Hvad vil du med din kunst?
Det anfægter jeg dagligt. Jeg vil gerne møde, berøre og bevæge min omverden også uden for en snæver kunstcirkel.
At arbejde med kunst er for mig en undersøgelse, en måde at udforske og opdage og være i dialog med verden på. Kunsten er et sted, hvor jeg kan anfægte min egen position som menneske og mærke min tvivl. Et kunstprojekt skal være livsfarligt at udføre – altså udfordre egen position – udfordre mig mentalt, teknisk og åbne mine øjne. Jeg synes, det er uinteressant at bevise en allerede færdig tænkt tese.
Jeg håber så, at andre også får mulighed for at se verden fra en lidt anden vinkel i mødet med mine værker. Mine værker skulle gerne på sigt sige noget om at være menneske på dette sted, i denne tid, kultur, geografi og aktionsradius. Kunst er slow media, derfor kan den forskellige ting til forskellig tid. Det er noget, jeg forsøger at tænke med ind i værkerne, især i de værker, der berører betændte samfundspolitiske emner.
Er god kunst politisk kunst?
Jeg opfatter al kunst som politisk på den ene eller anden måde. Den kunst, der oftest klassificeres som politisk kunst, kan sagtens være kedelig, hvis den er for forudsigelig. Nogle gange er såkaldt politisk kunst især meget nødvendig.
Mange har kritiseret dit maleri, synes du selv, du er en god portrætmaler?
Jeg opfatter ikke mig selv som portrætmaler. Anders Fogh Rasmussen-portrættet er et stykke relationistisk kunst, et historiemaleri, et barokmaleri og en performance, som stadig værker. Som kunstner er jeg umådelig tilfreds med billedet og den måde, det får liv af brug. Intentionen var, at skoleklasserne skulle stoppe op foran billedet og tale om, hvad manden gjorde med Danmark i perioden – og det gør de, når de ser på en klemt bøgeskov, et goldt ørkenlandskab og en NATO-stjerne, der funkler i det fjerne.
Hvad kan du bedst lide at lave, når du holder fri?
Fri findes ikke i mit fag, men når jeg ikke er i mit studie eller på kunstmission, elsker jeg at være sammen med mine unger, klatre, rulle på rulleskøjter, flyve og drømme om at læse.
Var det rigtigt at gå ind i Afghanistan?
Jeg fløj ind – ligesom Bush og Fogh.
Hvem er dit forbillede?
Lærken, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.
Og ellers Anne Marie Helger, Anne Noggle, Gunhild Aaberg, Madeleine Albright samt min veninde Lotte, der var et umådeligt klogt, kærligt og godt menneske, hende skulle der være flere af ...
Hvem er din yndlingskunstner?
Det skifter meget, lige nu er jeg meget optaget af, Mads Brügger i par med Mikael Bertelsen, Goya, Leonardo da Vinci, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Paul Nash, Christian August Lorentzen, Bacon, Henry Tonks, Borris Bertram, Christoffer Guldbrandsen, Carsten Jensen, Janus Metz, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Peter Carlsen, Morten Schelde, John Kørner og Kirstine Roepstorff samt Das Beckwerk’s værker omkring demokrati og krig.
Er du veganer?
Nej
Er du feminist?
Jeg er aero-feminist
Er de her nye billeder en slags undskyldning til venstrefløjen for dit portræt af Fogh? Dengang malede du ham som stærk mand, nu fremstiller du dem alle som krigsforbrydere?
Hvis alle de ministre, jeg har tegnet fra blå og røde regeringer, er krigsforbrydere, hvad gør det så os til? Ministrene er repræsentanter for os. Mit nye projekt peger om bagved ministeren, på os. Dig og mig, hvordan er vi blevet påvirket af krigen og ikke mindst – hvad gør vi ved det?
Mit billedet af Fogh har gjort mange forvirrede. Man leder efter skurke på en måde, som er Bush værdig: Enten er du med os, eller du er imod os. Den gamle dualisme lever i bedste velgående på trods af de møbiusbånd, som binder os sammen.
Hvad er kunstens opgave i verden?
Kunstens veje er uransagelige, den skal ikke nødvendigvis noget, den behøver ikke at have nogen funktion. Men jeg synes selv, kunst er spændende, hvis den åbner mine sanser, så jeg oplever verden på ny.
Hvad var du blevet, hvis ikke du var blevet kunstner?
En anden slags forsker og livskrammer.
Er du ikke bekymret for, at kunsten selv forsvinder i al den politisering?
Jo, det er en stor og spændende fare og grunden til, at de fleste af mine kolleger holder sig langt ude af debatten. Kunsten skal være glat som sæbe for at undslippe udnyttelse. Jeg synes, det svupper bedst, når den undslipper – efter at der er blevet holdt vildt stramt om den. Swoop!
Med stor interesse for især dit portræt af Anders Fogh Rasmussen vil jeg gerne vide: Hvordan forholder du dig til selv at have magt? Dels på et åbenlyst direkte plan, dels på et dybereliggende – skjult? – psykologisk plan. Vil du evt. uddybe med, hvordan disse forhold spejler sig i dine portrætter?
Et spændende og relevant spørgsmål, som er nok til en hel artikel. Bl.a. er jeg interesseret i, hvordan intellektuelle legitimerer forskellige former for magtudøvelse, samt relationen mellem kunstner og bestiller i nationale bestillingsopgaver.
Lavede du bevidst et dårligt maleri af statsministeren, fordi du syntes at han bestred sit embede dårligt?
Billedet er lavet sammen med Anders Fogh Rasmussen. Han er glad for billedet. Statsministeren var respekteret for først og fremmest at være dygtig, velforberedt, overkontrolleret og kontrollerende. Det blev sagt at han var meget optaget af hvordan hans eftermæle skulle skrives.
Finder du det uproblematisk, at du, da du skulle portrættere Anders Fogh, lod dig bjergtage af manden for at bruge din egen formulering?
Jeg identificerede mig med Fogh og tænkte meget på hans tydelige beundring og benovelse over at komme tæt på Bush, som senest set i Borris Bertrams meget vigtige film Krigskampagnen – og hvad det kom til at betyde for Danmark. Det håber jeg man kan se i portrættet om ikke andet om nogle år.
Var du bevidst om, at du portrætterede Anders Fogh Rasmussen som en tegneserieagtig action helt med hang til krigsfly? Og hvordan lykkedes det dig at besnakke ham til at nyde den fremstilling af sig selv? Er dét, at det lykkedes dig, ikke det egentlige værk?
Se det er jo nogle meget interessante genkendelser og spørgsmål, som vi ikke kan svare på så længe værket ’værker’. Dog kan jeg afsløre, at der ikke er noget tilfældigt i det billede.
