Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Arne Bidstrup (1938 – 2013)

Sognepræsten Arne Bidstrup var menneske først og dernæst kristen. Hans lidenskab for naturen og præstegerningen blev – på godt og på ondt – kendetegnende for både hans liv og hans død
Sognepræst. Han tilbragte sit livs måske lykkeligste tid på landstedet i Salling, hvor han fik ting til at gro og gik på jagt, mens han af og til også tænkte over de tunge ting i livet. Privatfoto
30. marts 2013

Af Søren Berggreen Toft

Som ung teologistuderende i Aarhus levede Arne Bidstrup et liv med fester og frisind. Så meget, at han engang var tæt på at blive bortvist fra sit kollegium i Universitetsparken, fordi han sammen med vennerne havde smidt en svane på grillen.

For i det miljø, hvor han færdedes i sin ungdom, var det vigtigt at vise, at man adskilte sig fra de fromme mennesker i Indre Mission. Derfor var der meget fest i hans liv – til tider måske også for meget.

Arne Bidstrup blev – som søn af forstanderen på Himmerlands Ungdomsskole og med to storebrødre, der var frihedskæmpere – født ind i det grundtvigske miljø. Sågar på Grundtvigs egen fødselsdag.Men på trods af sin mors ønske, kom han ikke til at hedde ’Grundtvig’ til fornavn.

Det var dengang, hvor det især var landbofolk, der sendte deres børn på efterskole, for at de skulle lave noget gymnastik, men også for at de kunne lære noget danmarkshistorie. Og netop det dannelsesideal blev afgørende for Arne Bidstrups liv. Man skulle være klog på, hvor man kom fra, både i form af danmarkshistorien, den nordiske mytologi, bibelhistorien og højskolesangbogen.

Efter sin studentereksamen tog han på Askov Højskole, inden han startede på teologistudiet i Aarhus. Det var på et tidspunkt, hvor blandt andre P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup og Johannes Sløk var professorer. Dengang »det teologiske miljø i Aarhus virkelig var noget, der gik ry af«, som hans datter Ulla, der selv er lektor på pastoralseminariet i Aarhus, udtrykker det.

En enestående prædikant

Fagligt var han velorienteret og altid interesseret i at lære mere, og han elskede at gå til møder og konventer med andre teologer, hvor man lidenskabeligt diskuterede teologi og eksistens, men hvor det også var det selskabelige og det festlige, der trak.

Især det årlige Teologmøde og Båringmødet deltog han i med stor trofasthed og entusiasme

Som person havde Arne Bidstrup en dobbelthed i sig. På én gang optimistisk, kreativ, selskabelig og udadvendt, men samtidig en person, der ikke gav meget af sig selv.

Han var et såkaldt ’høvdingebarn’, der voksede op i en lille by, hvor der var meget fokus på forstanderens børn, og det gav ham en følelse af, at han hele tiden skulle leve op til omgivelsernes forventninger.

Da Arne Bidstrup blev begravet, bar han i kisten sin præstekjole, og det var hans datter Ulla, der forestod begravelsen. I begravelsestalen lød det: »Fars liv var heller ikke specielt yndigt. I hvert fald ikke hele tiden. Han var godt og grundigt uddrevet af Paradis, hvis Paradis er der, hvor alt er fuldkomment, helt efter bogen og ganske, som man og han kunne ønske sig. Fars liv bød faktisk på en del af det modsatte. Både brud og nederlag.«

Men måske var det netop i kraft af de dæmoner, Arne Bidstrup selv gik og tumlede med, at han det meste af sit liv blev regnet for en fantastisk prædikant, særligt til begravelser. Han var god til at sætte ord på menneskelig smerte.

Arne Bidstrup var ikke altid den mest tilstedeværende far. Da hans døtre var små, var det ofte hans egne meritter, der optog ham mest, selv om han med alderen blev bedre til at lade sine nærmeste vide, hvor dyrebare de var for ham. Det gjaldt også de otte børnebørn.

Men passionen for præstegerningen og kirken har han givet videre. Således har hans tre døtre taget uddannelser som henholdsvis præst, kirkesanger og skolelærer med kristendom som linjefag.

Det simple i naturen

Arne Bidstrups anden store lidenskab – naturen – fulgte ham i bogstaveligste forstand fra start til slut. Helt fra barnsben interesserede han sig for dyr og planter, og i sit otium købte han et landsted ved Salling i Nordjylland med egen limfjordskyst og egen sø. Her etablerede han en krebsedam og en plantage, hvor han kunne gå på jagt, og her havde han måske sin mest lykkelige tid. Men samtidig var det også her, han af og til kunne gå og tænke over de tunge ting i livet, på samme måde som når degnen Johannes Vig, hovedpersonen i hans yndlingsroman Løgneren af Martin A. Hansen, gik lange ture med sin hund Pigro.

Netop Løgneren læste og citerede han fra igen og igen. Den optog ham, og måske spejlede han sig en smule i Johannes Vig. I hvert fald havde også Arne Bidstrup valgt at kalde sin jagthund Pigro.

Måske var netop det simple i atplante noget i naturen og få det til at gro en særlig glæde i et til tider kringlet liv med en hård skilsmisse og en kamp for at leve op til omverdens forventninger.

Hans passion for naturen blev også rammen for den ulykke, der kostede ham hans liv. Den sidste tid af livet blev han dement, og i takt med, at sygdommen blev værre, ændrede hans interesse for planter karakter til en besættelse. Han var hele tiden på jagt efter nye planter, og en kold vinterdag ville han plukke pil ved bredden af en dam, men faldt i det kolde vand.

»Det var meget ubehageligt, men nu, når man har fået det på afstand, kan vi glæde os over, at han døde midt i det, der optog ham allermest. Han var simpelthen på vej efter en ny plante,« fortæller datteren Ulla.

 

Arne Bidstrup

Født den 8. september 1938

Cand.theol. og tidligere sognepræst i henholdsvis Storevorde-Sejlflod Pastorat og Egeris Pastorat

Død i Vejlby den 18. februar 2013

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu