Nyhed
Læsetid: 8 min.

Humor for fællesskab

Komikeren Lars Hjortshøj har stået mere end 20 år på den danske comedy-scene og set humoren bevæge sig op og ned med konjunkturerne. Nu er han klar med et portræt af danskeren, som han ser ud midt i 2013 – en tid der, ifølge Lars Hjortshøj, er en kæmpe mulighed for at finde ind til det fællesskab, vi mistede undervejs i opturen
Moderne Tider
9. marts 2013
Etableret. Op gennem 00’erne oplevede vi, at det blev sværere og sværere at være sjov, fordi tabuerne forsvandt. Det blev mindre og mindre politisk. Vi gik fra undergrund til mainstream og blev trukket ind som en etableret del af underholdningen,’ siger Lars Hjortshøj, der mener, at selve komikkens berettigelse er at sige de ting højt, som ingen andre gør.

Asger Ladefoged

Det er anden gang, Henning og Annette Landirk fra Søborg ser komikeren Lars Hjortshøj live. Henning Landirk er 55 år og uddannet læge, og sammen med sin kone ler han højlydt fra 14. række, allerede da Lars Hjortshøj træder ind på Bremen Teatrets scene midt i København. Hjortshøj spiller rollen som ’Tue’ og er klædt ud som en art 70’er-pædagog med pagehår, hønsestrik og fløjlsbukser, der kun tænker og taler om sex, synger om flyvende kusser og bunkepul.

»Jeg synes, han er helt forrygende til at ramme de der karikaturer,« siger Henning Landirk efter showet, der har budt på fem andre af Lars Hjortshøjs roller: En tryllekunstner, der gør mere ud af at præsentere sig selv end at trylle, en overvægtig fynsk poledancer, en halvamerikansk eksperimenterende skuespiller, en racistisk integrationskonsulent og den barnagtigt sjofle Robert Dølhus, der var en kendt figur i tv-serien Langt fra Las Vegas og nu prøver sig som standupkomiker.

»Annette og jeg ser egentlig ikke så mange af de danske komikere, men Lars Hjortshøj og Jan Gintberg, Frank Hvam og Casper Christensen har vi set – og så selvfølgelig Klovn

»Jeg ser nu en del af dem ,« tilføjer Anette Landirk.

»Jeg tror bare, vi bruger det som sådan en slags intelligent afstresning. Jeg synes meget af det, de præsenterer, kan være både tankevækkende og intelligent, selv om det også er virkelig plat. Så man kan også bare vælge at grine af det.«

Og det er egentlig også den oplevelse, Lars Hjortshøj selv gerne vil give sit publikum, forklarer han, da jeg inden forestillingen mødte ham et sted for enden af underlige gange og kontorer under Bremen.

»Min ambition med det her show er, at mine figurer hver især kommenterer en del af tidsånden. Det er et portræt af danskerne,« siger han. »Men mest af alt er det for sjov, og på den måde er mit show – og humoren generelt – også eskapistisk. Det tror jeg, vi har brug for. Men derfor tager jeg alligevel tiden meget alvorligt. Det bedste brændstof i komikken er indignation.«

Et samtidsportræt

Lars Hjortshøj har stået på scenen i mere end 20 år og var med helt fra starten, da den danske standup begyndte at brede sig. Han har fulgt den op og ned med konjunkturerne og set den gå fra 90’ernes undergrund til 00’ernes mainstream og pengemaskine, til i dag at stå som en dinosaur og en etableret del af den bedste sendetid, men også midt i en krise, der også kan ses i comedyen. På den måde er comedy-scenen blevet et sted for den store samtidsfortælling, medgiver Lars Hjortshøj, og det er også derfor, han gennem sin humor meget gerne vil portrættere danskerne og den samtid, vi står i.

»Nu, hvor tiden og økonomien går os lidt imod, bliver tingene rigtig interessante. Det var de ikke dengang i 00’erne, hvor alt bare strøg af sted. Jeg tror heller ikke, mange vil huske 00’erne for noget særligt. Det bliver sådan et årti, man glemmer, hvorimod 10’erne kan blive rigtig store,« siger Lars Hjortshøj, der ser store muligheder i krisen både helt privat som komiker, men også for samfundet som sådan.

»Når man ikke har de materielle værdier, hvad sætter man så i stedet? Mit bedste bud er fællesskabet. Også fordi det ikke koster noget. Det koster, at man forpligter sig og tager ansvar for sit eget talent og lader det udfolde sig over for fællesskabet og ikke over for os selv. Vi har en enestående mulighed, fordi vi virkelig skal søge hinanden og kigge på hinanden. Lige nu er vi enormt godt underholdt af talentløshed –X Factor, Liberal Alliance og den slags, men jeg kunne virkelig godt tænke mig, hvis vi var mere fælles om at forløse den enkeltes talent.«

Det er den slags pointer, Lars Hjortshøj gerne vil have sit publikum til at tage med sig. Også fra en figur som pædagogen Tue, der til trods for sin enorme liderlighed er en stærk samfundsmarkør.

»Tue er min kommentar til den selvoptagede 68-generation, der kun agerer ud fra private motiver og ikke er bleg for at tage æren for hele den vestlige verdens udvikling,« siger Lars Hjortshøj og beskriver, hvordan 68’eren under et dække af solidaritet altid har en privat dagsorden. Alt er tilladt for Tue, og alt er relativt – man må sige præcis, hvad man vil, for man har ytringsfrihed, og enhver, der ikke kun tænker på sex (med ham), undertrykker sig selv og er ikke frigjort nok. Og enhver, der ikke mener det samme, som han gør, eller går ham imod, må ikke bruge ytringsfriheden. Det er spændstigheden mellem de to poler, Lars Hjortshøj finder interessant.

»68’erne har så svært ved at indse, at de bare er et produkt af konjunkturerne. Betingelserne var tilstede for, at det kunne ske, men de har set det som deres helt egen personlige sejr. Først var der fri adgang til uddannelserne, men lige så snart de kom til magten, blev det afskaffet. Så ændrede man arveafgiften, lige efter deres forældre var ved at være gået bort, og så nåede de lige at få efterlønnen med. Og sådan er de hele vejen igennem. Det er et spor, de trækker efter sig. De er en kæmpe generation, der har siddet på magten – både på kulturinstitutionerne, men også i statsapparatet og de store institutioner, men de reagerer virkelig aggressivt, når de bliver angrebet, fordi de i 40 år har kunnet bekræfte hinanden i, at de har gjort det rigtige. Nu har de så nogle slemme indre konflikter med den økonomiske velstand, de har opnået.«

Konjunkturernes betydning

Tue er en satire over den figur, forklarer Lars Hjortshøj. De har så svært ved at påtage sig ansvaret. De nægter at indse, at de er magten, samtidig med at de med alt, hvad de gør, påtager sig den.

»Og sådan som jeg har forstået velfærdssamfundet, så er det en solidarisk kontrakt, vi har indgået med hinanden. Men den er gradvist gledet i retning af, at vi er blevet kunder i en butik. Og samfundet rykker med ved hele tiden at opfinde nogle nye behov, som vi ikke anede, at vi havde. Nogle nye serviceydelser. Der kunne jeg godt tænke mig, hvis Tue kunne repræsentere den dansker, der tror, at alle de her goder er til for hans lille private skyld. Hele tankegangen om, at der nok er nogle andre, der har ansvaret – 68’erne var virkelig formidable til at sætte sig op mod autoriteterne. Det er en vigtig kulturhistorisk revolution, men det har også haft den betydning, at alle autoriteter er i opløsning,« siger Lars Hjortshøj og medgiver:

»Men på den anden side. Havde jeg været ung i 70’erne, havde jeg formentlig også insisteret på mere bombastisk politisk indhold, og jeg havde også gjort det for at få opmærksomhed fra nogle dejlige damer.’Vi laver noget politisk totalteater, men primært for at få fisse’.«

Men Lars Hjortshøj kom heldigvis ikke frem i 70’erne, men trådte ind på standupscenen i 90’erne, der senere er blevet døbt ironiens årti. Og det er ikke nogen tilfældighed, at den blev så stor lige der, mener Lars Hjortshøj. Det hang også sammen med konjunkturer. Alt kunne lade sig gøre, og alt blev lige meget. Muren var faldet, den store trussel fra øst gået i opløsning, og det økonomiske opsving permanent. Alvoren var væk, moralen bandlyst, og Poul Kjøller var Gud. Vi dyrkede det kitschede; Sussi og Leo, tyske reklamefilm, Karl Stegger og Master Fatman, mens Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget på at håndhæve retten til at være rig, grim og dum.

»Men op gennem 00’erne oplevede vi, at det blev sværere og sværere at være sjov, fordi tabuerne forsvandt. Det blev mindre og mindre politisk. Vi gik fra undergrund til mainstream og blev trukket ind som en etableret del af underholdningen,« siger Lars Hjortshøj, der mener, at selve komikkens berettigelse er at sige de ting højt, som ingen andre gør. Så da tabuerne forsvandt, skulle man længere og længere ud for at overskride dem.

»Nu er puritanismen tilbage på comedy-scenen, synes jeg, og det, tror jeg, er et ret typisk krisetegn. Det er en underligt bornert tid. Nogle af mine karakterer optræder på et leje af liderlighed, og det er virkelig provokerende for folk, kan jeg mærke.«

Desuden er humoren generelt blevet vendt en smule mere indad mod komikeren eller figuren selv.

»Det er en klassisk comedy-disciplin at slå og sparke på alle mulige personer og tendenser i tiden, og her kunne det tyde på, at det går den anden vej. Mit sidste show var en parade af fejl og mangler. For vores egen fejlagtighed fylder meget, når man kigger rundt i branchen, men det er også det, der ligger i tiden – der er et meget stærkt krav om perfektion. Det er et effektivt greb at vende blikket indad.«

Opmærksomhedskulturen

Lars Hjortshøj har ikke noget problem med at været blevet en del af mainstreamen. Som de fleste andre, der kan lide at opføre noget, vil han gerne have,at så mange som muligt lytter til ham, og han bekender sig gerne til folkeligheden, bedyrer han. »Specielt, hvis de griner,« siger han. Og der er en del at grine af, mener han, når han aflæser den optur, vi lige var igennem, og tiden, der fulgte.

»Opturen producerede nogle ekstremt barnagtige danskere, og det synes jeg virkelig er komisk. Det var som om, folk løb fra substansen og blev mere og mere ligeglade med realiteten. Se på mediebranchen – det er som om, historierne ikke kan blive for små. Der er virkelig mange nyheder, hvor man tænker: ’der må være noget vigtigere end det.’«

Dertil kommer hele opmærksomhedskulturen, som Lars Hjortshøj kalder den, og som hans eget show til dels er bygget på: Man kan stemme på de forskellige figurer og kåre en vinder i det talentløse talentshow.

»Det kan gøre det sværere for os, der prøver at leve af at have et publikum. Tidligere var opmærksomheden forbeholdt sådan nogen som mig, men i dag har vi jo alle sammen et publikum – på Facebook, Twitter og alt muligt. Her søger vi den opmærksomhed. Der er jeg i hård konkurrence, og der skal jeg råbe højt. Robert Dølhus – min platte standupper fra Langt fra Las Vegas – er min kommentar til den kultur og den barnagtige dansker. Ham, der ligesom Tue gør alt for personlig vinding og nægter at stå til ansvar for fællesskab eller hinanden. Eller for sit eget talent,« siger han og konkluderer:

»Vi var altså ikke for gode til håndtere den galoperende velstand, vi ramte. Jeg tror, vi er meget bedre nu, hvor vi kan sidde tilbage og tænke, nå men, hvad sagde jeg, og træerne vokser jo ikke ind i himlen. Vi kan meget bedre lide det gennemsnitlige. Det er nok også der, jeg selv står.«

Serie

Krisens fænomenologi

Seneste artikler

  • ’Kun at have én bil er jo ikke eksistenstruende’

    20. april 2013
    Opturen er forbi, men den buldrer videre inde i hovedet på rigtigt mange mennesker. Derfor opleves krisen også ekstra voldsomt af folk, som slet ikke er ramt af den. For meget af det, vi kalder krise, er blot en tilbagevenden til en normaltilstand, som de fleste har glemt
  • Udskiftning

    30. marts 2013
    Det var ikke bare finanssektoren og boligmarkedet, der kollapsede i efteråret 2008. Personer forsvandt i røgen fra et lille årtis galopperende optur, og nye ansigter dukkede op eller kom tilbage med krisen. Her følger MoTi-redaktionens udvalg af de vigtigste udskiftninger i persongalleriet. Nogle nævnt, mange glemt
  • 2008

    23. marts 2013
    Selv om vi har en fælles forståelse af, at vi står midt i en krise, er det stadig uklart for de fleste, hvad det betyder. Sikkert er det, at noget skete i 2008. At verden forandrede sig – psykologisk, økonomisk og kulturelt
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg kan ikke forlige mig med stand-up, det er jo ikke morsomt.

Henrik Bjerre

@Peter Hansen

Det kan det nu godt vaere - men jeg er enig i at Lars Hjortshoej og Co. mere er ironikere end komikere (hvis det er det du mener). Naar man haaner 68'erne, talentloese talentshow etc. (fortjent eller ej) er det ikke humor ifoelge Kirkegaards definition.

Efter min smag er det paa den hjemlige scene mere Amin Jensen og Anders Mattesen, der kan det (svaere) med at goere grin med sig selv. Plus selvfoelgelig vores seneste skoenne kvinder fra "Det sloerer Stadig".

Niels Engelsted

Klovn, der foregiver at være comedy, er det eneste danske reality-tv, som jeg ikke zapper væk fra. (Brøndsted: jeg tror ikke engang, at det er ironisk, måske Hvam, men ikke Christensen).

Til gengæld har jeg set en del engelsk stand-up på BBC. Det er faktisk ret morsomt selv om materialet hurtigt bliver det samme.

Jeg savner dog den politiske satire, der vover at tale op imod magten. Nu er det hele tiden konceptet fra Ørkenens Sønner: Numse, prut og bryster, og hvor er dem fra socialklasse lort dog dumme.

Martin Hansen , Steffen Gliese, Lone Trunte og Jens Høeg anbefalede denne kommentar

"Jeg savner dog den politiske satire, der vover at tale op imod magten. Nu er det hele tiden konceptet fra Ørkenens Sønner: Numse, prut og bryster, og hvor er dem fra socialklasse lort dog dumme."

Ja.

Vibeke Rasmussen, Holger Madsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nåh, og så spolerede Sebastian Dorset det hele - tiden råber på satire, synes også han; jeg synes dog, at der er mere brug for politisk komik på teatret, der jo alt andet lige fortæller sine historier mere fysisk og udfoldet.

Anders Sørensen

Niels Engelsted, jeg tror, du undervurderer Casper Christensen. Han er da i Klovn om noget selvironisk. Jeg skal ikke bryste mig af at kende ham personligt, men det er mit indtryk, at han i Klovn netop spiller på at karikere og forstærke det indtryk af ham, han er bevidst om, at mange har.

Og jeg må lige skynde mig at sige: I min optik er Casper Christensen den mest betydningsfulde danske komiker gennem de seneste ca. 20 år.

Ikke nødvendigvis fordi man skal synes, han er sjov - men nøgternt vurderet. Der er INGEN fra den (nu ikke længere helt) unge generation af "komikere", der har haft så stor betydning/indflydelse som ham.

Steffen Gliese

Samfundssatire er svær, når der ikke længere er den sammenhæng i verdensbilledet, som satiren kom fra. Der er ikke den griben fat om virkeligheden, som relaterer sig til samfundet, deri ligger problemet. Hvis politisk satire skal være sjov, skal man netop have andel i det, der satiriseres over, det er en omvej til selvironi, der kræves for at forløsningen for alvor kan indtræde, ellers er man bare tilskuer, og det dør man af.

Vibeke Rasmussen

Ja: hvad blev der egentlig af den politiske satire? Og hvorfor – hvornår og hvordan – blev det i stedet så voldsomt meget mere populært ikke blot at satirisere 'nedad', men at håne og latterliggøre 'nedad'?

Undtagelsesvist har Selvsving dog her
http://podcast.dr.dk/p1/selvsving/2013/selvsving_130308.mp3
et ret sjovt, eller måske snarere tragikomisk, indslag om 'politisk organdonation', hvor de foretager en dissektion/obduktion af "et stort sundt politisk parti, som bare er erklæret hjertedødt".

Prut, prut

HAHAHAHA øhhh (ha)

Steffen Nielsen

Kommer altid til at savne George Carlin når jeg ser stand-up. Desværre begynder hans beskrivelse af det amerikanske samfund at passe bedre og bedre på Danmark:
http://www.youtube.com/watch?v=acLW1vFO-2Q

Michael Kongstad Nielsen

Hvis man skal finde et par ord, der dækker 00-ernes komik og stand-up, så vil jeg sige følelseskulde, egoisme, absurditet og råhed. Og det er ikke sjovt, men tragisk. Men det trak seere og publikum, måske fordi det dyrkede den samme "befrielse" som Anders Fogh Rasmussen spillede på, når han sagde, at smagsdommerne og meningstyranniet var slut, nu var vi selv dommere, og man tiltog sig friheden til at skide det hele et stykke, være fanden i voldsk, lade alle de laveste instinkter og indestængte "lad mig jokke på alle jeres fine følelser" slippe ud, folde sin egen indre egoist ud i fuldt flor, for nu er der kun min egen smag tilbage, og den er rigtig dejlig dårlig.