Hvad skal den hedde?

Vi har alle de grimme sjofle ord, og så har vi en masse kropsløse ord som tissekone og vagina. Det er et problem for manden, det bliver et problem for kvinden, og det er nedværdigende for alle. Det siger Thomas Blachman i sit nye program ’Blachman’ på DR 2.

Men har han ret? Moderne Tider har spurgt en række kvinder og mænd, hvad de kalder det kvindelige køn; når de taler med deres venner, veninder og kærester; det bedste ord og det værste ord.

Langt de fleste har svaret ’nej tak’ til overhovedet at være med. Ressourcestærke, kendte og respekterede folk vil ikke deltage. Mange svarede dog, at de ville glæde sig til at læse de andres svar. Her følger svarene fra fem mænd og fem kvinder.

Anne Marie Helger, skuespiller, født 1946

Ord for kvindes køn: Lysthuset

Jeg synes, det er svært at sætte ord på alting. Når der er ting, der virkelig betyder noget for én, så opdager man, at sproget er fattigt. At når man virkelig er i sorg, kan man ikke rigtig udtrykke det, og når man er glad eller forelsket, kan man heller ikke. Og sådan er det også med noget, som er så privat, som det nøgne menneske er blevet for det moderne menneske.

Jeg tror ikke, der mangler flere ord på den nøgne kvinde end på den nøgne mand. Og jeg tror ikke, der mangler flere ord på manden, end på så meget andet, for eksempel døden.

Når det er sagt, så lyder Blachmans program som endnu en chauvinistisk idé, hvor man bruger dét, at det skulle være svært at tale om som en dårlig undskyldning for at bringe nøgne kvinder ind på sendefladen. Det er søremetudeme sølle. Jeg bliver pikeret over det. Også kusseteret for den sags skyld.

Det er dårlig smag, primitivt, low brain, ad, siger jeg bare. Hvis det var sket, da jeg var ung, så havde vi fået lukket den udsendelse. Vi var troppet op 100 nøgne kvinder og havde lavet en aktion, det havde vi da ikke fundet os i.

Jeg kalder det kvindelige kønsorgan for det kvindelige kønsorgan. Og det mandlige kønsorgan for det mandlige kønsorgan. Ellers kalder jeg det vagina og kusse. Forplantningsorganet kan jeg også sige. Jeg kender ikke nogle grimme ord om mit og andre kvinders kønsorgan, men rapperne i dag kalder kvinder ho og so og har sikkert også nogle ord for kusse, vagina og lysthus. Jeg hører til dem, der synes, det er interessant, det støder mig ikke.

Lysthus hørte jeg første gang, da jeg havde fået fjernet min livmor, og jeg gik på gangene på Hvidovre Hospital, hvor der var nogle mænd, der råbte: »Hej Helger, nå, har du fået fjernet hele lysthuset? Så er der kun mindelunden tilbage.« Det var meget sjovt.

Jeg synes ikke, at kusse er grimt, det er da meget sødt. Tissekone er lidt underligt, for man bruger den jo også til mange andre ting.

Min bedste veninde er Peter Larsen, vi taler om alt; om lyst og nød og orgasmer og behov. Der er intet, vi ikke taler om. Der er ikke forskel på, hvad jeg siger til mænd og til kvinder. Jeg laver ikke om på mit sprog, det kunne jeg aldrig drømme om, selv om jeg godt kan tage nogle små hensyn over for mennesker, jeg ikke er så fortrolig med.

Jeg har drengebørnebørn, og de ser på mig, og jeg ser på dem. »Du har ikke så mange hår på din tissekone, mormor,« kan de finde på at sige. Eller: »Mormor, vil du se, hvor stiv min tissemand kan blive?« De er meget åbne omkring det.

Selv er jeg født i et meget dannet og kultiveret hjem, hvor jeg aldrig så min far og mor nøgne, og hvor man var privat med sin nøgenhed og sin seksualitet. Samtidig var jeg ung i 60’erne, hvor vi gik nøgne rundt med hinanden. Jeg ligger stadig topløs på stranden, men jeg har aldrig været særligt ekshibitionistisk privat.

Jeg tror ikke, at mine bedsteforældre var bedre til at tale om det. De var jo så generte. Min mormor var indremissionsk, og min farmor var så fin, men når de endelig sagde noget, så talte de smukkere, de var så velformulerede og havde så mange smukke ord. Min mor og far holdt meget af hinanden, de var så forelskede og var jomfruer, da de var sammen første gang.

Min mor var meget åbenhjertig og kaldte tingene, så godt hun nu kunne med de navne, hun havde. Min far var genert. Jeg synes ikke, vi er dårlige til at tale om det i dag. Men vi er dårlige til at passe ordentligt på hinanden.

Emil ’Orgi-E’ Simonsen, rapper, født 1979

Ord for kvindes køn: Fisse

Jeg synes egentlig hverken, kvinder er svære at tale om eller med. På den måde er der ikke så stor forskel på, hvordan jeg rapper, og hvordan jeg taler. Når emnet falder på kvinder og kvindekroppe, er jeg ret frigjort, og der skal meget til for at gøre mig forlegen.

Jeg ved ikke, om mænd generelt har svært ved at tale om kvindekroppen, men jeg tror hurtigt, at det bliver firkantet og knap så nuanceret og poetisk, som kvindekroppen egentlig fortjener.

Kvindekroppe er jo meget mere spændende og forskellige end mandekroppe, hvor det hele er firkantet. Så kan der være en stor pik eller en lille pik, en grim pik eller én, der stritter lige ud i luften. Kvinders kønsdele kan derimod være voldsomt nuancerede, og så kan man gå videre derfra til resten af kroppen, som også kan være nuanceret og erotisk på mange forskellige måder. I mit univers er det i hvert fald ikke sådan, at der bare er én type kvindekrop, der er den ideelle.

Jeg synes, det bedste ord for en kvindes køn er fisse. Jeg kan godt lide ordet ’fisse’. Det er bedre end kusse. Jeg er jo vild med Jørgen Leths digt om kussen, men jeg synes også hurtigt, at det bliver en gammel mand, der taler om gamle kvinder. Så jeg synes, ’fisse’ er meget bedre.

Det værste ord, jeg kender er ’sædcontainer’. Det er virkelig grimt. Det mest pladderromantiske må være blomst eller orkidé. Når jeg ser en orkidé, tænker jeg altid, at den er smuk som en kvindes kønsdele’.

Nina Pfenning, lærer og en af de tavse nøgne kvinder i ’Blachman’, født 1968.

Ord for kvindes køn: Mis

Jeg har det naturligt med at tale om kvindens køn. Når jeg omtaler mig selv, kalder jeg den min mis, når jeg omtaler den generelt, så siger jeg nok tissekone. Det værste ord er kusse. Det trigger mig fuldstændig, og når jeg hører det, opfatter jeg det som nedladende og lidt sjofelt. Det mest romantiske udtryk er joni.

Der er forskel på, hvordan jeg taler med mænd og kvinder – med kvinder taler vi om, hvordan vi oplever sex med en mand, om menstruation, om forskellige varianter af orgasmer. Det er personligt, fra kvinde til kvinde.

Med en mand vil det ofte være, fordi jeg er i en seksuel relation med ham. Jeg ville ikke tale med en mand om det, hvis ikke der var en seksuel forbindelse mellem os. Det ville være grænseoverskridende og der ville komme et andet spil ind i det, som jeg ikke ville bryde mig om.

Min ene datter er 17, og når jeg prøver at give hende nogle overordnede ting med på vejen, siger hun meget skarpt fra, og det må jeg jo respektere. Men jeg har prøvet at fortælle hende, at hun skal være stolt af at være kvinde, at hun må love mig aldrig at gøre noget, hun ikke har lyst til, og at det er hende, der har ejerskab for det seksuelle. Og så skal hun sørge for at nyde det.

Jeg kunne tale om alt med min mormor og farmor, men i forhold til mine egne forældre var der et tabu. Det er, som om man springer en generation over, og at man taler om det i de rum, der føles frie. Jeg ser også min egen datter tale med sin mormor om det.

Jeg synes, vi befinder os i et skisma med den unge generation: Enten ser vi, at de knalder på kryds og tværs i Paradise Hotel, eller så er de enormt puritanske og forbeholder sig retten til at være utrolig private.

Torben Steno, tv-tilrettelægger af ’Blachman’, født 1959

Ord for det kvindelige køn: Skød

Det sværeste for mig er at finde et udtryk, der hverken er vulgært eller gynækologisk, så jeg kalder det ofte bare ’kvindens køn’. Det værste ord, jeg kender, må være kusse. Jeg ved ikke, hvad det mest poetiske og romantiske er, jeg håber snart, det kommer, men ellers ’skød’.

Hvis jeg taler med kvinder om det, vil jeg nok sige ’skød’, men det kommer an på sammenhængen. Der er jo ingen standardudtryk, men det sjove er at finde det rigtige udtryk til den rigtige sammenhæng, så det måske kan blive lidt sjovt eller naturligt at tale om.

Til mine børn omtaler jeg det kun klinisk. Jeg håber, den næste generation kan blive bedre til at tale om det. Jeg har meget at lære. Jeg famler uafladeligt.

Ursula Andkjær, forfatter, født 1970

Ord for kvindes køn: Kusse eller pussi

Jeg synes ikke selv, det er sværere at tale om kvindens køn, end det skal være. Hvorfor skulle det være let? Er det særlig godt med noget let? Er det fordi, man skal kunne ordne det i en fart? Det er al ære værd at søge en vej imellem porno og puritanisme, og hvis det er poesi, der efterlyses, så gør poesi jo netop meget ofte det, at den siger noget, som ellers er svært at sige.

Så spørgsmålet om, hvorvidt det er tabu at tale om kvinders køn, rammer ikke så præcist, synes jeg. Det at noget føles uudsigeligt, eller at man oplever en rest af noget, som hele tiden står og kalder på at blive italesat, er ikke det samme som, at det er tabu.

Hvis det er det pikløse, der er sagen, så må man jo sige: Pikken skal, ligesom profeten – og kussen – kunne tåle hån, spot og latterliggørelse. Kunne det ikke ligefrem hærde den? Jeg har ikke set Blachmans program endnu, men jeg finder det ikke forargeligt.

Selv kalder jeg almindeligvis kvindens køn for ’kussen’. Men det kommer også an på sammenhængen. Jeg kan især godt lide at skrive kusse. Og pussi, en dansk version af det engelske. Faktisk kan jeg helt sikkert bedre lide at skrive om kussen end at tale om den – undtagen lige i aktion, selvfølgelig.

Det er ikke så overraskende, for sådan har jeg det med mange ting: Jeg har det hele i tastaturet. Jeg har for nylig skrevet en lille tekst om kussen som ’det navnløse’ – og om det at putte mænd op i det navnløse som den ultimative magtudøvelse.

Jeg tror, det værste ord for kvindens køn, jeg kender, er ’fjams’. Det er fandeme grimt. Romantiske og poetiske ord er der mange af, synes jeg. Men for tiden kan jeg godt lide ’midten’. Når jeg taler med mine venner og veninder om kvindens køn, er ’kusse’ det ord, der ligger mest ligefor. Men det er sjældent, at vi taler sådan snævert om kussen. Vi taler relativt tit om seksualitet, også om kvinders, hvor man i højere grad kan tale om en sprogmangel, tror jeg.

Det er interessant, at straks der opstår noget porno, som mange kvinder køber, så kalder man det for ’husmor-porno’. Det siger vildt meget – at der er en høj grad af skam forbundet med at italesætte kvinders seksualitet. Mere end i forbindelse med at beskrive kvinders krop. Men det er jo op til kvinder at gøre noget ved det.

Jeg er ikke kommet så langt med at tale med min søn om det endnu, men jeg har da fortalt ham om den åbning, han selv er kommet ud af, og jeg har fortalt ham, at hans fars tissemand kan komme derind.

Peter ’Snebolden’ Falktoft, Radiovært, født 1985

Ord for kønnet: Helst ikke

Jeg synes, det er sindssygt svært at tale om kvindekønnet. Jeg kan jo ikke bruge de gængse ord, som unge mennesker bruger, uden at begynde at grine. Jeg bliver virkelig infantil og blufærdig. Jeg kan godt tale om det, når vi sidder 2-3 drenge på en skitur og skal høre om hinandens seksuelle erfaringer. Men hvis jeg sådan skal sidde og være seriøs og saglig om det, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Det er utroligt grænseoverskridende for mig, men jeg tror absolut ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan, og jeg håber egentlig ikke, at den næste generation bliver bedre til det. For der er sgu da noget sjovt og charmerende ved, at man i en alder af 27 kan sidde og fnise af ét enkelt ord.

Hvad jeg vil kalde kvinders køn, afhænger af sammenhængen. I venners lag vil jeg nok bare sige fisse. Alene det at skulle sidde og sige det i telefonen her, er noget af det mest forfærdelige, jeg nogensinde har været med til.

Men der er mange ord, og det eneste, jeg aldrig vil bruge er ’tissekone’. Sammensætningen af ’tis’ og ’kone’. Det ødelægger det hele for mig. Det er sgu for usexet og for nedværdigende. Jeg synes derimod nok, at det mest romantiske er slet ikke at sige det. Jeg ved godt, at jeg nok er ovre i de mørkere afkroge af islam her, men sådan har jeg det virkelig.

Jeg synes ikke, det er særlig gentlemanagtigt at tale højt om den slags, medmindre man er praktiserende gynækolog, og når jeg en dag får børn og skal tale med dem om det, så bliver det så politisk korrekt, at det vil kunne vises på en tv-kanal i midtvesten i USA. Jeg bliver i hvert fald ikke én af de forældre, der har et meget frit forhold til sex.

Selv har jeg altid haft ondt af dem, der ikke bare har fået det nødvendige med, men som har fået hele pakken af deres forældre. Det er jo virkelig at ødelægge det for børnene, for det første møde med pornoen, vil jo ikke være spændende, hvis deres far har plapret løs som en erotisk novelle hele deres barndom.

Caroline Due, medredaktør af ’Kvinde Kend din Krop’, født 1988

Ord for kvindes køn: Kusse

Jeg er vokset op i en familie, hvor det ikke har været noget, man har skammet sig over. Jeg har talt meget om sex og køn med mine forældre og min lillebror. Det har været helt fint at tale om ved middagsbordet. Men jeg tror da helt sikkert, at der er en tendens til, at folk har svært ved at tale om det i dag. Både piger og drenge.

Jeg tror dog, at mænd har den fordel, at de altid har haft ord som ’pik’ eller ’tissemand’, som ingen får røde kinder af at sige. Det har kvinder ikke haft på samme måde, og jeg tror da også, at det er sværere for kvinder end for mænd at tale om kvindekønnet, netop fordi mange kvinder ikke har et ord for deres eget kønsorgan. Selv siger jeg kusse, men det er faktisk ret nyt for mig. Indtil for et par år siden kaldte jeg den fisse.

Jeg tror, at da jeg var yngre, forbandt jeg ’kusse’ med et rødstrømpeord, men efterhånden blev jeg klar over, at det var en mulighed og følte mig mere og mere tryg ved det ord. Jeg forbinder også ’fissen’ med noget, man har sex med, hvor ’kussen’ også kan alt muligt andet. Den kan for eksempel også bare cykle lidt. Den behøver ikke nødvendigvis have sex.

Jeg synes, det er svært at komme i tanke om virkelig slemme udtryk, men måske ’filet’, fordi det lyder som noget med fisk. Blachman vil nok ikke synes, at ordet kusse er særligt poetisk eller romantisk. For mig er det mest romantiske, for det får mig virkelig til at føle mig som en kvinde.

Hvis min kæreste for eksempel taler om min kusse, så føler jeg mig som en ung, voksen kvinde, og på den måde bliver det et meget sexet og poetisk ord.

Kenneth Reinicke, mandeforsker, født 1966

Ord for det kvindelige køn: Kusse

Jeg kalder det ’kusse’ alt afhængig af, hvem jeg taler med. Der er noget flot og stærkt over det ord. Der er mere værdighed og styrke i ordet kusse end for eksempel ’fisse’. Det værste ord, synes jeg, er ’fjams’ – jeg ved det ikke, det virker bare så nedladende.

Men for mig er det mest interessante i denne her debat, hvor usynligt og beskyttet mandekønnet stadig er. Selv om du ser en stigende æstetisering af mandekroppen, så er det stadig vand ved siden af den konstante eksponering, der foregår af kvindekroppen. Det er stadig kulturelt utænkeligt, at du ville have to kvindelige studieværter siddende og dvæle ved den mandlige krop.

Kussen er jo meget mere fremvist end det mandlige kønsorgan. Hvis du køber et Se og Hør, vil du se kvinden helt afklædt og manden, der står i boksershorts. Og de siger det jo selv på Se og Hør: Det er fordi mandens kønsorgan er grimt. Men i virkeligheden tror jeg, det handler om, hvor socialt grænseoverskridende mandekønnet er. Det gælder både for sociale problemer, men det gælder også for kønslivet. Du ser jo heller aldrig en erigeret pik i andet end pornofilm.

Til gengæld er mænd på ingen måder underlagt det blik, som kvinder bliver ramt af. Det er lidt svært ikke at synes, at Blachmans setup bare er pisse kønskonservativt, når der sidder to midaldrende mænd med topmave og betragter nøgne kvinder.

Det havde været sjovere, hvis Blachman selv havde været nøgen. Tænk, hvor sårbart og stærkt det ville være. Nu sidder han jo bare beskyttet bag den traditionelle mandeuniform og kommenterer den afklædte kvinde. Det synes jeg virker lidt svagt.«

Joan Ørting, sexolog, født 1960

Ord for kvindes køn: Kusse, men kan bedst lide mis

Hvor manden har ordet pik, siger vi mest ’den’. For eksempel bruger man ordet skamlæber og skamben, det er et skamfuldt område og også usynligt for os selv, fordi det er et indre. Jeg har da også først set på mig selv på et sent tidspunkt, jeg tror, det var i forbindelse med noget kløe, for at se, hvad det var.

Dengang havde vi også hår på den, så var den endnu vanskeligere at se, hvor drengene jo godt ved, de har en tissemand – han ser den hele tiden, han holder om den, han falder i søvn med den i hånden. Vi ved nærmest ikke, at vi har et hul, når vi er børn. Det hedder jo bare tissekonen, et sted, hvor der kommer tis ud. Det er egentlig mærkeligt, at mødre ikke viser deres børn, hvordan de ser ud.

Jeg bruger mange forskellige ord. Når jeg er ude og undervise på gymnasier for eksempel, bliver vi enige om, om vi skal kalde den kusse, fisse, joni, mis. Personligt kalder jeg den, ja, hvad kalder jeg den? Jeg tror faktisk, jeg kalder den kusse. Eller fisse. Mis er det fedeste, det er det mest romantiske ord. Eller min blomst.

Når jeg taler med mænd, siger jeg fisse eller kusse, men når jeg siger fisse til en kvinde, så kan det lyde så forkert i en moden kvindes ører. Det støder kvinder meget mere end mænd, mænd har et meget mere naturligt forhold til det ord, og de er også bange for at sige det forkerte, fordi de er bange for at støde kvinden.

Min mormor har aldrig vidst, hvad hun havde dernede. Men så er vi heller ikke kommet længere, for der er mange unge piger i dag, der heller ikke ved det. Det var let for os 70’erbørn. Vi eksperimenterede, der var drenge og piger, sugemærker på halsen og kæleri.

Der var ikke noget, man skulle, ikke noget med, at nu skulle man have klitorisorgasme, for den var knapt fundet på det tidspunkt. Vi italesatte det ikke, det kom først i 80’erne, hvor onanisnakken og sexlegetøjet kom, hvor man viste sin kæreste, hvordan man onanerede, og det var her, vi begyndte at mangle et sprog. Det gjorde vi ikke i 70’erne, da følte vi os frem, vi var frie og erotiske og dansede rundt.

Jeg håber så meget, at næste generation bliver bedre til det, for vi keder os seksuelt, både mænd og kvinder. I dag er hele målet med sex udløsningen, og så bliver sex kedeligt. Så er man hele tiden målrettet, så er man ikke i nuet, så handler det ikke om ekstase, men kun om sex. Lad os være 15 år igen og gøre det hele igen, lad os gå tilbage til tungekysset.

Adam Holm, studievært, født 1969

Ord for det kvindelige køn: Fisse

Jeg har ingen kvaler ved at bruge ordet fisse. Jeg elsker fisse og har aldrig kunne forstå, hvorfor man skal lægge sig selv i sproglig benlås, når man skal tale om det, der er så naturligt og som alle heteroseksuelle mænd ønsker at forføre, og som jeg i øvrigt selv er ærgerlig over ikke at have fået her til morgen.

Jeg synes, det er altmodisch at tabuisere ordet. Vi taler frit om alt andet ved kroppen end vores kønsorganer, netop dét, som definerer vores biologiske identitet. Det er absurd. Der er selvfølgelig sammenhænge, hvor det kan være mere eller mindre prekært at tale om det

– sammen med sine forældre for eksempel – men hvis det ellers er i en relevant sammenhæng, kunne jeg ikke drømme om at kalde det vagina, eller endnu værre, tissekone. Personligt kalder jeg det bare fisse eller til nød kusse.

Jeg respekterer naturligvis, at andre har en anden grænse og vil i et vist omfang versionere mine udtryk, men hvor jeg kan komme af sted med det, siger jeg fisse. Det finder jeg hverken vulgært eller amoralsk, bare simpel biologi.

Jeg har ikke nogen tyngende ideologisk holdning til, om man skal kalde det fisse eller kusse – jeg har læst, at Jørgen Leth mener, at kusse er et politisk ladet udtryk fra kvindesagskampens gyldne æra, hvorimod fisse skulle gælde for at være den liderlige mands sproglige reservat. Jeg bekender kulør. Fisse er ikke noget smukt klingende ord, men jeg associerer det med noget rart og livgivende og står derfor fast på ’fisse’. Det formentlig grimmeste ord er ’fjappe’. Hvem bliver lysten af ordet ’fjappe’?

Jeg mener principielt, at man skal kunne anvende et direkte og gerne bastant sprog, uanset om talen falder på politisk dårskab, religiøst vanvid eller sex. Kald det bare påtaget idealistisk, men hver gang man bruger ordet fisse, er det i min ordbog en markering af, at man som kultur er sluppet fri af victorianismens hængedynd og den seksualmoral, den udtrykte.

Bekymringen for, hvordan man taler om de her ting, er jo helt førmoderne – nærmest bibelsk. Hvis man på et så fremskredent tidspunkt i vores civilisationshistorie ikke kan sige ordet fisse, både privat og offentligt, lægger man sig fladt på maven for en åndsforstokket moral.

Ordet fisse, brugt kvit og frit blandt den altid kønsforskrækkede kreative klasse, er en lille kulturel overvindelse. Det er ikke sådan, at jeg render rundt på gade og stræder og råber fisse, men jeg vil bare ikke afholde mig fra at bruge ordet, hvor det er relevant.