Læsetid: 3 min.

Vi anbefaler: Fire ting at se i påskeferien

Påsken er en god anledning til at lede efter påskeæg, se familien, spise lam og høre Johannespassionen. Faktisk den bedste. Men der er også andet, man kan give sig til, og som vil efterlade en mindst lige så afslappet og harmonisk, når man møder ind på arbejde tirsdag. MoTi giver dig her fire bud
30. marts 2013

Se fisk

Den Blå Planet, Danmarks nye akvarium på Amager, har udvidet åbningstiderne og lavet et særligt faneblad for påsken på deres hjemmeside, hvor de løbende opdaterer, hvor lang ventetid der er for at komme ind. Det er det eneste, du bør vide. Hold dig væk. Langt væk. For nok ser den fantastisk ud, den nye bygning med hammerhajerne, de 20.000 fisk, der svømmer rundt i syv millioner liter vand i Nordeuropas største akvarium, men Den Blå Planet er sammen med den arktiske tunnel og elefanthuset i Zoologisk Have det sted, du allermindst vil være i påskeferien. Tirsdag klokken 13.45 var der for eksempel to en halv times kø. Amager Strandpark, lige ved siden af, ligger til gengæld fuldstændig uberørt hen, der er sne og is og sol. Gå en tur der i stedet, få en kaffe på restaurant Couloir, der reklamerer med »Fantastisk udsigt« til Amager Strandpark på sin hjemmeside, hvor der også er gode billeder af pensionister, der ser ud på vejen og bilerne. Eller tag ud på flyvergrillen og se flyene lette. Der får du en fin bøfsandwich, dog uden sovs, det får man kun i Jylland. Og vent så nogle uger med den Blå Planet.

Se tv

Drop havearbejdet – der er frost de næste ni døgn, og jorden er stenhård. Eller som Martha Laubjerg, planteskoleejer fra No sagde i TV-Avisen, så er det bedste man kan gøre som haveejer at »sætte sig i sofaen, og tage en pille, der kan fremme ens tålmodighed«. MoTi-redaktionen kender ikke til den pille, men tænker, at man absolut bør sætte sig i sofaen, især påskedag, hvor du kan lære noget om kristendommen på DR K. For eksempel ved hjælp af Vatikanets diplomati med to afsnit fra klokken 13.45, som beskriver verdens mindste selvstændige stat, som nu regeres af den nyvalgte Pave Frans, der i 30 år har levet med nedsat lungekapacitet, er imod homovielser, aborter og prævention og lige som forbilledet Franziskus af Assisi arbejder på at bekæmpe armod. Tag et lille intermezzo med Dagens salme og nyd så Brahms Ein Deutsches Requiem klokken 19. Brahms brugte ikke den sædvanlige requiemtekst på latin, for han var ikke katolik. Selv om han ikke var troende, så var bibelteksterne alligevel den største trøst for ham, da hans mor døde, hvorpå han skrev sit eget requiem som trøst for de overlevende, ikke for de døde. Det er perfekt på sådan en påskesøndag. Også selv om MoTi savner de klassiske påskefilm som Mel Gibsons The Passion of the Christ, som beskriver Jesus smertelige vej med korset på ryggen ad Via Dolorosa. Eller filmklassikeren De ti bud fra 1956 med stjernen Charlton Heston i hovedrollen – ham, der senere blev en af National Rifle Associations mest prominente medlemmer. Det er 220 forrygende minutter, som vi absolut kan anbefale som påskeaktivitet for hele familien.

Se kunst

Det er god kutyme at tage sine børn med på museum for at lære dem noget om kunst, især i påsken. At man så tilbringer de fleste timer i kunstmuseets børneafdeling, og at man, når børnene er med, aldrig får set museernes rigtige udstillinger er lige meget, når man nu kan lave egne fotokollager med »saks, lim og billeder« på Fotografisk center, bygge med LEGO på Dansk Arkitektur Center, klippe gækkebreve på Post & Tele Museums børneværksted, lave egne popart-badges på Louisiana med udgangspunkt i den aktuelle Pop-Art-udstilling (som man ikke får set) og »flower power« i Børnenes Værksted på Statens Museum for Kunst i forbindelse med museets nye blomsterudstilling (som man heller ikke får set). Hvis man gerne vil se udstillingerne, bør man vente med at tage af sted til en dag, hvor børnene er et andet sted. Og så kan man bruge påsken på at tage i svømmehal i stedet for. Valby Vandkulturhus er for eksempel et godt bud, det er lækkert, og så koster det kun 15,50 kroner pr. barn.

Se familien. Eller lad være

Der er nogle, der bruger påsken på at se deres familie. Redaktionen hørte for nylig om en, der først skulle til Djursland for at besøge sin kærestes forældre, siden skulle han til Ølgod i Vestjylland for at besøge sin mor, så skulle han sandsynligvis til Holstebro, for at se sin bror (hvis broren ikke kom til Ølgod), og så var planen at tage til Ribe. Det er der nogle, der gør. Andre bliver hjemme. Og går i biografen og ser Lawrence of Arabia på Cinemateket i stedet for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu