Læsetid: 8 min.

Vi skal have videnskaben tilbage

Men vi skal ikke have professorvældet, elfenbenstårnet og nulforskeren tilbage, siger filosof og forhenværende embedsmand i Videnskabsministeriet, David Budtz Pedersen
Videnskabsidealet er skiftet fra fysikkens til bioteknikkens verden, og dermed er vi gået fra at grundkarakterisere virkeligheden til at manipulere med den for at opnå resultater, siger David Budtz Pedersen.

Videnskabsidealet er skiftet fra fysikkens til bioteknikkens verden, og dermed er vi gået fra at grundkarakterisere virkeligheden til at manipulere med den for at opnå resultater, siger David Budtz Pedersen.

Tine Sletting

23. marts 2013

De seneste 15 års forskningspolitik har gjort universiteterne til »teknologiske serviceleverandører« og »producenter af innovation og uddannelse.« Det mener David Budtz Pedersen, som savner videnskaben – det, der egentlig var meningen med universiteterne – i den førte politik:

»Videnskaben er blevet afmonteret. Den er langsomt forsvundet ud af forskningspolitikken,« siger han.

David Budtz Pedersen er ung, iført jakkesæt og ligner bestemt ikke det kor af forskere, der gennem de seneste år har kritiseret den førte forskningspolitik. David Budtz Pedersens baggrund er da også en anden, da han har arbejdet som embedsmand i Videnskabsministeriet under Helge Sander.

I dag er han sammen med Frederik Stjernfelt projektleder på forskningscentret Humanomics ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i humanistisk videnskabsteori. Han mener, at vi nødvendigvis må finde tilbage til videnskaben:

»Og med videnskab mener jeg evidens, objektivitet, grundighed, pålidelighed og måske ligefrem sandhed. Den robuste viden, som sikrer os et vidensberedskab som samfund. Hvem skal producere den i et system, der er baseret på performativitet?« spørger David Budtz Pedersen.

Iveren efter at nå frem til konkrete og brugbare resultater er accelereret op gennem 00’erne, og det har haft omkostninger:

»Vi glemmer at have en egentlig politik. En institution, der er baseret på forståelsen af, hvad der producerer god videnskab og ikke kun god forskning og gode anvendelsesmuligheder. I dag arbejder vi på, hvordan man driver viden fremad – imod publicering og produktion og imod de studerende. Men hvordan sikrer vi, at den viden, vi driver frem, har den robusthed og kvalitet, som var kendetegnende for det gamle forskningsideal?«

Kan det tælles?

Der er mange eksempler på, at der gennem de seneste år er sket et skred, mener David Budtz Pedersen.

Et symptom på udviklingen er den overdrevne fokus på videnskabelige publikationer i bestemte tidsskrifter:

»Forskerne sidder og tæller. I stedet for at udgive en artikel på 30 sider, udgiver man to artikler på 15 sider, fordi det så tæller det dobbelte. I stedet for at citere en kollegas arbejde, citerer man sit eget, for så tæller det som et citat. Jeg har lige været med til at udgive den her bog,« siger David Budtz Pedersen og peger på bogen Hvordan styres videnssamfundet?, som ligger på mødebordet, »men det havde været langt mere givtigt, hvis jeg havde lavet en engelsksproget artikel i et eller andet australsk tidsskrift, som ingen har hørt om,« siger han.

»Hvis man havde en videnskabspolitik, kunne man passende spørge, om den slags incitamenter skaber god viden, eller om de bare skaber god performance.«

Dermed gør man universitetet til en administrativ institution i stedet for en videnskabelig institution, mener David Budtz Pedersen:

»Man har også indført, at 25 procent af basismidlerne gives ud fra performance. Man gør det for at fordele pengene retfærdigt, men det er ikke retfærdigt i en højere forstand. Man er ligeglad med, om det er en tyggegummifabrik eller et universitet, når man bruger de her incitamenter. Det giver perverse effekter i en vidensinstitution, som forskere er som alle mulige andre økonomiske agenter, de begynder at optimere sig selv lokalt for at tilfredsstille belønningsstrukturerne.« I virkeligheden er det en gammeldags måde at lede på, mener han.

»Vi er gået fra industrisamfund til videnssamfund, og det har udfordret den måde, vi tænker ledelse på. For hvad sker der, når de folk, vi leder og organiserer, ved mere end den leder, som er sat til at administrere dem.«

Ikke regeringens skyld

Netop der opstår problemet ifølge David Budtz Pedersen:

»Så er det, at mellemlederne bliver nødt til at tælle, hvor mange artikler den enkelte forsker har publiceret. Man leder ud fra instrumenter, der ikke har noget med videnskab at gøre eller med kvaliteten af den viden, der skabes. Det har med kommunikation, medier, økonomistyring og branding at gøre. Og med bibliometri, studentertilfredshed og ECTS-point. Men ikke med videnskab.«

David Budtz Pedersen mener ikke, at man kan drage en bestemt regering eller et bestemt parti til ansvar for udviklingen. De danske universiteter er blandt de hårdest ramte, men afmonteringen af videnskaben er ikke udelukkende et dansk fænomen, vurderer David Budtz Pedersen. Han skyder heller ikke direkte på universitetsloven fra 2003, som indførte den nye ledelsesstruktur på universiteterne.

Han ser snarere de enkelte tiltag som udtryk for en mere generel tendens:

»Videnskabsidealet er skiftet. Fra omkring 1945-1989 var det fysikken, og navnlig kernefysikken, der var den toneangivende videnskab. Vi ville beskrive stadig mere komplicerede strukturer i virkeligheden.« Men op gennem 90’erne skete et skift:

»Bioteknologien er blevet det nye videnskabsideal, og med den er kommet ideen om, at videnskab altid skal drives af et konkret, eksternt behov,« siger David Budtz Pedersen og uddyber:

»Mange bioteknologiske opdagelser er ikke baseret på viden om, hvad der egentlig foregår i organismen, men på at påvirke organismen på en måde, der giver et bestemt resultat. På universiteterne er man gået fra at grundkarakterisere virkeligheden til at manipulere med virkeligheden for at opnå resultater.«

Ingen evidens

Og det skift kan meget vel have været med til at ændre hele tankegangen – også blandt politikere:

»Det kan have været med til at indføre den mere performative styring og det øgede krav om innovation, patenter og samarbejde med industrien. Tanken om, at forskningen altid skal kunne bruges til noget.«

Når det kommer til de seneste års konkrete forskningspolitiske tiltag, så undrer David Budtz Pedersen sig dog generelt over, at der i Danmark ikke har været tradition for at understøtte de ændringer, der er indført på universiteterne, med forskning:

»De krav, man stiller til de enkelte videnskaber om evidens, gælder tilsyneladende ikke, når det kommer forskningsledelsen. Universitetsfusionerne i 2007 var motiveret af et politisk hensyn, men havde ikke evidens bag sig. Man vidste ikke, om store enheder ville være bedre end små. Ideerne bag reformen på Aarhus Universitet, hvor man har lagt 80 institutter sammen til 35, er udtryk for samme tendens. Det gælder også tanken om, at alt skal være tværfagligt. Der er ikke evidens for, at tværfaglighed nødvendigvis giver bedre forskning,« siger David Budtz Pedersen og tilføjer: »Ville vi gøre noget lignende med vores domstole? Ændre hele strukturen på et år, uden at have evidens for, at det ville virke og sikre borgernes retssikkerhed?«

David Budtz Pedersen anbefaler ikke, at man går tilbage til »professorvældet, elfenbenstårnet og nulforskeren«, som han formulerer det. Forskningen skal rent faktisk kunne bruges til noget, mener han. »Forskningen er et offentligt gode og skal bruges til det fælles bedste. Men netop derfor skal vi have genetableret videnskabsbegrebet,« siger han.

— Jeg læste for nylig om en forskergruppe, der analyserede plovfurer i Middelalderen?

»Jeg vil ikke fratage politikernes ret til at prioritere. I visse perioder er noget forskning mere relevant end andet. Men når man har besluttet sig for forskning i plovfurer, så må det være op til plovfureeksperterne at bestemme, hvordan den forskning skal se ud.«

David Budtz Pedersen mener i øvrigt, at der er god grund til at forske i ting, der ikke umiddelbart har nogen nytteværdi:

»Det er for fattigt, hvis universiteterne kun er institutioner, der producerer den viden, der er efterspørgsel efter. Man må forvente, at de producerer ekstra viden, som gør, at vi har et vidensberedskab.« Og det vidensberedskab kan pludselig komme i spil:

»Episoder som Det Arabiske Forår og Breiviks massemord bliver fremlagt som uforklarlige. Men der findes faktisk forskning, som kan bidrage til at forstå, hvorfor det arabiske forår opstod, eller hvorfor Breivik gik amok. Der er masser af viden om arabiske forhold, marginalisering, social udstødelse osv. Det er plovfureagtigt, men pludselig bliver det relevant. Men man kan med rette spørge, om forskerne er gode nok til at sige: ’Vi ved noget om, hvorvidt blogosfæren kan have en indflydelse på en mand som Breivik.’ Det ville hjælpe på overgangen fra industrisamfund til videnssamfund, hvis forskerne blev bedre til at sige, hvad de laver.«

— Men hvordan forklarer man borgerne, at universitetsansatte skal have helt særlige vilkår?

»Det er ikke kun den brede befolkning, der har svært ved at forstå det. Ministre har svært ved at forstå det, embedsværket har svært ved at forstå det – mange embedsmænd kan ikke forstå, at det, man laver i Videnskabsministeriet ikke er det samme, som det man laver i Erhvervsministeriet,« siger David Budtz Pedersen, inden han svarer på spørgsmålet om, hvordan man så forklarer det på en forståelig måde:

Løsning

»Man siger, at videnskab er baseret på delegeret ekspertise. Nogle er nødt til at være eksperter i ting, som andre intet ved noget om. I et videnssamfund må der være en nedre grænse for, hvor meget indsigt vi kan have i, hvad medarbejdere og eksperter går og laver.«

— Kan det ikke lyde lidt arrogant?

»Jo. Derfor er det også vigtigt, at forskerne bliver bedre til at forklare, hvad de laver og hvorfor det er relevant.«

Måden for universiteterne at finde tilbage til videnskaben, er ved at give mere frihed til forskerne:

»Videnssamfundet kræver en vidensbaseret økonomi, og derfor har vidensinstitutionerne brug for mere selvstyre og høj integritet. Det går galt, når man betragter videnssamfundet med industrisamfundets styringslogik. Vi vil have, at alt skal kunne opgøres og lægges frem på et hvilket som helst tidspunkt. Men det kan man ikke med viden. Det er basalt set indsigten efter 2000 års videnskabsfilosofi: Det kan ikke lade sig gøre.«

— Og hvad skal man så gøre?

»Når micromanagement har vist sig ikke at være den bedste måde at komme derhen, så må vi kigge på nogle af de institutioner, som i dag producerer den bedste viden og se, hvordan de gør,« siger David Budtz Pedersen og nævner Det Europæiske Forskningsråd, Oxford University og Max Planck-institutterne som »tre af de bedste eksempler på højkvalitetsvidenskab.«

Det karakteristiske for dem er, at de »giver råderum, har tillid til forskerne og giver dem lang tid til at lave det, de er i gang med.« Det kan lyde som en fribillet, men sådan skal det ikke forstås, understreger han:

»Man skal ikke bare sige til forskerne, at der er fri leg fra nu, til I går på pension. Der er naturligvis brug for ledelse, men det skal være en anden form end den, man bruger nu. Hvis man giver frihed og samtidig fastholder, at kollegerne skal vurdere hinandens arbejde, så virker det. Vi har haft 2-300 år siden den videnskabelige revolution, hvor man har udviklet avancerede videnskabelige discipliner uden evalueringer af innovationskraften i de enkelte projekter, og det har lagt hele grundlaget for det moderne samfund. Hvorfor skulle det pludselig have ændret sig?« spørger David Budtz Pedersen, som mener, at universiteterne lider under en egentlig tillidskrise:

»Man skal være villig til at løbe en større risiko – og finde frem til nogle ting, som man ikke på forhånd vidste var vigtige. Hvis vi kun finder frem til det, vi forventer at finde frem til, så sker der aldrig noget nyt. Og samtidig skal man huske, at videnssamfundet byder en højere grad af tillid. Som er det modsatte af New Public Management, og som er det modsatte af reformerne. Så større risikovillighed og støre tillid, det vil være vejen ud af det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Okkels
  • Jesper Frimann Ljungberg
  • Finn Bendixen
  • John Fredsted
  • Minna Conradsen
  • Mathias Rølle Graversen
  • Martin Åberg
  • søren ploug
  • Morten Kjeldgaard
  • Michael Bo Hansen
  • Eva Bertram
  • Søren Hansen
  • Søren Jessen
  • Henrik Klausen
  • Dan Jensen
  • Philip B. Johnsen
  • Lars Dahl
  • Per Torbensen
  • Mihail Larsen
  • Rasmus Knus
  • Per Jongberg
  • Torben Nielsen
  • Henrik Rude Hvid
  • Jens Kofoed
  • Kristian Rikard
  • Merete Jung-Jensen
  • Hanne Tange
  • John Vedsegaard
  • odd bjertnes
  • Lise Lotte Rahbek
  • Emmy Brandt Jørgensen
  • Thomas Ryberg
Niels Okkels, Jesper Frimann Ljungberg, Finn Bendixen, John Fredsted, Minna Conradsen, Mathias Rølle Graversen, Martin Åberg, søren ploug, Morten Kjeldgaard, Michael Bo Hansen, Eva Bertram, Søren Hansen, Søren Jessen, Henrik Klausen, Dan Jensen, Philip B. Johnsen, Lars Dahl, Per Torbensen, Mihail Larsen, Rasmus Knus, Per Jongberg, Torben Nielsen, Henrik Rude Hvid, Jens Kofoed, Kristian Rikard, Merete Jung-Jensen, Hanne Tange, John Vedsegaard, odd bjertnes, Lise Lotte Rahbek, Emmy Brandt Jørgensen og Thomas Ryberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

Venstre og mavefornemelserne, da venstre sad i regering hørte vi ofte om deres mavefornemelser, indtil en dag Lars Løkke Rasmusen sagde I skal ikke høre på dem med rygmarvs-fornemelser, I skal ikke tro I ved bedre.

Aristoteles, på Aristoteles`es tid var samfundet blevet tredelt, øverst, vogterne, som bad for folket.
I midten krigerene, som kæmpede for vogterne.
Nederst bønder og arbejdere, som arbejde for samfundet.

Ud fra denne tredeling mente Aristoteles at man kunne dele kroppen op i tre dele svarende til samfunds-opdelingen.
Psykens tredeling: øverst Issen, hjemsted for Gud.
Pinal kirtlen ( bag øjenbrynet) skuen gud, Alvidenheden.
Halscenter, skabende frembringelse.

Nederst: Plexus Sacralis: overlevelse.
Kønsdelene, sexualkraft,liderlighed.
Solar Plexus: Viljen.
I midten Hjertecenter: med kærlighed forener det hele.

Mellemgulvet, Fren, blev siden opfattet som et låg der holdt de irrationale kræfter nede. Men også sædet for viljen, så venstre folk hælder stadig til den gamle tro fra før Lavosier at vi er en gryde i kog der kan koge over engang imellem.

Bevidshed: vågen.
Det Retiku`lære aktiveringssystem: netformet til re`ticulum lille net, aktiveringssystem i hjernestammen der styrer bl.a søvn-vågen-tilstand og muskelspænding ( opdaget i 1949) fork.RAS.

Steen Erik Blumensaat

Aristoteles: tyran lærer og underviser i tyrani.
Aristoteles til sin elev Alexander af makedonien, du er guddommelig af guddommelig slægt.
Han kom fra himlen bragt af storken.

Steffen Gliese

Det, Leo Nygaard, er, fordi du ikke kender den liberalistiske tænkning tilstrækkeligt. Den bruger glad og gerne underklassens egne ressourcer på at undertrykke sig selv. Husk på, at sydstaternes slaveejere var liberalister!

Steffen Gliese

Nu skal vi ikke kaste vrag på den formelle logik, Michael Pedersen, den er jo netop formel og derfor uafhængig af de sandheder, man propper i sit udsagn. :-)
Det racistiske slaveri i USA var blot en af de liberalistiske udgrænsninger af samfundets dårligst stillede, men én, der krævedes opbakning om i en sådan grad, at man ikke kunne tillade den enkelte slaveejer at fravige den inhumane kurs med tortur og henrettelse ved modstand og flugt. Liberalistisk politik er klassepolitik, og den bygger først og fremmest på troen på retten til privilegier, fordi man er rig - uden blik for at man kun kan blive rig på andres indsats.

Peter Hansen - Du er fantastisk*. Tag en kasse, hvorpå der står liberal og det liberal samfund. Så diffinere du, hvad der skal i kassen. Kan du slet ikke forestille dig, at folkestyret er i stand til at fylde kassen, som man synes den skal fyldes, og ikke som socialister mener den skal fyldes.
* ikke en kompliment.

Steffen Gliese

Indtil din sidste sætning, Michael Pedersen, var du socialist. :-) Men din sidste sætning er noget vrøvl, for hvad er indsats og talent? Det er jo ikke noget, samfundets strukturer lader den enkelte være herre over.

Du vrøvler Peter Hansen.
Du vi ha` en form for socialisme. Så bestemmer du, hvad det er.
Jeg vil ha` en form for liberalt samfund. Så "bestemmer" jeg hvad det er.
Sammen med Michael og alle de andre "liberalister".
Det har faktisk ingen betydning, hvad DU kalder det.

Den overhalede mig : "Det er jo ikke noget, samfundets strukturer lader den enkelte være herre over."
Det var noget af et paradoks.
Jo ! Hvis samfundet tillader den enkelte udfolde sig i nærmere bestemt omfang.
De kniber det alvorligt med i det nuværende statstyranni.

morten hansen

Videnskabens krise består i, at den er hi-jacket af korporatismen. Helge Sander doktrinen om 'Fra forskning til faktura' er udtryk for dette (det var i øvrigt ikke den tidligere sportsjournalist fra Hernings ide, for det var han for dum til).

Hvis man ønsker en verden af junk science og politiseret svindelcirkus, er dette vejen frem. Korporationerne bestiller et stykke arbejde, videnskaberne leverer. Hvis ikke, er der lukket for det varme vand. Ingen fondsmidler, ingen job, ingen karriere. Videnskab reduceret til en stupid malkeko.

Hvis man derimod ønsker videnskab, der for alvor sparker røv, og som for alvor leverer varen til samfundet og dets borgere og vores allesammens fremtid, så hedder det fri forskning. Om det er i nørdfelter og middelalder-plovfurer kan diskuteres. 'Fri' betyder: fri for at få vredet armen om på ryggen og levere resultater, der kan tjenes penge på her-og-nu.

Vi har fået tudet ørerne fulde om, at vi har fri forskning i vesten. Russerne har til gengæld fået skudt i skoen under hele den kolde krig, at de var ufrie og totalitære. Virkeligheden er omvendt. Fuldstændig. Vi har overhovedet ikke fri forskning, alt er bundet op på penge og resultater. Russerne har hele tiden haft fri forskning - på trods af et totalitært samfund i sovjettiden - men der var ingen penge.

Penge er bindinger, penge er investeret interesse, penge er korruption. Vores videnskab er korrumperet. Dette er dens problem.

Brian Pietersen, Paul Peter Porges, Niels Mosbak, Per Feldvoss Olsen, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Britt Jadesø

Den grundlæggende præmis er stadigvæk forskning og tal som sandhedsvidner. Har det ikke snart vist sine faldgrupper med neon-bøjet tydelighed?

Findes den ikke-politiske sandhed?

Per Feldvoss Olsen

@morten - det er nu en anelse værre end som så. For det der tales om nu er evidensbaseret politik. Altså en positivistisk søgen efter "beviser for" socialisme, liberalisme og konservatisme, hvilket derefter kan påtvinges "folket"...... men dermed er der kun det problem at "man" også har bevist at man benytter sig af fascistiske midler.

Eksemplet kunne være folkeskolereformen, hvor man åbner skolen længere tid - hvorved man udsulter kultur-tilbud. Disse bliver så tilbudt at komme ind på skolerne, hvis de vel at mærke melder sig ind i de organisationer som politikerne har "godkendt". Forud for dette er det samme sket for en række forskere, som har anbefalet helhedsskolen - de har fremstillet "evidens", hvorved de bekræfter at den politiske reform er "videnskabelig".

lidt for smart ?

Vh Per

Steffen Gliese

Hvad vi kan iagttage er jo simpelthen, hvad der sker, når folk, der kun har penge i hovedet - måske fordi de ikke kender noget til virkeligheden - får adgang til endnu et samfundsområde. Netop nu hører jeg om "mindfulness" i radioen, og det er igen det samme: tjen penge på hvad som helst; men nej, vi skal kun tjene penge på det, der er markedsegnet, og det er mindre og mindre, da vi jo nærmer os realiseringen af Kierkegaards vidunderlige perspektiv fra "Vexeldriften". :-) - dog uden at bemægtige sig Sultanen.

Nick Mogensen

Jeg læste artiklen i hængekøjen igår aftes og må langt hen ad vejen tilslutte mig filosoffens præmis. Videnskabsidealet er i dag faktisk u-videnskabeligt, idet det grundlæggende er formålrationelt, formålsstyret kunne man sige. Peter Hansen henviser ganske rigtigt (og relevant) til Platons hvis 'motto' var at viden er godt i sig selv. Denne tese er i bedste fald blevet manipuleret og i værste fald ophævet i dagens akademiske landskab. Jeg vil gå så langt som til at sige, at mangt en akademiker i dag er så 'subjektløs' at kun ego'et - altså groft sagt naive og egne idiosynkrasier - taler på vegne af denne. Det er simpelthen en skrækkelig udvikling. Og jeg har oplevet dette 'first-hand'.

Steffen Gliese

Tak for henvisningen, Christoffer Basse Eriksen, det er meget opløftende, at den form for besindelse finder sted.

Steffen Gliese

En del af at tage videnskaben tilbage må by Jove også indebære, at det er rigtig videnskab og ikke hø og hakkelse i døgnets rejsestald, der spildes tid på - altså noget substantielt.
Jeg hører netop nu, hvordan en undersøgelse fortæller, at vores likes på facebook fortæller noget om vores personlighed og præferencer! - Ja! Og det er ligesom ideen med dem.

Sider