Læsetid: 14 min.

Bernadotteskolen er ikke en skole – det er et begreb

Den begyndte som reformpædagogisk eksperiment, et opgør med autoriterne og en modgift mod nazismen. I dag er Bernadotteskolen kendt som skolen for filminstruktørernes, reklamefolkets, kunstnernes og musikernes børn. Men selv om ingen anden skoles elever har sat så stort præg på dansk kulturliv, understreger skolens rektor, at det er en helt almindelig skole. For helt almindelige børn
De praktiske fag handler ikke om at gøre det rigtige eller gøre det perfekt, men om at lære at håndtere sine egne præstationer. Målet er at give eleverne mod på at kaste sig ud i hvad som helst.

De praktiske fag handler ikke om at gøre det rigtige eller gøre det perfekt, men om at lære at håndtere sine egne præstationer. Målet er at give eleverne mod på at kaste sig ud i hvad som helst.

Sigrid Nygaard

16. marts 2013

Blot 24 minutter efter, at Søren Faulis datter, Billie, var blevet født, stod han nede på gaden foran Rigshospitalet, røg en cigaret og ringede til Bernadotteskolen.

»Den var lidt over ni om morgenen, og de havde lige åbnet på kontoret, da jeg ringede for at få hende skrevet op,« siger filminstruktøren, reklamemanden, manuskriptforfatteren og radioværten Søren Fauli og griner, da han husker tilbage på, hvordan han skyndte sig at ringe for at være helt sikker på, at Billie ville komme ind.

Han havde godt nok ældre børn på skolen i Hellerup, det ville give Billie bedre chancer. Men han vidste også, at der er flere hundrede på venteliste til hver eneste klasse, at de 585 pladser, der samlet er på Bernadotteskolen er nogle af landets mest eftertragtede. Det kunne være for sent at ringe til kontoret bare nogle døgn efter fødslen. Derfor stod han nu nede på gaden ikke engang en halv time efter med telefonen i hånden.

»Jeg er godt klar over, at det er lidt af en kliché,« siger Søren Fauli, som ikke selv er Bernadottebarn, men hvis ekskone, Barbara Læssøe Stephensen, kommunikationschef på Kunstforeningen Gl. Strand, forfatter og tv-vært, har gået der.

»At alle vi, der ser os selv som kloge, kunstneriske, kreative mennesker, gør nøjagtig det samme. Jeg blev ret rystet, da det gik op for mig, at i Fanny, min ældste datters, klasse, der gik Thomas Vinterbergs datter, Susanne Biers datter, Lars von Triers datter og min datter samtidigt. Men det er også bare en virkelig god skole.«

En virkelig god skole. Og en skole, hvortil kunstnere, musikere, forfattere, arkitekter, designere, skuespillere og filminstruktører har sendt deres børn, siden den blev etableret for snart 65 år siden.

Dengang var det reformpædagogernes og de kulturradikales skole. I dag er den skolen for kulturlivets og de kreatives børn, en skole, man flytter til Hellerup for, og som man nødig forlader, når man én gang er blevet en del af den, hvor generationer afløser hinanden, hvortil ’bernabørn’ sender deres egne børn, og hvis tidligere elever hedder Suzanne Brøgger og Arne Herløv Petersen, Aske Bentzon, Jesper Binzer, Alberte og Kasper Winding, Camilla Plum, Thomas Eje, Thomas Blachman, Sidse Babett Knudsen, Johan Wohlert, Rosalinde Mynster og Nikolaj Arcel ...

»Bernadotteskolen er ligesom Tisvilde, et vægtigt fikspunkt for den kulturelle overklasse,« mener forfatter og reklamemand Martin Kongstad. Hans bog fra 2008 Han danser på sin søns grav har netop ud over sommerbyen Tisvildeleje skolen, som den tog sig ud i 1970’erne, som omdrejningspunkt for at afdække de koder, den kulturelle overklasse, som han kalder den, betjener sig af.

Venstreorienteret var man helt bestemt, og man havde den overbevisning, at det kreative var vigtigt for ens barns udvikling. »Irma-adelen,« plejer han at kalde den. Ikke skamløst velhavende, men med masser af god smag, og når det var værst, en uudtalt fornemmelse af at gøre alt rigtigt.

»Skolen er et slags koncentrat. Jeg har mange venner fra skolen, og en del af dem kunne ikke genkende min beskrivelse, måske fordi de koder er en naturlig del af deres liv og forekommer temmelig uskyldige,« siger han og nævner Aske Bentzons plade Badminton som eksempel.

»Den er fra 1979, og mange af de medvirkende – hvis ikke alle – er tidligere elever. Uden for kredsen er pladen relativt ukendt, og de færreste danskere vil kunne svare på, hvem pladens sanger er, men ethvert ’bernabarn’ fra min generation ved, at det er Michael Elo.«

Efterkrigsfremskridt

Men Bernadotteskolen blev ikke skabt som en smart eliteskole for kulturlivet. Den var snarere et eksperimentarium, hvor man ville gennemføre nogle af de ideer, der havde været vanskelige at gennemføre inden for det kommunale skolevæsen – en slags forlængelse af 20’ernes og 30’ernes reformpædagogiske eksperimenter, der handlede om barnets naturlige potentiale og et opgør med autoriteterne.

Reformpædagogerne så de to verdenskrige som autoriteternes store krise, hvor de unge vandrede direkte fra skolebænken og ud i skyttegravene – et moralsk og fysisk sammenbrud, som de mente, at skolen kunne forhindre ved i højere grad at spørge, hvad det enkelte barn ville og ikke ville.

Det var med det udgangspunkt, at Bernadotteskolen slog portene op i 1949 med knapt 100 elever op til tredje klasse.

Forældrene kom fra kulturlivet, universiteterne, fra det politiske liv, ofte med et frisindet ståsted, og eleverne skulle være verdensborgere som en slags vaccination mod ekstremisme og nazisme.

Skolens første leder, Georg Julius Arvin, bekendte sig til en praktisk orienteret form for læring og havde et internationalt udsyn og mange internationale kontakter. Han fik også den amerikanske ambassade til at hjælpe med finansiering til Bernadotteskolen, der blev Danmarks første internationale skole.

Lokalerne er ikke bygget til skole og undervisning. Derfor rummer skolen mange små gemmer og krinkelkroge, som er med til at give hverdagen en hjemlig stemning.

Sigrid Nygaard

I 1951 overtog psykologen C.C. Kragh Müller ledelsen, hvorefter skolens unervisning i årtier fremover tog udgangspunkt i børns psykologi og psykologiske læringsprocesser.

»Jeg elskede det,« siger forfatteren Arne Herløv Petersen, der startede på skolens første årgang i 1949. »Undervisningen foregik i individuelt tempo, læreren gik rundt i klassen, og hvis man var hurtigt igennem, så gik man bare i gang med det næste. Og så havde vi en helt anden omgangsform: Vi var dus med lærerne. De betragtede os som mennesker, der kunne træffe beslutninger. Det var helt uhørt.«

Han sad ofte på bukken i idrætstimerne og læste bøger i stedet for at deltage i idrætsundervisningen, husker journalist og forfatter Ulla Dahlerup, der gik i samme klasse.

»Man måtte selv om det hele, og hvis man ikke ville, kunne man bare lade være. Og så blev det flot ikke at ville,« siger Ulla Dahlerup. Hun mener, at skolen havde alle børnesygdommene i de år, hun gik der.

Selv havde hendes mor imod hendes vilje taget hende ud af kommuneskolen, hvilket nok prægede hendes oplevelse, og placeret hende på Bernadotteskolen, hvor moderen selv underviste i to år, inden hun vendte tilbage til jobbet som gymnasielærer.

»Forældrene var stort set alle sammen akademikere. Jeg gik i klasse med Arne Herløv Petersen og Jane Reumert, Poul Reumerts barnebarn. Der var kun en enkelt rengøringskones barn, der gik der. Nu skulle de akademiske forældres forsømte forår rettes, og efter min mening gik det ud over børnene, for vi lærte alt for lidt. Vi blev til forsøgskaniner, hvor man selv bestemte alt for meget. Jeg følte mig meget utryg der. De, der senere gjorde karriere inden for kulturlivet, havde nok gjort det alligevel, hvis man ser på deres gener og de forældre, der satte deres børn på en betalingsskole som Bernadotteskolen.«

Engagement

Imens nød andre godt af sammenholdet. Forfatteren Arne Herløv Petersen fik lov til at skrive sine små historier, hvilket lagde grunden til hans forfatterskab; de tog på lejrskole ved Silkeborgsøerne, hvor de lavede en republik, afholdt valg, hejste flag, lavede love, sejlede rundt i joller og tog vandprøver, og på den måde blev samfundsfag og biologi til en leg, husker han.

På Bernadotteskolen fik man ingen karakterer, så han måtte videre på Akademisk Studenterkursus for at få sin mellemskoleeksamen. Og for at de ikke skulle få abstinenser, kom de på Bernadotteskolen om lørdagen for at tegne og male og lave keramik og musik.

»Det jazzorkester, der var ude på Bernadotteskolen, det var sgu bedre end mange af dem, der spillede på jazzklubberne,« siger Arne Herløv Petersen.

En gang om måneden mødtes de på skolen og dansede og så film til langt ude på natten. De havde deres eget tøj, man skulle gå i cowboybukser, det skulle være Lee, Levis eller Wrangler med lædermærke på, og man skulle have en særlig sweater med rullekrave fra en bestemt søprovianteringsforretning i Nyhavn, mens pigerne lavede deres egne smykker af tinplader, som de så hængte om halsen. Og så havde de deres egen måde at danse på. »Vi var jo bernaer,« som han siger.

»Vi lavede en kreds, og så sprang vi skiftevis ind i kredsen og hoppede ud igen, mens kredsen bølgede frem og tilbage. Og da atomkampagnen opstod, jamen herregud, de var fra Bernadotte alle sammen.«

Skolen blev i det hele taget katalysator for mange af de ting, der skete i 60’erne, mener han.

»Det er ikke så mærkeligt, for vi var enormt engagerede i alting. Da vi i 9. klasse besluttede os for, at vi skulle på sommerferie i stedet for på almindelig lejrskole, samlede vi penge ind, solgte aviser og opførte en kabaret. Vi fik PH til at komme og synge, selv om han aldrig havde sunget før. Han sang Ølhunden Glammer. Og så tjente vi penge nok, så vi kunne invitere to lærere med. Det er overhovedet ikke nogen tilfældighed, at mange tidligere bernadottebørn fik betydning i kulturlivet.«

Og det fik de. Med den største selvfølgelighed.

Et frirum for børnene

Men det var ikke og er stadig ikke Bernadotteskolens anliggende at være en eliteskole for kulturlivet. Dermed ikke sagt, at man ikke kan komme til at blive det alligevel, indrømmer skolens nuværende leder Per Rahbek.

»Vi fastholder tanken om, at vi vil give børn et frirum, og at børn får lov til at udvikle sig som hele mennesker på alle de mange parametre, som man har behov for som menneske,« lyder hans forklaring på, hvorfor mange af skolens tidligere elever er blevet en del af kulturlivet.

»For eksempel at man udtrykker sig ved hjælp af ler, af papir, af metal, på måder, som ikke har nogen umiddelbar nytte, men som gør, at man lærer at omgås den stoflige verden på en ikkepræstationsorienteret måde. I dag er det progressivt: at skolen ikke bare er en nytteorienteret størrelse, men både-og.«

Per Rahbek er en venlig mand i striktrøje og jeans med et lille opsmøg. Han sidder bag skrivebordet på sit kontor i den røde murstensbygning på Hellerupvej, der udgør den oprindelige skolebygning, der ligger omkranset af de villaer, som skolen med tiden har købt og udvidet med, siden den blev etableret.

Der er PH-lamper i loftet, måske som en lille hilsen til den kulturradikale nestor. Men hvor Bernadotteskolen i 40’erne, 50’erne og 60’erne var med til at trække folkeskolen i sin egen, rundkredspædagogiske retning, ser Bernadotteskolen sig ikke længere som i opposition til den folkeskole, der fungerer omkring den.

»Den største ændring, skolen har været i gennem de seneste 20-40 år, er, at der er et langt større fokus på den akademiske side af skolen. Det skyldes først og fremmest PISA, som ikke kun har forandret vores skole, men alle skoler i Danmark. Det var der, i 90’erne og start 00’erne, at man begyndte at diskutere det faglige, og det gjorde vi også her. Det synes jeg, vi har formået uden at give køb på den praktisk-musiske side,« siger Per Rahbek.

Nutidens udfordring er en anden end for 50 år siden, hvor det var kontroversielt at sætte barnet i centrum. I dag er det ikke nogen kunst at italesætte den individuelle side af barnet, da er det tværtimod fællesskabet, som er det vanskelige, mener han.

»Men der ingen børn, der er sorteret ind her. Det er en helt almindelig skole med helt almindelige børn,« siger Per Rahbek og fremhæver, at skolens elever er præcis lige så talentfulde, musikalske, kreative som eleverne på alle andre skoler med samme socioøkonomiske spredning.

Det er heller ikke nogen særlig pengestærk gruppe, der går her – gennemsnitsindkomsten pr. familie er lavere end på de øvrige skoler i Gentofte Kommune, og desuden prøver skolen at omfordele, så kassedamens og kontorassistens børn også får mulighed for at gå på Bernadotteskolen, der ligesom alle andre privatskoler er en betalingsskole. Det eneste og afgørende kriterium, der giver adgang til Bernadotteskolen er, at barnet bliver skrevet op umiddelbart efter fødslen, eller at barnet har søskende på skolen.

»Optagelseskriteriet til skolen ikke er særlige evner, kvalifikationer eller personlige egenskaber, men kun ancienniteten på ventelisten. Og da søgningen er meget stor betyder det, at man skal være skrevet op fra fødslen. Det skal man vide.«

’Ja, vi er ambitiøse’

Man skal ville det. Det skal man i dag, og det skulle man dengang, mener Lars Jakob Muschinsky, der selv gik der fra 1954 og senere selv arbejdede på skolen, inden han med udgangspunkt i tankerne fra Bernadotteskolen var med til at grundlægge Det frie Gymnasium.

Hans far var lærer på Bernadotteskolen, alle hans forældres bekendte var beskæftigede i projektet ud fra et kulturradikalt ståsted, og efterfølgende har både hans børn og barnebarn gået der. Når han i dag kommer for at hente sit barnebarn, møder han ofte andre, der har været der lige så længe som han selv.

»Skolen er og har altid været ambitiøs. Ikke nødvendigvis med hensyn til at skulle gøre sine elever til akademikere, men til at finde børnenes evner og interesser til noget spændende i deres liv. Den drivkraft er central blandt lærerne, og den er større end drivkraften til at være kreativ. Man forholder sig nysgerrigt til det enkelte barn, man spørger: Hvad har du på hjerte, hvad kan vi lave af skæg sammen. Barnet bliver sat i spil. Det er helt unikt.«

Det var det også, da han gik der. Da han i 50’erne kom hjem fra skole til Brønshøj, blev det helt tydeligt, hvor anderledes Bernadotteskolen var. Det særlige blev fremhævet meget voldsomt, og det skabte en helt særlig identitet, siger han og nævner de myter, der fulgte med. At der var larm alle vegne, for eksempel; at man selv kunne bestemme, hvad man ville lave; at man ikke lærte noget på Bernadotteskolen; og at der ikke var nogen værdikriterier for, hvad der var godt og skidt.

»Det blev set som samfundsnedbrydende at gå der, mener han. Næsten på samme måde, som havde man været spion for Sovjet. Man satte sig selv uden for det gode selskab, og man skulle begrunde sig selv. Sådan er det ikke i dag. Tværtimod.«

I dag er man som bernadottebarn i den grad del af det gode selskab. Måske også fordi man ikke har brug for andet end sit eget gode selskab, mener forfatter Martin Kongstad, der bruger skolen til at beskrive miljøets inerti.

»Man kan, påstår jeg, leve hele livet på Bernadotteskolen forstået på den måde, at man aldrig rækker ud over sin destination, men bliver ved med at færdes i det samme miljø, gifte sig med en, som gik på Busses Skole, høre gammel Herbie Hancock og stemme radikalt for at fastholde en social omsorg og holde skatten nede. Jeg indrømmer, at jeg udtaler mig noget ensidigt.«

— Har du selv ønsket at gå på skolen?

»Jeg flyttede til Kartoffelrækkerne som syvårig og blev skrevet op på Bernadotteskolen, men gik i mellemtiden på den lokale kommuneskole, og da jeg fik plads i tredje klasse nægtede jeg at flytte,« siger han.

En hjemlig stemning

»Hele bevidstheden om, at noget er fint og noget mindre fint, blev jeg først bevidst om langt senere. Det er min opfattelse, at man mistede uskylden hurtigere på Bernadotteskolen, og at man kastede sig ud i ret avancerede distinktioner allerede inden teenageårene,« siger han og forklarer, at han spillede fodbold, gik på diskotek og var småkriminel som de andre.

»Men som 18-årig løb jeg ind i nogle nye venner, og de viste sig at være den klasse fra Bernadottteskolen, som jeg egentlig skulle have gået i. Der var en umiddelbar genkendelse, en følelse af at komme hjem. Jeg havde spillet trommer som otteårig, hvis jeg var endt på Berna, men om jeg havde kunnet skrive min bog er tvivlsomt.«

»Vi har brug for to bassister.« Musiklæreren Jens Mogensen råber ud ad døren. Boldspillet ude i gården stopper, nogle drenge kommer ind fra skolegården, tager instrumenterne og sætter sig. En klassekammerat er på trommer, en på keyboard, fire foran mikrofonerne, det lyder godt. Men det er ikke nødvendigvis det, der er meningen, siger Jens Mogensen senere.

»Det, jeg vil, er, at få den, som ikke kan, til at få noget til at fungere i fællesskab,« siger han. »Her må man godt spille forkert. Det er et øvelokale. At håndtere egne præstationer uden at blive forfængelig. Vi håber, vi giver dem mod til at kaste sig ud i hvad som helst.«

Musik er et såkaldt P-fag. Et af de praktiske fag, som har gjort skolen berømt. Et andet er køkken, hvor læreren lige nu lærer børnene at lave wontoner, der står og damper, og forårsruller, der er ved at blive rullet.

Vi går videre igennem skolens snørklede trappeskakter over til et af skolens andre huse, ned ad en trappe til træ- og metalværkstedet i kælderen, hvor læreren sammen med nogle elever skærer huller til et fodboldmål. Vi går videre op til keramikværkstedet, hvor en dreng er i gang med at lave et gigantisk hoved af ler.

»Det er hult, bare rolig,« forsikrer han. Videre til syværkstedet oppe under taget, hvor piger sidder på bordet og arbejder snakker. Der er hjemligt på Bernadotteskolen, næsten som at være hjemme hos nogen. Det er Cille Foghs yndlingsfag. Hun er elevrådsformand og går i niende. »Det er fantastisk at bruge så meget tid på de praktiske fag,« siger hun. »At få lov til at eksperimentere med hænder og hjerne i stedet for at sidde og glo i en computer hele dagen.«

Næsten for selvsikker

Cille Fogh har gået på Bernadotte siden hun var seks år – hendes forældre flyttede til Hellerup fra Greve på grund af skolen, men hun tænker aldrig over, at den skulle være noget specielt. Kun når hun fortæller andre om, at hun går der.

»Det er virkelig sjældent, at jeg møder nogen, der ikke kender skolen. Tit så siger de, wow, det lyder som en fed skole. Og det er det også.«

Alt i alt er det i dag rimeligt overskudsagtigt på Bernadotteskolen, mener Søren Fauli, der har to børn på skolen, et, der er gået ud af skolen, et, der er skrevet op, og et, der skal skrives op, når det bliver født, selv om han ikke er sikker på, at de to yngste skal gå der. Man mister lokalmiljøet, siger han om den lange skolevej, mange af børnene har.

»Man bliver næsten for selvsikker af at gå der, fordi man får så meget opbakning. Jeg kan huske, hvordan jeg nogle gange har oplevet bernadotter som meget selvsikre.«

— Hvad tror du, det skyldes?

»Da jeg var syv år gammel, arrangerede min mor en udstilling, hvor hun havde nedskrevet nogle digte, jeg havde skrevet, den hed Søren Syv. Jeg solgte hundrede af dem, og jeg fik råd til at købe en traktor, jeg havde ønsket mig. Det, jeg lærte der, er, at jeg sagtens kan lave en digtsamling, for jeg havde en mor, der viste mig, at det kan man da bare gøre. Det er en social mulighed, der bliver stillet, og sådan er det også på Bernadotte. Jeg har da nogle gange tænkt, at jeg burde have gået på Bernadotte.«

I stedet går hans datter, Billie, der. Hun er 11 år gammel og går i fjerde klasse og har lige skrevet projekt om Charlie Chaplin, om hans liv, hans virke, hans eksil og hans historiske betydning.

»Jeg kan rigtig godt lide Charlie Chaplin, han var vildt spændende og lavede gode film,« siger hun.

Hun er i sær glad for de praktiske fag: madlavning, håndværk og at sy. Hun håber at få lejlighed til at vælge syning næste gang. For hun vil være tøjdesigner, når hun bliver voksen, siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Karsten Aaen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Kristian Rikard, Karsten Aaen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dejligt at høre om en skole som til stadighed - og endnu! - tager eleverne alvorligt. Og ikke bare ræser afsted med den liberale, eller rettere sagt; bondesnusfortige -wa kan man bruw a te- men som lader elevernes dannes i deres eget tempo, gennem deres egne interesser.

jens peter hansen

Ja Bernadotteskolen står for noget af det, der faktisk kom til at præge folkeskolen i 70'erne, men det er jo også i dag de veluddannede, de interesserede, de frisindede hvide danskere, der sender deres børn i denne skole. Som en af eleverne siger, så flyttede de fra Greve til Hellerup for at gå på skolen. Det valg har de færreste vist. Det bekymrende er ikke at skolen lever videre, men at nogle af de værdier den den står for er fuldstændig ausradiert i de sidste års skoletænkning. Skolen betyder således mindre i dag end den gjorde for 60 år siden. Den lever sit eget skjulte liv. Hvor ville det være livgivende, hvis der igen blev plads for andre ideer end den " vi skal være de bedste"- mentalitet, der snart sagt styrer alle politiske strømninger her i landet. Bernadotteskolen giver også karakterer. Det er altså ikke denne skole der mere har indflydelse på omverdenen, men omvendt.
De såkaldt progressive skolers tid er (næsten) forbi, mens de private konkurrence-skoler har en mægtig succes. Sådan er tidsånden tilsyneladende.

Martin Hansen , Andreas Trägårdh, Jens Overgaard Bjerre, Anders Reinholdt og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Udentitel:

To af dem!

Mere elite flere olympiske discipliner i hverdagen!
Der er intet i vejen med ekskluderingen og det eksklusive så længe man selv er en del af det.

Ja, i må sgu` meget undskylde venner, jeg har altid haft mest respekt for normbrydere dem der bryder ud af deres miljø og går mod strømmen, det gælder lige meget hvilken retning man går mod strømmen i.

Vi har alle sammen, (sikkert med rette), en ide om at vi bliver dygtigere af at blive isoleret i miljøer med pigtråd om, med dem der er som os selv men tør de fleste af os gøre andet?

Niels Engelsted

For tres år siden begyndte jeg på Bernadotteskolen. Men da jeg efter et halvt år stadig sad og tegnede med farveblyanter, mens alle de små piger var igennem deres tredje matematikhæfte, turde mine forældre ikke længere trods lærernes forsikringer. Ak, havde de haft mere is i maven, kunne jeg måske også være blevet til noget ved musikken.

Andreas Trägårdh, Per Torbensen, Robert Ørsted-Jensen, Peter Ole Kvint, Karsten Aaen, Leif Højgaard, Henrik Jensen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Henrik Jensen

Engelsted- du havde helt sikkert haft et program på Radio 24syv.

Sammen med resten af klassen.

Per Torbensen, Robert Ørsted-Jensen, Anders Reinholdt og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Jeg gik på en Lilleskole hvor lærere eksperimenterede sådan med eleverne så de følte sig helt slidt. De desperate elever spurte findes der ikke videnskabelige undersøgelser af hvordan man lære bedst. Læreren fortalte at der kun fandtes en undersøgelse fra 1800 tallet, og forklarede resultatet. Vi bad om denne den bedste undervisningsform, men nej, vi kunne kun få alt muligt andet.

Ved noget af et tilfælde har jeg fået lavet et udvisningssystem, og dette er blandt andet endt i Afghanistan. Så nu har Afghanistan et udvisningssystem, som er bedre end det danske. Hvor forrykt det end lyder.

Det danske politiske-system er i dag blevet så reaktionært, at det bliver overhalet af Afghanistan. Hvad er Danmarks fremtid?

Andreas Trägårdh

Jeg blev bortvist fra bernaen allerede efter første klasse - tilmed på livstid forsikrede de mig om.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg bliver så træt af at høre om overklassen. Som om der ikke var andet end den skide overklasse. Men lært at rage til sig, det har den. Hvis man gennemgår de mennesker, som modtager de 6-7 milliarder kr., fra Kunstfonden, vil medd garanti finde den samme sociale gruppering.

Og nu har man gudhjælpe mig et forslag om at lave A & B hold i skolernes 7'de klasse. Akkurat, som da jeg gik i Folkeskolen. Vi døbte ordnigen til 'arbejder' og 'boglig' linie. Tænk at man træder baglæns i udviklingen og finder de samme elendigheder frem igen. Og det er de samme borgerlige grå lærere, som skal bestemme, hvem der skal i hvad. (Fortæl mig hvad dine forældre laver, så skal jeg sige dig om du er egnet til gymnasiet).

At konservative samtidig kommer med en moderniseringsordning for sommerhuse beviser kun, at arbejderklassen og underklassen, som vel består af ca. 40 procent af befolkningen, virkeligt skal trædes på. Men der er jo også frit slag, de laveste klasser er i forvejen ukendte i tv.

Vi er blevet røvrendt af S og SF, så selv Vor Herre har sværvt ved at følge med. Og Enhedslisten har man efterhånden også svært at fæste tillid til. De freder Thorning, siger de, men vi presse hende og regeringen hårdt??

For de laveste lorteklasser er der efterhånden kun ét alternativ: at stemme på Dansk folkeparti. For hvad er alternativet? Hvor er partiet, som vil gøre noget for os, for vores børn og børnebørn? Skal vi bare holde kæft og sætte os ned og se eliten og dens børn fra Bernadotteskolen i tv?

Karsten Aaen, Per Torbensen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Jens Overgaard Bjerre

Bernaen er ikke en skid overklasse. Det er (eller var!?) dog en ganske broget samling af velmenene, dannede som udannede overskud på eventyr - børn i alle aldre, dengang.
Ingen institutioner, heller ikke Bernaen, kan både udvikle og samtidig være i stand til at tage konsekvensen af de ideer de sætter i værk. Det er min direkte oplevelse af skolen. Ja, jeg blev smidt ud på røv og albuer af Vagn, efter 1 kl. Men jeg blev faktisk også smidt ud af "Agnes hus" (børnehaveklassen) men blev taget til nåde. Jeg er faktisk antiautoritær og var nok en mundfuld for frigjort til at danen miljø!

steen nielsen

@Niels Engelsted

Desværre er der også nogen der aldrig bliver kreative af at tegne med farveblyanter i deres matematikhæfte, for de er født i det forkerte miljø og deres forædldre har ikke råd eller overskud til at sende dem på en kreativ privatskole eller Bernadotteskole f.eks.

steen nielsen

@Niels Engelsted
Desværre er der også nogen der aldrig bliver kreative af at tegne med farveblyanter i deres matematikhæfte, for de er født i det forkerte miljø og deres forældre har ikke råd eller overskud til at sende dem på en kreativ privatskole eller en Bernadotteskole f.eks.

Niels Engelsted

Steen, ja, alt for mange børn ved ikke, at det vigtigste valg i livet, er valget af forældre. Jeg var dog heldig og blev reddet af kommuneskolen.

Jens Thorning

Det er ikke rigtigt, at man var sikret en livsvarig plads ved bongotrommerne i DR's øvelokaler; i midten og slutningen af 1960'erne kunne det være farligt at følge moden, i al fald husker jeg følgende udtalelse: "Jeg gik på Bernadotteskolen; alle i klassen blev narkomaner (: begyndte at ryge hash)".

Peter Ole Kvint

Jeg gik på en Lilleskole hvor lærere eksperimenterede sådan med eleverne så de følte sig helt slidt. De desperate elever spurgte findes der ikke videnskabelige undersøgelser af hvordan man lære bedst. Læreren fortalte at der kun fandtes en undersøgelse fra 1800 tallet, og forklarede resultatet. Vi bad om denne den bedste undervisningsform, men nej, vi kunne kun få alt muligt andet.
Ved noget af et tilfælde har jeg fået lavet et undervisningssystem, og dette er blandt andet endt i Afghanistan. Så nu har Afghanistan et undervisningssystem, som er bedre end det danske. Hvor forrykt det end lyder.
Det danske politiske-system er i dag blevet så reaktionært, at det bliver overhalet af Afghanistan. Hvad er Danmarks fremtid?