Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Min søn bliver bidt i vuggestuen

23. marts 2013

Min knægt på to et halv er nu kommet hjem fra vuggestuen tre gange på 14 dage med bidemærker – to gange på armen og senest på kinden i forgårs. Pædagogerne slår det hen med en kommentar om, at de håndterer det og tager det med forældrene til den møgunge, der bider. Min kone og jeg har fået det klare indtryk, at de foretrækker, at vi blander os udenom, og de vil ikke udlevere navnet på det barn, som bider.

De to første gange fik min kone overtalt mig til at slå koldt vand i blodet, men for mit vedkommende går grænsen ved ansigtsbid. Det er helt utilstedeligt. Min kone siger, hun ville skamme sig over det, hvis jeg bad om at få navnet på den unge, der bider, så jeg kunne ringe til hans forældre og sige det.

I morges græd vores knægt, fordi han ikke ville i vuggestue. Han koblede det ikke direkte med bideriet men mon ikke der er en klar forbindelse? Hvad siger I – skal jeg følge min kones råd eller selv tage en snak med forældrene?

– Jacob, 29, far

Svar I:

Jeg voksede med en far, der var rektor på en privatskole i provinsen. Det var han i 30 år – og i de år, jeg fulgte med på skolens sidelinje, ændrede lærernes forhold til forældrene sig markant. Efterhånden som eleverne blev til projektbørn og deres ophav til curlingforældre, fik lærerne mindre og mindre råderum.

Eleverne sms’ede deres forældre, hvis de blev irettesat af en lærer, og det hændte gudhjælpemig, at fædre dukkede op i frokostpausen for at sætte en lærer på plads. Deres helt særlige pus skulle sandeligt ikke skældes ud.

Jeg kan ikke vide det, men jeg forestiller mig, at de selvsamme forældre sad til middagsselskab fredag aften og over mellemdyr rødvin himlede op om nutidens svage lærere, der ikke er i stand til at sætte sig igennem overfor eleverne og ikke besidder fortidens naturlige autoritet. Ja, hvorfor mon?

Det er spøjst at du godt tør overlade omsorgen for og opdragelsen af dit barn til pædagoger – fremmede mennesker ret beset. Du stoler nok på dem, til at du hver dag kan efterlade dit barn og møde op på arbejde med sindsro. Du ved, at andre mennesker lærer dit barn at gå, at tale, at tegne, at synge, at indgå i relationer med andre mennesker. Men når de selvsamme pædagoger kigger dig i øjnene og siger: »Den her konflikt håndterer vi,« så betvivler du deres autoritet.

Hvis du ikke er stand til at stole på pædagogerne, når de eksplicit siger til dig, at de tager ansvar, så burde du blive hjemme og passe dit barn selv.

– Nikolai Thyssen

Svar II

Jeg forestiller mig, hvordan en sådan telefonsamtale kunne forløbe:

»Goddag, mit navn er Jacob, jeg er Mikkels far. Jeres Valdemar bider min dreng.« Valdemars far: »Ja, vi ved det godt, vi er virkelig kede af det. Valdemar er blevet vurderet af kommunens psykolog, fordi pædagogerne siger, han er aggressiv, og psykologen mener, han er meget sensitiv og reagerer udadtil, når han bliver overstimuleret. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Vi overvejer medicinering, men synes det er lidt tidligt. Han er kun to år. Et alternativ er en form for terapi i det private, men det er så dyrt, men det er selvfølgelig ikke det, der skal afgøre det. Noget må vi jo gøre, inden han har fået alle sine tænder og virkelig kan gøre skade på sig selv og andre.«

Et andet muligt svar er: »Du skal kraftedeme ikke ringe her. Skal du have et par på kassen?«

Inden man foretager den slags opkald, skal man altid tage samtalen med sig selv først: Hvad ønsker jeg at opnå? Hvad er realistisk at opnå? Hvad skal jeg sige, efter jeg har konfronteret forældrene med, at deres toårige bider? Og måske vigtigst af alt: Kommer jeg af med min egen magtesløshed ved at pålægge andre den? Ville et sådan opkald hjælpe på min forståelige men uundgåelige dårlige samvittighed over ikke at kunne være der for min søn, når han bliver bidt? Hvem handler det her egentlig om: Min søn eller mig?

– Anita Brask Rasmussen

Serie

Brevkassen

Et spørgsmål – to svar.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lasse Kold
Lasse Kold anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Illustrerer med smertelig tydelighed yngelplejens ringe standard og det moderne menneskes urimelige valg imellem børn eller karriere
Jeg var sandkassens skræk i forstaden anno 1956 og min mor fik en enkelt klage - senere var det mig der blev mobbet på legepladsen af de store drenge og min far intervenerede en enkelt gang hvorefter jeg fik besked på selv at klare ærterne - jeg fandt min plads i hierakiet.
At være en lille eller en stor bølle har altid en baggrundshistorie og må ses i en større sammenhæng - men de svage skal beskyttes eller vi risikerer sårede mennesker med uoverskuelige konsekvenser .
Underbemandede institutioner med pædagoger der ikke tør strejke er ikke tillidvækkende omsorgspersoner for forsvarsløse babyer.

Jette Abildgaard og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Han kom i vugger og lærte at fedte
for petergokken og bide dem der' små

Morale: Lær din unge at bide fra sig, eller udstyr ham med hjelm og visir, før du afleverer ham i vuggeren. It's a jungle out there.

Jette Abildgaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er pædagogernes ansvar at sørge for, at ingen børn bliver bidt - og de burde fortælle forældrene om episoden. Det er helt utilstedeligt, at forældrene selv skal undre sig og opsøge information, om hvorfor deres barn har bidemærker i ansigtet. Det er ikke tillidvækkende.

Jeg ville ikke føle mig tryg ved institutionen efter sådan et forløb. Find en anden løsning - ny institution, dagpleje eller andet.

Da jeg skulle finde børnehave til min søn, blev vi anvist en helt ny udflytterbørnehave, som på papiret så rigtig godt ud. Ved besøg var det tydeligt for mig, at der ikke var ordentligt opsyn med børnene - der var åben dør mod befærdet vej - sandkasse anlægget var anlagt, så det ikke kunne undgås, at børnene ville slå sig - hvilket naturligvis skete for min søn, og man skyndte sig efterfølgende at rette så nogenlunde op på det dårlige anlæg. Men nej tak - vi var efterfølgende heldige at finde en virkelig skøn udflytterbørnehave, hvor min søn stortrivedes.

Christel Gruner-Olesen, Lone Christensen, uffe hellum, Inger Lis Ioannidis og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Min egen lille engel og de andres lede møgunger. Det er ikke nemt at være nogen i tider som disse Randi, hverken barn, forælder eller småbørnspædagog.

Men hvis det var min egen lille engel på to et halvt, der kom hjem fra vuggeren med tre bidemærker (heraf et i ansigtet) tilføjet den af den samme lede møgunge i løbet af 14 dage, tror jeg nu også, at jeg ville prøve at overvinde min autoritetstro og se mig om efter en anden pasningsordning til englebarnet, før det også får bæ på vingerne og begynder at udvise symptomer på kannibalisme.

Hans Christian Askou

Randi, nu står der ingen steder i teksten, at de selv har skullet opstøve information. Som jeg læser det, har pædagogerne bare ikke villet oplyse navnet på det barn, møgungen, der har bidt vores lille offer, englebassen, og det handler vel om tavshedspligt, så de 'nedslagspunkter' i et barn udvikling mod noget mere socialt acceptabelt ikke kommer til at stå det til hindring for selvsamme? Børn i den alder slår, bider og skubber hinanden. Det gør de også senere, og som voksne finder de på særligt spidsfindigt udtænkte måder at gøre det samme, dog uden at skulle stå til ansvar overfor voldsparagraffer etc. Hvorfor er det i øvrigt særligt problematisk at blive bidt i ansigtet? Ja, det er grænseoverskridende, at et andet menneske bider eller slår i ansigte,t men jeg har svært ved at forstå, hvorfor lige netop det er dér, grænsen går. Det lugter mere af, at nu, hvor ansigtet er i farezonen, så skal der sgu slås ned over for de andre ungers asociale adfærd... Som om, det skulle være et argument i sig selv. Lidt ligesom man ikke slår konen i ansigtet, for så kan de andre se det?

Alle børn laver fejl, også mine.

Forskellen er bare, at nogle arbejdspladser har en politik, der hjælper med at løse adfærdsproblemer, og andre har en politik, der skal dække over overgreb.

Det lyder som om, offerets far ikke har forstået, hvilke tiltag ledelsen vil tage, og ikke har forstået, hvad hans egen møgunge eventuelt har gjort. Det er ikke OK at blande sig udenom, uden at forstå handlingsplanen. Hvis ledelsen er professionel, kan de forklare sammenhængen:
- En yngre pædagog havde tømmermænd eller kærestesorger, så der var ingen opsyn.
- Institutionen er en lortearbejdsplads, så kun de svageste søger herhen.
- Min egen møgunge provokerede i lang tid, og fik til sidst svar på tiltale.
- Den voldelige unge har en børneudgave af en depression.

Hvis ledelsen ikke rigtig synes, de kan forklare planen og forløbet, så er det nok bedst at skifte institution.

Hvis faren rent faktisk har gjort sit hjemmearbejde, og taler godt med mange andre forældre i gruppen, kan der måske omrokeres på børn eller pædagoger eller ledelse, så gruppen fungerer bedre.

Christel Gruner-Olesen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Det er forrygende arrogant (men måske desværre korrekt), at begge svarene insinuerer, at faren er dårligere til problemløsning med sine med-forældre, end en pædagogmedhjælper, der har mange andre opgaver.

De fleste af os fædre kommer faktisk fredeligt ud af potentielle interessekonflikter hver eneste dag.

Steffen Gliese og Hans Christian Askou anbefalede denne kommentar
Hans Christian Askou

Uffe, det må jeg da give dig ret i. Men det kan da for mig at se godt virke lidt bekymrende i forhold daddy-O's evner ud i den slags, når han ikke er på klarere fodslag med sit 2½ årige barn, end at han holder fast i sin tolkning af, at podens manglende lyst til at skulle af sted er grundet i biddet (og ikke, fordi poden bare ikke vil af sted men hellere blive hjemme den dag) selvom poden ikke har givet direkte udtryk for noget lignende. Daddy-O ser ud til at betvivle ikke så få mennesker omkring ham, inklusiv sit eget barn? Lidt hårdt sat op, ja. Arrogant, absolut, og undskyld for det.

Hans Christian Askou

Derudover har jeg personligt aldrig oplevet noget, der har haft nemmere ved at hidse mig op, end da jeg var blevet far og hvis mit barn var i farezonen. Man kan blive helt angst i trafikken! Utroligt, som det kan tage fat i mellemgulvet og adrenalinkirtlerne (eller hvor, kampstofferne bliver lavet).

Vibeke Rasmussen

For nylig hørte jeg på radioen en beretning om en mor, der ved afhentning af sin søn i børnehaven, var blevet konfronteret med, at han tidligere på dagen havde bidt et af de andre børn. Moren var selvsagt ked af situationen, men kunne samtidig slet ikke genkende den reaktion fra sin søn.

På vejen hjem talte hun så med sin søn om episoden, og det kom frem … at børnene havde leget, at han var løve! Jamen, så er det da indlysende, at der i legen kan være opstået en situation, hvor han, løven, har måttet 'bide fra sig'. For sådan gør løver da, grrr …

Hvad der derimod undrede mig ved historien var, at det tilsyneladende ikke var faldet pædagogerne ind at spørge nærmere ind til situationen, og at det var moren, som, til trods for at hun ikke selv havde været til stede, skulle finde frem til en forklaring.

Det samme kan undre mig i denne historie. Hvorfor bed 'ungen'?

Martin Hansen , uffe hellum, Viggo Okholm og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Det hedder "inklusion" og betyder, at uanset hvilke problemer et barn har, eller hvordan det opfører sig, så skal der være plads til det på normalstuen. Har selv hørt om et eksempel på et barn der ikke alene bider, spytter på og sparker de andre, men også er voldeligt mod pædagogerne og de er stort set uden muligheder for at handle på det! Kommunen forlanger at der skal være plads til barnet og at de andre børn skal tvinges til at lege med ham. Men sådan er det i dagens Danmark, der skal spares og spares og det er synd for de børn, der har hjælp behov, men også for de andre børn i institutionen.

randi christiansen

Hans Christian Askou
26. marts, 2013 - 23:59

Jeg mener ikke, at grænsen går ved bidemærker i ansigtet - grænsen går ved fysiske eller psykiske overgreb. Det er pædagogernes opgave at betrygge forældrene. Kan dette ikke lade sig gøre, må forældrene som de primære omsorgspersoner henholde sig til deres egen oplevelse og agere ud fra den.

Men naturligvis er det vigtigt at få afklaret sagens egentlige sammenhæng.

Og hvordan skulle man kunne forvente, at et barn poå 2,5 år er i stand til at formulere en måske kompliceret og for ham uoverskuelig sammenhæng.

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor laver Information mon disse brevkasser? Det virker meget barnagtigt, eller "damebladsagtigt". Og hvad får folk til at skrive ind? Med så selvudleverende og idiostiske spørgsmål som denne mand her, der finder det vigtigt, at vi skal vide, at han er 29 år gammel. Hvorfor er det vigtigt? Jeg ved det ikke, men 29 er for mange år for en mand, der optræder så umoden, som her.

randi christiansen

MKN - spørgsmålet sætter fokus på et meget stort problem og er relevant i diskussionen om institutionaliseringen af vores børn - ref. t.x. artiklen ´Afskaf heldagsvuggestuen´m.v.

Michael Kongstad Nielsen

Randi C., 18.57., du skulle selv have været ansat i børnehaven, så du kunne sikre din søn det bedste hver dag, hvorfor sendte du ham afsted? Du havde dog tid til at inspicere sandkassen uden for normal hente-afleveretid. Din kommentar minder meget om egoisternes tankegang, at mine børn bliver ikke passet godt nok af andre, men jeg har ikke tid selv. Den mistillid, der ligger i det indlæg, svarer til de borgerliges mistillid til alt offentligt, og så forstår jeg ikke alle dine andre indlæg om, at fremtiden skal baseres på et socioøkonomisk fælleskab, hvor man har tillid til sine medmennesker.

randi christiansen

MKN - arhj altså - for det første havde jeg mulighed for at ´inspicere´ pågældende sandkasse, da vi besøgte børnehaven, hvilket er almindelig praksis, inden man indmelder sit barn.

Jeg sendte ham afsted, fordi det i dagens samfund er dér, hvor børn kan møde andre børn - det er ikke længere hjemme i gaden, man møder sine legekammerater.

Og hvorfor har jeg ikke ret til at kritisere institutionerne ? Skal jeg bare have blind tillid til dem ? Det ligner ikke dine andre indlæg, som dog kan være noget slingrende i kursen.

Michael Kongstad Nielsen

Det skal man også have (ret til at kritisere institutionerne), men jeg fornemmer en tendens til krævementalitet og irettesættelse, og værre endnu, bedrevidenhed, overfor alle mulige offentlige institutioner, ikke mindst de pædagoiske. Forældre i dag løfter sig i samklang med medierne op til kloge-åger indenfor undervisning, de ved bedre og har engang gået i skole, så kom ikke her, og min lille Emil eller Gertrude, er så vigtige, at alle andre og regeringegns sparehalløj kan gå ad helvede til, og jeg kan godt blive gal....

Tja,nu hvor dette skrives er de opstillede problematikker måske løst,men som jeg ser det så vil der altid i alle sammenhænge hvor børn og voksne mødes kunne opstå uheldige situationer. Et mindre barn bruger altså munden som redskab indtil en vis modenhed. Sproget er ikke udviklet og konsekvenser ikke opdaget,derfor skal der bl.a. være voksne nok i en vuggestue. Da børn generelt bruger de midler voksne bruger hjælper det jo ikke på sigt at opfordre til at bide igen. Selvfølgelig skal man prøve at få barnet til at forstå det forkerte.
Men nogen børn fortsætter i forkerte spor længe indtil de måske pludselig erkender sammenhænge,andre lærer det aldrig,vores samfund og nationer er et godt eksempel ikke?

randi christiansen og Hans Christian Askou anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og derfor er pædagogerne i dagens underbemandede institutioner på en uriaspost - hvis de vil beklage sig over dårlige arbejdsforhold, sætter de i sidste instans deres stilling på spil. Jeg har oplevet tjenestemandsansat pædagog sige, at hun af samme grund ikke ville strejke, selv om hun og resten af personalgruppen mente, der var grund til det.

En af mine venner er pædagog og ansat i en vuggestue - hun fortæller fortvivlet om gentagne situationer, hvor hun står alene med 12 vuggestuebørn. Hvordan skulle hun kunne afværge al uhensigtsmæssig adfærd ?

Og til næstsidst en lille bitte ´istoire : min søn lærte at drikke cola i vuggestuen - jeg havde ikke lige været opmærksom på at bede dem undlade at introducere ham til denne ´læskedrik´- det kunne han tidsnok blive.

Tilsidst : dette er ikke for at undergrave tilliden til de pædagoger, der hver dag gør et kæmpe arbejde - jeg er stadig taknemmelig for min søns gode børnehaveliv ( i en børnehave hvis gode betingelser i nedskæringernes hellige navn dog selvfølgelig senere blev forringede ) - men for at forsøge at fokusere samtalen på de egentlige problemer og hermed hjælpe dem med at få bedre betingelser for vores børn, som trods alt er vores fremtid. Fremsynethed er jo desværre overalt en mangelvare.

Maj-Britt Kent Hansen

25 kommentarer!

Det er vist aldrig før sket for Brevkassen, som for det meste ligger ganske upåagtet hen.

En rimelig fremgangsmåde er at få egen læge (eller lægevagten/skadestuen) til at se på barnet hver gang der er bidmærker eller andre læsioner opstået på vuggestuen .

Derefter få en lægeerklæring/ attest på skaderne og stille pædagogerne til ansvar.

Hvis pædagogerne smyger sig udenom at håndtere sagen, så tager man sagen op til næste niveau o s v.

(Det er måske den lokale "rocker-chef's" unge der bider - og så er pæagogerne måske netop derfor helst fri for at "blande sig" selv om de har ansvaret for hvad der sker i vuggestuen ? - eller måske er pædagogerne blot utilgiveligt efterladende?).

Når nogen i dag taler om, hvorfor f.eks. lærere og pædagoger ikke ikke udviser den fornødne autoritet, så skyldes det, at det i dagens Danmark er blevet forbudt at udvise autoritet. Hvis man udviser nærmest den mindste form for autoritet, så bliver man ret hurtigt pillet ned.

Det hele er blevet en gang stor lal, hvor man tror, at man kan løse alle problemer ved hjælp af rundkredspædagogik. Bare alene det, at opdrage sine egne børn, er blevet en kunst i sig selv, da man i dagens Danmark nærmest skal være i besiddelse af diverse pæpagogiske uddannelser, da man jo derved risikerer, at de bliver opdraget "forkert", hvis man ikke følger de moderne pædagoiske spilleregler. Over for sine egne børn, må man jo heller ikke sætte sig i respekt længere, og gør man alligevel det, så er fanden løs.

I dag, har man vendt samfundet på hovedet, og det betyder, at hvor det før i tiden, var de voksne, som satte dagsordenen, så er det i dag børnene, man skal rette sig efter, og derfor kører det som det kører, nemlig af helvede til.

Forhåbentligt, er der nogen, som en dag indser, at man er nødt til at genindføre en form for autoritet.

Brian Christensen

Uanset hvor meget rigtigt der er i svarene, kunne man i det mindste svare manden ordentligt. Det er da godt nok det mest nedladende svar jeg har læst i en brevkasse. Manden skriver ud for at få hjælp, det mindste man kunne gøre var da at ladevære med at tale ned til ham.

Hvis man føler man selv skal gøre noget kunne det jo også være fordi pædagogerne ikke har meldt ud at de tager problemet seriøst?

Majbritt Nielsen

randi christiansen
26. marts, 2013 - 00:37
" valg imellem børn eller karriere"
tja eller tag over hovedet og mad på bordet. Det er sådanne småting som en indtægt også birager med. Det sku ikke alle der har en karriere men et job for at få diverse goder lønnen kan købe.