Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Skal jeg melde et forsøg på skattesnyd?

Moderne Tider
27. april 2013

Historikeren, 56, Aarhus C

Ved siden af mit job som gymnasielærer holder jeg foredrag i foreninger, på skoler, i oplysningsforbund osv. Det fylder ikke meget, men jeg har stor glæde af det, da det udspringer af en art hobby, jeg har. Mit honorar, 2.000 kr. eks. omkostninger, bliver selvfølgelig afregnet med SKAT. Dels vil jeg ikke have vrøvl med dem, dels snyder jeg af princip ikke.
For et par uger siden blev jeg foreslået et nedslag i honoraret til 1.500 kr., pengene kunne så falde kontant og uden kvittering – altså sort. Kunderne er en organisation, der beskæftiger sig med oplysning og undervisning bl.a til unge.
Jeg er selvfølgelig forarget over hykleriet, fordi de udadtil har et værdibaseret formål; men i sær fordi der for mig er tale om en biindtægt oven i min gode løn, det er så at sige luksusdelen af min indkomst. Det vil være dobbelt snyd at tage i mod den sort.
Skal jeg melde sådan en direkte opfordring til skattesnyd til myndighederne, eller skal jeg bare lade det blive ved det afbud, jeg mailede til dem?

Svar I:

Det er opmuntrende, at du pure afviste forsøget på at dele skatten i porten. Når så meget snyd trives i landet, skyldes det, at selv ’pæne’ mennesker ikke holder sig for gode til at lave sort.
Jeg har det som du: For mange år siden bestemte jeg mig til at være et hæderligt menneske. Svigter man én gang det forsæt, er selvagtelsen sat over styr. Og hvor er man så henne?
Til gengæld må jeg indrømme, at jeg er usikker på, om du skal gå det videre skridt at anmelde den virksomhed, der kom med det lokkende tilbud.
Ud fra din beskrivelse er det svært at gennemskue, hvilken slags virksomhed der er tale om. Hvis den er helt eller altovervejende finansieret af skatteborgernes penge, er hykleriet nærmest ubærligt. Og så er det til at forstå, hvis du anmelder. Jo fjernere virksomheden er fra skattemidler, des mindre ville jeg selv have af gejst til at anmelde den.
Men det skyldes, at jeg i det hele taget ikke bryder mig om at stå i anmelderens rolle.
Hvis ikke du har denne mentale hæmsko, skal du melde snydepelsene – uanset hvad. Det gør du i hvert fald ikke noget umoralsk i.

David Rehling

Svar II

For nogle år siden ringede jeg til politiet, fordi jeg så en lastbilchauffør købe seks øl, sætte sig ind i sin 50 tons tunge lastbil, hvor han placerede sixpack’en nede ved fødderne, hvorfra han snildt kunne nå en øl uden at fjerne blikket fra motorvejen. Politiet takkede mange gange for opkaldet, og da jeg havde oplyst registreringsnummeret meddelte de, at de ville undersøge sagen.
I begyndelsen var jeg ret stolt over, at jeg ikke havde tøvet et øjeblik, da jeg havde anmeldt potentiel spritkørsel. Men jeg kunne alligevel ikke sove den aften.
Jeg havde jo ikke set ham drikke øl, og jeg havde ikke set bilen slingre, og selv om jeg stod lige bag ham i køen på tankstationen, havde jeg ikke bemærket, om han lugtede af øl. Og vigtigst af alt: Det eneste, jeg havde gjort, var at ringe og sladre. Jeg havde ikke forsøgt at forhindre ham i at sætte sig bag rattet eller sagt til ham, at jeg regnede stærkt med, at han ville vente med at åbne de øl, til han kom hjem, og udfra den samtale så vurderet, om han mon havde til hensigt at gøre det – og under alle omstændigheder meddelt ham, at jeg ville ringe til politiet, medmindre han flyttede bajerne uden for rækkevidde.
Så jeg begyndte i stedet at føle mig som lidt af en kujon. Jeg undskyldte mig netop med, at det jo ikke var skattesnyd, jeg havde meldt ham for, men en forseelse, der kunne bringe andres liv i fare, hvis jeg havde ret.
Men hvis jeg stod i en lignende situation igen, ville jeg først og fremmest konfrontere vedkommende selv, inden jeg foretog mig yderligere. Det andet er simpelthen for nemt.

Anita Brask Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her