Læsetid: 9 min.

’Her ved alle, at der er sat en pris på mit hoved’

Rapport fra den øvre ende af Bekaa-dalen, hvor jihad-militser har forrykket den balance, der betød, at shiaer og sunnier kun slog hinanden ihjel på den syriske side af grænsen – nu er krigen nået til den libanesiske side
Forandret. For fire måneder siden var Saleh (t.v.) en nøgleperson og et bindeled mellem sunnier og shiaer i området. Nu er han en jaget mand, ligesom hans bodyguard Zein, der er leder af de fordrevne libanesere, som før den syriske borgerkrig kunne leve i fred på den syriske side af grænsen.

Fadi Yeniturk

9. marts 2013

Saleh ankom med en bodyguard i det begyndende tusmørke, og han var forandret. Tilbage i november havde han udstrålet tryg magtfuldhed som ’nøgleperson’ i den sunni-enklave, som shiaer og syriske regimestyrker havde fordrevet til den libanesiske side af grænsen. Dengang havde han været respekteret som en mand, der havde to sønner, som var blevet martyrer for revolutionen; men også som en, der med kontakter til de ledende shiaer i Hermel kunne få ting til at glide. Folk kan huske ham fra hans tid som agent i Muhkabarat, den syriske sikkerhedstjeneste frem til 2005, hvor han var kendt som ’ikke så slem’. Nu forekom han hektisk, nervøst rygende:

»Her ved alle, at der er en pris på mit hoved, og det er urimeligt, at jeg skal komme her og være usikker på Boumedienne, blot fordi jeg er sunni, og han er shia. Vi har været venner i alle årene ... det er ikke fair.«

Måske ikke, men det var realiteten i den sparsomt besøgte restaurant på bredden af Orontesfloden, hvor Saleh nølende havde indvilget i at mødes. Hans eget forslag havde været at mødes i Qaa, den kristne by nogle kilometer øst for Hermel, men Boumedienne havde i telefonen garanteret, at han ville være i sikkerhed på flod-restauranten.

Det tog sin tid, og årsagen er den nye faktor, ’det sorte kort’, som Dr. Ali Zeayter, der har forhandlet flere sunni-shia-våbenhviler på plads, formulerede det: At Jabhar al-Nusra (Sejrrig Front), de fundamentalistiske og uberegnelige jihad-militante, har indfundet sig i det libanesiske rum. Da Fadi, fotografen, og jeg kørte ud af Beirut, rundede vi Kola-krydset, hvor der natten inden havde været skyderier og en eksplosion, som ifølge nyhederne var rettet mod det shiamuslimske Amal-partis lokalkontor.

Tidligt søndag morgen var alt roligt. Soldater lænede sig dovent op ad fem-seks minikampvogne, og civile Muhkabarat-folk fik en smøg ved deres skødesløst parkerede bil – »de kan kendes på deres påfaldende upåfaldende parkeringer«, som Fadi sagde. Men at de var i gadebilledet, illustrerer den stigende usikkerhed med sekteriske uroligheder i Tripoli, sunni-bastionen mod nord, og spændinger mellem sunnier og shiaer i Sidon mod syd, hvor en jihad-prædikant tordner mod Hizbollah – og hvor længe får han lov til det? Det har forgiftet en i forvejen spændt atmosfære, der var permanent i den nordlige og nordøstlige del af Bekaa-dalen, hvor vi nu var, og hvor Boumedienne overtalte en tøvende Saleh til at møde os, før vi kørte tilbage til Beirut.

I

Boumedienne er Fadis ven og vores centrale kontakt i denne klanverden af smuglere og godtfolk, hvor personligt netværk er altafgørende, og hvor Boumedienne kan åbne ellers lukkede døre. En tung mand med grånende fuldskæg, der denne kølige dag er iført en højrød hættetrøje med ordet ’survival’ hen over den brede bringe, der sært nok får ham til at virke ældre end generationen fra 60’erne, hvor libanesiske drengebørn blev opkaldt efter den algeriske revolutionshelt og præsident Houari Boumédienne. Som født ind i en af Hermels shia-klaner, men uden for partipolitik er Boumedienne pot og pande med værten på restauranten. Denne er i lighed med Boumedienne og de fleste i Hermel også shia, men som Boumedienne neutral, hvorfor hans restaurant bruges som et lokalt ’Helsinki’, et helle for sunni-shia-kontakter, hvor gidseltagninger og lignende problemer handles og forhandles ved voksdugen ledsaget af trækulsgrillet ørred og kylling, stedets claim to fame.

»Alle de vigtige våbenhviler er indgået her,« som værten sagde ikke uden selvfølelse.

Så ja, Saleh kunne føle sig tryg, men han var i fjendeland. Jeg genkendte hans næsten to meter høje følgesvend med ansigtet hyllet i et rødternet partisantørklæde som Zein, lederen af de fordrevne familier fra sunni-landsbyer på den syriske side af grænsen, der har overvintret i telte, skurvogne og udtjente busser i en sunnitisk ejet valnøddelund på den libanesiske side. Flygtningene er libanesiske statsborgere, der har været bosat på den syriske side af den reelt ikke-eksisterende grænse mellem Libanon og Syrien – her som en vandingskanal, der som et gærde. I landsbyen al-Qasr er landegrænsen simpelthen bygrænsen. Smugleri er hovederhvervet på disse kanter, for tiden af dieselolie fra Libanon til Syrien, men i fredeligere tider gik trafikken den modsatte vej – og Hermel-områdets libanesere havde mere kontakt til Homs i Syrien, både økonomisk og slægtsmæssigt, end til Baalbek, hovedbyen i Bekaa-dalen, og da slet ingen berøring med Beirut.

Zein og hans klynge af libanesiske sunni-familier i valnøddelunden blev fordrevet sidste sommer, da deres landsby blev lagt i ruiner af syrisk artilleri i kampe omkring Qusayr. De er afhængige af almisser fra især islamiske hjælpeorganisationer, da deres libanesiske nationalitet udelukker hjælp fra FN’s flygtninge-agentur. I FN-optik er de ikke formelt flygtninge som Saleh, der har syrisk pas – og som typisk nok ejer jord på begge sider af grænsen.

Mændene i Zeins lejr tager det arbejde, de kan få som bygnings- og landarbejder-kulier om dagen og pendler om aftenen til den syriske side som frivillige i Farouk-brigaden, der befæster fire sunni-landsbyer. På samme måde som bønderne i shia-landsbyerne på begge sider af grænsen passer deres dyr om dagen og henter stormgeværet frem efter mørkets frembrud som medlem af den lokale ’folkekomité’ – en frivillig milits, der officielt påtager sig ’selvforsvar’ af deres landsbyer, men som reelt udgør en frivillig militærreserve for det syriske regime.

II

I dette ramponerede hjørne af Levanten kender man hinanden på begge sider af grænsepælene, ved hvem der er sunni, hvem der er shia, kristen, alawit, ismalier, og hvem der er fra Hizbollah, hvem der er fra Baath eller det syriske nationalistparti, SSNP med det fascistiske program og det nazilignende flammesymbol, og alle ved, hvem der støtter Saad Hariris sunnitiske Mustaqbal (’Fremtid’), og hvem der – som Boumedienne – står udenfor som neutrale.

Så Saleh og Zein var som sunnier, med sønner, brødre og fætre i FSA (Frie Syriske Armé), på fjendtligt territorium, da deres Mercedes krydsede Hermels bygrænse. Det uskrevne kodeks, der for et par uger siden jævnligt blev konfirmeret over fade med flod-ørred og grillkylling, nemlig at alle uanset religiøst eller politisk tilhørsforhold kunne færdes uhindret på libanesisk territorium, var nu eroderet efter hårde kampe mellem oppositionsstyrker og Hizbollah omkring Qusayr.

FSA beskyldte Hizbollah for at bombe sunni-landsbyer fra artilleristillinger i Hermel og sendte fire raketter mod shia-grænsebyen al-Qasr.

Da jeg spurgte Mohammed al-Zeayter, en slægtning til Dr. Ali og klanens lokale mand i al-Qasr, om jeg måtte se kraterne efter nedslagene, slog han det hen. Forklaringen fik vi senere, og den var ligetil: Raketterne var uden sprængladninger. »Farouk-brigaden ønsker på den ene side ikke en åben konfrontation med Hizbollah, på den anden vil den sende budskabet om, at den kan nå mål i Libanon, hvis den vil,« forklarede Boumedienne. »Og det kan blive meget farligt, hvis jihadisterne blander sig yderligere.«

III

Og som det også fremgik af snakken med Saleh på restauranten – er atmosfæren rådden, de uskrevne aftaler om sameksistens i væbnet neutralitet er suspenderede og afløst af en tilstand af permanent fitna, ordet refererer til Islams borgerkrig i midten af 600-tallet og kan nærmest oversættes til ’ukontrolleret kaos’.

Efter en god halv time og fire-fem cigaretter brød Saleh op med en erklæring om, at »sunnimindretallene i shia-landsbyerne på den syriske side lever i konstant frygt, dybt armod og er uden forsyninger«. Det var stort set, hvad vi fik ud af hans version af de seneste begivenheder, bortset fra at hans tabstal var nogle andre – i hans version var det ikke tre, men 12 shia-militante, der faldt i det væbnede sammenstød, der satte regionen i alarmberedskab. Men det var tydeligt, at han ikke havde den store tilskyndelse til en mere nuanceret analyse af situationen.

Vi havde ellers hørt det modsatte hos de shia-kilder, vi talte med dagen inden: At sunnierne i shia-landsbyerne var beskyttede, at der ikke blev krummet et hår på deres vantro hoveder, hvorimod shiaer og alawitter i sunni-landsbyerne enten var myrdede eller fordrevne. Det var ikke en version, der passede med eksempelvis Zeins situation som flygtning i sit eget land – eller som Boumedienne sagde: »Du kan ikke stole på nogen af siderne, men du kan gå ud fra, at sandheden ligger et sted midt imellem.« Boumedienne havde formidlet en aftale med Dr. Ali Zeayter, kardiolog på det lokale hospital og indtil for nylig den helt centrale figur i de kontakter mellem sunnier og shia’er, der fra sommeren 2012 tilvejebragte en våbenhvile, der gjorde det muligt for militante af alle trosretninger at bevæge sig frit på libanesisk område, eftersom det var underforstået, at de kun kunne slå hinanden ihjel på den syriske side af grænsen.

IV

Dr. Ali er fra den magtfulde Zeayter-familie, en af de shia-klaner, der har domineret denne del af Bekaa-dalen i århundreder, og hovedparten af hans udvidede familie har altid boet på det område, der efter Første Verdenskrig blev den syriske side af grænsen – Dr. Alis far var således medlem af det syriske parlament frem til 1958, da Egyptens Gamal Abdel Nasser etablerede den kortvarige union mellem Egypten og Syrien, der endegyldigt gjorde kål på det syriske demokrati.

Selv var Dr. Ali borgmester i Hermel frem til sidste år, valgt på en uafhængig liste, der gennem de sidste 11 år fik flere stemmer end Hizbollah- og Baath-partierne.

Men flertallet skiftede med den syriske konflikt, forklarer han, folk blev utrygge og, da den syriske hær i det tidlige forår 2012 nåede grænseområdet mellem Qusayr og Hermel som en følge af kampene i det nærliggende Homs, Syriens tredjestørste by. Gidseltagninger, drab og væbnede sammenstød mellem FSA’s Farouk-brigade og Hizbollah-militante, støttet af lokale ’folkekomiteer’ og regulære syriske tropper blev dagens uorden, suppleret med tilfældige massakrer, undertiden på hele familier, der var så uheldige at tilhøre en anden sekt. Det blev Dr. Ali, der påtog sig at forhandle en ’grøn linje’ mellem shia-landsbyer og sunni-landsbyer. Den holdt indtil for et par uger siden, da Hizbollah-enheder faldt i baghold etableret af en jihad-styrke fra det islamistiske Jabhat al-Nusra.

»Men indtil da var der nogenlunde roligt, og netop fordi jeg ikke tilhører noget parti, har jeg kunnet forhandle med alle sider i konflikten,« forklarede Dr. Ali, da han tog imod med kaffe og tyrkisk konfekt i en paladsagtig villa i udkanten af Hermel.

Dr. Ali etablerede efter en serie af drab og bortførelser sidste forår en ’forsonings-komité’ med folk fra de to sider af den religiøse og politiske demarkationslinje, og med ham selv som samlende figur.

»Jeg er den eneste, der kan tale med begge sider,« sagde han. »Da FSA bortførte to medlemmer af vores lokale shia-klaner, og det blev besvaret med kidnapning af en snes syriske sunnier, trådte jeg som eneste shia med adgang til FSA-kontrolleret område til, og det lykkedes at få alle gidsler udvekslet. Nøglepersonerne på begge sider var hjælpsomme, for vi kender jo hinanden her, og skal også leve her, når det nuværende kaos er overstået. Så når der er episoder, har jeg telefonkontakt til de to sider, som er behjælpelige med forhandlinger.«

Det hjælper også på Dr. Alis troværdighed på sunni-siden, at han har to syriske sunni-familier, flygtet fra Qusayr, boende i villaens underetage. »Jeg kender familierne og ved, at de er med den syriske opposition, selvfølgelig kan de bo her. Det har også vist sig at være en fordel, når jeg forhandler med FSA-kontakter. De kender jo også mine logerende. Men det er blevet sværere nu, hvor Jabhat al-Nusra er blevet en spiller – vi kender ikke dem, og de kender ikke forholdene her. Dette ’sorte kort’ har forgiftet det hele. Og de forsvinder ikke før deres Golf-sponsorer stopper udbetalingerne.«

V

»Det er klart, at Saleh tog bodyguard med, sådan som gidseltagning er blevet norm,« sagde Fadi, da vi kørte tilbage mod Beirut i Bekaas buldermørke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu