Læsetid: 3 min.

Vi anbefaler: Fem veje for alle til Søren Kierkegaard

I Weekendavisen og på Politiken klager de over, at Sørens Kierkegaards dansk er så svært, at det skal oversættes til nutidsdansk. De siger, han kun er for de få. MoDERNE TIDER giver her fem veje til Søren Kierkegaard på originalsproget, som enhver kan følge og forstå. Det er ikke let, men det er skarpt, sjovt og vanvittigt
2. marts 2013

Diapsalmata i ’Enten-Eller’

En af de første passager i hovedværket Enten-Eller hedder »Diapsalmata«. Det er små, spredte betragtninger over samtiden, menneskelivet, kærligheden, sorgen og alt muligt andet. ’Diapsalmata’ betyder ’omkvæd’, og teksterne tilbyder en masse elegante Søren Kierkegaard-citater, som man kan synge med på: »Hvad er en Digter?« spørges der: »Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som en skjøn Musik.« Digterens tragedie er, at hans smerte bliver til andres nydelse – det er også digterens privilegium. Der er også Søren Kierkegaards udfald mod alle de mennesker, der har travlt. Det forekommer ham det latterligste i verden, og han skriver, at alle de mennesker, der lever travlt mellem hverdagens gøremål, minder ham om den kone, der i panik over en ildebrand i sit hus, reddede en ildtang. Det er ikke meget, de travle mennesker får ud af det, Kierkegaard kalder »Livets store Ildebrand«. En tredje iagttagelse er, at det er latterligt at leve for sit arbejde. Hvis man gør betingelserne for sit liv, til meningen med sit liv, kommer man jo ingen vegne.

Øieblikket

Mod slutningen af sit liv blev Søren Kierkegaard polemiker. Efter en enestående produktiv periode trak han sig tilbage fra den diskuterende offentlighed i 1851, men da biskop Mynster i 1855 ved sin død blev udråbt til ’sandhedsvidne’, slog Søren Kierkegaard igen:
»I min Arbeiden er jeg nu rykket Samtiden, Øieblikket saa nær, at jeg ikke kan undvære et Organ, ved Hjælp af hvilket, jeg øieblikkeligt kan henvende mig til Samtiden: og har jeg kaldet dette: Øieblikket.« Han lancerede sit eget tidsskrift Øieblikket, hvor han i hverdagssprog angriber kirken og præsterne fra alle sider. Kierkegaard udstiller folkekirkens hykleri, når præsterne på den ene side vil være offentligt ansatte embedsmænd, og på den anden side hævder, at de følger et religiøst kald. De er funktionærer, når de skal have løn, og hellige, når de skal have offentlig anseelse. Præcist forudser Kierkegaard, hvad folkekirken vil gøre ved kristendommen i Danmark: Han sammenligner samlivet mellem staten og kirken med en stor tyk madamme og et lille skrøbeligt spædbarn. Madamme vil ende oven på spædbarnet og så at sige ligge det ihjel. Den gør præsterne til levebrødstroende. Kritikken af kirken i Øieblikket er præcis og forudsigelserne nærmest profetiske. Fejden med kirken var så voldsom, at Kierkegaard under arbejdede segnede om og ikke kom op igen. Han døde i november 1855.

En literair Anmeldelse

Søren Kierkegaard var også en politisk tænker, selv om han selv ville have frabedt sig den betegnelse. Men i den bog, der tilsyneladende er en temmeligt lang anmeldelse af Thomasine Gyllembourgs novelle To Tidsaldre, udfolder han en formidabel analyse af de kulturelle konsekvenser af demokrati som styreform. Denne bog er både en original demokratikritik og en imponerende modernitetskritik. Hele spørgsmålet om, hvorfor vi ikke oplever os som frie, selv om vi siger til os selv, at vi er frie, bliver vendt og drejet og  besvaret i denne lille bog.

Frygt og Bæven

Søren Kierkegaard er morsom, charmerende, velskrivende og underholdende, men han er også en uhyggelig fanatiker. Hans fordring til den enkelte troende er så radikal, at man skal være klar til at ofre sin søns liv for troen, hvis man skal træde i karakter som kristen. Den radikale fordring er udfoldet klart og ubehageligt i Kierkegaards læsninger af historien om Abraham og Isak, samlet i Frygt og Bæven.

Notesbøgerne og journalerne

Noget af det bedste ved den nye udgave af Søren Kierkegaards Skrifter er de mange bind med notesbøger og journaler. De er pragtfuldt snakkende og intenst iagttagende. Man kan følge Søren Kierkegaard gennem datidens København, gennem bibellæsninger, gennem møder med andre mennesker og gennem alt, hvad der tilstøder ham i disse daglige optegnelser. Som når han for eksempel i 1849 skriver: »Min hele Betragtning af Danmark gjør mit Liv uhyggeligt her; der er noget Uhyggeligt i,  at vide og være forvisset om et Lands Undergang, medens Alle juble ved Tanken om en mageløs Fremtid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt nok en hårdt skåret præsentation!
Se f eks titelbladet: Frygt og Bæven – Dialektisk lyrik af Johannes de Silentio.
Hvad laver stilheden her?