Analyse
Læsetid: 8 min.

De fantastiske fire

Slutspillet i Champions League nærmer sig, og for fjerde gang i turneringens historie kan finalen gå hen og blive et rent nationalt opgør – tysk-tysk eller spansk-spansk. Information gennemgår her de fire hold. Deres styrker og svagheder, deres taktikker, deres karismatiske trænere – og hvem du skal holde øje med
Egoisten. Bayerns Arjen Robben er blevet kaldt klodens mest egoistiske spiller. Han trækker altid ind i banen fra sit udgangspunkt på kanten. Men hans ærgerrighed kombineret med højt tempo og et fornemt skud kan i den grad komme Bayern til gode. Her jubler han over et mål mod Wolfburg tirsdag i den tyske  pokalturnering.

MICHAELA REHLE

Moderne Tider
20. april 2013

Symmetrien er smuk: To spanske og to tyske hold dyster om finalepladser til årets Champions League. På tirsdag tager formstærke Bayern München, der allerede er blevet kåret som Bundesligamestre, imod vinderne fra 2011, FC Barcelona. Aftenen efter skal Real Madrid på besøg i heksekedlen Westfalenstadion, hvor Borussia Dortmund, jokeren i selskabet, venter. Ugen efter bliver det hele afgjort i Spanien.

Det er fjerde gang, at Champions League-finalen kan ende som et rent nationalt anliggende. I 2000 slog Real Madrid Valencia med 3-0, og tre år senere skulle der en nervepirrende straffesparkskonkurrence til for at krone AC Milan på bekostning af Juventus. I 2008 var der også drama. Cristiano Ronaldo brændte på pletten, men det gjorde en stortudende John Terry også, og så vandt Manchester United alligevel over rivalerne fra Chelsea FC.

Hvem har de bedste kort i år? Er Barca sultne nok? Bliver det Bayern, der var snublende lige ved og næsten sidste år, der løfter pokalen med de store ører 25. maj på Wembley Stadion i London? Alle fire hold spiller offensiv, seværdig fodbold, men de ved også godt, at nøglen til succes lige så meget handler om et betonsolidt forsvar og evnen til omstilling.

Bayern München

Styrker: Som et af meget få hold i Europa har Bayern bredden til at gå hele vejen i to-tre turneringer samtidig. På sin vis fik de det forhold dokumenteret, da de på uskøn, men effektiv maner tippede Arsenal ud i kulden over to ottendedelsfinaler. I den første kørte de hen over dem på udebane. I den anden var de længe uopmærksomme. Og så alligevel ikke. Jupp Heynckes’ stjerner havde is i maven, og så var Arsenals to mål lige præcis ikke nok til at gå videre. Dén coolness er også en slags styrke. I sidste sæson blev det dog kun til tre andenpladser. Men et såret Bayern er det farligste Bayern, og truppen såvel som start-11’eren er stærkere i år end sidste år. Særlig tilføjelsen af Dante i det centrale forsvar kan vise sig at være den sidste, afgørende brik.

Svagheder: Ingen nævneværdige, bortset fra det mentale: Kunsten ikke at forfalde til offerrollen og blive hængende dér, men tværtimod bruge sidste års runner-up’s som benzin. Heynckes har dog mange egoer, der skal passes og plejes. Og en favoritrolle, som kan knække selv de allerbedste. For hvis det ikke er i år, det sydtyske mandskab løber med hæder og ære, hvornår så?

Favoritformation: Bayern er et fleksibelt hold, der stort set altid starter i en 4-2-3-1. Men de kan hurtigt forvandle Europas foretrukne system til enten en fløjbaseret eller mere kompakt 4-3-3.

Træner: Jupp Heynckes er en dreven taktiker, der har formået at kombinere det bedste af to verdener: En velkørende tysk maskine med fokus på defensiv og utrættelig zoneopdækning og en nærmest sydlandsk stil med bølger af angreb både centralt og fra de rappe flanker. Bayern er et komplet hold.

Hold øje med: Arjen Robben. Også selv om han ofte sidder på bænken. Han er blevet kaldt klodens mest egoistiske spiller. Han trækker altid ind i banen fra sit udgangspunkt på kanten. Men han er en match-decider af en ganske særlig kaliber, og hans ærgerrighed kombineret med speed og et fornemt skud kan i den grad komme Bayern til gode.

FC Barcelona

Styrker: Barca er et hold med meget få svaghedspunkter. Deres possession-spil, høje genpres og roterende offensiv er uovertruffen, både historisk og aktuelt. Halvdelen af de sidste års FIFA-hold har været fra Barca. Catalonierne var bagud 0-2 efter første møde med AC Milan i ottendedelsrunden, men et historisk comeback og en kraftpræstation fra Leo Messi sendte et utvetydigt signal om, at Los Blaugrana har et gear til, når det virkelig gælder. Og hvad der er nok så vigtigt: De er stadig sultne på store sejre og pokaler.

Svagheder: Opspillet nede bagfra bliver ind imellem for gumpetungt, og det kan i afgørende situationer straffes af hold, der formår at lægge et konstant pres på Barcas bageste kæder. Det er bagsiden af den sagnomspundne tiqui-taca: langsommelighed og træg omstilling. Et hold som Real Madrid har ved enkelte, men ret afgørende lejligheder evnet at rykke Barcas zoner ud af position, og det er noget, catalanerne hader: for lang afstand mellem kæderne. Forsvaret har heller ikke altid set for kønt ud i sæsonen. Især Gerard Piqué har vist svagheder, hvilket man sidst så mod Paris Saint-Germain i den første kvartfinale.

Favoritformation: På papiret hedder systemet 4-3-3 med umiskendelige rødder i hollandsk totalfodbold. Men så begynder løjerne. For Barca spiller ikke tal-fodbold, men koncept-fodbold. Man kan lige så godt kalde deres system 4-6-0 (uden dedikeret angriber) – eller måske 2-5-3, når de to backs er mere angribende midtbanespillere end egentlige defensiver. Højrebacken Dani Alves vil enormt gerne med frem, og når det sker, vrider hele formationen sig mod venstre – hele vejen ned i forsvaret – nærmest som en boomerang.

Træner: Tito Vilanova har på det seneste været afløst af assistenten Jordi Roura. Det har ikke været nemt for Barca, der især i tiden omkring det svigende 0-2-nederlag på San Siro til AC Milan virkede rådvilde. Men nu er Tito tilbage, og Messi er vågnet til dåd. På langt de fleste områder har Tito ført Josep ’Pep’ Guardiolas spilfilosofi videre – højt genpres, possession, offensive backer – men til gengæld i højere grad end Pep arbejdet på at gøre Barca mere effektive. Score hurtige mål, lukke kampe ned.

Hold øje med: Sergio Busquets. Han er Guardiolas opfindelse og bindeled mellem forsvar og midtbane, en tjans han på næsten skræmmende konsistent manér har udført til UG med kryds og slange. Busquets har liberoens gamle rolle – men i en moderne variant: Nogle gange ’høj’ midterforsvarer (eller ’falsk midterdefensiv’, som det kaldes), andre gange bageste mand i Barcas maskinrum. Især en mere og mere tilbagetrukket Xavi lukrerer på Busquets kvaliteter.

Borussia Dortmund

Styrker: Træner Jürgen Klopp har formået at gøre Dortmund til et stærkt kollektiv, der arbejder stenhårdt og samtidig ejer masser af individuelle kvaliteter. Holdet spiller flatterende angrebsfodbold, når der er brug for det, og falder så tilbage og står stærkt i kæderne (gerne med to gange fire mand) i de defensive perioder. De spiller bold i et rasende tempo. Deres omstilling er forrygende, og sigende nok er Real Madrid det eneste hold, der overmatcher dem på kontraen. Og så må det også lune i Dortmund, at de faktisk vandt sammenlagt over Real i gruppespillet.

Svagheder: Den defensive organisering kan blive for voldsom og ufleksibel. Otte forsvarende (i stil med PSG) efterlader et kæmpe hul op til de forreste, så det gælder for Klopp om hele tiden at have taktikken klar – og dynamisk. Holdet lever af en eminent offensiv, der hele tiden bytter plads og gør hinanden spilbare. Men de har brug for stabiliteten bagfra.

Favoritformation: I nogle kampe spiller Klopp en angrebsivrig 4-2-3-1 (eller 4-2-1-3, hvis der skal være plads til en enkelt general i smørhullet på den offensive midtbane), mens han f.eks. mod Real Madrid og Bayern skiftede til en mere massiv 4-3-3.

Træner: Jürgen Klopp er en moderne træner og regnes for en af de bedste i verden lige nu. Efter sigende skulle han være på vej til Real Madrid efter sommerferien som afløser for José Mourinho. Hans stil på sidelinjen er energisk og intelligent, og det er, som om han inkarnerer en højpotent Bundesliga båret frem af fankultur og storstilet ’multi-kulti’.

Hold øje med: Marco Reus. Et kraftværk af en winger, der kan skifte side, angribe fra dybden, score mål og lægge de lækreste pasninger ind i feltet. I en alder af 23 er Reus allerede næsten komplet.

Real Madrid

Styrker: Real Madrid er stadig kongen af kontrafodbold i Europa. Omstillingsspillet (det såkaldte turnover) er uden sidestykke – selv om mange hold forsøger at kopiere det. Den spanske kongeklub har også en flot bredde i truppen, ikke mindst på den krævende midtbane, som er så vigtig i spansk fodbold. Når det ellers flasker sig for Sergio Ramos og Raphaël Varane, er de en af klodens bedste centrale defensiver. Venstrebacken Fabio Coentrao er også begyndt at spille bedre sammen med Cristiano Ronaldo, og i den modsatte side har Angel di Maria længe haft en opadgående formkurve. Læg dertil superindskiftere som Luca Modric (der afgjorde ottendedelsfinalen mod Manchester United) og Kaka.

Svagheder: Tidligere ville der have stået ’Barca-kompleks’ på denne plads. Men Real har langt om længe knækket koden. Svaghederne lige nu er ikke spilmæssige, men snarere mentale. Mourinho har holdt lav profil et stykke tid, men han er stadig skinger i tonen og ser fjender og konspiratorer over det hele. Den angivelige splittelse mellem en ’spansk’ og en ’portugisisk’ fløj i omklædningsrummet – senest med udeladelsen af målmanden og det nationale ikon Iker Casillas fra truppen – kan få det hele til at tippe. Florentino Pérez’ seneste forsøg på at lægge en mere pressevenlig dagsorden og en generelt større åbenhed over for offentligheden kan dog være et skridt i en bedre og mere stabil retning for det madrilenske galehus. Det samme gælder naturligvis den dobbelte ydmygelse af ærkefjenderne fra Barcelona, udsigten til en overkommelig Copa del Rey-finale i slutningen af maj og sejren over Manchester United på Old Trafford. Men vanen tro kan Madrid risikere at knække midtover indefra af megalomant forventningspres.

Favoritformation: Mourinho fortsætter med stilen fra Inter: 4-2-3-1, som ved særlige lejligheder – og en Mesut Özil i hopla – kan veksle til 4-2-1-3. Når der skal spilles kompakt og defensivt, skifter portugiseren til 4-3-3.

Træner: José Mourinho slår den ene rekord efter den anden i sin metier. Ingen betvivler hans evne som ’fikser’. På få år har han løftet Real Madrid fra en plads i de næstbedste rækker til rollen som førerhund og holdet, man regner med. Problemet er, at han ikke signalerer kontinuitet. Han skal videre til en anden storklub, han kan ’fikse’ – og hvor han kan hæve en tyk gage. Sådan tænker mange i hvert fald.

Hold øje med: 26-årige Sami Khedira, som er af tunesisk oprindelse, har for alvor bidt sig fast i de forkælede Madrid-fans hjerter. Han er samlingspunkt for Reals offensive midtbane, manden, der både kan være bagud eller lige foran i forhold til makkeren Xabi Alonso. På det seneste har Mourinho givet ham mere carte blanche til at tage løbene frem i banen, hvor han ofte afleverer til kammeraten Mezut Özil på kanten af feltet. Det er i spændet mellem den defensive rolle, han længe har haft i den spanske hovedstadsklub, og så det mere offensive mandat, Löw har givet ham på det tyske landshold, at Khediras potentiale ligger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her