Statens tavse opgør med kvindefrigørelsen

Krise eller velmagtsdage, kontanthjælpsreformen ville været kommet under alle omstændigheder. For holdningen til, hvem der har pligt til at forsørge de uforsørgede, er flyttet fra staten til familien. Men reformen udfordrer vores holdning til velfærd, ligestilling og grundlov, siger kritikerne
Illustration: Rasmus Fly Filbert/iBureauet

Illustration: Rasmus Fly Filbert/iBureauet

16. marts 2013

Jeg har lyst til at sige, at ligegyldigt om Danmark var i økonomisk krise eller ej, om 2020-planer var opfundet eller ej, så ville jeg have indbudt jer til dette pressemøde«. Sådan indledte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sit pressemøde. Pressen var indkaldt for at høre regeringens udspil til kontanthjælpsreformen Alle kan gøre nytte. En reform, der blandt andet udvider den gensidige forsørgerpligt mellem ægtefæller til at omfatte samlevende par. Selv om flere jurister peger på, at det er i strid med grundloven, som giver alle ugifte danskere ret til offentlig forsørgelse, hvis ikke de kan forsørge sig selv.

Er du havnet på kontanthjælp, mens din samlever tjener over 22.000 kroner om måneden, ryger din ret til kontanthjælp, og din partner har pligt til at forsørge dig. Har I børn sammen, ryger kontanthjælpen, hvis din partner tjener mere end 28.000 om måneden. Det er den udvidelse af forsørgerpligten, som ville være sket, uanset om Danmark havde en socialdemokratisk ledet regering i krisetid eller i velmagtsdage, forsikrer regeringen.

»Det er socialdemokratisk politik, og der er et klart socialpolitisk sigte med det her« forklarede Mette Frederiksen.

Kvinder på lommepenge

Beskæftigelsesministeren giver individet større ansvar og velfærdsstaten mindre. Konsekvensen af, at forsørgerpligten udvides, er et tilbageskridt for kvindefrigørelsen, som velfærdsstaten har været motor for, mener Pia Fris Laneth, debattør og forfatter til bestselleren Lillys Danmarkshistorie om kvindeliv i Danmark fra 1880 til 2000. Pia Fris Laneth selv er 56 år, universitetsuddannet og har betalt skat, siden hun var 16:

»Hvis jeg bliver arbejdsløs i morgen, krisen forsætter, og jeg ryger ud af dagpengesystemet om to år, så skal min mand fuldforsørge mig. Jeg er sikker på, at han vil gøre det – og jeg er sikker på, at jeg vil synes, det er fuldkommen rædselsfuldt. Jeg vil hellere forsørges af staten end af min mand, fordi det sidste påvirker magtrelationen i parforholdet. Jeg synes, jeg har ret til at forvente statslig forsørgelse – fordi jeg har arbejdet og betalt skat som individuel borger,« siger hun.

Siden 60’erne har kvinderne nemlig fået lønarbejde som livsperspektiv i stedet for et livsperspektiv som husmor i en enforsørgerfamilie.

I 1960 var der 960.000 hjemmegående husmødre, som levede af deres mands indtægt. I dag er der højst 20.000 hjemmegående kvinder i Danmark, der bliver forsørget af deres mand.

At velfærdstaten har hjulpet kvinder ud på arbejdsmarkedet og dermed ændret familier fra at være énforsørget til at være toforsørget, er ifølge Pia Fris Laneth den største revolution i Danmark. Hun forholder sig skeptisk overfor, hvad der sker, når regeringen presser en gammeldags familieforsørgermodel ned over det sociale system.

»Det er et tilbageskridt for kvindernes frigørelse, hvis vi gradvist nærmer os et samfund, hvor manden igen skal være kvindens økonomiske sikkerhedsnet« siger hun.

For selv om udvidelsen af forsørgerpligten også vil ramme mænd på kontanthjælp, er tendensen, at kvinder dropper arbejdsløse mænd, mens mænd forsørger arbejdsløse kvinder.

Og det fremmer en »usund traditionalisering af forholdet mellem mænd og kvinder,« siger Pia Fris Laneth.

Fra 1960 til 1990 steg arbejdsstyrken med 800.000. 700.000 af dem var kvinder. Den udvikling skete i en periode, hvor velfærdsstaten blev udbygget med flere og flere forsørgelsesordninger, og hvor dækningsgraden var højest. I 1960 var der 580.000 helårsmodtagere inklusiv folkepension, og allerede i 1970 var der én million helårsmodtagere, som blev forsørget af staten. Forsørgelsesopgaver, der tidligere blev varetaget i familien, blev nu velfærdsstatens ansvar, fordi kvinderne kom på arbejdsmarkedet.

»Den historie er et dementi af, at folk ikke gider arbejde, hvis de kan få understøttelse. Kvinderne var direkte vilde for at arbejde, for det var adgangen til deres frigørelse,« siger Pia Fris Laneth.

Da oliekriserne kom lige efter hinanden i 70’erne troede man, at kvinderne ville blive jaget tilbage til kødgryderne, men det gjorde de ikke. De blev fastholdt på arbejdsmarkedet af understøttelsessystemet. De meldte sig ind i a-kasser og så ikke sig selv som husmødre, men arbejdsløse parate til at springe på opsvinget.

Ret og pligt

Med en udvidet forsørgerpligt går staten fra at være første økonomiske sikkerhedsnet til at være sikkerhedsnet nummer to.

Det viser et stort skred i opfattelsen af, hvem der har forsørgeransvaret, mener Jørn Henrik Petersen, der er professor ved Center for Velfærdstænkning på Syddansk Universitet. Et skred, der begyndte retorisk i 80’erne, da ord som ’fællesskabet’ og ’velfærdssamfundet’ blev erstattet af paroler om ’pligt og ret’ og ’det personlige ansvar’.

»Nu er skredet ikke længere retorisk, men virkelighed,« siger Jørn Henrik Petersen om velfærdsstaten, der udliciterer sit forsørgelsesansvar.

Når Mette Frederiksen siger, at forsørgerpligten skal udvides, fordi kontanthjælpssystemet i praksis er kommet til at forskelsbehandle samlevende og ægtepar, ligger der en større holdningsændring bag. Netop at »forsørgelsesansvaret langsomt er på vej væk fra staten og over til det enkelte individ«, som Jørn Henrik Petersen formulerer det.

Et nyt menneskesyn

Denne ansvarsoverdragelse er et tilbageskridt for velfærdsstaten, lyder det fra FOA’s formand, Dennis Kristensen. For ham bygger velfærdsstaten på et balanceret forhold mellem ret og pligt, sådan som det står skrevet på de røde faner i fagbevægelsens kontorer. Men pligterne bliver flere, rettighederne færre, og balancen tipper til den forkerte side. Med bistandsloven i 1976 kom brandtalerne om de arbejdsløse, der nu ikke længere skulle stå med hatten i hånden, men med rank ryg kunne henvende sig til det offentlige og bede om økonomisk hjælp.

»Nu er støtten ikke længere garanteret, og vi ser mere og mere, at politikerne gradbøjer rettighederne og bestemmer, hvem der har ret til at blive forsørget af staten«.

Som Mette Frederiksen siger, er en udvidelse af forsørgerpligten ikke en spareøvelse udløst af krisen. »Det er socialdemokratisk politik.« Det er udtalelser som denne, der får Jørn Henrik Petersen og Dennis Kristensen til at konstatere en holdningsændring til forsørgerpligten.

Når forsørgelsesansvaret i dag flyttes mere og mere fra staten og tilbage til familien, sker det ifølge Jørn Henrik Petersen, fordi politikerne handler på et andet menneskesyn end i 1953, hvor begrebet ’velfærdsstat’ opstod på den socialdemokratiske kongres. I 1960 ville karakterer som ’Dovne-Robert’ og ’Fattig-Carina’ aldrig skildres som andet end enkeltstående tilfælde, for velfærdsstaten blev grundlagt på en tro på, at borgerne er moralister, der opfører sig ordentligt og kan lide at arbejde, forklarer Jørn Henrik Petersen.

Familien som sikkerhedsnet

»I dag hedder menneskesynet dybest set, at vi er ’økonomiske individer’, der handler ud fra at få mest muligt økonomisk ud af den mindst mulige indsats. Og når det er antagelsen, er det sådan, politikerne laver politik, og så bliver det sværere at få de ydelser, vi engang havde ret til,« siger Jørn Henrik Petersen

En holdningsændring, beskæftigelsesministeren slog fast, da hun i efteråret 2012 var gæst hos Clement Kjersgaard.

»Hvis vi leger, at vi havde alle de penge, der skulle til, hvad er så den rigtige dagpengeperiodelængde?« spurgte Clement Kjersgaard Mette Frederiksen, hvortil hun prompte og uden betænkningstid svarede: »To år«.

»Det viser jo meget tydeligt, at regeringen har overtaget den tidligere regerings tankegods, og at den nu forsvarer de forringelser, VK-regeringen lavede, som var det den nuværende regerings egen politik. Det vidner om et klart holdningsskred i forhold til både velfærdstaten og forsørgerpligten«, siger Dennis Kristensen.

Og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har ændret holdning til, hvor gavmildt staten skal forsørge. Går man nogle år tilbage havde Mette Frederiksen tilgangen, at offentlig forsørgelse var »det vigtigste«. I dag har hun indset, at offentlig forsørgelse ikke kan stå alene, da der skal være incitament til, at alle kan gøre nytte. Selvforsørgelse er et grundlæggende sundt princip, men kan man ikke det, skal man forsørges af sin familie, siger hun.

»Der skal være et økonomisk sikkerhedsnet, hvis man for eksempel mister jobbet, men jeg mener grundlæggende, at det er ens ægtefælle eller samlever, der i første omgang skal træde til«.

Ifølge Jørn Henrik Petersen og Dennis Kristensen er det udtalelser som denne, der bekræfter en ny holdning til, hvem der skal være økonomisk sikkerhedsnet, når en borger ikke selv er i stand til at sikre en indkomst.

»Velfærdstaten er hele tiden i bevægelse. Det ses på retorikken. Først var det en velfærdstat, så blev den kaldt et velfærdssamfund, så fællesskabet, og nu er fællesskabet ved at ryge til fordel for en holdning om, at rettigheder er noget man får, hvis man viser ’personligt ansvar’. Udgangspunktet var, at velfærdstaten skulle tilbyde ’noget for ingenting’, fordi vi som borgere havde et fælles ansvar. Nu giver velfærdsstaten os ’noget for noget’,« vurderer Jørn Henrik Petersen. Spørgsmålet, der står tilbage er nu, hvor meget kan vi ændre i udgangspunktet, skrue på balancen mellem rettigheder og pligter og stadig kalde det en velfærdsstat?

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

»Hvis jeg bliver arbejdsløs i morgen, krisen forsætter, og jeg ryger ud af dagpengesystemet om to år, så skal min mand fuldforsørge mig. Jeg er sikker på, at han vil gøre det – og jeg er sikker på, at jeg vil synes, det er fuldkommen rædselsfuldt,« siger forfatter og journalist Pia Fris Laneth. Foto: Jacob Dall

Forsørgerpligt

Udspillet ’Alle kan gøre nytte’ vil ifølge Beskæftigelsesministeriet styrke den offentlige økonomi med knap 400 millioner kroner i 2014 stigende til knap én milliard kroner i 2015 og godt én milliard i 2020.

Reformen indeholder blandt andet udvidet forsørgerpligt. Det betyder, at folk, der lever papirløst sammen, bliver modregnet i kontanthjælpen, hvis partneren har et job. I dag gælder det kun, hvis man er gift.

Man mister kontanthjælpen, hvis partneren tjener over ca. 22.000 kr. om måneden. Har parret børn sammen, ryger kontanthjælpen, hvis partneren tjener ca. 28.000 kr. om måneden.

Forslaget ventes af ramme 8.000 danskere på kontanthjælp.

Den udvidede forsørgerpligt kritiseres af flere jurister for at være strid med Grundlovens §75 stk. 2, der lægger op til, at det kun er gifte folk, som kan tvinges til at forsørge hinanden. I 2002 besluttede et flertal i Folketinget at sidestille samlevende med ægtefæller i forbindelse med udredningen af størrelsen på starthjælpen. Det måtte man imidlertid opgive igen, da det viste sig at være i strid med Grundloven.

Mindre stat, mere personligt ansvar

Førtidspension modregnes i forhold til, hvis ægtefælle/samlever er i job.

Folkepension modregnes i forhold til, hvis ægtefælle/samlever er i arbejde.

Hvis en ægtefælle har en indtægt, der kan forsørge begge, kan den anden ægtefælle ikke modtage kontanthjælp.

Hvis du har en formue på over 10.000 (sommerhus, friværdi, bil o.l.), kan du ikke få kontanthjælp.

Dagpengeperioden er halveret fra fire til to år.

Genoptjeningskravet (den periode, man skal have været i arbejde igen for at være berettiget til dagpenge) forlænges fra 26 til 52 uger.

Krav om tilbagebetaling af sociale ydelser, hvis kommunernes kontrolgrupper kan sandsynliggøre, at en borger har snydt sig til offentlig forsørgelse.

I lov om børnetilskud opereres der med begrebet ”;reelt enlig”; som kriterium for tildeling af børnetilskud.

Unge under 30, der er i stand til at tage en uddannelse, vil fremover få erstattet deres kontanthjælp af en uddannelsesydelse, der svarer til SU.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Alexander Nørup

"For selv om udvidelsen af forsørgerpligten også vil ramme mænd på kontanthjælp, er tendensen, at kvinder dropper arbejdsløse mænd, mens mænd forsørger arbejdsløse kvinder."
Så det ville være bedre hvis mænd, også bare smed konen på porten, hvis hun røg på støtten? Arbejdsløshed takles åbenbart bedst, hvis man lige smider lidt ekstra social marginalisering oven i. Sikke et sympatisk menneske syn

Brugerbillede for Karsten Aaen

Grundlovs-stridigt er hvad dette forslag er: Samlevende skal nu ligestilles med gifte folk.
Gifte mennesker har forsørgerpligt overfor hinanden, det har to mennesker som lever sammen ikke. Og hvordan afgør man om to mennesker er to venner, som bor sammen? eller også boller med hinanden? og derfor må antages at være samlevende, også i seksuel forstand. Den eneste måde man kan gøre dette på er ved at ændre ægteskabslovgivningen, så vidt jeg kan se, og lave en paragraf, hvori der står dette: Personer, som lever sammen, uanset om de gift eller ej, har forsørgerpligt overfor hinanden.Lad os kigge lift på ordene i den danske grundlov om dette, især paragraf 75 er yderst interessant:

"§ 75
Stk. 1.
Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2.
Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."
kilde: http://www.grundloven.dk/

I JP i dag er der en yderst interessant og vedkommende artikel om dette (ikke online, tror jeg nok). Forsørgerpligten bliver her gennemgået ret præcist, bl.a. dette, manden er forpligtet på at give kvinden hvad der er fornødent til hendes livsophold, mens kvinden ikke er forpligtet på at give manden dette. (dette viser en række afsagte kendelser i landets retssale). Samlevende har ikke forsørgerpligt overfor hinanden, heller ikke selvom de har børn sammen, de har så udelukkende forsørgerpligt overfor deres fælles børn (vil jeg mene?) eller bor sammen, eller har boet sammen i mere end 2 eller 20 år.

I det følgende vil jeg skrive mand en række gange, fordi det ofte er sådan, at det er manden som tjener mest eller har et arbejde: Hvis manden i et sådant forhold tjener cirka 25.000 kr, ja så kan kvinden i dette forhold i dag få kontanthjælp, fordi der ikke er gensidig forsørgelsespligt i et sådant forhold. Hvis det bliver sådan at manden skal forsørge kvinden ud af de 25.000 kr. brutto, han tjener, ja så kan kvinden risikere hverken at få penge af manden eller af staten/kommunen.

Og ja, dette er også er direkte tilbageskridt for ligestillingen i dette land; kvinder i dette land kan risikere at ende på gaden, uden nogen som helst forsørgelse, hverken fra kæresten eller staten.

Og endelig er Mette F.'s maske faldet: Hun er akkurat lige så dybt usympatisk som Joakim B. Olsen i sine holdninger til de arbejdsløse og til mennesker på kontanthjælp; ideen om at det er en ens familie, der skal forsørge en før staten gør det er en gammel ærkeborgerlig tanke; en tankeform og en idé som især socialdemokraterne og husmændene fra Det Radikale Venstre fra 1945-1995 gjorde op, måske helt op til 2005?

Og jo, vi kan da godt kalde det for en velfærds-stat, men så bliver det en velfærds-stat a la en tyske, den italienske, eller den franske, hvor familien i langt højere grad forsørger børnene, og børnene i langt højere grad forsørger forældrene. Og tager sig af forældrene end vi har været vand til fra den nordiske/skandinaviske velfærdsmodel.
En langt mere individ-orienteret velfærdsmodel bliver det jo så. Og nej, Jørgen Henrik Petersen, det er aldeles ikke 'noget for ingenting' - det er ideen om at 'en bygning vi rejser til skærm i vor nød'. Og hvor i fælles-skabets navn og tegn betaler skat, og de af os, der tjener mest, betaler mest til fællesskabet, fordi vi alle kan blive syge, vi alle har gavn af gode skoler, gode veje, god offentlig trafik mv. Det er det som hedder solidaritet, Jørgen Henrik P....!

Og ja, det menneskesyn politikerne styrer efter i dag kommer fra Rationel Action Choice teorien, som netop siger, at mennesker kun "er ’økonomiske individer’, der handler ud fra at få mest muligt økonomisk ud af den mindst mulige indsats." Problemet med denne teori er bare dette: den er hamrende forkert. Mennesker handler ikke kun og alene ud fra overveje(n)de økonomiske kalkuler om hvor meget de får hvis de gør a, x eller z. Mennesker handler også ud fra at gøre andre mennesker glade, at indgå alliancer, samt hvordan de bedst kan bruges i fællesskabet.

Og det fællesskab kan altså være alt muligt andet end det arbejdsmarked som Mette Frederiksen (tidligere DKU'er) taler om. Men måske diskuterer hun dette med sin mand:
"Hun er gift med Erik Harr der er kommunikationsdirektør i Danmarks Apotekerforening." kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Mette_Frederiksen

Brugerbillede for Grethe Preisler

Født i går

"Selvforsørgelse er et grundlæggende sundt princip, men kan man ikke det, skal man forsørges af sin familie. Der skal være et økonomisk sikkerhedsnet, hvis man f.eks. mister jobbet, men jeg mener grundlæggende, at det er ens ægtefælle eller samlever, der i første omgang skal træde til." (beskæftigelsesminister Mette Frederiksen)

Mette Frederiksen er født i 1977. Året efter vedtagelsen af Lov om social bistand fra 1976, hvis omkostninger hun på sin post som beskæftigelsesminister anno 2013 har fået et medansvar for at reducere så meget, som det nu er muligt for regeringen af skaffe sig politisk opbakning til med den aktuelle mandatfordeling i folketinget. For ikke at nævne den mandatfordeling meningsmålingsinstitutterne spår ville blive resultatet af et valg i morgen.

'Dagpengereformen', som VKO-regeringen og de radikale nåede at få vedtaget før regeringsskiftet, ser beskæftigelsesministeren ingen mulighed for at tage et opgør med. Det var jo bl.a. det, socialdemokratiet mente med de paroler om 'samarbejde hen over midten' og 'opgør med blokpolitikken', de gik til valg på i september 2011.

At de 'udfaldstruede' erhvervsaktive (med og uden ægtefæller eller samlevere) måske havde en anden opfattelse af, hvad parolerne betød, må enten bero på, at de har siddet på ørerne, før de gik i stemmeboksen og satte deres kryds ved liste A, eller at Mette Frederiksen ikke har forklaret fordelene ved dagpengereformen tydeligt nok for dem.

Og så må den arme unge minister jo til det igen og prøve at forklare sine tungnemme vælgere, at formålet med og hensigten bag hendes og regeringens seneste arbejdsmarkedsreform er at fuldende kampen for kønnenes ligestilling i familien såvel som på arbejdsmarkedet. Som altid har været og fortsat er en af kronjuvelerne i det socialdemokratiske partiprogram.

Hvis det ikke var så trist at være vidne til, ville det være til at grine sin røv i laser over.

Brugerbillede for Alexander Nørup

Karsten Aaen: "Og ja, dette er også er direkte tilbageskridt for ligestillingen i dette land; kvinder i dette land kan risikere at ende på gaden, uden nogen som helst forsørgelse, hverken fra kæresten eller staten."
Og det samme vil gøre sig gældene for mænd. Har ikke kunne finde frem til en retspraksis der ligger op til ,at tolke den gensidige forsørgelsepligt som andet en gensidig

Brugerbillede for steen nielsen

Citat: "Krise eller velmagtsdage, kontanthjælpsreformen ville været kommet under alle omstændigheder. For holdningen til, hvem der har pligt til at forsørge de uforsørgede, er flyttet fra staten til familien".

Endnu en selvfølgelighed,

Betyder det så,
at vi kan afskaffe kontanthjælpen og dagpengene og folkepensionen?

Bet tyder det så,
at vi skal acceptere nødvendigheden af tortur igen?
Betyder det så,
at vi igen kan gå i krig hvis vi kan bilde folk ind at vi føler os truet af masseødelæggelsesvåben,
Betyder det så,
at vi til enhver tid kan undskylde usandheder eller brud på loven som nødvendigheder eller som ting vi accepterer som sande fordi "Det sir` de jo i fjernsynet", under forstået så er det en endegyldig sandhed, der ikke kan ændres.

Brugerbillede for Henning Kjær

Hvor mange kontanthjælpsmodtagere i et bofællesskab kan en bofælle med høj indtægt tvinges til at forsørge. Kan en værelsesudlejer pålægges at forsørge en lejer uden indkomst, hvis de bor i samme ejendom ?
Vi må have justeret skattelovgivningen til Mette Frederiksens nye virkelighed, der vil ligestille ægtefæller med ugifte. En bofælleforsørger må have mulighed for at udnytte uudnyttet personfradrag og topskattefradrag fra den/dem han/hun er pålagt at forsørge. På samme måde som det i dag sker mellem ægtefæller.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Først - At tærske langhalm på grundlovens ord er nytteløst. Det må være loven ånd, der bør ha` reel betydning. Da loven blev skrevet, var manden forsørgeren. Nu har vi ligestilling og ordet "Den," ("der ikke selv kan forsørge sig og sine......") er af begge køn i nutiden. Og næste sætning : "....., og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden,....." , lægger op til nærmere lovgivning, som bl.a er det, MF har gang i.

Dernæst - I flere årtier er sket en ligestilling mellem ægtepar og samlevende (de papirløse, som opfordredes til at få papirene i orden i mangel af vielsesattesten).Hvorfor så ikke på dette punkt ?

For det tredje - Hvorfor sidestille de papirløse med ægteparret. Man kun jo sidestille omvendt, ægteparret med de papirløse, med de enliges forhold. Denne snak ligner debatten om de enlige eller ikke enlige. Og alle, der har fulgt med, ved alt om, hvad det fører med sig.

For det fjerde - konklussionen : Indfør Basisindkomst, som er individuel. Med den følge et væld af fordele og forenklinger, som jeg vil undlade at opremse her - igen.
Jeg tror at alle, der er interesserede i disse forhold, efterhånden ved, hvad det frie borgerlønssamfund er.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Mette Frederiksen kommer her med et godt forslag, der naturligvis ikke er i strid med grundloven. Borgere, som ikke kan forsørge sig selv, har ifølge grundloven kun ret til offentlig forsørgelse, hvis de ikke forsørges af andre. Der er således ikke noget i vejen for at Folketinget kan vedtage, at samlevende har gensidig forsørgelsepligt. Det er helt i forlængelse af de konsekvenser som samliv har på en række andre områder, fx indenfor skat, tildeling af forhøjede sociale ydelser, boligtilskud samt for omfanget af retten til samvær med fælles børn.
Jeg ser forslaget som en styrkelse af kvindens stilling i ægteskabet. Det er slut med at manden kan lade sig servicere af en kone, som ikke behøver at arbejde, fordi hun jo bare kan modtage kontanthjælp. Det er en praksis som findes i brede kredse ikke mindst blandt indvandrere fra visse lande. Mette Frederiksens forslag kan måske bryde sådanne kvinders sociale isolation og dermed gøre dem til mere ligeværdige parter i ægteskabet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Christensen

Der er meget få kvinder, der har levet sammen med en mand i årevis, der vil smide ham på porten, hvis han bliver ledig (håber jeg) - men detver moralsk hårdt at skulle stå med hatten i hånden for at få et par nye sko.
Os der kan huske hvordan nogle mænd behandlede de hjemmegående husmødre ønsker ikke de tider tilbage.

Ufatteligt at Mette Frederiksen kan være regeringens mest populære minister.

Brugerbillede for Marianne Christensen

Der er meget få kvinder, der har levet sammen med en mand i årevis, der vil smide ham på porten, hvis han bliver ledig (håber jeg) - men detver moralsk hårdt at skulle stå med hatten i hånden for at få et par nye sko.
Os der kan huske hvordan nogle mænd behandlede de hjemmegående husmødre ønsker ikke de tider tilbage.

Ufatteligt at Mette Frederiksen kan være regeringens mest populære minister.

Brugerbillede for Grethe Preisler

Pia Fris Laneth er en af de (efterhånden få) 'mønsterbrydere' med rødder i 1970'ernes arbejderklasse, der ikke er blevet så omtågede af duften af arvet rigdom og solid borgerlig kultur i deres mere velaflagte jævnaldrende skolekammeraters hjem, at de har tabt hukommelsen og glemt, hvem der betalte billetten for deres egen adkomst til at socialisere med medlemmerne af 'den kreative klasse' og 'den kulturelle elite' anno 2013.

Det er den gamle Geschichte, som vorder bestandigt ny. Men forkundskaber er nyttige, så når mine egne unge børnebørn kommer for lidt godt i gang med at synge med på den neoliberalistiske vise om 'taberkultur, krævementalitet, noget for noget og pligt og ret' ved jeg ikke bedre råd end at stikke dem et par gamle litterære perler i hånden:

Eventyret 'Noget' af kulturkoryfæen H.C. Andersen og det korte kapitel 'Eliten i Bournemouth' fra den ligeledes kanoniserede Karen Blixens 'Den afrikanske Farm' såmænd.

Det plejer at være en ganske virkningsfuld mixtur mod den sygdom, forfatteren Bent Vinn Nielsen på mere bramfrit nutidsdansk kalder 'ondt i røven'.

Brugerbillede for Søren  Johannesen

Når en arbejder bliver tvunget ud af "kampen" og bliver arbejdsløs, så bliver vedkommende placeret på "bænken" indtil der igen er brug for arbejdskraften. De arbejdløse tager den sure tjans for, at DU og alle ANDRE i arbejde kan forblive på "banen", forblive i arbejde. - var det ikke rimeligt om vi behandlede alle ens, som de samme medlemmer af det samme samfund ... "det samme hold".

Og afslutningsvis til alle med en indkomst på, lad os sige, +5-600.000 eller der over, det kræver RIGTIG MANGE med en indkomst markant under landsgennemsnittet (ca. 250.000 alle indkomsttyper inklusive) for at DU kan fastholde DIN løn. Og for at gå skridtet fuldt ud (statistisk set). Så til alle med en indkosmt over gennemsnittet, nu ved i hvor jeres "ekstra" penge kommer fra ...... de kommer fra fattigrøvene, under gns.

Det er et trist samfund vi er i færd med skabe ..... den uoplyste ledende klasse opfører sig mere som 900.000 chimpanser med 800.000 farveblyanter ...

Brugerbillede for Markus Hornum-Stenz

Denne artikel - og den efterfølgende diskussion - afspejler eksemplarisk det fundamentale problem i det danske samfund:
På den ene side er der nogle eksterne vilkår som bevæger sig udenfor vores kontrol og på den anden side sidder vi som borgere og har nogle ideér om nogle rettigheder (som vi ikke rigtigt ved hvor kommer fra).
I midten er så Staten, hvis opgave det er at få de to ting til at hænge sammen, gerne med et minimum at konkret involvement fra os, for vi har travlt med at realisere os selv. Staten er ikke længere "os", den er "dem" og derfor er jagten fri, når vores forventninger ikke indfris.

Til alle som kan få øje på tidens statslige serviceforringelser: Hvem konkret skal gøre hvad i stedet for det [indsæt selv regeringsrepræsentant] gør, hvis du får magt som du har agt og får sendt samme regeringsrepræsentant ud af ministerkontoret og hen hvor peberet gror?

Vilkårene er som altid: Staten består af ganske almindelige mennesker med ganske almindelige prioriteringer, ikke superhelte fra en særlig planet med overmenneskelige evner og egenskaber. Anker, Schlüter, 3 x Rasmussen og HTS - almindelige mennesker
De eksterne omstændigheder har ændret sig, pengesystemet er dysfunktionelt og der er færre ressourcer til hver enkelt til at sikre individuelle rettigheder med.
Så der skal prioriteres og nytænkes i en fart og det er fan'me ikke nogen sjov opgave, men nogen skal jo gøre det.
Hvis du mener du kan gøre det bedre end den teknokratiske elite, så engagér dig i politisk arbejde og hvis du er dygtig, arbejdsom og heldig så bliver du måske den næste HTS, Corydon eller Frederiksen om 10 år. Eller stem nogle andre ind som du tror på kan gøre det bedre.

Med retten til at brokke sig følger pligten til at anvise et alternativ. Som fx. borgerløn. Er der et parti som har det på dagsordenen, så stem på det. Hvis ikke så stift et.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

Selvfølgelig er hvert enkelt individ et selvstændigt menneske, som skal behandles som sådan. Samfundet bør være bedøvende ligeglad med om man bor alene, med nogen eller nogle, er gift eller papirløs. Det betyder også at folk der har valgt at bo alene får nøjagtig det samme som folk, der har fundet ud af at flytte sammen, hvad enten det er i et traditionelt ægtskab elle fem personer i et kollektiv.Det betyder jo også at man ikke kan få ekstra penge, fordi man har valgt at bo alene. Vi får jo heller ikke mere eller mindre i løn afhængig af vores civilstand.

Brugerbillede for Herdis Weins

Frank Hansen:
"Jeg ser forslaget som en styrkelse af kvindens stilling i ægteskabet. Det er slut med at manden kan lade sig servicere af en kone, som ikke behøver at arbejde, fordi hun jo bare kan modtage kontanthjælp. Det er en praksis som findes i brede kredse ikke mindst blandt indvandrere fra visse lande. Mette Frederiksens forslag kan måske bryde sådanne kvinders sociale isolation og dermed gøre dem til mere ligeværdige parter i ægteskabet."
Jeps, og sort er hvidt, hvidt er sort. Man kan fornemme, du aldrig har prøvet at blive forsørget.

Brugerbillede for Peter Nielsen

Individet større ansvar = liberal politik. Liberal politik = lav skat. Nu må politikerne sgu' bestemme sig: enten har vi liberalisme, dvs. lav skat og ingen offentlig forsørgelse, eller også har vi en socialstat, dvs. høj skat og offentlig forsørgelse. Der skal være logik i tingene. Men det er der ikke. Politikerne tager alle vores hårdt tjente penge - men giver os intet tilbage. Hvor bliver pengene af? Når der ikke er bistandshjælp, dagpenge og SU tilbage - vil politikerne så stadig bilde os ind, at alle de penge, vi betaler ind i skat går til borgerne? En joke. Vi ender med at betale 100% i skat og intet få tilbage. Jo, politikere er kloge mennesker...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Kongshøj

@ Markus Hornum-Stenz:

Det lyder alt sammen rigtigt godt, det du skriver. Det ville være rart hvis samfundet fungerede sådan, men det gør det bare ikke.

De nuværende nedskæringer er ikke et ærligt forsøg på at prioritere sol og vind lige. Det er derimod en ensidig prioritering af overklassens velstand og luksusliv fremfor almindelige arbejderes velfærd og tryghed. Man har sagtens kunne finde ud af at skære i SU, pensioner, dagpenge og kontanthjælp, men viljen til også at hente lidt penge fra den overklasse, der i stadig større grad sidder på rigdommen, har været totalt fraværende.

Du har selvfølgelig ret i at det er godt at ledsage sin kritik af løsningsforslag, men nogen gange må det være nok at forlange at magthaverne ikke skal gøre mere skade end de allerede har. Så må man bagefter sende eksperterne hjem og regne sig frem til en socialt bæredygtig løsning. Borgerløn er en rigtigt god idé, der vil kunne afhjælpe mange problemer, ligesom en arbejdervenlig indkomst- og boligpolitik også kunne bringe noget hårdt tiltrængt retfærdighed og sammenhængskraft tilbage. Ser man bort fra Enhedslisten, der er en lille rød ø i et blår ocean, er der ingen partier der kunne have den slags på programmet.

Du foreslår så at man 'bare' kan gå ind i politik, men du glemmer at tage højde for det parlamentariske systems enorme træghed. Vi har brug for løsninger nu, ikke først når nogle folk har intrigeret sig opad i de etablerede partier i et tiårs tid (uden at blive korrumperede, vel at mærke). At danne et nyt parti er ikke noget man 'bare' gør, det er tværtimod blevet så godt som umuligt i takt med at det parlamentariske system har lukket sig om sig selv. Alene det barokke bureaukrati omkring vælgererklæringer gør det til en bedrift i sig selv bare at komme på stemmesedlen. Når man først er på stemmesedlen, så har man stadig kun en snemands chance i Helvede, for for at få folk til at stemme på sig i dag har man brug for kendte ansigter, penge til reklamekampagner og personlige kontakter og tjenester til gode i medierne.

Brugerbillede for Grethe Preisler

@)Markus Hornum Stenz: "Staten består af ganske almindelige mennesker med ganske almindelige prioriteringer, ikke superhelte fra en særlig planet ..." og "Med retten til at brokke sig følger pligten til at anvise et alternativ."

Ordet minister, som kommer fra latin, betyder ikke magthaver, men "tjener", og regeringen er ikke Staten.

I et repræsentativt demokrati som det danske er ministre ikke magthavere, men tjenere. Tjenere udpeget af de folkevalgte medlemmer af parlamentet (folketinget) som med skyldigt hensyn til statsforfatningen (grundloven) bestemmer, hvad der er gældende lov i staten Danmark, så længe de har folkeligt mandat til at blive siddende på deres poster.

Det gør det ganske rigtigt til noget af en opgave at være minister i en regering som den nuværende, der ikke har et fast flertal i folketinget bag sig, men må fægte sig frem for at gennemføre mest muligt af det program, Socialdemokratiet og SF gik til valg på i eftersommeren 2011.

Det gør det imidlertid ikke mere klædeligt for en minister at misinformere offentligheden og prøve at snakke sig udenom, når hun vender 180 grader og gør det modsatte af, hvad hun foregøglede sine vælgere at ville gøre, hvis hendes parti fik stemmer nok til at danne regering. Så radikalt har verdenssituationen, som vi ikke har meget indflydelse på, nu heller ikke ændret sig, siden Helle Thorning satte Mette Frederiksen på ministertaburetten i beskæftigelsesministeriet.

Hvis alternativet til at holde kæft og lade være med at brokke sig er, at regeringens vælgerbase skal starte fra schratch, opfinde et nyt parti med det samme partiprogram og ud at samle underskrifter nok til, at de kan nå at blive opstillingsberettigede til næste gang, der efter grundloven skal afholdes folketingsvalg, så bli'r vist det efterhånden lidt for morsomt at være dansk socialdemokrat eller SF'er.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Hornum-Stenz

@Rasmus: Kan man koge din indvending ned til at det eneste meningsfulde der er at gøre er at skrive vrede indvendinger om at andre folk ikke gør det som de har lovet at de ville gøre? Fordi andet nytter alligevel ikke, det er for svært og risikabelt og bærer garanteret ikke frugt.
Det er en sær logik og i strid med historien. Der havde slet ikke været et socialdemokratisk århundrede, hvis alle tænkte sådan.
Kombinationen af massesamfund og pluralismens har den bagside, at de færreste tager sig af at blive sagt "Skam dig!" til. Kan du komme i tanke om en nyere underskriftsindsamling som rent faktisk har båret frugt?
Hvis man vil have en anden verden, må man begynde med at se på sin egen adfærd, for det er den man har bedst mulighed for at øve indflydelse på og så vurdere hvad der virker og hvad der ikke gør.

@Grethe: Den med at ministeren er vores alle sammens tjener er et smukt ideal, som de fleste vil tilslutte sig - i teorien. Og det ER deprimerende når det ikke går som præsten prædiker. Men det er et tusindår gammelt dilemma - at vi siger et og gør noget andet. Skønt ånden er stærk, er kødet skrøbeligt.
Åbn øjnene og husk tilbage: Vi på venstrefløjen har - hvis læserbreve står til troende - sgu aldrig kunnet lide nogen af de siddende statsministre, fordi de aldrig har opført sig som vi syntes de burde. Nogle af dem er så kommet til at se lidt pænere ud på afstand, men generelt har de slået sig på alt fra privatiseringer, førtidspensionsreformer, randzonedirektiver, kartoffelkure og i det hele taget alt som indebar at de ikke kunne give den som julemænd.
Det repræsentative demokrati betyder ikke at en regering er forpligtet på det program de går til valg på, men at vi er forpligtet - via voldsmonopolet - på at gøre som de folkevalgte siger indtil vi vælger nogle andre.
Vi vælger dem som vi tror vil gøre det bedste job ud af dem som stiller op, men det er ligesom en tipskupon, der er ingen der siger vi får 13 rigtige og der er ingen fortrydelsesret. Når man overlader magten til nogen, overlader man magten til dem.

Men OK, jeg vil medgive at det at brokke sig over andres adfærd er en anerkendt coping strategy og man kan da håbe at der er nye generationer af politikere på vej som er anderledes skruet sammen end de tidligere og kan føre fx. borgerløn, decentralisering og afbureaukratiseringer ud i livet. Det satans er bare når man kigger på hvilke partier der har det på deres dagsorden....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ellen nielsen

Kontanthjælpen er en 'social ydelse'
og skal /bør vel tildeles som andre sociale ydelser
som bl.a. førtidspension og folkepension.
De to nævnte ydelser
er også afhængig af husstandens samlede indtægt - så vidt jeg er orienteret!
Derimod er 'dagpenge' en 'forsikring'.
Altså selv om en folkepensionist har arbejdet i 45 år og betalt skat
er folkepensionen størrelse afhængig af ægtefællens/samleverens indtægt.
Så egentlig er det usædvanlig, at 'kontanthjælp' ikke har haft/har samme afhængighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Hvis man ikke har det parlamentariske grundlag i orden, så bør man naturligvis afstå fra at danne regering.

S+SF vidste jo fint de ikke vandt, det vidste alle. Det er nok de færreste der ikke så de Radikale, i den ligning.

Det tyder på konsensus, om programmet. Alternativt, er det politisk ignorance. Sådan som Vestager og Helle var slyngveninder i lang tid - så forekommer det utopisk, det aldrig er blevet diskuteret.

Det er sådan set det eneste bedrag, jeg hæfter mig ved.

Så man solgte vælgerne for magt, som jeg ser det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Markus,

"Vi på venstrefløjen" siger du. Hvilken venstrefløj? Vi står på tærsklen til et af de mest afgørende øjeblikke i den europæiske civilisations historie siden 1930'erne.

Og så siger du, at vi lige så godt kan resignere, lukke øjnene for magtfordrejning, spin og nepotisme, fodre vores karusser og gøre vores whisky stærkere, mens vi venter på, at dem, vi har givet magten til at regere os, skal komme på bedre tanker, før det er for sent, og huske, at den magt, de har opnået, kun er til låns?

"Vi vælger dem vi tror vil gøre det bedste job ud af dem som stiller op, men det er ligesom en tipskupon, der er ingen der siger vi får 13 rigtige og der er ingen fortrydelsesret. Når man overlader magten til nogen, overlader man magten til dem."

Jamen hvis det er dit syn på det danske folkestyre og det parlamentariske demokrati, kan vi så ikke lige så godt lukke butikken med det samme, sælge stumperne af velfærdssamfundet til den højstbydende entreprenør og opføre en kopi af spillebyen Las Vegas på tomten, hvor det stod?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Robert Nesa,

Ja, det var jo nok noget i den retning, den indtil for nylig ret ukendte finansminister Bjarne Corydon mente med, at han 'følte sig som én, der havde overtaget et håndværkertilbud', da han satte i stolen.

Det politiske håndværk har han ikke meget forstand på. Men han kan vel altid bruges til at shine socialdemokratiets moralske fallitbo en smule op, når nu 'ejerne' alligevel har besluttet at sælge hele hytten til højstbydende, før den dratter sammen.

Det knager i samfundets fuger bånd! Lad os komme væk, før den bygning, de gamle rejste til værn i vor nød, imploderer af sig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for sascha olinsson

Jeg er lidt forvirret og håber at der måske er nogen her der kan give mig en forklaring på visse ting jeg går og undrer mig over. På det seneste har der været et utal af "sager" og socialt bedrag i medierne. Her er der tale om enlige forsørgere der måske/måske ikke er helt enlige- alt efter hvordan sådan en status nu skal bedømmes. "Bedrageriet" skulle altså bestå i at en enlig forsørger får tilskud af staten men hvis han/hun ikke bliver regnet som enlig- fordi de har en kæreste?! så er de ikke berettigede til disse tilskud- vel fordi kæresten så har en slags forsørgerpligt...eller? Det der jo så undrer mig er at vi jo ved dette lovforeslag diskuterer at det er grundlovs stridigt at en partner (ikke ægteskabelig) har forsørgerpligt!? I tilfædet for disse enlige forsørgere ser det da ud til at være tilfældet?! What am I missing?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Sascha - En forklaring kan være, at der ikke altid er en logisk og ensartet baggrund for de forskellige forhold. Dansk lovgivning i økonomiske forehold mellem stat og borger er et kludetæppe lappet over mange år. Det trænger i høj grad til at blive kasseret og erstattet med et nyt mere ensartet stykke tekstil :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ingrid Uma

@ sascha olinsson
enlig / ikke enlig og "ev. svindel med tilskud som enlig" handler ikke om forsørgerpligt. Det er om der foreligger delt / fælles hushold eller ej, dvs to ( eller flere indtægter ) til fælles husleje, forsikringer, el, varme, indbo, licens, ev. bil mv.
En enlig kan i bestemte tilfælde få bestemte ydelser som enlig, især enlig med barn / børn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for E R

Det virker som den politiske topstyring og deres manglende evner til at huske hvad deres partier egentlig står for, også har afstedkommet, at vi i politikernes øjne ingen ret har til de Skattekroner vi gennem livet har indbetalt til fællesskabet, hvis man mister sit job eller bliver syg.
Har vi også selv glemt, at det er os, danskerne i fællesskab der får Danmark til at fungere. Politikerne, dem alle, opfører sig som om de selv har været ude og fundraise verden over, for at forsørge Danmarks befolknings "kræve-mentalitet", som vi har lært det hedder.
Med alle reformer, omstrukturering, akut-dit&dat, regler og begrænsninger, listen er uendelig, har de jo snart gjort dansken så håndtam, at vi ikke er stand til at tage en beslutning sel. Eller gøre oprør!
Politikerne behandler os danskere som var vi uvorne børn, der trænger til at blive revset. "Opfør dig ordentligt, ellers...","sid pænt","du skal ikke svare igen! Stue-arrest, inddragelse af lommepenge eller andre privilegier, tvangs-arbejde som straf for dårlig opførsel(ryd sne, opvaske, ud med skraldet, slå græs)
Det har vi alle prøvet som børn, nu prøver vi det igen, bare som en samlet befolkning. Hvornår stoppede barndommens diktatur? Da vi blev gamle og oplyste nok til at indse vi har vores egen vilje. Lad det snart ske igen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Hornum-Stenz

Grethe,

ork nej, det er ikke det jeg siger. jeg mener så afgjort vi skal gøre noget.
Pointen er jo netop at det sjældent flytter noget at lufte sin utilfredshed, undtagen på valgdagen. Så det gælder om at koncentrere sig om at medvirke til at der ER et alternativ på valgdagen. Og det gør man bedste ved at fokusere på hvad det er man vil have, ikke på hvad det er man ikke vil have.

Politikerne deler sig i to lejre: Dem som navigerer efter folkestemningen i et forsøg på at læse befolkningen og blive genvalgt - og det er vel dem man efterlyser, når man er utilfreds med de siddende men også dem som ulyksageligt lægger deres magt i hænderne på deres medierådgivere og giver os hvad vi vil have her og nu og sender en regning frem i tiden?
Og dem som nøgternt siger jeg en periode hvor jeg har mandat til at gøre det bedste jeg kan, og så må det vise sig ved perioden slutning hvilke resultater jeg har skabt.
De sidste er mine favoritter

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Marcus,

Jeg ser du har fundet den gode gamle recept fra antikken frem fra gemmerne: Når det hele går i kage for demokratiet, udnævner man den, der fik de fleste stemmer ved det seneste valg til "at gøre det bedste han kan" for at bringe orden i kaos uden utidig indblanding fra det menige folk. Og så må det vise sig ved valgperiodens slutning, hvilke resultater, han fik skabt.

Den tror jeg nu ikke tyskerne og italienerne hopper på igen lige med det samme. De har så dårlige erfaringer med, hvad der kom ud af det, forrige gang de afprøvede recepten.

Det har sig med den slags 'løsninger' som med ukrudtet på den asteroide, Saint-Exuperys lille prins kom fra. Baobabtræernes spirer skal luges væk, så snart de er store nok, til at man kan skelne dem fra roserne. Udsætter man det sure slid med rive og lugejern for ofte og for længe ad gangen, ender det uvægerligt med, at roserne bliver kvalt, og baobabtræerne tager planeten i besiddelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marie  Jensen

Frank Hansen, dine argumenter holder ikke vand. De eksempler på mænd der bliver opvartet af konen, du kommer med handler vel om ægtefolk. Ægtepar har jo altid haft forsørgerpligt over for hinanden, så hvordan ændrer reformen noget for dem? Det kan jo så heller ikke være fordi "konen jo bare kan få kontanthjælp" at hun går derhjemme. Hvis de er gift, er bliver hun allerede forsørget af manden. Reformen rammer de danskere, der lever sammen uden at være gift.

Artiklen sætter ord på de menneskelige og ligestillingsmæssige konsekvenser af kontanthjælpsreformen og den rammer plet.

Jeg har selv prøvet at være afhængig af en mands indkomst og følte det ydmygende og ufrit at skulle spørge om penge til tøj osv.

Jeg ville ikke gå fra en mand fordi han var var økonomisk afhængig af mig, men det belaster et kærlighedsforhold at den ene part er forsørget af den anden, ikke mindst når vi nu alle er opdraget til at have ambitioner om at arbejde og være økonomisk uafhængige. Derfor kan der sikkert være nogle par der går fra hinanden som følge af stress og skænderier over pengene.

anbefalede denne kommentar