Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Tom Buk-Swienty

»Jeg kunne dengang ikke fatte, at en krig kunne startes på så tyndt et grundlag. (...) Jeg tog dengang for givet, at Danmark ikke ville være en del af dette ...«
Tom Buk-Swienty. Født 1966. Forfatter og journalist. I 2008 udkom hans anmelderroste og prisbelønnede dokumentariske fortælling ’Slagtebænk Dybbøl’ efterfulgt af ’Dommedag Als’ i 2010. Tidligere har han skrevet biografien ’Den ideelle amerikaner’ (2005) om den legendariske dansk-amerikanske journalist og fotograf Jacob A. Riis. I ti år var han Weekendavisens USA-korrespondent. Han har desuden været lektor ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet. Nu er han selvstændig forfatter.
30. marts 2013

– Hvad fik dit arbejde med Tyskland-krigene dig til at tænke om Danmarks engagement i Afghanistan og Irak?

At krig aldrig er abstrakt. Det er en dødsens alvorlig sag. Jeg tænker stadig med smerte i hjertet på de mange danske krigsveteraner fra Balkan, Irak og Afghanistan, der i tidens løb er mødt op til mine foredrag. Nogle af dem manglede deres ben, andre led under svære psykiske traumer.

– Støttede du op om krigen mod Irak i marts 2003?

Jeg dækkede optakten som USA-korrespondent og var i FN, da den amerikanske udenrigsminister Colin Powell på vegne af Bush-regeringen fremlagde de såkaldte beviser mod Irak. Jeg kunne dengang ikke fatte, at en krig kunne startes på så tyndt et grundlag, og at der i den ellers så kritiske amerikanske presse var så lidt journalistik, der seriøst udfordrede krigspræmissen. Jeg tog dengang for givet, at Danmark ikke ville være en del af dette. Der tog jeg vist fejl.

Hvad er det sværeste ved at skrive om begivenheder, der ligger over hundrede år tilbage?

At alle mine kilder er døde.

Hvorfor begyndte du lige at interessere dig for Dybbøl og 1864?

Jeg er vokset op i Sønderbog tæt på den gamle slagmark. Af en eller anden grund har jeg altid været interesseret i historie, og de mange mindesten ved de gamle skanser pirrede mit drengesind. Hvem var de mænd egentlig, der ofrede deres liv her? Mange år senere holdt jeg som journalist særligt af at skrive reportager. Da jeg gik i gang med 1864-projektet, besluttede jeg mig for at agere reportagejournalist med næsten 150 års forsinkelse og beskrive, hvordan der egentlig så ud ved Dybbøl og fortælle historien gennem nogle af de mennesker, der var midt i det hele.

Du har undervist journaliststuderende – hvordan adskiller den kommende generation skribenter sig fra din egen?

Den kommende generation af skrivende journalister har jeg oplevet som ambitiøs, dygtig og videbegærlig. Men forskellen er de næsten umulige arbejdsvilkår, de bydes som færdige journalister – hvis de da overhovedet får et journalistjob. Med nyheder 24/7 er nyhedsstrømmen blevet et monster, der aldrig kan mættes, og al den overfladiske journalistik, der skal produceres i en lind strøm, giver meget svære betingelser for gennemarbejdede, gennemresearchede artikler.

– Hvor kommer dit lidt usædvanlige navn fra?

Swienty stammer fra min fars familie. Hans forældre kom fra det polsk-tyske grænseland Slesien. Buk er min kones lidt usædvanlige stavning af Buch. Da vi blev gift, satte vi disse to mærkelige navne sammen og fik et dobbelt så mærkeligt navn. Swienty betyder i øvrigt helgen på polsk.

Hvilken af alle DR’s store klokken 20-tv-dramaserier har gjort størst indtryk på dig og hvorfor?

Ahem – jeg må tilstå, at vi stort set aldrig ser fjernsyn. Vi havde engang et, men det har den ene af ungerne hugget til sit wii-spil. Mange af DR-satsningerne blev sendt, da vi boede i USA. Men også dem, der blev sendt, da vi var hjemme, så vi sjældent, for jeg kan ikke finde ud af at skulle sætte mig ned på et bestemt tidspunkt for at se fjernsyn. Men min kone og jeg er storforbrugere af tv-serier, som vi ser på dvd og nu Netflix. Jeg har med glæde set Forbrydelsen på dvd og var også godt underholdt af Borgen, som vi har set første sæson af. Men jeg regner helt bestemt med at have et tv i 2014, når 1864 sendes. Om det så virkelig lykkes mig at sidde foran skærmen otte søndage aftener på klokkeslættet 20, får vi se.

Hvad kan retfærdiggøre at blive væk fra sit barns fødsel?

Det er svært at kommer i tanke om noget.

Hvordan karakteriserer du den tysk-danske konflikt?

Som overstået.

Hvad var det mest fascinerende i USA, da du arbejdede der?

At der er så uendelig højt til loftet i USA og så mange underkulturer i kulturen. Det er et land med slagsider og skyggesider, og tiden under Bush II var ulykkelig for verden, men som besøgende oplever man et storsind, en venlighed, en rummelighed og en mangfoldighed, som altid er dybt fascinerende.

Hvordan blev du journalist?

Jeg er uddannet historiker, men har altid skrevet og altid vidst, at jeg ville være journalist. Jeg startede som freelancer. Min første artikel solgte jeg til Information for et par håndører.

Savner du USA nogle gange?

Bestemt. Især de store vestlige horisonter. De har altid givet mig en kriblende følelse af frihed.

Var det svært at komme hjem?

Ja. Vi gør os ikke begreb om, hvor lille, homogent og ensrettende Danmark er. Det giver mig altid lidt klaustrofobi, når jeg kommer tilbage. Når man har været i USA eller så mange andre lande, hvor der er en helt anden åbenhed og venlighed i det offentlige rum, kan Danmark også virke som en kold klud. Det er altid en nedtur første gang, man igen står i et surt dansk supermarked og i køen ser alle disse småtvære, indestængte ansigter. Jeg tænker altid: Hvordan i alverden er det gået til, at danskerne kaldes verdens lykkeligste folkefærd? Men inden man ser sig om, står man selv der i køen, tavs, indesluttet og har det da meget godt.

Hvad er forskellen på at være journalist og forfatter?

En journalist skal konstant følge med i stort og småt og har hovedet fuldt af de næste mange historier, der skal laves. Som forfatter søger man roen, fordybelsen og må i perioder netop afskærme sig fra strømmen af nyheder. De nyheder, jeg p.t. går mest op i, stammer fra 1871, hvor jeg mentalt befinder mig med min næste bog. Lige for tiden får jeg derfor ikke rigtig fulgt med i, hvorfor det lige er, at lærerne ikke går på arbejde de næste par uger, eller hvordan det er gået til, at Bulgarien er blevet en uoverkommelig modstander for landsholdet – på hjemmebane.

Kom det bag på dig, at du slog så vildt igennem med ’Slagtebænk Dybbøl’?

Ja, for søren. Når jeg fortalte folk, dengang jeg skrev Slagtebænk Dybbøl, at jeg var i gang med en bog om 1864, blev deres blikke tomme, og mange kæmpede med at undertrykke gab. Selv ikke min trofaste mor, der ellers tror på alt, hvad jeg laver, troede, at det her ville blive en bog, der ville interessere mere end tre mænd – i 90-års-alderen. Gyldendal trykte et meget forsigtigt førsteoplag. Det var solgt på mindre end to dage. Hvorfor ved kun guderne.

Hvad skal man gøre, hvis man vil lave en bestseller?

Jeg ved, hvad man ikke skal gøre. Man skal ikke sætte sig ned og sige: Nu vil jeg skrive en bestseller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer