Læsetid: 13 min.

Grønlands fremtid er begravet i undergrunden

Udsigterne for Grønlands økonomi er dystre, men vejen mod bedre tider går gennem undergrunden. Potentialet for en ny økonomisk fremtid for Grønland virker stort, men Danmark løber med omtrent halvdelen af det grønlandske guld
Forventningerne er i top, men det er nervøsiteten også. For de mulige gevinster ved et Grønlandsk undergrundseventyr – f.eks. i denne guldmine i fjeldet Nulanaq –  er så enorme, at de vil forandre landet for altid. Men udsigterne er usikre, og uden det store rush ser fremtiden meget sort ud. Foto: Joachim Adrian

Forventningerne er i top, men det er nervøsiteten også. For de mulige gevinster ved et Grønlandsk undergrundseventyr – f.eks. i denne guldmine i fjeldet Nulanaq – er så enorme, at de vil forandre landet for altid. Men udsigterne er usikre, og uden det store rush ser fremtiden meget sort ud. Foto: Joachim Adrian

2. marts 2013

ConocoPhillips, Shell, Maersk, Esso ... I ishavene omkring Grønland stikker verdens største olieselskaber deres bor langt ned i undergrunden for at lokalisere den olie, de ved, er der.Inde på land hugges, bores og graves der. Her gælder det metaller, ædelstene, guld og ikke mindst de såkaldte sjældne jordarter, der anvendes i alt fra vindmøller til mobiltelefoner.

For det går rigtig stærkt i Grønland. Siden overgangen fra hjemmestyre til selvstyre i 2009 – hvor Grønland formelt tog det første skridt i retning af uafhængighed fra Danmark – har mere end 50 olie- og mineselskaber intensiveret jagten på de rigdomme, som undergrunden gemmer. Og det er ikke småpenge, den grønlandske befolkning stilles i udsigt.

Således skønner London Mining Group at kunne bidrage til selvstyrekassen med 32 mia. kroner over de kommende 15 år. Greenland Minerals & Energy, et australsk selskab, lover at de 100 år ud i fremtiden kan levere et overskud til Grønland, hvis de ellers får lov at hente sjældne jordarter og uran op i Sydgrønland. Og senest har Tanbreez, endnu et australsk selskab, meddelt, at de nu er klar til at indlevere en formel ansøgning om udvinding af sjældne jordarter ved Kringlerne, hvor forekomsten skulle være blandt verdens fem største.

Der er således høje forventninger, men også stor nervøsitet i Grønland. For vejen til økonomisk succes er både lang og usikker – og lykkes det ikke at gøre undergrunden rentabel, så »ser det meget sort ud«. Det forklarer tidligere overvismand, formand for Selvstyrekommissionen og fremtidig leder af den ekspertgruppe, der skal hjælpe Grønland med at sikre indtægter fra deres råstoffer, Torben M. Andersen:

Intet alternativ

»Problemet er, at Grønland økonomisk set står uden de store alternativer. I dag hviler økonomien ikke bare på fisk – men på to typer fisk, nemlig rejer og hellefisk – og det er helt urealistisk, at fiskeri kan danne grundlaget for en selvbærende økonomi,« siger han og fortsætter:

»Spørgsmålet er derfor, hvad Grønland har af muligheder? En almindelig fremstillingssektor er ikke mulig i Grønland på grund af udgifterne til infrastruktur og de store afstande. Eneste mulighed er råstoffer.«

Torben M. Andersen kan derfor næsten ikke tydeligt nok understrege, hvor vigtigt det er for Grønland, at det lykkes at generere indtægter fra råstofferne:

»Der er sådan set ikke noget alternativ. Kommer udvindingen af råstoffer ikke hurtigt i gang, står Grønland i en meget alvorlig situation,« siger han uden at ville sætte præcis tid på, hvor hurtigt det skal gå, men »det haster« med at få gang i økonomien: »Man kan i hvert fald sige, at hvis der ikke på på fem til 10 års sigt er begyndt at komme indtægter fra råstofferne, så hænger det slet ikke sammen,« siger Torben M. Andersen.

I Nuuk, hvor selskaberne flokkes om råstofmulighederne, bliver råstofprojekterne da også set som eneste umiddelbare vej væk fra et økonomisk kollaps, selv om der også er diskussion om tempoet for projekterne, og frygten for skattesnyd er en stigende bekymring blandt både befolkning og politikere.

De skal være velkomne

Men én af dem, der hilser råstofprojekterne velkommen med åbne arme, er den lokale erhvervsmand Martin Ben Shalmi. I en lille containerbygning i hjertet af Nuuk har han indrettet sig i et interimistisk kontor, hvor han sammen med sine seks ansatte forsøger at få hul igennem til de store selskaber for at blive underleverandør.

Og han har allerede haft held med sig. Fra 2010 og frem har hans firma Xploration Services blandt andet serviceret det helikopterfirma, der har fløjet mellem Cairn Energys olieborerigge i havet vest for Grønland og fastlandet. Og løst opgaver i forbindelse med det kinesisk kontrollerede London Minings planer om at etablere en kæmpeanlæg til minedrift i bunden af Nuuk Fjorden:

»Vi har sørget for transport til og fra efterforskningsområdet, skaffet madvarer, reservedele. Alt muligt. Det er store og små ting, vi har sørget for ugentlige transporter, leveret folk, blandt andet feltassistenter, juniorgeologer og geologer,« siger han og understreger, at grønlandske firmaer sagtens kan levere en del af de opgaver, de store mineselskaber søger, men er samtidig realistisk om sin størrelse med blot seks ansatte.

»Når opgaverne kommer, byder vi selvfølgelig på områder som logistik, site management, catering, rengøring, men også transport og sikkerhed. Og så finder vi de partnere, der skal til, for at det kan lykkes. Partnerskaberne er vejen frem, vi skal bare sikre os, at det er de grønlandske virksomheder, der får kontrakterne,« siger han og henviser til den skrantende grønlandske økonomi.

Grønlands BNP er på godt 11 mia. kroner, hvoraf de offentlige budgetter lægger beslag på de seks. Omkring fire mia. om året kommer ind i den grønlandske selvstyrekasse i form af et dansk bloktilskud samt støtte fra EU. Alligevel er den grønlandske økonomi langt fra et dansk niveau, og værre endnu – der er heller ikke udsigt til forbedring.

Det konkluderer i hvert fald Det Økonomiske Råd, der i 2011 foretog en gennemgribende analyse af Grønlands økonomiske fremtid. For mens den grønlandske købekraft i dag er gennemsnitligt 20 procent lavere end i Danmark, så ligger produktiviteten hele 40 procent under dansk niveau.

»I de senere år har der ikke været en indsnævring i denne forskel, og dermed er det ikke lykkedes at skabe grundlaget for en selvbærende økonomi, der på sigt vil sikre en levestandard på linje med de nordiske lande,« konkluderer Det Økonomiske Råd, der forklarer den lavere produktivitet på Grønland med en svag infrastruktur og mangel på uddannelse.

Samtidig er Grønland ramt af samme demografiske udfordring som resten af den vestlige verden.

»Demografien med flere ældre og færre unge i den erhvervsaktive alder betyder, at udgifterne vil løbe fra indtægterne. Denne tendens med et systematisk underskud vil blive forstærket over tid, hvis det nuværende udbud af velfærd skal fastholdes, og der vil i gennemsnit mangle omkring én mia. kroner om året i de offentlige kasser,« forklarer Torben M. Andersen, der også er en af forfatterne bag analysen fra Det Økonomiske Råd.

Derfor er det ikke bare vigtigt, at Grønland formår at tjene på landets råstoffer, men også at de grønlandske politikere tænker sig godt om, når de anvender overskuddet.

»Det er lige så vigtigt for bæredygtigheden af den grønlandske økonomi, at den grønlandske befolkning bliver en del af erhvervsstrukturen omkring råstofprojekterne. Derfor er det meget vigtigt, at man bruger de kommende projekter og skatteindtægterne herfra til at uddanne og opkvalificere landets egen befolkning. Uddannelse og beskæftigelse er helt afgørende for et socialt og økonomisk selvbærende Grønland,« understreger Torben M. Andersen.

Stor usikkerhed

En selvbærende grønlandsk økonomi er imidlertid fortsat kun en drøm. For selv om der nævnes svimlende beløb, så er der fortsat store usikkerheder om, hvad undergrunden gemmer – og om det overhovedet er rentabelt at hente de mange råstoffer op.

»Debatten om råstoffer er måske en smule overophedet – for det er ikke sådan, at vi i dag ved præcist, hvad der er af ressourcer. Mange af projekterne på Grønland er stadig meget usikre,« siger Bo Møller Stensgaard fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grøland, GEUS, der registrerer alle data om Grønlands naturressourcer.

Alligevel er interessen enorm. Ifølge det grønlandske Selvstyres kontor for mineraler og olie er der pr. 1. februar 2013 i alt 15 olieselskaber og 39 mineselskaber registreret i Grønland. Der er i øjeblikket mere end 80 aktive tilladelser til forundersøgelser og eftersøgning efter mineralforekomster, og der er givet fire tilladelser til aktiv minedrift. Omkring Grønland er der ydermere givet 44 tilladelser til at søge efter olie.

Stort set alle projekter og forundersøgelser er dog stadig på et meget tidligt stadium, og foreløbigt viser kun få projekter tegn på at kunne blive rentable.

»Der er fire-fem projekter, hvor vi nogenlunde kender forholdene og derfor kan estimere værdien af ressourcerne. Her er der relativ stor sikkerhed om forekomsternes størrelse. Resten af de igangværende projekter er i et så tidligt stadie, hvor man stadig indsamler data for at kunne estimere størrelsen på ressourcen. Derfor er det vigtigt at holde sig for øje, at der er meget stor usikkerhed om disse forekomster,« forklarer Bo Møller Stensgaard, der gør opmærksom på, at det oftest tager mange år fra efterforskningsstadiet til etableringen af en mine, og at kun meget få projekter overhovedet når så langt. Han peger samtidig på, at bare fordi der er ressourcer, så er det langtfra sikkert, at det kan betale sig at hente dem op. At det ofte er en meget fin balance, der afgør rentabiliteten.

»En anden faktor, når man skal opgøre værdien af råstofferne, er råstofpriserne, og hvordan de udvikler sig,« siger han:

»Derfor ser vi rundt om i verden, eksempelvis i Canada og USA, hvordan miner åbner og lukker afhængig af prisudviklingen på råstoffer,« siger Bo Møller Stensgaard, der fortæller, at for olie er fremtiden endnu mere usikker.

»Her gør de samme forhold sig gældende. Indtil videre har man ikke haft en succesfuld boring, hvor det er lykkedes at hente noget op. Så selv om man ved, at der er indikationer på, at der kunne være forekomster af olie, så kender man endnu ikke detaljerne,« siger Bo Møller Stensgaard.

Danmark kan spare milliarder

Det er imidlertid ikke kun Grønland, der har udsigt til en økonomisk gevinst, hvis det skulle lykkedes at skabe en rentabel minedrift eller hente olie op. I takt med at den grønlandske økonomi forbedres, står Danmark nemlig til at spare milliarder i årlige udgifter.

I dag betaler den danske stat 3,4 mia. kroner i årligt bloktilskud til Grønland, og det beløb vil gradvist blive udfaset, når og hvis det lykkes at tjene penge på undergrunden.

»Med en samlet skatteindtægt på knap syv mia. kroner fra råstoffer i Grønland går det danske bloktilskud i nul. Derefter skal en ny aftale mellem Grønland og Danmark om det fremtidige udbytte forhandles,« siger Torben M.Andersen. Skulle indtjeningen blive større end syv mia. kroner om året, er det derfor endnu usikkert, hvor meget Danmark vil tjene på de grønlandske ressourcer.

Der er dog andre indtægter i udsigt, fortæller den grønlandske finansminister, Maliina Abelsen.

»Fordelingen mellem Grønland og Danmark handler om de midler, der kommer ind fra selskabsbeskatning og eventuelle royalties. Den indtjening deles som aftalt mellem de to lande. Derudover vil Grønland få indtægter fra indkomstbeskatning under både anlægsfasen og i en efterfølgende produktion. Men igen, der er slet ikke noget, der er sikkert, og de fleste projekter er endnu ikke særligt langt,« lyder det fra Maliina Abelsen.

David mod Goliat

Det er ikke kun usikkerheden om råstoffernes mængde og værdi, der bekymrer i Grønland. Det samme gør det åbenlyse misforhold mellem de selskaber, der lige nu håber med at kunne tjene penge i Grønland, og så det Selvstyre, som skal sikre, at Grønland ikke ender som tabere. Med Grønlands blot 57.000 indbyggere – hvad der svarer til Holstebro kommune – er magtforholdet skræmmende skævt. Flere af de registrerede selskaber på Grønland har en årlig omsætning, der er mere end tusind gange større end det grønlandske BNP, og de investeringer, der kræves for at udvinde råstofferne, er tilsvarende mange gange større end den samlede årlige grønlandske økonomi.

»Det er jo nogle megaprojekter i forhold til den grønlandske økonomis størrelse, der kan sende både positive og negative bølger igennem samfundet. Grønland står foran en styringsmæssig meget svær opgave,« advarer Torben M. Andersen:

»At håndtere multinationale selskaber er ikke en nem opgave for nogen regering – heller ikke den grønlandske, der tværtimod har en ret beskeden administration,« siger han.

I det grønlandske Selvstyre erkendes misforholdet.

»Vi kan naturligvis være bekymrede for, om vi får opbygget den nødvendige kapacitet og en tilstrækkelig stærk administration til at forvalte opgaven, men den bekymring er ikke anderledes end alle andre steder i verden. På samme måde er det da brandærgeligt at se, når de største selskaber ikke betaler skat i Danmark. Så vi har da samme bekymring, men det er også derfor, at der nu er nedsat en ekspertgruppe, der skal hjælpe med at få styr på skatteindtægterne,« siger finansminister Maliina Abelsen.

Alligevel ser hun ikke nogen anden vej. Grønland ønsker at blive en selvstændig nation, og der er kun en mulighed.

»90 procent af vores eksportindtægter kommer fra fiskeriet. Det er ikke holdbart på sigt. Og hvis ikke vi skaber alternativer, vil det betyde et større pres på fiskeriet med en risiko for overfiskeri. Turisme udgør en anden indtægtskilde, men det er langtfra nok. Uden indtægter fra råstoffer kan det slet ikke lade sig gøre at udvikle vores økonomi,« lyder det fra Maliina Abelsen. Men hun advarer mod at tage glæderne på forskud.

»Der er jo ikke noget, der er sikkert omkring de her projekter. De fleste er stadig i et meget tidligt stadie, så det er umuligt at sige noget om, hvornår vi vil se en eventuel indtjening. Vi kan ikke regne med noget, men kun håbe at nogle af de her projekter lader sig gøre.«

På Martin Ben Shalmis kontor er der dog optimisme at spore. Han håber på at kunne udvide sin stab med helt op til 120 fastansatte, »ikke hvis, men når« London Mining går i gang med at anlægge minen, som han siger:

»Samfundet har behov for nogle eksterne midler. Der er grænser for, hvor mange gange man kan klippe håret af hinanden, så der skal nogle penge ind udefra.«

Han sætter sin lid til, at den spirende råstofsektor vil skabe de job, Grønland hungrer efter.

»Det betyder utroligt meget ikke kun for os, det er en mulighed for, at det grønlandske erhvervsliv kan udvikle sig til at blive noget mere professionelt og få nogle bredere skuldre. Jeg tror, London Mining kan blive startskuddet til flere projekter. Grønland har brug for den ene store succeshistorie, hvor der bliver sparket penge tilbage til investorerne. Dét kan for alvor sætte os på verdenskortet.«

Men det er ikke kun det driftige lokale erhvervsliv, der vil kunne lukrere på de kommende projekter. Det kan også skabe håb blandt den yngre generation af grønlændere, der mangler noget at rive i, mener Martin Ben Shalmi.

»Der er penge i det her, men der er også håb og optimisme. Vi arbejder meget med den lavest uddannede del af befolkningen, f.eks. inden for rengøring. Hvis du tager Paninguaq. Sidste år gik hun rundt og lavede ingenting. Nu lærer hun engelsk og begynder at arbejde i minelejren, tjener røven fuld af penge og kommer tilbage til byen. Jamen sådan et eksempel har jo magt,« siger Martin B. Shalmi. Han skæver til sit ur. Han skal videre, en kæmpe minemesse med over 30.000 deltagere venter i Toronto, her håber han at hive flere kontrakter i hus. Og optimismen fejler ikke noget:

»Jeg regner da med, at vi lander mindst to nye campkontrakter og så selvfølgelig en masse gode bekendtskaber.«

 

 

Fakta

Den 21. Juni overgik Grønland fra hjemmestyre til selvstyre. Overgangen betyder, at det grønlandske Selvstyret selv afgør, hvilke ansvarsområder de suverænt bestemmer over.

Den 1. januar 2010 hjemtog Grønland således råstoffer, hvorfor det grønlandske Selvstyre og Landsting (Inatsisartut) er udøvende og lovgivende myndighed i forhold til alle spørgsmål, der vedrører råstoffer. Eneste undtagelse er spørgsmål i forbindelse med råstoffer, der kan berøre hele Rigsfællesskabets sikkerhed. Det gælder eksempelvis spørgsmålet om Uran.

Ved hjemtagelse af råstoffer blev samtidig indgået en aftale med det danske Folketing om fordelingen af indtægterne fra råstoffer. I grove træk betyder aftalen, at Danmark og Grønland deler indtægterne fra råstoffer efter de første 75 mio. kroner. Delingen sker i praksis ved, at det danske bloktilskud til Grønland, der er på godt 3.4 mia. kroner (i 2009 pris- og lønniveau) gradvist reduceres til nul i takt med at Grønland får en indtjening via selskabsskat og royalties.

Når og hvis det danske bloktilskud går i nul, skal en ny aftale om deling af indtægter fra råstoffer forhandles mellem Grønland og Danmark.

Den 6. december 2012 vedtog Grønlands Landsting den meget omdiskuterede Storskalalov, der giver udenlandske selskaber ret til at ansætte udlændinge i Grønland til udenlandsk eller grønlandsk overenskomst ved mineprojekter til over 5 milliarder kroner. Dermed giver Storskalaloven udenlandske mineselskaber lov til at ansætte tusindvis af udlændinge, eksempelvis kinesere, til løn og ansættelsesvilkår, der ligger langt under normalen i Grønland. De udenlandske arbejdere sikres ganske vidst en mindsteløn på 80,41 kroner i timen, men herfra kan mineselskaberne fratrække udgifter til kost, logi, forsikringer m.v., så den reelle løn lander på 62 kroner i timen før skat.

Serie: Under isen

Det nye Grønland leder under isen, i klipperne og i jorden efter sin økonomiske fremtid. Firmaer med en omsætning, der langt overstiger Grønlands BNP, er begyndt at bore efter de ressourcer, landet gemmer på. Men hvor langt kan råstofferne føre Grønland? Og formår det lille samfund at modstå presset fra de magtfulde interesser, der vil tage del i den fest, der kan ligge forude?

Serie

Seneste artikler

  • Det delte Grønland: tørkloset eller jacuzzi

    9. marts 2013
    Grønland går til Landstingsvalg på tirsdag, men de enorme sociale uligheder har ikke været nævnt i valgkampen. Undergrundens værdier er løbet med al opmærksomheden. Den veluddannede elite stortrives omkring den politiske magt i de få byer, mens der er frustration blandt de mindrebemidlede borgere i bygderne. De føler sig uden politisk repræsentation
  • ’Vi må ikke miste kontrollen over vores egen udvikling’

    5. marts 2013
    Kalistat Lund, tidligere borgmester i Sydgrønland, advarer om, at Grønland er ved at gentage fortidens fejl. Grønland skal styres af grønlændere, ikke af folk udefra – og da slet ikke af store mineselskaber
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Karsten Andersen
  • Jette Abildgaard
  • Vibeke Rasmussen
  • Anders Feder
  • Jairus Lyberth
Per Torbensen, Karsten Andersen, Jette Abildgaard, Vibeke Rasmussen, Anders Feder og Jairus Lyberth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg koeber ikke den grundlaeggende praemis - at Groenland er noedt til at udvinde sin undergrund nu - og i stor skala. Der kan ogsaa satses paa at sende danskerne hjem (ca. 6.000 ud af de 57.000 indbyggere er foedt udenfor Groenland) ved selv at soerge for uddannet arbejdskraft - og saa tage de jobs London Mining - eller hvilket mineprojekt der nu ser mest lovende ud - tilbyder. Det vil naturligvis give en helt anden kontrol over mineindustrien hvis den foerst og fremmest udfoeres af groenlaendere.

Ideen med at have 3000 lavt betalte kinesere "i minen med skovlen" og det samme antal groenlaendere "paa baenken med den groenne stok" er for mig at se ca. lige saa god, som at bede en isbjoern om slikke sin haand ren, fordi sommervarmen har faaet softicen til at smelte.

For en gang skyld kommer Venstre med noget fornuftigt ved at protestere mod denne lov.

Henrik Brøndum:

Det er meget muligt at du ikke 'køber' fakta, men det er jo nok ret irrelevant for den grønlænder som må bo på gaden pga. boligmangel.

Og jeg køber slet ikke påstanden om, at Danmark skulle kunne "løbe med halvdelen af guldet".
Bloktilskuddet er jo basører, hvis der er lidt om snakken i fht. potentialet.

Per Torbensen

Historien om igen-konen med æggene .
Vi som har arbejdet og boet på Grønland kender godt de faktorer som æder og punkterer hede drømme om mammom.

Per Torbensen,

jeg har hørt lignende betænkeligheder fra andre grønlændere eller erfarne "grønlændere", men mon ikke det så er klogt nok at lade f.eks kineserne stå for det praktiske og så koncentrere sig om at de f... galeme mig kommer til at betale for, hvad de henter op?
Og det havde ikke gjort noget om Danmark fik en del af den kage, men grønlænderne bør ihvertfald sikre den.
(hvilket jeg nu også har indtryk af, at de bestræber sig på)

Henrik L Nielsen

Jeg synes grøndlænderne skulle tage til Kina og se hvordan de rent faktisk udfører minedrift. Historier om farlige miner (trods regler), børnearbejde og direkte slavearbejde, hvor arbejderne er lænket, er ikke sjældne i Kina.

De skulle derefter tage til nogen af de lande i Afrika hvor kineserne har fået lov at have miner. Der er lokalbefolkningen sjældent glade, udbyttet snydes man for og selv de bestukne embedsfolk er ofte senere vendt på en tallerken og kritiserer nu forholdene.

Mage til skruppelløse kapitalistiske udbyttere end kineserne skal man lede længe efter.

Anders Feder,

hvad bygger du en antagelse om, at kineserne, canadierne, eller hvem det nu ender med at blive, ikke kommer til netop at drive minerne på?

Ja, men så vidt jeg kan se DRIVER selskaberne da stadig minen på de givne vilkår, hvis disse ellers kan håndhæves?
Derfor mit spørgsmål. Jeg kan stadig ikke lige følge dig.

Anders Feder,

det vil jeg godt nok se, før jeg tror det!
At kineserne eller canadierne etc. så stifter et grønlandsk selskab er meget muligt, men et er teori, noget andet praksis og noget helt tredje naivt, hvis du vil have mig undskyldt.

Nic Pedersen: Det eneste der er naivt er at tro at nogen vil komme til at arbejde under de forhold Henrik Nielsen beskriver i et område der er underlagt dansk/grønlandsk lov og ret. Hvis du har grund til antage anderledes ser jeg gerne begrundelse herfor.

Anders Feder:

Jeg tror skam ikke, at de givne vilkår i Grønland vil omfatte "kulier i lænker", som Henrik Nielsen beskriver, men at den praktiske drift vil ligge i udenlandske mineselskabers hænder er der ingen tvivl om.

Nic Pedersen: Det kommer an på hvad man mener med "praktisk". Der kommer ikke til at stå en kineser i minen og svinge pisken over grønlænderne. Men det er da muligt han kan komme til at svinge nogle PowerPoint præsentationer og lign.

Mon dog ikke grønlænderne er kloge nok til holde sig oppe af de huller og lade kineserne betale for at hente noget op af dem?

Man kan sagtens have titel af driftslederchefassistent eller andet fint og hæve sin hyre, mens man fisker lidt ude på fjorden. Sådan gør man i mange lande, hvor man har fundet olie!

Det får vi jo at se. Alt det bedste for Grønland ihvertfald.

Per Torbensen

Karsten Andersen.

Grønland er et mega stort land,med ringe infrastruktur,man skal måske opleve landet for at kunne forstå dette.
Vejret-klimaet det fysiske landskab afstandene-vel der er et par lufthavne og en del helli porte.Transport til og internt i Grønland koster kassen,du kan roligt gange med faktor 6 i forhold til Danmark-Canada og Alaska.
Det at vride værdierne ud af undergrunden er utroligt omkostnings tungt og er det rentabelt ,det regnestykke har mange knækket nakken på-
Som operatør hvor du starter til der kommer penge i kassen kan tids horisonten sagten være 10 år eller længere,så ja det er en kapital intensiv proces.

Har ikke været på Grønland siden 1986-men trods klima forandringer har forholdene næppe ændret sig væsentligt "i det store spild".

Artiklen omhandler da også dette og som undertegnet læser denne er der da også flere forbehold og garderinger med.

Selvfølgelig har teknologien undergået en udvikling siden 1986 indrømmet og det er måske her der ses en åbning.

Men artiklen som helhed kunne lige så godt være skrevet og være fra 1980 erne på teknologisk samfundsvidenskabelig fakultet på RUC.