Læsetid: 4 min.

Klassepropaganda!

Weekendavisens Anna Libak bekender kulør. I Kierkegaard-året står hun ikke på Kierkegaards side
Weekendavisens Anna Libak bekender kulør. I Kierkegaard-året står hun ikke på Kierkegaards side

Ib Kjeldsmark

2. marts 2013

For nogle år siden var den slovenske filosof Slavoj Zizek havnet i et amerikansk talkshow, hvor han insisterede på at fortælle om sin nye bog, der som altid handlede en del om den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. Med en lidt besynderlig metafor lagde tv-værten dog ud med at proklamere, at han syntes, »det var så svært, at det gjorde helt ondt i tænderne«. Samtalen var med andre ord forstyrret fra begyndelsen, og Zizek så sig i udsendelsens døende moment nødsaget til at udbryde, at »hvis du høre nogen sige, at Lacan er svær – then it’s class-propaganda by the enemy!«

Samme type klassepropaganda gjorde Anna Libak fra Weekendavisen sig alvorligt skyldig i, da hun i sidste weekend stillede op i Deadline på DR2 med den pointe, at Kierkegaard skal oversættes til nudansk, så alle kan være med. Umiddelbart en sympatisk pointe. Men i udsendelsen blev det helt klart, hvordan Libaks position var meget mere ideologisk, end hun måske endda selv vidste af.

Kierkegaard for dummies

Kulminationen i Deadline-udsendelsen bestod i, at Libak skulle ’bevise’, at hun havde ret i, at der må gøres noget med Kierkegaard. Hun havde udvalgt sig den første sætning i Kierkegaards berømte Stadier på livets vej, som hun ikke blot hakkede op i ubehjælpsom diktion og retoriske spørgsmål undervejs, men som hun tilmed også bed af halvvejs, uden nogen som helst chance for en eventuel seer for bare tilnærmelsesvist at forstå. Optrinnet var pinligt, dog ikke på Kierkegaards vegne, men på Libaks. Det mindede om det kokketeri, som en vranten gymnasieelev, der en tidlig tirsdag morgen er blevet tvunget til at læse op af Homer for klassen, kan præstere.

Anna Libaks store pointe er, at Kierkegaards gravfred skal forstyrres, og at han ikke blot skal studeres, men læses. Derfor skal han oversættes til nudansk. Igen sympatisk nok, men det er det helt modsatte, som ofte bliver resultatet af en sådan bevægelse. Idehistorikeren Jacques Rancière har vist, hvordan en særlig form for fordummelse sætter ind, når elever og lærere accepterer, ikke blot, at der er et hierarki i viden i mellem dem, men også, at dette konstituerer en uoverstigelig kløft, hvor eleven altid vil være den dumme(ste). En venlig og mild pædagogik, der vil oversætte det svære og gøre det nemt, for dummies, bliver hurtigt aristokratisk. Det er netop de venlige pædagoger, der har bestemt, at dette er svært, og at det derfor må doceres, tålmodigt og overbærende.

Dette var netop også, hvad der viste sig i den famøse Deadline-udsendelse. Et af Libaks argumenter for at ’oversætte’ Kierkegaard gik på hendes egne erfaringer med Dostojevskij. Hun havde læst Dostojevskij på russisk og brugt 10 år på det, sagde hun, men det var jo bestemt ikke alle, der kunne det, forstod man. Og derfor må almuen besinde sig på de moderniserede oversættelser. Igen rigtigt nok. Men det er direkte kontraproduktivt på forhånd at antage, at den anden ikke kan det, man selv kan. Som da Libak sagde til Niels Jørn Cappelørn, der også deltog i udsendelsen, »du læser vel heller ikke Biblen på hebræisk?« Hvortil Cappelørn roligt replicerede: »Jo, det gør jeg da.«

Begyndere for Kierkegaard

Cappelørn havde i udsendelsen en række fine indspil, selv om han fik halvt så meget taletid som Libak, og selv om han åbenlyst var blevet lovet, at udsendelsen slet ikke skulle bruge så lang tid på Libaks kokketerier. Cappelørns simple, men rigtige pointe var, at Libaks alternativ var falsk. Det er ikke sådan, at enten læser vi slet ikke Kierkegaard, eller også læser vi ham i light-udgaven. Det handler nemlig slet ikke om sproget, det handler om tanken selv. Eller rettere: Det handler om den tanke, som ikke så nemt kan formuleres i sproget, men som netop derfor kræver det yderste af sin forfatter. Og som derfor fremtvinger et dansende, legende, men også sindrigt og barokt mønster af sprog omkring sig. Når Libak viger tilbage for Kierkegaards sprog – hvilket i øvrigt er meget mærkeligt; Kierkegaards sprog kører for vildt, over stok og sten, med fyndige oneliners og albuer i siden på alt og alle, hele tiden – så viger hun i virkeligheden tilbage for hans tanke. Det, som Kierkegaard prøver at formulere, er noget, der kræver arbejde.

Det er som om, der i dag er en tendens til, at alt handler om kommunikation. Om det er politik, økonomi, filosofi eller religion, så handler det blot om at kommunikere rigtigt. Så glider det nok ned. Det er igen det falske alternativ. Hvis man har forstået økonomien på 10 minutter, så har man forstået, hvad der er at forstå på 10 minutter, men man har ikke forstået økonomien. Langt de fleste kan rent faktisk godt lide at tænke, at arbejde med tingene. Og sådan er det selvfølgelig også med Kierkegaard. Vil man ’oversætte’ ham, fint nok. Men oversættelsen skal vurderes på det arbejde, der er puttet i den. Kommer vi videre med Kierkegaard? Kommer vi videre med hans radikale udsagn om troens paradoks? Eller om menneskelivets angst?

Begyndere for Kierkegaard refererer til den bog, som Lars Bukdahl vist nok stadig er ved at skrive om Per Højholts forfatterskab, der netop skal hedde Begyndere for Højholt. En genial titel. Med de helt store kanoner, vi har i dansk åndsliv, er det sådan, at alle er lige for teksten. Kierkegaard eller Højholt er, når alt kommer til alt, lige så svær for en gammel garvet professor, som for en frisk nybegynder. Dét er netop det fine ved dem. Over for Kierkegaard er vi alle begyndere – endda hver gang, vi læser ham.

Lad os håbe, at den skade som ubodeligt er sket ved Libaks optræden i Deadline, trods alt ikke er større end at vi alle, os begyndere, mod det elitære nedad-snobberi, kan rejse os ved styrken fra Kierkegaards udødelige tekst.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Vaarby
  • Christian Mondrup
  • Jes Kiil
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jørn Vilvig
  • Stig Bøg
Henrik Vaarby, Christian Mondrup, Jes Kiil, Maj-Britt Kent Hansen, Jørn Vilvig og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Man kunne oversætte J.S Bach til hip hop?
Nu banker takten tonen, så tonen mister rum.
Tonen skaber takten"

"Retorik=Musik?"

Niels Engelsted

Damned if you do. Damned if you don't.

(Eller på Kierkegårdsk:
Gift dig og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil også fortryde det.)

Det er i hvertfald artiklens indtryk.