor, så de får wildcardet i år. Men har de det, der skal til?

Celtic - Juventus

Celtic får det mere end svært mod formstærke Juventus, men kan dog lune sig ved erindringen om en vaskeægte triumf mod mægtige Barcelona tilbage i november sidste år. Neil Lennons mandskab lever på defensiv, kollektiv og løbevilje. I særligt svære kampe fungerer Celtics defensive midtbane som en mandsopdækkende hær, hvilket fungerede glimrende mod Barca. De må formodes at gøre noget tilsvarende mod Juventus – og især Andrea Pirlo. I det hele taget er der ikke meget possession over Celtics spil, og offensive togter overlades til de øverste to, allerhøjst tre mand. Udgangspunktet er stadig en klassisk 4-4-2, men er i nyere tid erstattet af en defensivt orienteret 4-3-2-1 (som dog ikke er særlig Milan-agtig).

Hold godt øje med Georgios Samaras, en 192 cm høj, bomstærk græker. Han er voldsom, men karismatisk, uregerlig og har masser i mål i de store støvler.

Så er der anderledes fremdrift i ’den gamle dame’. Juventus er for alvor kommet tilbage i det europæiske rampelys efter nogle slunkne år med dårlige resultater og slibrige personsager. Antonio Conte har skabt en organisation med en solid defensiv og en lige så stærk offensiv. Tilkomsten af Andrea Pirlo som elegant playmaker har været afgørende for Juve, som er storfavorit til at gå videre til kvartfinalerne. Eneste svaghed er Sebastian Giovinco, som har et enormt område, han skal dække, ofte lige bag forwarden Fabio Quagliarella. Det lykkes ikke altid, og så bliver Juve sårbar i tilbageløbene.

Systemet hedder 3-5-2, og det var tillige nøglen til Italiens succes ved EM 2012. Det poetiske centrum er Andrea Pirlo, klodens mest elegante midtbanespiller.

Celtic tager imod Juventus tirsdag 12. februar.

 

Paris Saint-Germain - Valencia

Valencia er et godt hold med en stærk og fysisk betonet organisation. Ofte har de klaret sig igennem med et enkelt mål og fundet Roberto Soldado på spidsen med enkle, effektive midler. Tidligere spillede Valencia i en meget dynamisk 4-2-3-1 med især David Silva i en fri rolle, som var svær at dække op for modstanderen. Nu har de en tendens til at spille mere snævert og satser ikke så meget på hverken ’snigerne’ i midten eller overløb på fløjene. Favoritformationen er 4-2-3-1, men i defensive perioder bliver den nærmest til en 4-4-2, altså med otte forsvarende.

Valencias modstander, Paris Saint-Germain, har et rutineret forsvar. Desuden har PSG en effektiv, defensiv midtbanekæde, som ud over at skabe overtalssituationer også har overskud til at sætte noget i gang offensivt. Og så selvfølgelig stjerner på den offensive halvdel af banen. Endelig er Carlo Ancelotti måske en af verdens allerbedste taktikere. Svagheden er midtbanen, hvor hver især er fantastiske spillere, men endnu ikke sammenspillede nok. De virker lidt for egoistiske, har ikke rigtig blik for hinanden. Spillet kommer tit til at klumpe sammen på midten.

PSG ynder at stille i Ancelottis gode gamle 4-3-2-1, ’juletræet’, kendt fra især storhedstiden i AC Milan. Systemet kan også konverteres til en fladere 4-3-3 eller en mere angrebsorienteret 4-2-1-3, hvis den dybe playmaker trækker længere op på banen i trequartista-positionen lige bagved Zlatan.

Wildcartet PSG gæster Valencias Mestalla Stadion tirsdag 12. februar.

 

Shakhtar og Dortmund

Mircea Lucescu har i de senere sæsoner skabt et ’Little Brasil’ i den ukrainske klub Shakhtar Donetsk, som især lever på træfsikre kontraer. Shakhtar var som bekendt i pulje med FC Nordsjælland og var måske reelt den største mundfuld for danskerne. Shakhtar har en stærk offensiv, men savner af og til bindeleddet ned til forsvaret. Som så mange andre hold spiller de med en ’double pivote’, men aftalerne om, hvem der skal erobre bolde, stabilisere spillet, og hvem der skal agere playmaker, er ikke altid på plads. En nyklassisk 4-2-3-1-opstilling foretrækkes, men på grund af de mange offensive togter bliver det ofte til en ægte brasiliansk 4-2-4.

Det er værd at holde øje med Luiz Adriano de Souza da Silva, som i den grad bragte sig i både dansk og internationalt spotlight i den famøse FCN-kamp før jul. Men han er stadig en fremragende bomber.

Jürgen Klopp har formået at gøre Dortmund til et stærkt kollektiv, der arbejder stenhårdt og samtidig ejer masser af individuelle kvaliteter. Dortmund spiller smuk angrebsfodbold, når der er brug for det, og falder så tilbage og står godt i kæderne (gerne med to gange fire mand) i de defensive perioder. Alligevel efterlader otte forsvarende et kæmpe hul op til de forreste. I nogle kampe spiller Dortmund en angrebsivrig 4-2-3-1 (eller 4-2-1-3), men man så dem også mod Real Madrid og Bayern skifte til en mere kompakt 4-3-3.

Læg mærke til Marco Reus. Et kraftværk af en winger, der kan skifte side, angribe fra dybden, score mål og lægge de lækreste pasninger ind i feltet. I en alder af 23 er Reus næsten komplet.

Shakhtar og Dortmund tørner sammen onsdag 13. februar.

 

Real Madrid – Manchester United

Real Madrid er stadig kongen af kontrafodbold i Europa. Omstillingsspillet (det såkaldte turnover) er uden sidestykke – selv om mange hold naturligvis forsøger at kopiere det. Den spanske kongeklub har også en flot bredde i truppen, ikke mindst på den krævende midtbane, som er så vigtig i spansk fodbold. Marcelo er tilbage efter en lang skadespause, og det er godt nyt for samarbejdet med Cristiano Ronaldo på venstrekanten. Svaghederne lige nu er ikke af spilmæssig karakter, men snarere mentale. Der er rod i organisationen. José Mourinho er blevet alt for skinger i tonen og ser fjender og konspiratorer over det hele. Den angivelige splittelse mellem en ’spansk’ og en ’portugisisk’ fløj i omklædningsrummet kan få det hele til at tippe. Florentino Pérez’ seneste forsøg på at lægge en mere pressevenlig dagsorden kan dog være et skridt i retning af mere stabilitet for det madrilenske galehus.

Mourinho fortsætter med stilen fra Inter: 4-2-3-1, som ved særlige lejligheder – og en Mesut Özil i hopla – kan veksle til 4-2-1-3. Når der skal spilles kompakt og defensivt, skifter portugiseren til 4-3-3.

Xabi Alonso er krumtappen i Madrids maskinrum. Manden med både bolderobringer og kælne pasninger over halve banelængder. Hans formkurve bliver af afgørende betydning for Reals næste Europaeventyr.

Alex Ferguson har igen og igen bevist, at han kan konvertere fløjspillere til mere centrale poster. Men det betyder ikke, at Fergie ikke satser på kanterne. Se bare Manchester Uniteds sejr over Arsenal i begyndelsen af november, hvor store dele af offensiven foregik på Antonio Valencias højre kant. Til gengæld søgte Ashley Young, der som udgangspunkt var placeret på modsatte flanke, ofte ind i banen som støtte for Wayne Rooney. En Rooney, der måske endelig har fundet sin position, nemlig som jokeren i rummet lige bag spydspidsen Robin van Persie.

Men er Uniteds midtbane stadig mere beton og muskler end dybe, overrumplende afleveringer? Det er det store spørgsmål.

Ferguson veksler mellem forskellige systemer, som både kan være 4-4-2-agtige og 4-3-3-inspirerede. Et godt bud er dog en moderne, omskiftelig 4-2-3-1 med Tom Cleverley og Michael Carrick som spilfordelere og folk som Nani og Valencia som gennembrudsspillere.

Real Madrid lægger græs til klassikeropgøret mod United onsdag 13. februar.

Milan - Barcelona

Milan er stadig midt i et generationsskifte, som har skabt forvirring om ’stilen’. Massimiliano Allegris team har absolut ikke favoritværdigheden mod Barcelona, men kan sagtens overraske alene i kraft af deres kompakte positionsspil. Med Stephan El Shaarawy og Kevin-Prince Boateng har milaneserne et super angreb. Til gengæld har de på ingen måde den sublime midtbane, de tidligere havde med Pirlo som omdrejningspunkt. Nu er det mere fysik end idé. De italienske medier har i lang tid brugt krudtet på at kritisere Milan for at være alt for defensiv. Og dét endda i Italien! Allegri foretrækker den populære 4-2-3-1, men er selvfølgelig også påvirket af den italienske trend med en ’argentinsk’ 3-5-2.

Hold øje med Kevin-Prince Boateng. Den 25-årige berliner er for alvor vokset som trequartista. Han er stærk, hurtig, og så har han altså scoret nogle af de flotteste mål, man har set.Barca, som Milan møder, er et komplet hold med meget få svagheder. Deres possessionspil, høje genpres og roterende offensiv er geniale. Eneste svaghed er, at opspillet nede bagfra indimellem bliver for gumpetungt, og det kan i afgørende situationer straffes af hold, der formår at lægge et konstant pres på Barcas bageste kæder. Et hold som Real Madrid har ved enkelte lejligheder evnet at rykke Barcas zoner ud af position, og er der noget, catalanerne hader, så er det når der kommer for lang afstand mellem kæderne. På papiret hedder systemet 4-3-3. Men man kan lige så godt kalde deres formation 4-6-0 (uden dedikeret angriber) – eller måske 2-5-3, når de to backs er mere angribende midtbanespillere end egentlige defensiver.

Xavi Hernández er stadig krumtappen i Barcas organisation. Den 33-årige spanier har et telepatisk blik for makkeren Andrés Iniesta og én af de højeste pasningsrater i verden.

Milan møder Barcelona onsdag 20. februar.

 

Arsenal - Beyern München

Og så er der jo den tricky match mellem Arsenal og Bayern München, tirsdag 19. februar. Nogle påstår, at det bliver en ren walkover for Jupp Heynckes. Men man skal aldrig undervurdere gode gamle, snu Arsene Wenger, der i sit livs efterår og på trods af spillerflugt og svingende form endnu har pokalen med de store ører til gode.

Rigtig god fornøjelse.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her