Nyhed
Læsetid: 6 min.

’Det bedste hold tabte’

Da Real Madrid og Manchester United tørnede sammen tirsdag aften på Old Trafford, fik Alex Ferguson en time til at vise hele verden, hvordan man effektivt bremser Real Madrids frygtede kontrafodbold. Men så knækkede kampen midt over
Genialt. Alex Ferguson viste sit geni som træner, da han efter en times opvisning mod Real Madrid, fik en nøglespiller udvist – og alligevel formåede at have en effektiv opstilling klar. Men tre minutters uretfærdighed sikrede dog Real Madrid sejren.

Andrew Yates

Moderne Tider
9. marts 2013

Selv hardcore Real Madrid-fans har ikke højt løftede arme efter 1-2-sejren over Manchester United tirsdag aften, der sendte de spanske mestre videre til kvartfinalerne i Champions League. Et tvivlsomt rødt kort til Nani i det 56. minut reducerede et stramt orkestreret United-mandskab til 10 mand, og da først Luka Modric og tre minutter senere Cristiano Ronaldo nettede i David de Geas masker, var årets match afgjort. Ingen gode vindere og dårlige tabere her. Ronaldo fejrede ikke sit mål. Da den 19-årige forsvarskomet, Raphaël Varane, kastede armene om Ronaldo og ville steppe rundt i græsset af fryd, fik han besked på at holde bøtte og holde grimassen. Og Mourinho sagde på pressemødet bagefter, at «det bedste hold tabte«.

»Du går fra hore til nonne på fem minutter,« har den tidligere Athletic Bilbao-træner, Joaquín Caparrós, engang sagt. I stedet for en tabt sæson har Real Madrid på otte dage vundet to gange over FC Barcelona, bragt sig i en Copa del Rey-finale, sejret på udebane over United og er nu bookmakernes favorit til at vinde Champions League.

Men hvad skete der egentlig nede på banen i et drama med to vidt forskellige akter?

Allerede inden kickoff var der gang i spekulationerne. Sir Alex havde fravalgt Wayne Rooney til fordel for en defensivt orienteret Danny Welbeck. Den 71-årige skotte havde også – i modsætning til 1-1-opgøret på Bernabéu – placeret Nani og Ryan Giggs på kanterne. Taktikken handlede tydeligvis om at have et modtræk til Reals frygtede kontra og især om at lukke playmakeren Xabi Alonso ned. Konsekvensen var, at Madrid i første halvleg havde rigtig meget opspil med Sami Khedira som station frem for Alonso, og at afstanden mellem spaniernes midtbane og angreb blev for stor. Til gengæld rundbarberede Nani Reals højre back, Alvaro Arbeloa, ved flere lejligheder, og i den anden side doserede veteranen Ryan Giggs sine offensive og defensive pligter på fornem vis.

Lås på verdens bedste spiller

Sådan var status lige indtil Nanis stunt mod Arbeloa: United havde totalt styr på Real Madrid. Se også bare den måde, Ronaldo blev klemt inde. Ikke alene blev portugiseren konstant stresset af Rafael på Uniteds højre back; også Michael Carrick og Rio Ferdinand løb i haserne på ham og afskar verdens p.t. bedste fodboldspiller fra at søge ind i banen, som han elsker. Den kombinerede mands- og zoneopdækning af CR7 gav dog masser af plads til Angel di Maria i modsatte hjørne, som både nåede at lave ravage i form af sideskift og en masse sololøb fra en dyb position. Di Maria fik jo ikke meget at arbejde med fra en trængt Alonso.

I rundt regnet en time fik Alex Ferguson vist hele verden, hvordan man effektivt bremser Real Madrids frygtede kontrafodbold. Og i virkeligheden kombinerede skotten en ekstremt defensiv model, nemlig den muskulære indpakning af Alonso og Mesut Özil på midtbanen, med en lige så offensiv filosofi.

Tricket var at bruge Welbeck som tovejsspiller. Flere gange hapsede han bolden fra Alonso og satte med en enkelt pasning de to United-fløje i gang, Nani på venstre og Giggs på højre side.

Genialt modtræk

Og så knækkede kampen midt over. Sergio Ramos fik fumlet kuglen ind mellem benene på Diego López, og otte minutter efter selvmålet, som åbnede anden halvleg, løftede Nani knopperne højt for at nå en bold ude ved sidelinjen og knaldede ind i en fremstormende Arbeloa. Dommer Cuneyt Cakir gav direkte rødt, også selv om det var tydeligt, at Nani gik efter bolden, ikke manden. Fergie var rasende og animerede kort tid efter Old Trafford til at rejse sig og synge dunder ned mod de lokale helte. Nani kunne ikke fatte det og var flere minutter om at forlade grønsværen.

Fergie måtte tænke sig om og reagere hurtigt. Det gjaldt om at holde fast i skruetvingen på midten. Men omvendt var der jo også et hul nu, dér hvor Nani havde huseret. Fergie valgte at skubbe Welbeck længere ud på fløjen. Taktikken var klar. Hvor han før havde spillet i en 4-2-3-1 med Tom Cleverley og Michael Carrick i maskinrummet bag de kreative kræfter og Robin van Persie i en dynamisk forward-position helt fremme, følte han sig nu tvunget til at stille i en meget mere statisk og ufleksibel 4-4-1. Giggs blev rykket ned langs linjen. Welbeck blev reduceret til en slags venstre wingback. Carrick blev femte mand i forsvaret. Og Cleverley fik samme rolle, som Khedira havde haft for Real Madrid i hele første halvleg: ham med de ufarlige pasninger, der blot kører bolden rundt.

Men Mourinhos modtræk var genialt. Intet mindre.

10 minutter til Mourinho

Khedira blev transformeret til højre back. Mange kommentatorer sagde, mens kampen rasede, at Arbeloa blev skiftet ud på grund af et faretruende gult kort. Eller at Mourinho ville spare sin iltre fullback for hele Old Traffords harme. Nej, det var taktiske årsager, der lå bag. Med Arbeloas exit blev der rum til Khedira (som United fra starten levnede mere plads), og med den indtil da supereffektive og farlige Welbecks bevægelse ud mod fløjen fik Mourinho ikke bare neutraliseret Uniteds stærkeste kort, men nok så vigtigt skabt bunker af plads til Luka Modric.

Dermed fik Mourinho det, som han ville have det. Ikke i form af spidsrod mod de Geas mål, men mulighed for pasningspil i verdensklasse, nærmest Barca-agtigt. Der blev etableret en magisk firkant med Modric, Alonso, Kaká og Özil, som alle er blændende teknikere, hvilket betød, at United brugte en masse forgæves kræfter på at dække op og positionere sig. Og hvad mere er: Fergie blev nødt til at beordre folk fra den bageste kæde op på midten for at forsøge at destruere Reals momentum. Og så blev der selvfølgelig plads til Ronaldo og Gonzalo Higuain i boksen og på de høje fløje, der indtil da havde været relativt anonyme.

Man kan formulere Mous modtræk som en formel: Først lokkede han United til at skævvride sig mod den ’forkerte fløj’. Derved fik Alonso plads. Dernæst skabte han rum til Modric, der lige pludselig blev en ’farlig Khedira’. Og endelig fik han Fergie til at løsne jerngrebet i Reals offensiv.

Alt dét tog lidt over ti minutter. Nanis røde kort. En rasende Alex Ferguson. Folk ind og ud. Rykke rundt og taktisk positionering. Og så to Real-mål på tre minutter i en match, der skriger på uretfærdighed og mærkelige dommerkendelser, men vibrerer af intelligent fodbold.

Den trynede vinder

Taktiske lækkerier kan ikke bruges til noget, når man taber. Fergie var i det røde felt og nægtede at deltage i pressekonferencen. I stedet sendte han hjælpetræner Mike Phelan. Og på dén baggrund er det heller ikke glamourøst at vinde. Hør bare José Mourinhos udsagn:

»Jeg er den første til at græde over et rødt kort,« sagde Mourinho og refererede tydeligvis til Pepes bortvisning i Champions League-semifinalen mod Barcelona i 2011.

»Min historie er ikke at spille mod 10, men at spille med 10 mand. Og ikke i ottendedels- eller kvartfinaler, men i semifinaler. Lad mig bare være ærlig. Efter min mening tabte det bedste hold. Men sådan er fodbold.«

»Da United kom ned på 10 mand, spillede vi godt i cirka 10 minutter. Vi skabte nye problemer for dem, med Luka Modric og Kaká lige bag Higuain. Det bør vi have kredit for. Efter vores to mål vidste jeg bare, at det her er Old Trafford; at Sir Alex er en sand leder, der kan præstere meget på det mentale plan. Vi lykkedes ikke med at kontrollere bolden i egne rækker, hvilket frustrerede mig,« fortsatte Mourinho. Og så blev der delt roser ud.

»Lige dér havde vi heldigvis Diego López, som gav os sejren. Det er en del af spillet. I Madrid var David de Gea til gengæld kampens spiller.«

Sådan taler en erfaren cheftræner, der godt er klar over, at han blev trynet i første akt og siden havde vinden uretfærdigt i ryggen i anden akt. At han gik et par minutter før lukketid på Old Trafford, må man tolke som et signal om ydmyghed, ikke arrogance. En ydmyghed, der sammen med demonstrationen af stort taktisk overblik meget vel kan føre ham til det næste drømmejob: Cheftræner i Manchester United.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sigsgaard Skov

Tjek den langsomme: Da Nani mærker at der er kød for enden af knopperne, træder han igennem i stedet for at trække benet til sig. Derfor skulle han ud. Det så dommeren. En tåbelig aktion der karakteriserer en spiller - og en manager der vælger ham. Og Mous udtalelser bagefter er naturligvis opportunistiske som du påpeger...