Læsetid: 5 min.

’Ding dong the Witch is dead’

The Wizard of Oz. Nu som politisk protest!
The Wizard of Oz. Nu som politisk protest!

Ib Kjeldsmark

27. april 2013

Der kan være noget instruktivt i at tænke over den måde, hvorpå filosoffer og andre akademikere forholder sig til Nietzsches polemiske stil. Som Alenka Zupancic har påpeget, findes der generelt to måder, hvorpå dette finder sted. I første omgang bemærker alle, hvor usædvanlig stilen egentlig er (tænk blot på, hvad han havde at sige om George Sand: »En malkeko med fornem stil«). Men dernæst sker der altid enten det, at man forsøger at manøvrere uden om stilen, eksempelvis ved at søge at finde den stringente filosofiske tanke som kunne/skulle gemme sig bag den polemiske udtryksform, eller også gør man den selv til genstand for interesse og udforskning. Pointen er dog, som Zupancic præcist påpeger, at begge disse tilgange må anses for at være måder, hvorpå man forsøger at holde Nietzsche og hans ubehagelige polemik ud i strakt arm. Enten bliver man lidt pinligt berørt over de mange udfald, eller også henrykkes man over dem som over et kuriøst kunstobjekt fra en fremmed kultur. Det, der imidlertid er helt utænkeligt, er, at man aktivt skulle kunne tage denne stil på sig. Man kan tillade sig at beundre store polemikere og satirikere, men disse udtryksformer skal man holde sig selv på lang afstand af.

The Witch is dead…

Dette særlige forhold omkring Nietzsches tekstuelle udtryk synes at være ekstra relevant i disse dage. Efter Margaret Thatchers død kom den gamle klassiker fra The Wizard of Oz »Ding dong the witch is dead« på alles læber i Storbritannien. Det var ikke nogen tilfældighed. I forskellige aktionsgrupper og på internetfora aftalte man mere eller mindre organiseret at købe netop denne sang over nettet og at gøre det mange gange. Aktionen var så effektiv, at »Ding dong the witch is dead« havnede på diverse top-ti lister, og som resultat deraf kom den i rotation på BBC Radio. På den måde endte BBC i en temmelig prekær situation, al den stund at man på én gang producerede udsendelser, som af mange (fortrinsvis tilhørende den politiske venstrefløj) blev anset for at glorificere Thatcher unødigt, samtidig med at man igen og igen spillede »Ding dong the witch is dead«, hvilket ikke overraskende virkede yderst provokerende på folk på den politiske højrefløj – for slet ikke at tale om dem, der kendte hende personligt, eller dem, som generelt synes at det er uhøfligt, måske endda dårlig stil, at tale ondt om de døde.

Det virker oplagt at sammenligne dette scenarium med akademiets måde at forholde sig til Nietzsche på. Er det ikke som om folkene bag aktionen med »Ding dong the witch is dead« forsøger at genopfinde en polemisk stil à la Nietzsche? Det er i hvert fald sigende, at et indslag på politiken.tv fremsatte følgende dikotomi. »Og så er spørgsmålet blot, om det er go’ humor, eller om det er helt og aldeles upassende, at sangen ’Ding Dong the Witch is Dead’ bliver spillet så meget i forbindelse med Margaret Thatchers nylige død.« Det er tydeligt, at journalisten her forsøger at undgå at afsige en dom i forbindelse med reportagen, men blot ønsker at lægge et emne frem til debat, som det hedder. Resultatet blev, at det eneste, han kunne forestille sig, var, at der enten måtte være tale om noget »aldeles upassende« eller om »go’ humor«. Hvilken besynderlig tanke! Dette er en æstetisering, som ligner den, den begejstrede forskning i Nietzsches stilunivers leverer. Blot virker æstetiseringen underligt morbid i denne sammenhæng. Som sagde man »det var dog interessant!« uden på nogen måde at forholde sig til, at sagen kunne være alvorlig. En sådan fortolkningsramme tildækker enhver mulig politisk forståelse af sagen.

… long live the witch.

Det siger sig selv, at når sådanne ting udspiller sig omkring Margaret Thatcher, så handler de netop ikke om Margaret Thatcher. De handler om retten til at styre og bestemme en nations politiske fortælling.

Men hvis det er givet, at Thatchers død er en politisk begivenhed, så er det også klart, at forsøget på at skabe politisk protest med »Ding dong the witch is dead« fremstår temmelig desperat. Uanset hvor død Margaret Thatcher er, så synes hun i virkeligheden at leve i bedste velgående. Tænk blot på de nedskærings- og effektiviseringsregimer, som gennemføres overalt i Europa i disse år; og tænk blot på, at det er efterfølgerne til Thatchers argeste modstandere, socialdemokrater og lignende, som gennemfører dem.

Set i det lys, er det måske slet ikke så underligt, at protesterne bliver både hysteriske og desperate, som med »Ding dong the witch is dead«?

Tilbage til Nietzsche

Det kan derfor være relevant at vende tilbage til Nietzsche endnu engang. Pointen er, at Nietzsche netop ikke kun er en stil. Hvis der er noget interessant ved Nietzsche særlige form, så er det fordi, den er noget andet og mere end en form – fordi den i sig selv er en handling. Når Zupancic begynder sin bog om Nietzsche med at bemærke den dikotomi, som vi introducerede ovenfor, så sker det netop for at pointere, at det, som går tabt med den, er begivenheden Nietzsche. Nietzsche gjorde faktisk noget nyt med filosofien. Han forandrede den for altid. Og et helt centralt element i denne forandring var polemikken. Det er blandt andet, fordi han er så aggressiv, at Nietzsche ikke er til at komme uden om.

Nietzsche var ifølge Zupancic en ærlig klovn. Det vil sige: Han mente faktisk det, han sagde. Måske er læren af »Ding dong The Witch is Dead« på samme måde, at der er noget endnu mere uanstændigt ved den ret makabre protest, end man skulle tro: Måske er der flere og flere, der begynder at mene det, i stedet for bare at holde kritikken af neoliberalismen ud i strakt arm under dække af humor og ironi eller med høflige forbehold om, at vi også bare gerne vil bevare lidt af omsorgen for de svage. Hvad nu hvis misæren om Thatcher handler om, at flere og flere mener, at den politik, Thatcher stod for, og som er mere magtfuld i dag end nogensinde, selv er brutal og derfor fortjener et ærligt og respektløst gensvar?

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bob Jensen
Bob Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo Johansen

Thatchers politik medførte bl.a massearbejdsløshed. Visse byer var rigtig hårdt ramt. Ikke kun miners og dockers men også små selvstændige og andre erhverv gik ned. Disse byer og landsdele er aldrig kommet rigtig op igen.

Læg så til at udover arbejsløshed, nedsat understøttelse og udsmidning fra bolig pga man ikke havde råd til huslejen mere, også at skulle høre på Thatchers patronisereing og nedgørelse af arbejdsløse som dovne skiderikker der uretmæssig nassede på de gode arbejdende individer.

Det er rigtig at Thatchers politik er blevet videreført af andre, men det er ikke en formildende omstændighed. Thatcher er blevet ikon for mange der har hyldet hende både før og efter hendes død. Det er derfor ikke ikke mærkeligt at modstandere af hendes politik og dem der voksede op under den tillader sig en hysteriske og desperat protest som CVA kalder det. Som om en velformuleret og kritisk protest over Thatchers førte politik, skrevet af dem der mærkede konsekvenserne, nogensinde ville interessere britisk presse. Der er det venstreorienterede og højreorienterede fra de højere lag der skriver lederne og forklare sammenhænge.

Ud over pligtskyldigt at interviewe udvalgte minearbejdere er der kun Ding Dong the Witch is dead og spontane gadefester som protest der har interesseret de større medier. Kogt ned til at være pøblens aggressiv protest. Thatcher måtte godt fremme sine synspunkter ved at nedgøre men den anden vej rundt er uforståelig for folk fra de pæne hjem og analyser må udtænkes. Hvordan kan det værre? Hvorfor er de så vrede? Tænke tænke..