Nyhed
Læsetid: 5 min.

Den tyske renæssance

Efter nogle blege år på den internationale scene er de tyske hold atter på fremmarch i Europa. Anført af Bayern München, det fodboldmæssige vidunder fra Sydtyskland
Nedlagt. Bastian Schweinsteiger, der her er effektivt tacklet af Arsenals Santi Carzola, har for længst lagt de ungdommelige drengestreger af og er i dag rytmesætteren og spilfordeleren hos Bayern München. Han er midtbanespilleren, der sender bolden ud til de kanter, hvor de fleste angreb opstår.

Christof Stache

Moderne Tider
2. marts 2013

På mange måder kan man sige, at de store fodboldklubber i Europa fungerer som spejl af de samfund, de udspringer af. I Italien har vi flamboyante, men forgældede mandskaber, mestendels i hænderne på lokale rigmænd, der behandler dem som deres private legetøj.

I England er briternes traditionelle liberalisme i fodboldverdenen degenereret til en afart af røverkapitalisme, som har tilladt spekulanter, oliemilliardærer og gældsryttere at overtage store dele af Premier League.

I Spanien sejler økonomien hos mange af de regionale storhold, der før krisen blev holdt oppe af de lokale banker og virksomhedsejere.

Og så er der lige Tyskland – og ikke mindst holdet fra byen ved de tyske alper.

Konservative Bayern München. Effektive Bayern München. Katolske Bayern München.

Rige Bayern München.

Med en kontant formue på knap en milliard kroner og ingen gæld udgør Bayern München det førende wirtschaftswunder i et europæisk fodboldlandskab, der ellers overvejende er domineret af gældsbjerge, blødende regnskaber og megalomane klubejere.

I München passer pengene. Og har gjort det i årevis. Eller i 19 år for at være mere præcis. Så længe har Bayern München kørt med overskud på driftsbudgettet. Og alene dét gør sydtyskerne til et unikum: En fodboldklub, som kan spille med om de største titler i Europa – samtidig med at den holder sig inden for budgettet.

Det er noget at være stolt af. Og det er klubbens ledelse da også.

»Hvad er det spændende ved at have en ejer, som betaler alle dine udgifter? At vinde Champions League ved at arbejde hårdt og tjene sine egne penge – det er langt mere tilfredsstillende,« sagde Bayern Münchens klubpræsident Uli Hoeness før sidste års Champions League-finale i en bemærkning, hvor han både lovpriste egen ansvarlighed og prikkede til finalemodstanderen fra Chelsea, der som bekendt har købt sig til et storhold gennem umådeholdent brug af Roman Abramovichs oliemilliarder; en praksis, de omkostningsbevidste sydtyskere altid har betragtet med foragt.

Værn mod rigmænd

I Tyskland har fodboldforbundet opstillet et værn, der forhindrer udenlandske rigmænd i at overtage klubberne. Værnet består i en regel om, at klubbernes menige tilhængere altid skal eje mindst 50 procent plus én af aktierne i klubben. Eneste undtagelser er Wolfsburg og Bayer Leverkusen, der historisk set altid har tilhørt henholdsvis Volkswagen og medicinalfirmaet Bayer AG fra Leverkusen.

Forbundets værn har været med til at fremme den finansielle stabilitet i ligaen, hvor de fleste klubber styres med samme snusfornuft, hvormed Merkel håndterer statsbudgettet. Men det har samtidig kostet på den internationale scene. Her har de tyske hold gennem flere år haft svært ved at hamle op med deres europæiske rivaler, der har opereret med oppustede spillerbudgetter, som tyskerne hverken har haft vilje eller ønske om at matche.

Men i takt med at den finansielle krise har tvunget klubber over hele kontinentet til at skære ned på budgetterne, samtidig med at tyskerne er gået frem i styrke, har vi oplevet en germansk renæssance på den europæiske fodboldscene – hvilket blandt andet er blevet illustreret i de igangværende europæiske klubturneringer, hvor Tyskland som det eneste land fik alle syv deltagerhold videre til forårets play-offkampe.

Så man kan sige, at resultaterne i Champions League og Euro League har fungeret som et mikrokosmos af den generelle udvikling på det europæiske kontinent: Tyskerne går frem, mens alle andre taber terræn.

17 points føring

Og forrest i den tyske fremgang er altså Bayern München; en klub, der – til trods for, at den for 80 procents vedkommende er ejet af de menige medlemmer – i bund og grund er styret af et old boys network i den sydtyske delstat. I spidsen for klubben sidder gamle stjerner som Karl-Heinz Rummenigge, Uli Hoeness og Franz Beckenbauer samt virksomhedsledere som Herbert Hainer fra Adidas, Timotheus Höttges fra Telekom, Rupert Stadler fra Audi og Bayerns tidligere ministerpræsident, Edmund Stoiber.

Og denne ledelse er efter alle solemærker at dømme ved at føre det sydtyske mandskab ind i en ny guldalder. Bayern München fører i skrivende stund den tyske Bundesliga med 17 – sytten! – point ned til de forsvarende mestre fra Dortmund efter at have leveret en hidtil nærmest perfekt sæson, hvor holdet blot har tabt én ud af de foreløbige 23 kampe og kun har lukket otte mål ind.

Styrken på holdet ligger på midtfeltet, hvor Toni Kroos og Bastian Schweinsteiger danner en formidabel akse. Toni Kroos betragtes mere og mere som det Store Hvide Håb i tysk fodbold; en nærmest komplet box til box-spiller, der både kan lukke af bagude og skyde med frem i modstandernes straffesparksfelt. Og den 28-årige Schweinsteiger har lagt tidligere tiders umodne og impulsive optræden bag sig og fremstår nu som den ubestridte general på holdet. Borte er de dage, hvor svinebestigeren som rebelsk fodboldtalent brød ind i klubbens idrætscenter om natten for at nøgenbade i poolen sammen med sin kæreste, og hvor hans eskapader i det hele taget blev så talrige, at selv Merkel følte sig kaldet til at fremsætte en offentlig reprimande.

I dag er Schweinsteiger rytmesætteren og spilfordeleren på holdet; manden der mere end nogen andre fordrer Robben, Ribéry og Müller på de tyske kanter, hvorfra så mange angreb sættes i scene.

Kollektivt angreb

Eneste relative svaghed på holdet finder man i angrebet, hvor forwardposten lige nu optages af den kroatiske journeyman Mario Mandzukic, som Bayern hentede i Wolfsburg før sæsonstart. De tidligere sæsoners frontangriber, Mario Gomez, er blevet degraderet til indskiftningsspiller efter at have måttet lægge ryg til følgende giftighed fra Uli Hoeness:

»Han er god. Men han er ikke meget god.«

At angrebet ikke er i international topklasse er dog ikke noget, der bekymrer træner Jupp Heynckes, for at score mål er noget, hele holdet bidrager med. Således er de foreløbige 18 mål, som Bayern München har lavet i Champions League, scoret af 10 forskellige spillere, hvilket er flere end hos noget andet hold i turneringen. Og netop derfor er Bayern så svære at dæmme op for. Truslen kommer fra alle sider.

»De er disciplinerede, de arbejder hårdt, og de er fysisk stærke. Alle spillerne kender deres job på banen og udfører det perfekt,« udtalte Arsenals belgiske forsvarer Thomas Vermaelen, efter at Bayern München for et par uger siden havde kørt London-holdet over på Emirates Stadium.

Returkampen på Allianz Arena i München må betragtes som formalitet, og så er tyskerne fremme ved kvartfinalen af den turnering, som de efterhånden fremtræder som den tænksomme mands favorit til at vinde. Ganske vist spiller hold som Real Madrid, Manchester United og Barcelona med større flair, men der er en modenhed og struktur på det tyske hold, som må virke skræmmende på enhver modstander – samtidig med at holdet er pakket med spillere, som er sultne efter at hævne finalenederlaget til Chelsea sidste år.

Tyskerne har sat kursen mod endnu en finale i maj!

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her