Læsetid: 6 min.

Det forrådte land

415 afghanske asylansøgere står til at blive sendt hjem af samme grund som den, der ramte irakerne i Brorsons Kirke for fire år siden: Fordi vi ikke vil indrømme den store løgn om Danmarks militære rolle i det globale spil, skriver forfatteren Carsten Jensen. Han vil de næste uger rapportere fra Afghanistan i Information
Træning. Chefen for Afghanistans Menneskerettighedskommission opfordrer de danske myndigheder til at give de asylansøgere erfaring med minedrift, inden de sendes hjem. Hvor i Danmark de skulle få de færdigheder står uvist. Det er også mere sandsynligt, at de deporterede flygtninge vil få brug for at kunne betjene et gevær, når de genser deres hjemland.

Aref KARIMI

27. april 2013

Det ubegribelige skete for knap fire år siden, da den danske regering påbegyndte tvangsudsendelsen af en gruppe afviste irakiske asylansøgere, hvoraf en mindre gruppe havde forskanset sig i Brorson Kirken på Nørrebro. For øjnene af hele den danske nation blev ægtemænd med vold skilt fra deres koner og børn og ført bort.

Men hvorfor rejste irakerne ikke frivilligt hjem? Vi havde jo befriet deres land fra diktaturet og forvandlet ørkenen mellem Eufrat og Tigris til en blomstrende have, hvor demokratiet stortrivedes, og alle mennesker gik frie og ranke omkring og ville have stemt på Anders Fogh Rasmussen, hvis de blot havde kunnet.

Mændene og kvinderne fra Irak vidste det, vi ikke ville vide. At det hele var en løgn, vi fortalte for at dække over vores egne fejltagelser i en krig med ufatteligt høje omkostninger og ufatteligt få resultater. Irak var sunket ned i en spiral af vold, anarki og kaos, og menneskerettigheder var det sidste, der lå landets nye magthavere på sinde. Her kunne hjemvendende familier ikke slå rod i noget, der bare mindede om et trygt eller anstændigt liv.

Danske embedsmænd vidste det også godt. Gennem seks år nægtede de at rejse ned til Irak for at foretage den undersøgelse af forholdene, der kunne klargøre, om en hjemvenden virkelig var tryg. Det, embedsmændene mere end anede, var sandsynligheden for, at de aldrig selv ville vende levende hjem fra en sådan mission. Men hvad der var livsfarligt for sarte danskere, var godt nok til de mere robuste irakere, der jo i forvejen var i årtilang træning, hvad angik tab, tragedier og pludselig død. Og ofres skulle de: mænd, kvinder og børn. For ellers bristede nullernes store politiske løgn om Danmarks vigtige rolle i det globale spil.

Det er en ubegribelig historie, ubegribelig i et demokrati i det mindste. Det er en historie om moralsk forsømmelighed, kynisme og et forræderi mod demokratiets bærende værdier.

Den gamle regerings lov

Nu gentager den ubegribelige historie sig. Og den bliver ikke mindre ubegribelig af, at den foregår under en ny regering, der i humanismens navn havde lovet at rydde op i forfaldet under den gamle. Denne gang er det Afghanistan, løgnen gælder. Og denne gang er det 415 afghanske asylansøgere, der skal ofres for, at løgnen om det lille lands store betydning ikke skal slå sprækker.

En række af de love, der blev vedtaget under den forrige regering under stærk kritik fra flere af partierne bag den nuværende, står stadig ved magt. Det gælder loven om flygtninge med såkaldt integrationspotentiale, der nedprioriterer asylansøgere med behov for beskyttelse til fordel for flygtninge, der ligner os selv, hvad angår uddannelsesniveau eller religion. Det er ikke så vigtigt, om du er i livsfare. Det er vigtigere, at du har bestået en højere handelsskoleeksamen eller kan fremsige fadervor i paskontrollen. Og det gælder den lovændring, der gør det muligt at udvise uledsagede mindreårige, det, vi på almindeligt, usofistikeret hverdagsdansk, hvor en smule medmenneskelig indlevelse stædigt overlever, kalder børn alene i verden.

Og det gælder den lov, der nu tages i anvendelse overfor de 415 afviste asylansøgere fra Afghanistan. Det er en såkaldt trepartsaftale indgået i 2004 mellem »Den afghanske overgangsstat Afghanistan«, den danske regering og FN’s Flygtningehøjkommisariat. At den stadig står ved magt, er endnu et vidnesbyrd om vores militante vilje til ikke at ville vide noget om de lande, hvor vi er draget i krig. Loven taler nemlig om et land, hvor der er »tilvejebragt grundlaget for varig fred, national enhed, forsoning samt social og økonomisk udvikling«.

Ingen af lovens forudsætninger er blevet realiseret. Der er ikke opnået fred og forsoning i Afghanistan. Der er ikke etableret nogen national enhed. Der er tværtimod en borgerkrig, som ikke bare ulmer, men står i lys lue. I 2012 gennemførte Taliban 28.000 væbnede angreb, og den seneste opgørelse viser, at antallet af angreb i første kvartal af 2013 allerede er vokset med 47 procent i forhold til sidste år.

Den smule social og økonomisk udvikling, der er sket, hviler af indlysende grunde på et vakkelvornt grundlag, der kan vælte fra den ene dag til den anden. Den ene part i den danske trepartsaftale, FN’s Flygtningshøjkommisariat, har oven i købet siden betegnet forsøget på at integrere Afghanistans millioner af hjemvendende flygtninge som sin største fiasko nogen sinde, fordi den forventede »makro-økonomiske udvikling« udeblev. Så det er, hvad der venter de tvangshjemsendte, et usselt liv som ikke-borgere i en teltlejr i Kabuls udkant.

Den uvidende middelklase

I dagbladet Politiken opfordrer lederen af Afghanistans Menneskerettighedskommision, Sima Samar, den danske regering til at sende de afviste asylansøgere tilbage. Først skal vi dog give dem erfaring med minedrift. Den høflige journalist undlader at gøre opmærksom på, at Tingbæk Kalkmine lukkede i 1936, men måske har han Grønland i tankerne, da han vælger ikke at bremse den velmenende menneskerettighedsforkæmper i hendes uvidenhed.

Ved Sima Samar ikke meget om danske forhold, ved hun omtrent lige så lidt om afghanske. Ufrivilligt er hun et tragisk eksempel på den uoverstigelige kløft, der eksisterer mellem den afghanske befolkning og den Kabul-baserede middelklasse-elite, der er blevet så hjerteskærende afhængig af vores fortsatte militære tilstedeværelse. De vil alle sammen befolkningen det så godt, disse veluddannede mennesker, og de ved så lidt eller slet intet om den. Simi Samar synes at tro, at Afghanistans fremtid ligger i minedrift. Men ved hun ikke, at landets råstofrige undergrund stort set allerede er opkøbt af Kina, der har fået koncessionerne praktisk taget foræret af inkompetente og korrupte embedsmænd? Kina har ikke tænkt sig at begynde arbejdet de første mange år, og når de gør, vil det være efter samme mønster som i Afrika. De vil importere deres egen kinesiske arbejdskraft, og de lokale vil stå med tomme hænder.

En magtesløs generation

Den eneste sektor i Afghanistan, hvor der er nogen nævneværdig vækst, er indenfor vagtværn og sikkerhed. Antallet af unge mænd med geværer bare vokser og vokser. Så måske er det militærtræning, de afviste asylansøgere i Danmark har brug for, før de tvangshjemsendes?

I sin indsigtsfulde bog om Afghanistan, Afghanistan. A cultural and Political History, skriver den amerikanske historiker Thomas Barfield håbefuldt om den nye generation, der vil skubbe den korrupte Karzai-regering til side og også sige nej til Talibans fundamentalisme. Men generationen fik aldrig chancen. Den blev svigtet, frem for alt af os. Det er en forrådt generation, der nu rejser tusinder af kilometer for at banke på vores dør, og i et nøgternt øjeblik medgiver Simi Samar det da også. »De har ingenting,« siger hun. »Når de kommer tilbage til Afghanistan, har de ingenting.«

Først håb, så svigt

Det er ikke de allerfattigste, der flygter fra Afghanistan. De fattige har for travlt med at overleve. Det er heller ikke sikkert, alle flygtninge er forfulgte eller vil være det, hvis de bliver sendt tilbage. Men nogle vil, og i et land, hvor den vilkårlige vold hersker, kan ingen forudsige hvem.

Vi gav først afghanerne håb. Så vendte vi ryggen til dem. Vi ville opbygge deres land, sagde vi. I stedet gav vi dem tusind gode grunde til at skyde på os, og de, der ikke tror, at fremtiden vokser ud af geværløbet, er blevet hjemløse i deres eget land.

Når de banker på vores dør, er det dette vidnesbyrd, flygtningene fra Afghanistan bringer. Vi skylder både dem og sandheden om vores fejlslagne indsats at åbne døren.

 

Du kan protestere mod udvisningerne på hererplads.wordpress.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Pia Qu
  • Rasmus Knus
  • Kasper Hviid
  • Jens Frederiksen
  • Mandatar Torben Wilken
  • Dennis G. M. Jensen
  • Jakob E
  • Niels Mosbak
  • Henrik Darlie
  • Henning Pedersen
  • Per Torbensen
  • Jakob Silberbrandt
  • Simon Olmo Larsen
  • Jan Weis
  • Anna Holmgaard
  • Steen Sohn
lars abildgaard, Pia Qu, Rasmus Knus, Kasper Hviid, Jens Frederiksen, Mandatar Torben Wilken, Dennis G. M. Jensen, Jakob E, Niels Mosbak, Henrik Darlie, Henning Pedersen, Per Torbensen, Jakob Silberbrandt, Simon Olmo Larsen, Jan Weis, Anna Holmgaard og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det skal blive interessant at læse Carsten Jensens beretninger fra krigen i Afghanistan.

"Talibans våroffensiv er i gang. Siktet synes så være innstilt på Karzai-regimets regjeringsstyrker og politi i de områdene hvor USA og Nato har trukket sine okkupasjonsstyrker tilbake, fra utpostene til garnisoner i større byer og hvor sikkerheten er overlatt til regjeringsstyrkene.

Som det framgår av rapportene, dreier det seg i flere tilfeller om aksjoner hvor soldater og politi står i ledtog med Taliban. Det retter nok en gang skytset mot regjeringsstyrkenes lojalitet og trening som er hovedstolpen i USAs og Natos tilbaketrekkingsstrategi i løpet av 2014."

http://www.klassekampen.no/61442/article/item/null/talibans-mal-nummer-n

Simon Olmo Larsen

"De vil alle sammen befolkningen det så godt, disse veluddannede mennesker, og de ved så lidt eller slet intet om den."

Den veluddannedes byrde!

Lars R. Hansen

Jensens konspirationsteori - at de asylansøgere fra Irak og Afghanistan, der ikke har opnået asyl i Danmark kan henføre deres afslag til regeringens ønske om at skjule "den store løgn om Danmarks militære rolle" - er kostelig læsning.

Forfatteren Carsten Jensen er ubetinget værd at læse og lytte til - også hvis man skulle være noget uenig i det, han siger.

Artiklen burde også have sammenlignet med Afghanistan, som det var dengang, da Taleban sad 100% på magten - dengang var der "fred og ro", men vel at mærke på Taleban's betingelser - d v s blandt andet absolut og konsekvent kvindeundertrykkelse , religiøse domstole og afstraffelser , blodhævn, slægts-/ klanfejder, absolut "præstevælde" o s v.

I dag prøver Taleban at genskabe de ovennævnte "gode gamle fredelige forhold" fra dengang Taleban sad 100% på magten - det er i min optik et fremskridt, at der er modstand mod Taleban i en sådan grad, at Taleban er nødt til at bruge terror, i sit forsøg på at få magten tilbage.

Hvis vesten flytter alle de veluddannede , politisk oplyste o s v mennesker ud af Afghanistan, så er der ingen tilbage til at kæmpe for menneskerettigheder, ligestilling, modernisering , personlig frihed o s v - og dermed forærer vi Taleban magten. Vejen frem er fortsat støtte til udvikling af et bedre Afghanistan og rundhåndet støtte til de fremskridtsvenlige afghaneres virke i deres eget land.

Lars R. Hansen

Det kunne også være interessant - at høre Jensens teori om det forhold, at tusindevis af irakere og afghanere faktisk har opnået dansk asyl over samme periode - hvordan hænger det sammen med Jensens konspirationsteori.

Knoll,

der var ikke fred i Afghanistan under talibantiden - og forholdene for befolkningen blev betydeligt bedre efter det internationale samfunds intervention, som dog ikke har kunne formå at løse alle afghanernes samspilsproblemer og fattigdom - overvejende afstedkommet af deres præarkaiske sociale- og kulturelle samfundsstrukturer.

Gruner-Olesen,

så har 'man' ikke fået sin vilje - eftersom tilstrømningen, herunder den ikke-vestlige, aldrig har været større end over det sidste årti - og den udvikling synes at fortsætte i indeværende årti.

Lars R. Hansen

Jeg er også et af de klamme kældermennesker, som "halalhippien" og "godhedsapostlen" Carsten Jensen har skrevet om.
Nu er han også begyndt med konspirationsteorier, hvis han bare selv ville betale frugten af hans "godhed", - kontanthjælp, boligsikring og sygesikring, men næh......., han vil gerne bestemme hvordan andre menneskers skatteindbetalinger skal anvendes, og hvis vi er nogle, der er uenige med ham, er vi "klamme kældermennesker".

Mon Dieu - jeg tror snart, jeg udvandrer fra dette land med så intolerant en asyllovgivning.

"Det er også mere sandsynligt, at de deporterede flygtninge vil få brug for at kunne betjene et gevær, når de genser deres hjemland" står der.
Nu har jeg lige siddet og set utallige vidoer og artikler igennem på engelsk om brug af børn og civile til selvmordsbombning, - samt om starten af den store offensiv indledt af Taliban i sidste uge; jeg frygter vi sender folk hjem til at blive bombeføde!

ellen nielsen

Carsten Jensen skriver bl.a.:
"Det er ikke de allerfattigste, der flygter fra Afghanistan. De fattige har for travlt med at overleve...."
--------------------------------------------
Jensen synes så tilsyneladende,
at det er disse mennesker, som skal føre landet videre,
mens unge, stærke, ikke personlig forfulgte mænd
skal tildeles flygtningestatus i DK eller Vesten.

Jeg ved ikke om man må linke til youtube i kommentarerne her, men nu gør jeg det, fordi jeg synes det er vigtigt at vide at de enlige kvinder og forældreløse børn der står foran tvangsudvisningerne nu, ikke har så mange muligheder og nogle af de "muligheder" børn får, bliver presset til, er at blive bombeføde..

En fransk dokumentar med engelske tekster fra sidste år, - og det er ikke bedre nu end det var dengang, der er tonsvis af information tilgængelig, for de der vil vide mere:
http://www.youtube.com/watch?v=V_lGqnXfXXY

Efter at have spændt i dagevis på en rapport mere, så glæder jeg mig til at høre Carsten Jensen til demonstrationen i dag!