Baggrund
Læsetid: 15 min.

Kampen om Thatcher

Da Margaret Thatcher døde mandag, forlod hun en verden, hun havde sat et enormt aftryk på. Hun genopfandt den økonomiske liberalisme og smadrede socialdemokratismen, som vi kender den. Privatisering, krig mod fagforeninger og moralsk oprustning var metoden. Et frit selvregulerende marked var målet. For sine tilhængere blev hun blev den idealistiske kapitalismes frontfigur og politiske forløser. For venstrefløjen blev hun et ikon på det mest brutale og populistiske ved højrefløjen. Her er tre erindringer om Thatcher fra Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, USA’s forhenværende udenrigsminister, James Baker, og den engelske forfatter Ian McEwan
Moderne Tider
13. april 2013
Selv om Margaret Thatcher endte med et blive tvunget væk af sine egne, vedblev hun at være en populær skikkelse i partiet. Maleri af Richard Stone

Selv om Margaret Thatcher endte med et blive tvunget væk af sine egne, vedblev hun at være en populær skikkelse i partiet. Maleri af Richard Stone

Sadomonetaristen, der spankede en hel nation
Af: Ian McEwan, forfatter, Storbritannien

»Maggie! Maggie! Maggie! Forsvind! Forsvind! Forsvind!« Venstrefløjens gentagne krav er omsider gået i opfyldelse, fuldt og definitivt. Under utallige demonstrationer udtrykte 1980’ernes gamle kampråb en besynderlig ambivalens: På den ene side var der fornavnets intimitet. På den anden var der vores rasende afvisning af alt, hvad hun stod for. Maggie Thatcher – de to knivskarpe trokæer stødte hårdt imod den blidere jambiske puls fra efterkrigstidens britiske velfærdsstat. For alle af os, der var forfærdede over hendes alt for kontante væmmelse ved den tids hyggelige statsbeskyttede verden, var det aldrig helt nok bare at hade hende. Nej, vi elskede at hade hende. Fordi hun tvang os til at beslutte, hvad der var virkelig vigtigt.

Set i bakspejlet var der ofte en afsmag af ureflekteret sexisme i de års Thatcher-fjendtlige udfald. Feministerne slog hånden af hende ved at insistere på, at nok var hun kvinde, men en medsøster var hun aldeles ikke. Men det, som bandt al modstanden mod Margaret Thatchers program sammen, var en vedvarende mistro til, at købmandsdatter havde sat sig hovedet, alle menneskelige værdier skulles sættes på pengeformel. Vi var overbeviste om, at hun ikke havde noget hjerte og var fuldkommen uden forståelse for de impulser, der binder individer sammen i et samfund. Hun sagde det jo selv: »There is no such thing as society.«

Forandringens pris

Men hvis nutidens læsere tager på en tidsrejse tilbage til slutningen af 70’erne, ville de utvivlsomt blive grebet af irritation over en lang række småting: F.eks. var morgendagens tv-programoversigt en statshemmelighed, der ikke måtte deles med dagens aviser. Den særlige tilladelse til at offentliggøre tilkom alene det statslige BBC’s egen Radio Times, der solgte syv millioner eksemplarer om ugen, hvilket ikke kan undre. Det var dengang ulovligt selv at montere en forlængerledning på sin telefon. Ville man have udført en sådan tjeneste, måtte man vente seks uger på en tekniker. Der var kun én statsanerkendt telefonsvarer til rådighed. Ens lokale ’elektricitetsnævn’ kunne være et meget uvenligt sted. Thatcher fejede alle disse statslige monopoler til side, da hun gjorde ’privatisering’ til tidens løsen. Dermed forandrede hun den daglige tilværelse for alle til det, vi i dag er blevet vant til at tage for givet.

Prisen for disse forandringer blev en verden, der er både barskere, skarpere, mere konkurrencedygtig, og helt sikkert også mere intenst optaget af pengeværdiernes forlokkelse. Efter finanskrisen og kreditklemmen slikker vi måske nok vores sår, når vi skal gøre status over tabene og gevinsterne siden afreguleringen af Londons City i 1986. Men om vi nogensinde kommer til at rulle hendes virkningshistorie tilbage, er nok tvivlsomt.

Litterær opblomstring

Det er pudsigt at tænke sig, at i Thatchers epoke fik den britiske roman en forholdsvis livlig opblomstring. Regeringer kan sjældent gøre krav på at have stimuleret kunsten, men Thatcher, der altid selv var såre utålmodig over for ’livsundersøgelser’, var i stand til at drage en hel generation af forfattere imod nye territorier. Romangenren kan fint trives i modgang, og den almindelige forfærdelse over den nye verden, hun viste os, kom til at friste mange forfattere ud i rollen som oppositionelle. Deres holdning var dog ofte i bredeste forstand mere moralsk end politisk. Hun havde den effekt, at hun gennemtvang en dyb selvransagelse af vore egne prioriteter, hvilket undertiden gav sig udslag i en hel vifte af dystopier.

Ærligt talt, så tryllebandt hun os. Jeg husker, at på en international konference i Lissabon sidst i 1980’erne henviste den britiske delegation – det var blandt andre Salman Rushdie, Martin Amis, Malcolm Bradbury og jeg selv – konstant til Margaret Thatcher i vores indlæg. Da vi blev bedt om at rapportere om ’tingenes tilstand’ i vores land, evnede vi næsten ikke at se ud over hende. Til sidst rejst det italienske kontingent, der i vid udstrækning var af eksistentialistisk eller postmoderne observans, sig op i protest imod os. Det resulterede i et herligt svovlende skænderi, der glædede arrangørerne.

Litteratur har ikke noget at gøre med politik, insisterede de italienske forfattere. Hvor er det bredere perspektiv? Læg dog dette kvindemenneske bag jer! De havde en pointe, men hvordan kunne de ane, hvor fascinerende hun var – så magtfuld, så succesrig, så folkekær, så bedrevidende, så irriterende og efter vores mening: så totalt på vildspor. Måske nærede vi mistanke om, at virkeligheden havde formået at skabe en figur, der lå helt uden for vores egen kreative rækkevidde.

Ikke alle forfattere var imod hende. Hofdigteren Philip Larkin besøgte Downing Street, hvor premierministeren tog imod ham ved anerkendende at citere en af hans strofer – »Dit sind lå åbent som en skuffe af knive«. Øjenvidneberetningerne om episoden varierer. Hun fik muligvis lidt forkert fat på den præcise ordlyd. Men citater er jo den varmeste form for ros, og Larkin blev naturligvis rørt.

Vi kan fundere over, hvorvidt det var en rådgiver som tilbød Thatcher et udvalg af gode citerbare strofer, eller om hun selv tog initiativet. Under alle omstændigheder indfanger denne gestus noget centralt ved Thatchers personlighed. For det første havde hun næsten fotografisk hukommelse og vil ikke have haft svært ved hurtigt at memorere et vilkårligt antal linjer. Sidenhen gav Larkin en levende skildring af hendes særlige talent for at udsætte andre, det være sig en politisk modstander eller en kabinetskollega for sit isnende stålblik, så de krympede derved. Her må man også taknemmeligt henvise til Alan Clarks dagbøger, hvor der findes en fin beskrivelse af, hvordan det var at blive indstævnet i Downing Street 10 for at lade sig underkaste netop sådan en undersøgelse.

Et blødgjort minde

Da Christopher Hitchens var politisk reporter for New Statesman, dristede han sig engang til at rette premierministeren på et faktuelt punkt, hvorefter hun øjeblikkeligt irettesatte ham tilbage. Hun havde ret, og han tog fejl. Og for øjnene af sine journalistkolleger måtte han stå skoleret over for hende, så hun kunne daske til ham med sine procedurepapirer. I årenes løb blev den historie genfortalt så mange gange, at den endelige version til sidst blev, at Thatcher havde beordret Hitchens til at bukke sig ned, så hun kunne spanke ham bag i med sine procedurepapirer.

Sandheden er her mindre væsentlig end dens modifikation. For der var altid et erotisk element til stede i Storbritanniens nationale besættelse af Margaret Thatcher. Fra udtrykket ’sado-monetarisme’ over den måde, selv hendes stærke ministre syntes at blive svimle og usikre i hendes nærvær – og så til de konstante negative udfald fra hendes kritikere, enten imod hendes kvindelighed eller mangel på samme, udøvede hun en uimodståelig, iskold magt over (den mandlige del af) nationens masochistiske fantasier.

Meryl Streeps filmskildring af en ynkværdigt sjokkende figur, der var hårdt ramt af fremadskridende demens og isoleret af sin mand Denis’ død, kan have blødgjort vores minde om hende eller endda skabt et helt andet billede af jernladyen i hovedet på en yngre generation. Men den virtuelle statsbegravelse den 17. april vil byde på nye repriser af vores ekstravagante fikseringer. Modstandere og tilhængere af Margaret Thatcher vil aldrig blive enige om værdien af den arv, hun efterlod os, men for så vidt angår hendes historiske betydning og hypnotiske greb om os er de forpligtet til at finde fælles fodslag.

##

Købmandens datter vandt idékampen
Af: James Baker, stabschef i Det Hvide Hus, 1981-85, USA’s finansminister 1985-88, USA’s udenrigsminister 1989-92

Lige fra de mødtes første gang – det var i 1978, altså på et tidspunkt, da ingen af dem endnu var blevet valgt som deres lands leder – genkendte Ronald Reagan en filosofisk åndsfælle i Margaret Thatcher. De havde begge en lidenskabelig tro på den demokratiske liberalisme. De havde begge en instinktiv forståelse for de ødelæggende konsekvenser af kommunisme, socialisme og overdreven statslig regulering. Og de havde begge fremragende talegaver til at udtrykke dette i et enkelt sprog og dermed vinde deres vælgeres tillid. Med den vandt de også magten til at forandre deres nationer – og med tiden – forandre verden.

Da Thatcher tiltrådte som premierminister, var tiden ved at rinde ud for det socialistiske eksperiment, som Storbritannien var slået ind på i efterkrigstiden. Inflationen var i 1979 nået op på 25 procent, de statslige og nationaliserede industrier tabte hver uge millioner af pund, og marginalskatten var oppe på 83 procent. I USA var situationen ikke meget bedre: Både inflationen, arbejdsløsheden og rentesatserne steg, hvilket kastede økonomien ud i stagflation. Der var mismod og undergangsstemning i luften. Eksperter sagde, at nu måtte vi holde op med at tænke mere på vækst for i stedet at begynde at tænke på grænserne for vækst.

Parløbet med Reagan

Men premierminister Thatcher og præsident Reagan delte en optimistisk drøm om, hvad hun senere betegnede som »de grænseløse muligheder, som bygger på frit initiativ, individuel indsats og personlig generøsitet.« Fra 1979 gik hun med beslutsomhed til angreb på den engelske syge. Men da Reagan aflagde sin præsidented 19 måneder senere, havde hendes privatiseringskampagne, skattelettelser og øvrige programmer endnu ikke båret frugt. Ej heller Reagan formåede i første omgang at bryde ud af tidens recession med sine skattenedsættelser – fra 70 til 50 og senere til 28 procent – dereguleringer, fjernelse af handelshindringer og sanering af de offentlige finanser. Alligevel stod de to ledere begge fast på deres kurs og afviste enhver kovending: »U-turn if you want. This lady is not for turning« sagde Thatcher mindeværdigt. »Folk vil gerne yde ofre, hvis de forstår, at disse ofre danner grundlaget for fremtidens velstand,« erklærede hun.

I november 1982 begyndte den amerikanske økonomi da også at vokse igen, og efterhånden genvandt også Storbritannien sin retmæssige plads blandt verdens mest dynamiske økonomier. Samtidig, andre steder, antændte de demonstrative effekter af Thatchers og Reagans revolution, hvad en kommentator betegnede som »en overraskende eksplosion af innovation, økonomisk vækst og politisk frihed«, der verden over har betydet nye muligheder, nye håb og et bedre liv for milliarder af mænd, kvinder og børn.

Fred gennem styrke

Bevæbnet med deres dybe tro på den personlige frihed havde Thatcher og Reagan også modet til at sige sandheden til Sovjetunionen. At det var et »ondskabens imperium«, som Reagan udtrykte det ved en tale i parlamentet i 1982, hvor det vakte Thatchers lykkelige bifald at høre sine egne mangeårige ideer blive gentaget af en amerikansk præsident. Det var i øvrigt russerne, der i 1970’erne første gang kaldte hende for The Iron Lady, og det var bestemt ikke ment som nogen kompliment. Begge ledere indså også klart, hvad kun få andre forstod: At kommunismen i sidste ende ville slå fejl, og at den, som Reagan udtrykte det, var »dømt til at ende på historiens askedynge.«

Men de var også realister. Det atombevæbnede Sovjetunionen var stadig farligt. Da andre lande vægrede sig, tillod Thatcher, at nye og mere effektive amerikanske missiler blev udstationeret på britisk jord, ligesom hun støttede den amerikanske præsidents modstand imod traktater, hvis overholdelse næppe ville kunne verificeres. Men hun erkendte også – og tidligere end vi amerikanere – at Vesten ville kunne ’gøre forretninger’ med Gorbatjov. Sammen fik vi forpligtet russerne til de forhandlinger, der blev begyndelsen på forsoningsprocessen mellem øst og vest.

I 1989 faldt Berlinmuren som en bekræftelse på doktrinen om, at freden betrygges bedst igennem styrke og forsigtigt engagement. Det faldt herefter i den første præsident Bushs lod at sikre, at Sovjetunionen gik til grunde med en klynken, og ikke med et brag. Han undgik dog at triumfere, forsikrede de russiske ledere om, at Vesten ikke havde militære aggressionsplaner og opnåede deres samarbejde under Golfkrigen og ved fredskonferencen i Madrid. I alt dette havde han ikke nogen bedre allieret og ven end Storbritannien. Det ’særlige forhold’ gav Thatcher friheden til at indtage andre holdninger over for tysk genforening, FN’s rolle i Golfkrigen og i andre spørgsmål. Men hun holdt aldrig op med at være vores betroede rådgiver og allierede. Eller vi med at være hendes.

Både nationalt og internationalt vandt Thatcher og hendes amerikanske præsident-allierede ganske enkelt slaget om ideerne. I dag nyder demokrati og frie markeder almindelig anerkendelse (skønt nogle gange modstræbende), mens direkte kollektivisme kun sjældent forsvares. Selv gamle politiske fjender og andre kritikere har indrettet sig komfortabelt i de strukturer, som Thatcher og hendes Yankee-venner fik etableret. Ideer, der engang forekom radikale, er nu dominerende.

Hånligt kaldte Napoleon Storbritannien for »en nation af kræmmere«. Der skulle en britisk købmandsdatter til at bevise, at det, som oprindeligt var tænkt som en fornærmelse, i virkeligheden har været selve nøglen til Storbritanniens storhed. For den samme personlige, økonomiske og politiske frihed, der frembringer en nation af kræmmere, frembringer også almindelig lykke og velstand for kræmmernes nation. Opgaven ved at lede en regerings arbejde, som Margaret Thatcher forstod så vel, går i al sin enkelthed ud på at sikre sikkerheden og friheden for alle dens borgere, således at de selv kan bestyre både deres egne butikker og deres egne liv.

##

En ubøjelig modstander med et stimulerende intellekt
Af: Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste præsident, 1985-1991

Andre kendte Margaret Thatcher bedre end jeg og vil have mere at sige om hendes liv og indsats. Men mine erindringer kan muligvis også have værdi. For de går tilbage til dengang, da hun og jeg indledte et samarbejde på et afgørende tidspunkt i Europas og verdens historie.

Vi holdt altid kontakten ved lige og udvekslede jævnligt breve. Jeg har læst bøger om hende og kender hendes artikler og erindringer. Jeg har også læst hendes bog om statsmandskunst. Og selv om hun her fremsætter mange vurderinger, jeg ikke kan dele, og efter min mening ikke giver Sovjetunionens politik den fortjente fulde kredit for de forandringer, der satte ind i Europa sidste i 1980’erne, må også jeg bifalde den anerkendelse, bogen fik fra politiske ledere, forskere og journalister.

Jeg mødte Margaret Thatcher, før jeg blev generalsekretær. Det var sidst i 1984, da jeg besøgte Storbritannien i spidsen for en sovjetisk parlamentarisk delegation. Vi ankom til London på en søndag og blev budt hjerteligt velkommen af medlemmer af det britiske parlament. Næste dag blev jeg, Alexandr Jakovlev og Leonid Samjatin inviteret til Chequers, den britiske premierministers privatbolig.

Den samtale vi indledte over frokosten, var uden fortilfælde. Den var åben og venlig, samtidig med at vo res ideologiske forskelle straks blev trukket skarpt op. Undertiden i spøg, undertiden i alvor, fremsatte vi lidet flatterende bemærkninger om henholdsvis kapitalisme og kommunisme.

Det stod mig allerede dengang klart, at her var en kvinde med en meget stærk karakter. På et tidspunkt blev vores samtale så anspændt, at nogle af de tilstedeværende mente, at nu kunne den ikke længere fortsætte. Så forsikrede jeg Margaret om, at politbureauet ikke havde givet mig instruks om at få hende til at melde sig ind i Sovjetunionens kommunistiske parti. Hun brød ud i latter, imens jeg skyndte mig at tilføje, at vi respekterede hendes synspunkter, og at jeg håbede, at dette var gensidigt.

Bare fødder og kaminild

Hurtigt indså vi begge, at selv om vi repræsenterede to modsatrettede alliancer og ideologier, kunne vi udmærket indgå i en ægte politisk dialog om de mest kritiske spørgsmål. Vi kunne skændes og være rygende uenige. Men begge havde vi tilsluttet os dialogen. Og alene det havde enorm betydning, for supermagtskonfrontationen havde dengang nået et farligt punkt. På mange områder så vi vidt forskelligt på verden, men behovet for at finde en fælles udvej havde vi begge erkendt.

Hendes berømte bemærkning – »jeg finder Mr. Gorbatjov tiltalende – vi kan gøre forretninger sammen« – skulle blive til stor hjælp for mig. Den lettede kontakten og den gensidige forståelse med Ronald Reagan og ledere fra andre lande.

Efter frokosten på Chequers trak vi os tilbage i et lille værelse for at indlede den officielle samtale. Først tog jeg mine papirer frem, som jeg havde forberedt i Moskva, så åbnede Margaret sin håndtaske og tog sine frem, en ordentlig bunke med hendes noter til samtalen. Så lagde jeg mine papirer væk. Hun gjorde straks det samme. Hun tog sågar skoene af og satte sig godt til rette i sin lænestol. Alt imens buldrede ilden i kaminen. Det var december og bidende koldt. Men indenfor var der varme, og mens vi talte, blev også stemningen mere hjertevarm.

Jeg foldede et diagram ud foran Margaret. Det var opdelt i 1.000 firkanter. Jeg forklarede, at delte man alle atomvåben i USA’s og Sovjetunionen arsenaler op i 1.000 dele, ville selv én af disse have nok ødelæggelseskraft til at forårsage uoprettelige skader på alt liv på Jorden. Hvad var pointen med at fortsætte dette vanvittige kapløb? Hertil svarede hun, at Vesten var tvunget til at reagere på Sovjetunionens atomoprustning, især i lyset af, at vi jo ikke havde opgivet målet om en verdensrevolution.

Jeg indvendte, at det tværtimod var USA, der var slået ind på hele denne ulyksalige udvikling: Amerikanerne opfandt atombomben og brugte den i Japan af politiske grunde – ikke ud fra militære behov. Jeg fortalte, at vi havde kendskab til amerikanske planer fra lige efter Anden Verdenskrig om også at slå til imod Sovjetunionens vitale centre, hvilket kunne have ødelagt vores land. Amerikanerne førte an i dette kapløb, konkluderede jeg. Oven i dette var det efter vores mening Winston Churchills ’jerntæppetale’ i Fulton, som indvarslede Den Kolde Krig.

Margaret forsvarede det vestlige synspunkt og gjorde det med et helhjertet engagement. Sandt at sige var hun ideolog for den opfattelse, at atomvåben var et nødvendig afskrækkelsesmiddel over for Sovjetunionen og holdt fast i den, også efter mit møde med Reagan i Reykjavik og vores underskrivelse af traktaten om at eliminere alle INF-missiler. Hvorom alting er, var det under vores samtale i Chequers, at vi udviklede vores særlige forhold; et forhold, vi ikke blot bevarede, men udbyggede for at bryde de førhen da så nedfrosne relationer mellem vore to lande.

Jeg husker også tydeligt hendes første besøg i Sovjetunionen i foråret 1987. Hun imponerede mig ved sin viden om udviklingen i Rusland, ved sin forståelse af de forandringer, som var undervejs, ved sin evne til at evaluere dem realistisk og sin vilje til at delagtiggøre os andre i, hvordan hun oplevede det, hun kaldte ’min egen perestrojka’. Margaret var altid ivrig efter at tale med almindelige mennesker. Ikke kun i Moskva, men også i Krylatskoije-distriktet. At det sovjetiske folk hilste så varmt på hende og med en så ægte interesse, glædede hende tydeligvis. Jeg følte, at det også gav hende en anden opfattelse af vores land og dets borgere.

Velovervejede vinkler

Uanset vores meningsforskelle blev vi ved med at arbejde tæt og frugtbart sammen for at fremme vigtige processer, det være sig udviklingen i Europa, begrænsning af våbenkapløbet og hvordan man skulle imødegå Iraks aggression i Mellemøsten.

Hun var oprigtigt interesseret i, hvad der skete i vores land. Hun fulgte perestrojka og glasnost nøje med et forbløffende detailkendskab og et oprigtigt ønske om, at vores forandringsproces skulle lykkes, selv om hun selvfølgelig havde sine egne forventninger med hensyn til endemålet.

Både da vi var ved magten og efter mødtes vi flere gange. Lady Thatcher var så afgjort en bemærkelsesværdig person og en stor politisk leder. Selv om vores samtaler kunne være dramatiske og ophidsede, fandt jeg dem også intellektuelt stimulerende og beundrede hendes velovervejede indfaldsvinkel til alle emner, hendes omtanke og hendes evne til stå fast – med stædighed og med overtalelsesevne. Hun havde en sjælden sans for at fordybe sig i forrige århundreds begivenheder, evaluere deres betydning og rækkevidde og analysere de specifikke forhold, som gjorde sig gældende i forskellige lande og regioner.

Hendes erfaring som statsleder og hendes tanker om fremtidsudsigterne for vor foranderlige verden må man påskønne, uanset om man er enig. Jeg satte stor pris på mit politiske og menneskelige forhold til Margaret, især under de mest betydningsfulde år af min tid i politik. For mig var hun ’en person, man kunne lave aftaler med’. Mit samarbejde med Margaret Thatcher rakte langt ud over det rutinemæssige partnerskab.

##

Teksterne er © Rogers Coleridge & White Ltd, The Guardian og Information – Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heksen er død, desværre består forbandelsen, det er kun i eventyr de gode vinder ved heksens død.

Anders Kristensen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Yeah, men at Ding Dong The Witch is Dead fra Troldmanden fra Oz toppede igår på engelske hitlister reddede alligevel dagen!

Dana Hansen, Jesper Frandsen, Morten Rasmussen, Anders Kristensen, Steffen Gliese, Peter Taitto, Dorte Sørensen, Mette Hansen, Niels Mosbak og Lykke Johansen anbefalede denne kommentar
Lykke Johansen

Man skulle tro, at Corydon er hendes barnebarn. Kynismen og manglen på social forståelse er i hvert fald den samme.

Dana Hansen, Anders Kristensen, Steffen Gliese, Henrik Stæhr og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Ja Lykke, det samme er hans indstilling til forhandlinger med fagforeninger, de skal sgu bare sige ja tak, det bliver som han vil alligevel!

Lykke Johansen, Steffen Gliese og Henrik Stæhr anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Af alle venstrefloejens forbandelser, er dog tendensen til at se sig selv som moralsk overlegen den styggeste.

Imponerende kommentar fra Gorbatjov - kan vi ikke faa ham som statsminister?

Jesper Frandsen, Jette Abildgaard, Lykke Johansen og Maria Hansson anbefalede denne kommentar

Af alle højrefløjens forbandelser, er dog tendensen til at se gennem fingre med selv de mest umoralske og ondskabsfulde gerninger den styggeste, det gør man under det man kalder, "den nødvendige politik".

morten Hansen, Holger Madsen, Jesper Frandsen, Mette Hansen, Anders Kristensen, Curt Sørensen, Lykke Johansen, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Niels Mosbak og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

@ Henrik Brøndum

Når nu man er moralsk overlegen i og med at det at være moralsk er at tænke på helheden og ikke sin egen snævre og kortsigtede vinding. Så er det sgu' intet galt i det.

Problemet for højrefløjen er jo blot, at man ikke kan hævde at være moralsk i nogen henseende og derfor laver tudefjæs.

morten Hansen, Dana Hansen, Jesper Frandsen, Jette Abildgaard, Steffen Gliese og Henrik Stæhr anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum

Den moralske overlegenhed viste sig særligt tydeligt hos baronesse Thatchers søn, nu Sir Mark Thatcher, i forbindelse med hans deltagelse i kupforsøget i Ækvatorial Guinea, for hvilket han blev dømt i Syd-Afrika.
Eller baronessens egen støtte til diktatoren Pinochet - virkelig moralsk overlegenhed må man sige - men hverken baronessen eller hendes søn er vist venstreorienterede...

morten Hansen, Olav Bo Hessellund, Karsten Aaen, Dana Hansen, Holger Madsen, Jesper Frandsen, Jette Abildgaard, Lykke Johansen, Malan Helge, Grethe Preisler, Steffen Gliese og Henrik Stæhr anbefalede denne kommentar

Både venstre- og højrefløjens "forbandelser" og forblændelser eksisterer og trives i bedste velgående.
Og ingen af dem udelukker de andre.

Interessant, at den moderate "midte" her synes bedst repræsenteret af den sidste regerende generalsekretær for USSRs Kommunistiske Parti.

Det ville få have forudset, da Maggie tiltrådte.

Troels Jensen

Meget få mennesker kan hævde, at de har ændret historiens gang. Men Margaret Hilda Thatcher, den metodistiske kolonialhandlers datter fra Grantham i Lincolnshire, var en af dem. Kun de, der kan huske de skrækkelige 1970’ere, kan fuldt ud påskønne hendes gigantiske mod og viljestyrke. Gerne ville man være i London på onsdag, så man kunne bøje sit hoved for kortegen, når den passerer på vejen til Saint Paul’s.

Det er et menneskeligt træk at fascineres af folk med magt der har ubøjelige meninger. Der er noget x-faktor over dem der er rich and dangerous.
Men fanatisme og ideologi personificeret i en magtfuld leder( uanset tilhørsforhold) er ikke godt for noget land, hvis denne person ikke udfordres på sine synspunkter og politiske handlinger af sine egne. Thatcher spiste de mere pragmatisk indstillede politikere til morgenmad har jeg hørt.

Det gør mig i dårligt humør men er ikke overrasket over at konsekvenserne af hendes indenrigspolitik ikke bliver beskrevet mere indgående.

morten Hansen, Vivi Rindom, Karsten Aaen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Sjovt så mange der mener at dårlige nyheder forsvinder hvis man skyder budbringeren...

Thatcher var ikke skyld i de fleste af de ting venstrefløjen beskylder hende for. Hun var bare den uheldige der skulle rydde op efter 30+ års mishandling af det Engelske samfund (ikke mindst forårsaget af Labour og fagforeningerne).

Cindie Castillo Nielsen og Lars Petersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Den eneste engelske statschef i nyere tid med format til at samle det britiske folk og få det til at vise sig selv og verden, hvad sammenhold kan udrette i en fortvivlet situation, var aristokraten Sir Leonard Spencer Winston Churchill.

Der kan den bigotte spidsborgerlige høkerdatter 'Maggie' Hilda Tatscher godt gå hjem og lægge sig - hun nåede ham ikke til sokkeholderne hverken på det kulturelle, det intellektuelle eller retoriske plan.

Om briterne vil give hende en begravelse, som i pomp og pragt og smagløshed kan hamle op med den, der blev sekunda-skuespilleren Ronald Reagan forundt, må blive deres sag - det er deres egen slunkne statskasse, der skal finansiere foretagendet. Men et er sikkert:

Skulle kisten med Margaret Thatchers jordiske rester blive sejlet ned ad Themsen ligesom den, der i sin tid rummede de jordiske rester af Winston Churchill, vil ingen kraner i The Docklands blive sænket i respekt og taknemmelighed over, hvad 'baronesse Maggie' udrettede for sit land og dets indbyggere i de år, hun var ved magten.

morten Hansen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Dana Hansen, Pia Nielsen, Lykke Johansen, Mette Hansen, Anders Kristensen, Niels Mosbak og Bo Johansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Thatcher var forløberen for New Labour, som var forløberen for Nyrup og Lykketoft, som var forløberen for Anders Fogh, der var forløberen for "jeg kan slå Anders Fogh" - Helle, som er forløberen for Løkke Rasmussen igen igen, som er forløberen for dansk deltagelse i EU´s nedsmeltning. Med lidt held bliver Danmark ikke så hårdt såret, som i Afghanistan og Irak, men hvad skal vi stille op med dette? Efter min mening bør Enhedslisten komme med programmet for fremtiden, og ikke med starletterne for fremtiden.

morten Hansen, Per Torbensen, Karsten Aaen, Jette Abildgaard og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Lars Petersen

Folk som voksede op i 70’erne, ved hvordan det Engelske samfund stod under forfald. Ikke nok med at hun fik ryddet op, så fik hun også skuden på rette kurs.

Magen til barnlige og useriøse kommentarer fra venstre fløjs tosserne skal man lede længe efter. Sørgeligt at de endnu ikke er kommet over sovjet unionens fald!

Michael Kongstad Nielsen

Lars Petersen - hun fik ødelagt, ikke ryddet op.
Kun for adelen og de rige, fik hun skabt ro og sikkerhed, så de kunne beholde deres formuer, mens almuen måtte forblive i dybet, som rigtig engelsk overklasse ønsker det.

morten Hansen, Per Torbensen, John S. Hansen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Dana Hansen, Niels Mosbak, Lykke Johansen og Mette Hansen anbefalede denne kommentar

Ja det er da også sært barnligt at se skyhøj arbejdsløshed, psykiske syge smidt ud af lukkede institutioner til hjemløshed og sociale uroligheder og øget kriminalitet som andet end Thatchers gave til Folket.

morten Hansen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Dana Hansen, Lykke Johansen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

@Michael Kongstad Nielsen

Forkert! England VAR ødelagt... Hun havde bare den forbandede pligt at skulle sige det til folk og forsøge at rette skuden op igen...

England var basalt set fallit, havde en ineffektiv og forældet industri (primært pga. fagforeningerne og Labour), en offentlig sektor der ikke fungerede (og kvalte al privat initiativ), samt skatteprocenter der gjorde det nytteløst at arbejde mere.

Det var ikke personen, Thatcher, der knækkede fagforeningerne og medvirkede til at knække Sovjet. Thatcher repræsenterede nogle magtfulde, offensive neoliberale politiske højrekræfter, der var, og er allieret med storkapitalen og dens finanskapitalistiske overbygning.
Så kan vi ikke snart blive fri for den reduktioniske individualisering af historien, som vi kender alt for godt fra fortællingen om Hitler og Stalin.
Bag Hitler stod den tyske storkapital og det tyske småborgerskab.
Og bag Stalin stod den sovjetiske arbejderklasse

morten Hansen, Karsten Aaen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

England var ikke ødelagt, Lynge, men ude af egen selvforståelse. Det var ikke længere hersker over kolonierne eller Commenvealth, med dronning i spidsen, men et almindeligt land med en industri, der haltede bagefter fastlandseuropas og Japans. England og accessories måtte indordne sig under de faktiske vilkår, og erkende sig lidenhed. Det havde de svært ved, hvilket Falklandskrigen også vidner om.

morten Hansen, Per Torbensen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

@Michael Kongstad Nielsen

Lol... UK's industri 'haltede' ikke bare efter... Den var FÆRDIG, og blev for det meste kun holdt oppe af en stadig strøm af nyprintede pund (med deraf følgende meget høj inflation) i statsstøtte. Hun stoppede pengepressen og lod de industrier der kunne overleve gøre det. Beklageligvis ville fagforeningerne ikke hjælpe med (primært fordi de ved at gøre det ville vedkende sig deres skyld i situationen).

Mineindustrien er et godt eksempel på det. Fagforeningerne modsatte sig enhver effektivisering der ville gøre den rentable eftersom det også ville betyde færre ansatte. Resten af verden effektiviserede selvfølgelig, eller brugte (meget) billig arbejdskraft, så enten skulle lønningerne i UK ned på Sydafrikansk niveau, eller også skulle effektiviseringer tillades. Fagforeningerne nægtede at se virkeligheden i øjnene...
Det bedste Thatcher formentlig gjorde for UK var at knække fagforeningerne...

Jeg har lidt svært ved at se hvordan Falklandsøerne spiller ind... Når et land bliver angrebet er det i deres fulde ret at forsvare sig...
Skulle Danmark heller ikke forsvare Færøerne eller Grønland hvis de skulle blive besat?
Falklandsøerne er, og har i næsten 200 år været, en del af UK, med 99.8% af befolkningen for det.
Britisk krav på øerne går tilbage til 1765, mens Argentina ikke gjorde krav på dem indtil 1832. Briterne gav dem så besked på at forsvinde fra deres land i 1833...

Michael Kongstad Nielsen

Henrik Brøndum - venstreføjen er ligeså moralsk overlegen som kristendommen. Find selv et sted i biblen, der bakker de højreorienerede op. Nej det bliver svært.

Michael Kongstad Nielsen

Morten Lynge - jeg er enig i, at industrien trængte til en fornyelse, herunder kulmineindustrien, men ikke i måden, det blev gjort på. Fornyelsen kunne have været gjort meget mere menneskeligt og behændigt, og med bidrag fra overkklassens penge, hvilket Thatcher var helt ude af syand til at tænke på.

Falklandskrigen var spild af menneskeliv og fastholden af en gammel koloniherreånd, som blev brugt indenrigs til at holde sammen på tropperne i old England.

morten Hansen, Per Torbensen, Niels Mosbak og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg håber, der er læseligt, trods de beklagelige stavefejl.

En lille gennemgang af Thatchers bedrifter.

http://www.youtube.com/watch?v=Nm29i_limSI

ulrik mortensen

Hårrejsende at læse, at det koster 8 millioner pund (70 millioner DKK), - skatteborgernes penge - at begrave Thatcher. Kunne det ikke gøres lidt billigere i disse krisetider?

http://arbejderen.dk/udland/ken-loach-privatiser-thatchers-begravelse

Ja, der ville Thatcher jo pudsigt nok sikkert have været enig.

Helle Thornings svigerfar, Labour-lederen Neil Kinnock, skriver om damen, hvis ødelæggende politik gjorde de rige rigere ved at tage fra de fattige:

http://www.mirror.co.uk/news/uk-news/margaret-thatcher-dead-policies-bro...

"Margaret Thatcher was not a malicious person.
She was a person who couldn’t see, or didn’t want to see the unfairness and disadvantaging consequences of the application of what she thought to be a renewing ideology."

Og følg endelig linket i Kinnocks kommentar. Der er en beretning fra tiden med krigen mod fagforeningerne og yuppiernes opkomst - med billeder:

http://www.mirror.co.uk/news/uk-news/margaret-thatcher-dead-how-bashed-1...

Ja, den gode Lord Kinnock burde jo vide, hvad han taler om, når det drejer sig om de riges vilkår.

http://www.express.co.uk/news/uk/107438/Lord-Lady-Kinnock-s-10m-Euro-gra...

Niels Duus Nielsen

@Maria Hansson

Agerbo må svare for sig selv, men jeg mener at det politiske skel mellem højre- og venstrefløjen går ned midt gennem SF.

Det moralske skel går på den anden led, der findes mennesker med dårlig moral på begge fløje. Det sjove er, at hvor venstrefløjen er meget hård i sin dom over de umoralske (vi husker alle Fuglsang), der forsøger højrefløjen at feje dem ind under gulvtæppet ved at give dem en ceremoniel begravelse.

Kun en trold sætter Stalin op som en stråmand. Don't feed the troll.

Niels Duus Nielsen

Og for en gangs skyld er der noget interessant at læse i Daily Mail: Thatchers personlige rådgiver gennem 30 år, Robert Harris, giver sin version af de interne magtkampe i det moralsk så uangribelige Conservative Party.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2307197/Margaret-Thatcher-dead-K...

@Michael Kongstad Nielsen (og andre)

Selv om den kommer fra The Telegraph, så er det alligevel værd at læse den her artikel. Den beskriver hvor slemt det stod til...

http://www.telegraph.co.uk/news/politics/margaret-thatcher/9991843/Marga...

On January 15 1979, Shore joined the prime minister, James Callaghan, and the rest of the Labour cabinet to discuss whether the national situation had deteriorated so seriously that troops should be brought onto the streets and a State of Emergency declared.

Doing so was a gamble. But this was the 1970s: the last Conservative prime minister, Edward Heath, had declared a State of Emergency on five separate occasions in his three and a half years in office. Labour succeeded him in 1974 with the expectation that it could use its leverage with the trade unions to end the wave of strikes that had foreshadowed Heath’s downfall. By the end of 1978, they found themselves contemplating the same drastic action.

On this occasion, Callaghan’s cabinet preferred to give the threat of a State of Emergency time to work. Union leaders were warned that unless they restored order in their ranks, the army would be deployed to undertake essential services and become, in the lingo of the time, “scab labour”.

Among those sitting anxiously around the cabinet table was the Transport Secretary, Bill Rodgers, whose mother, dying from cancer, was unable to get the chemotherapy drugs she needed because they were subject to a union blockade at Hull docks. Two years later, he was one of the “Gang of Four” of prominent Labour politicians who, despairing of their own party, founded the SDP.

Nurses and ambulance drivers were on strike. Old people’s homes and schools were closing. The railways were not running. The electricians’ union marked the approach of Christmas 1978 by taking both BBC One and BBC Two off the air. The country was left with just ITV, to watch (the electricians waited until August 1979 to switch off ITV for 75 days).

More seriously, rubbish was piling high in the streets, creating a health hazard. The most potent metaphor of national decay was in Liverpool. There, a factory was being turned over to storage space for the dead because members of the GMWU union were picketing the cemeteries. Contingency plans were made to bury the city’s rotting corpses at sea.

Steffen Gliese

Mærkeligt, jeg husker slet ikke, at det skulle have stået så dårligt til; men desværre var der jo ikke noget internet til oplagring af de mange stemmers vidnesbyrd.
Det lyder næsten, som om England var tæt på at revolution.

Morten Lynge

Det er interessante oplysninger - det svarer næsten til den situation som engelske, tyske og franske banker via deres regeringer har påtvunget Grækenland - men du mener altså at stærkt højreorienterede politikere er løsningen og ikke problemet?

Niels Duus Nielsen

@ Morten Lynge

Meget interessant artikel af Graham Stewart du linker til.

Her er en kritisk anmeldelse af forfatterens bog:

http://www.guardian.co.uk/books/2013/jan/17/bang-history-britain-1980s-r...

Ding dong :)

Thatcher gav den Europæiske socialisme det endelige dolkestød, derfor skal vi næppe undre os over, at den yderste venstrefløj i sin afmagt kan finde trøst i at synge børnesange. Men det viser jo heldigvis også dens totale impotens i dagens politiske landskab.

Henrik Bjerre

Bare for at rydde eventuel tvivl af vejen: Jeg mener ikke jeg har sagt at Thatcher specielt, eller hoejreorieneterede politikere generelt, har en hoejere moral end andre - I saa fald hermed dementeret.

Michael Kongsted Nielsen anviser med baggrund i kristendommen og bibelen, at det at vaere venstreorienteret er forbundet med en saerlig moralsk habitus. Jeg er jo aabenbart uenig, men goer nok klogest i at overlade det til en mere skolet paa omraadet - maaske en Kirkegaard-discipel, at foere den diskussion.

Grethe Preisler

Det ville være en overdrivelse at påstå, at internetdebatten på Den mindst ringe er blevet lettere at finde rundt i og mere kvalificeret, efter at facebook-brugerne er blevet implementeret i foretagendet.

Heinrich R. Jørgensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

"Det lyder næsten, som om England var tæt på at revolution."

Det FIK det så også!
Og som efter andre revolutioner er der delte meninger om udfaldets og hovedpersonernes karakter.

Steffen Gliese

Det var, Nic Pedersen, en fattig udgave af Den Franske, i så fald, men med den samme grad af blodbad.

Aaarh, jeg kan nu ikke mindes guillotinerne på Trafalgar Sq., men revolutioner kan jo dreje mere end een vej.