Nyhed
Læsetid: 5 min.

Byens mure tilhører oprøret

De unge rebeller styrer slagets gang på Kairos mure. Her har de endnu kontrol. Opfindsomheden er stor, og nu begynder det at sprøjte ud med bøger om den nye graffitibølge
’En hyldest til martyrerne’ 
Illustration: fra bøgerne

’En hyldest til martyrerne’
Illustration: fra bøgerne

Moderne Tider
23. marts 2013

Før revolutionen i Egypten skulle man lede længe efter kunst i det offentlige rum i Kairo. Den sag havde regimet styr på. Og skulle en enkelt formaste sig til at udfordre regimet med en spraydåse, så var der en god chance for at politiet ville male det over inden for 24 timer. På den måde skabte de faktisk ofte interessante værker – men det er en anden sag. Selv om landets nye magthavere – først hæren og siden Det Muslimske Broderskab – begge har søgt at videreføre mange sider af den autoritære, centraliserede stat, så må de se i øjnene, at graffitien ikke er til at fjerne.

Ikke fordi de ikke har prøvet. I midten af september 2012 blev Muhammad Mahmoud Street nær Tahrir-pladsen malet ’pæn’. Al graffiti blev malet over i nattens mulm og mørke. De sociale medier kogte over.

Og graffitikunstnere og malere strømmede til i dagene efter, og skabte nye værker. Men det er ikke kun på Muhammad Mahmoud Street, at de revolutionære kræfter har taget kontrol.

Politiske og religiøse emner

Det meste af det centrale Kairo er prydet med både vægmalerier og især stencils. I virkeligheden dækker begrebet ’graffiti’ i gængs forstand måske ikke helt – det er mere end kunstneriske udtryk. Gademurene fungerer i højere grad som opslagstavler for aktuelle emner, der ikke bliver formidlet af de statslige medier. Det er kommentarer på politiske og religiøse emner og personer eller kritik af f.eks. seksuelle overgreb, som udtrykt i stencilen ’Blue Bra’, en reference til den kvinde som under en af revolutionens kampe med politiet fik hevet tøjet af og blottet sin blå bh. Ligeledes har lokale street art-grupper som Noon El Neswa, eller The Mona Lisa Brigades med fokus på køn og kvinders rettigheder fundet deres plads på væggene. Kunstnerne Nazeer og Zeft står for kampagnen #ColoringThruCorruption, hvor overflader i det offentlige rum, bygninger, vandrør m.m. bliver malet i stærke farver, og derved sætter fokus på korruption og fattigdom.

Et andet vigtigt element af graffitien, som præger Kairos gader, er de vægmalerier, som forestiller revolutionens martyrer. Disse værker minder konstant om de ofre, revolutionen har krævet, en visuel ihukommelse af de mange, som mistede livet, og samtidig en insisteren på at fortsætte kampen.

Kvinderne er med

Revolutionen har fostret en hær af graffitikunstnere. Kendisser som Ganzeer, Keizer, Nazeer og Ammar Abo Bakr er blot nogle af de nye stjerner.

Og kvinderne har også fundet spraydåserne frem. Den mest kreative og i øjnefaldene er nok Bahia Shehab. Men også Hend Kheera og Aya Tarek, der oprindeligt kommer fra Alexandria, hvor hun fortsat primært virker fra, er blandt de helt store kvindelige kunstnere på gaden.

Fælles for dem alle er, at de konstant forholder sig til den politiske, sociale og kulturelle virkelighed, som præger Egypten, og konsekvent er i dialog med magthaverne. Fælles er også, at disse kunstneres værker fremtræder prominent i tre nye værker om street art i Egypten, som er kommet på gaden inden for de seneste tre til fem måneder.

Klar kommunikation

»Jeg ved ikke, om jeg er revolutionær, fordi jeg er street artist, eller om jeg er street artist, fordi jeg er revolutionær. Jeg foretrækker det sidste. Jeg kan lide begge dele – revolution og kunst.« Sådan starter værket Wall Talk. Den er klart den mest interessante af de tre nye bøger om graffitien i Kairos gader. Alene bogens layout.

Vi taler om et format, som hedder 14 x 20 cm. Helt suverænt til formålet. Hver side er som et postkort af den fede slags. Bogens struktur er ligetil. Den er kronologisk opbygget med start i januar 2011. Hvert kapitel starter med et kort resume af månedens politiske begivenheder. Og så graffiti. Nye begivenheder. Og så ny graffiti osv. osv. På den måde bliver kommunikationen klokkeklar. Bevægelsen klar. Væggene taler til magthaverne, men især til folket i et forsøg på at mobilisere og skabe diskussion, debat og forandring. Det er en krønike over revolutionen. Visuelt. Nærmest uden ord. Og når ordene er der, er de der på både engelsk og arabisk. Et smukt værk, hvor folkene bag tilmed har besluttet, at overskuddet fra bogen går til, som de skriver »den revolutionære ungdom« gennem aktivistkollektivet Mosireen.org, som bl.a. ledes af den kendte egyptiske aktivist og skuespiller, Khalid Abdallah, kendt fra Green Zone og Drageflyveren.

Køn

Det arabiske værk Jawâyâ shahîd redigeret af Heba Hilmi er også interessant. Man fornemmer klart, at Heba Hilmi har levet revolutionen, og at hun har et dybt ønske om at bevare graffitien for eftertiden. Heba Hilmi har i sit værk valgt at fokusere på en række af de mest centrale begivenheder i egyptisk politik de seneste to år, og lader graffitien afspejle reaktionerne. Efter en kort indledning om street art begynder rækken af nedslag. Første nedslag er kvinder på muren. En kønsdimension, som klart fortjener plads – måske endog mere, end Hilmi tillader. Maspero-begivenhederne. De nye mure, der deler det centrale Kairo op og på flere måder minder om opdelingen på Vestbredden eller i Bagdad. Kunstnere har tilføjet disse betonrædsler nye dimensioner. Og flere kapitler følger. Strukturen virker og udvalget giver også i Hilmis selektion klart overblik over gadens reaktion på magthavernes gøren og laden.

Kan undværes

Også den svenske fotograf Mia Gröndahl har udgivet et nyt værk: Revolution Graffiti. I dette tilfælde er det det store forlag American University Cairo Press, som står bag. Det kan ærlig talt undre. Det er klart den mindst interessante af de nye bøger om street art. Formatet er klodset. Opsætningen af billederne i bedste fald på det jævne. Strukturen er ligeledes svær at få øje på. Hun forsøger sig tematisk. Hun forsøger sig med fokus på enkelte af de nye kendisser som Nazeer og Aya Tarek. Halvhjertet. Det fungerer aldrig rigtigt. Alligevel kan hun ikke undgå ind imellem at ramme ind i en stime der giver god mening. Men ikke et værk, der ikke kan undværes.

I sagens natur er street art forgængelig. Den tager ny form. Forandres. Forsvinder. Værkerne er nu dokumenteret i forskellige former, hvilket i sig selv er et vigtigt historisk arbejde, så eftertiden bevarer denne centrale del af den politiske kamp for et nyt Egypten, også den dag murene igen ser rene og pæne ud, som om intet var hændt.

Sherif Boraïe: Wall Talk. 680 sider. Zeitouna.

Heba Hilmi: Jawâyâ shahîd fî Shâria al-thawra al-masriyya. 186 sider. Dar al-Ain, Masr

Mia Gröndahl: Revolution Graffiti. 194 sider. 34,50 dollar. American University in Cairo Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg ville elske at bladre i disse billeder af egyptiske vægaviser - revolutionen uredigeret ude af hænderne på FOXNEWs, Murdoch og Al jazeera. Fænomenet må også kunne findes på Youtube...