Læserne spørger: Pablo Llambias

– Da jeg læste Monte Lema, forsømte jeg næsten totalt at læse den som sonetter, endsige vers. Endvidere skyndte jeg mig, næsten lidt pligtopfyldende, igennem den første del om æstetikovervejelserne for at komme hen til actiondelene om sex og sygdom. Endelig indrømmer jeg, at jeg har svært ved ikke at læse bogen som en selvudleverende redegørelse. Gør de tre ting mig til en indskrænket læser?

Jeg mener, der er flere måder, man kan læse Hundstein og Monte Lema på. Jeg selv regner med tre grundlæggende forskellige måder. Den første læser teksten som casestory, den anden som skriftlitterær praksis, den tredje som receptionsorienteret, performativ praksis. Der er sikkert flere. Nogle læsere satser eksklusivt på én af de tre læsninger, andre blander optikkerne. Jeg har ingen mening om, hvad man bør gøre. Jeg selv skifter mellem de tre læsestrategier og får tre forskellige oplevelser ud af det. Ingen af dem gør mig til en indskrænket læser.

– Du startede selv med at skrive stærkt eksperimenterende bøger. Og det gør du stadig. Er det et pres, at du har sat dig ud over de traditionelle former, eller oplever du det som en befrielse?

Jeg oplever det hverken som et pres eller en befrielse. Jeg tror, jeg har det som mange af mine kolleger. Vi skriver lige netop det, som vi mener, bør være grundlaget for- og/eller udgøre den dialog, vi har med andre mennesker. Vi skriver ud af mangel eller nødvendighed. En interesse i at lige netop dette findes i verden. I forhold til hvor gammel kunstarten er, er det egentlig utroligt, at nye generationer kan blive ved med at forny den. Men det gør de. Meget vil naturligvis forsvinde igen. Men noget vil udgøre små eller store skridt på vejen, der vil føre nye steder hen.

– Du virker som en meget egenrådig og uafhængig sjæl, som går dine egne veje. Hvordan påvirker det dig, at du nu også er leder af forfatterskolen?

Jeg føler egentlig ikke, at det påvirker mig, når jeg skriver. Jeg tænker ikke: Nu må jeg hellere se at skrive noget, der for eksempel understreger min position som leder. Sådan fungerer det ikke. Jeg skriver dét, jeg synes, jeg skal skrive. Nogle gange tænker jeg på, om det bliver modtaget på en anden måde, fordi jeg også ’repræsenterer’ noget. Af og til synes jeg, jeg godt kan se tegn på det, når anmeldere for eksempel kobler de to ting sammen. Men ellers betyder det ikke noget for mig.

– Er ytringsfriheden truet?

Hvis nogen truer med at slå dig ihjel, hvis du siger det og det, så er ytringsfriheden helt bogstaveligt truet. Det er fuldkommen uacceptabelt. Personligt føler jeg ikke, at min ytringsfrihed er truet, hvilket nok hænger sammen med, at jeg ikke i særlig udpræget grad beskæftiger mig med områder, der påkalder sig voldelig opmærksomhed. Indvandring, religion og køn er eksempler på områder, som nogle mennesker har et meget følelsesbetonet forhold til. Bevæger man sig ind på disse områder, kan man godt regne med voldsomme reaktioner. Internettet har gjort det muligt at give rum til de rå mængder af verbal vold, der florerer på dette, samt at samles om og opgejle til en eventuel fysisk manifestation af samme. Jeg synes, at den fysiske vold skal fordømmes og straffes, sådan som den skal. Jeg synes samtidig, at den verbale vold er uhyggelig og omfangsrig. Det er nok i virkeligheden dén, der i første omgang ville gøre, at jeg ville tænke mig om to gange, hvis jeg ønskede at blande mig i debatten om de følelsesladede emner. Jeg tror ikke, at jeg ville blive skudt for mit første kritiske spørgsmål, men jeg ville helt sikkert få internettets kærlighed at føle. Dét er der ikke mange, der kan holde til i længden. Hvad stiller vi op med dén trussel?

– Som rektor for forfatterskolen føler du så, at det er din opgave at sætte nye standarder?

Jeg føler, at det er min opgave at skrive dét, som jeg mener, jeg skal skrive. Hverken mere eller mindre. Jeg føler ikke, at mit hverv som rektor betyder noget for den måde, jeg skriver på. Der er ikke noget, jeg skal eksemplificere.

– Din seneste bog har fået hård kritik. Er det ekstra nedtur, når du nu er rektor på Forfatterskolen?

Jeg synes ikke, min bog har fået hård kritik. Kun to ud af en hel række anmeldelser var negative, og jeg havde forventet disse anmeldelser. Igen: Jeg har ikke noget, jeg skal eksemplificere, så i forhold til mine udgivelser betyder det ikke noget, at jeg er rektor for Forfatterskolen.

– Forfatterskolen er ofte blevet kritiseret for at ensrette forfattermiljøet i Danmark, hvad mener du selv om den kritik?

Den kritik er heldigvis hørt op. Den byggede, som så mange andre fordomme, på uvidenhed. De fleste mennesker har heldigvis fået øjnene op for, at skolens nuværende og tidligere elever skriver meget forskelligt. En undersøgelse fra Aalborg Universitet ved Martin Gregersen og Tobias Skiveren viser, at de seneste 10 års udgivelser af tidligere elever ved Forfatterskolen breder sig over vidt forskellige genrer og stilarter. Der er intet om ensretningen. Det er en kritik, der stammer fra 1990’erne. Hvor der i øvrigt heller ikke var noget om den.

– Hvordan kommer man som rektor/underviser uden om sine egne præferencer og aversioner litterært set?

Vi er fire undervisere på Forfatterskolen, hvoraf jeg er den ene. Det ville ikke være rimeligt at sige, at læsestrategier, litteraturpolitiske dagsordner, litterære kompetencer og erfaringer, personlige præferencer, erfaringer og biografier samt kunstopfattelser ikke spiller ind på vurderingen af litterær kvalitet. Selvfølgelig gør de det. Men det betyder ikke, at alt er tilfældigt. Det betyder, at der er tale om et kvalificeret skøn – med betoning af både kvalificeret og skøn.

Vi fire undervisere er ikke ens. Vi kommer med fire forskellige sæt af ovenstående kvalifikationer. En tekstlæsning er en diskussion af, hvad litterær kvalitet er. Der er ikke to, der læser ens. Alligevel findes litterær kvalitet. Samtalen om den hører dog aldrig op. Og sådan må det være. Kunst er ikke en eksakt videnskab.