Læsetid: 4 min.

Værs'go' og spis: Sild skal spises med kniv og gaffel

Sild er ikke bare en håndmad, men noget, der skal spises med kniv og gaffel og hører til frokost i weekenden, højtidernes – for eksempel påskens – store frokostborde og svensk sommerferie med sildebord
30. marts 2013

Fede lækre sild med sølvfarvet skind, saltet friske og rå og lagret i mindst et halvt år og derefter eventuelt marinerede er ganske enkelt en udsøgt spise. Sildene skal have tid til at modnes. Pris og kvalitet hænger stort set altid sammen, for de billigste sild har ikke samme smag. Sild er som anden lokal mad og drikke, vi kender godt som rugbrød, ost og øl – det kan være supergodt og utroligt kedsommeligt og bliver bedre, når der er brugt tid.

Gammeldags modnede sild og små saltede ansjoser – der er en lille sildeart – samt marinerede sild findes alle i et hav af varianter. De fleste sild sælges som konserves. De bedste er de nordatlantiske islandske, færøske og norske. De gammeldags modnede sild har et fast og godt bid med en dejlig smag. Gammeldags modnede sild laves af spegesild, der er saltede sild. Kryddersild er også tilsat sukker og krydderier, og begge slags modnes i månedsvis, hvorefter de udvandes og lægges i forskellige lager for at blive til marinerede sild. De billige sild er eddikesyrebehandlede sildefileter, der hurtig modnes. Christiansøsild laves med en anden metode og kan være en god variant.

Sild er mest af alt en spise, der for mig er forbundet med at holde fri! Sild er ikke bare en håndmad, men noget, der skal spises med kniv og gaffel og hører til frokost i weekenden, højtidernes – for eksempel påskens – store frokostborde og svensk sommerferie med sildebord. Ud over i forbindelse med vores frokosttradition med sild har jeg smagt herlig street food ved en hollandsk sildevogn, der blot serverede enkel og god frisk fileteret matjessild, der er en let saltet sild, og hertil syltet agurk og løg spist med fingrene. En hollandsk sildevogn minder om en dansk pølsevogn. Begge har det til fælles, at de har modstået globalisering med burger og shawarma og holder en god tradition i live lokalt. Men herhjemme må der også være plads til en sildevogn i mylderet af internationale spiser.

Har man gode sild i hus er det enkelt at gå til i køkkenet. Sildene fås på glas eller dåser og er halvkonserves. Det betyder, at de skal opbevares i køleskab, men har god holdbarhed.

Sild kan være rigtig god og enkel aftensmad. Af de enkle og fornuftige serveringer er kogte kartofler med sild, og eventuelt smilende æg og løg samt tomat senere på året, når de smager af noget mere end nu. Lige nu kan man få gode spidskål. Dampet spidskål, marinerede sild med kogte hakkede hårdkogte æg, persille og rugbrød med smør er en hurtig servering. Rødbeder og sild er velkendt fra russisk salat men kan også laves i mere nutidig variant med rødbedesalat med olie-eddikedressing og for eksempel peberrod og hertil sild. Cremede sildevarianter kendt fra smørrebrødsbordet er fine i mere hverdagsagtige udgaver med flere grove grøntsager, for eksempel karrysild med æble sammen med lynstegt kål eller sild i cremefraiche med hvidløg og hertil vintergrøntsager som porrer, pastinak og gulerod.

Bolle med matjesfilet (2 personer)

2 matjesfileter – fås herhjemme på dåse på køl (drænet vægt)

2 gode surdejsboller

eventuelt 2 spsk. blødt smør

2 gode syltede agurker

2 spsk. finthakket rødløg

evt. 1 avocado

evt. 1 moden tomat

Flæk bollen og smør evt. med smør. Fyld med stykker af sild, skiver af agurk, hakket løg og evt. små stykker avocado og/eller tomat.

Cremede sild med æble og peberrod (ca. 6 stykker mad)

500 g marinerede hvide sild (god kvalitet, drænet vægt)

2 æbler

250 g cremefraiche 18 %

1 stk. hel peberrod, ca. 100 g

1-2 spsk. citronsaft

3-4 spsk. tyttebærsyltetøj

Tilbehør: Rugbrød, hakket løg og dild eller purløg

Skræl 2 æbler, skær kernehusene fra og skær i små bitte tern. Bland med cremefraiche og revet peberrod og smag dressingen til med salt og citronsaft.

Vend sildene i og lad det hele stå nogle timer eller til næste dag. Spis på rugbrød med lidt tyttebærsyltetøj, løg og dild eller fint klippet purløg på toppen.

Janssons Fristelse (2-3 personer)

1 glas ansjoser, ca. 125 g (drænet vægt)

750 g kartofler, gerne melede

2 løg

lidt groft salt – pas på for ansjoserne er salte

friskkværnet peber

2,5 dl piskefløde

25 g fast lagret ost

Tilbehør: f.eks. porrer, spidskål eller spinat og evt. brød

Skær ansjoser i små stykker. Skræl kartoflerne og skær dem ud i små stave som små pommes frites. Pil skrællen af løgene og skær dem i tynde skiver. Bland alle ingredienserne sammen og krydr med salt og peber. Kom det hele i et ovnfast fad. Hæld fløden over. Drys med revet ost. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 45 min. til kartoflerne er møre. Retten er ret tung, og det er godt at spise den med dampede eller kogte grønne grøntsager og evt. brød.

 

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu