Et liv er forbi. Per Brask (1929 - 2013)

Et ordentligt hus har en bænk, mente Per Brask. En god bænk, hvor man kan sidde og drikke en aftenøl og se solen gå ned. Sådan en havde han og hans kone Ingers hus i Thorup Strand i Nordvestjylland. Per Brask købte grunden som helt ung af en lokal fisker. I de mange år, hvor parret arbejdede i Viborg, brugte de stedet som sommerhus – men efter pensionen flyttede de permanent derop, og Per tilbragte gerne tid på bænken, som lå oppe på en høj bag huset og havde udsigt over Vesterhavet. Eller nede på terrassen med krabbeklør og hvidvin. Per Brask var en livsnyder – men han var også en knokler. »Han er rødhåret,« sagde man om ham på Viborg-egnen. Med det mente man, at han var fuld af energi og passion.

Han voksede op på Middagshøjvej i Viborg – og efter endt købmandslære købte han købmandsbutikken på samme vej. Det var i efterkrigsårene, så der var stadig mangel på mange varer. Og man var »ikke forvent med noget,« som Inger, hans hustru gennem 60 år, fortæller. De drev butikken sammen – og det var hårdt arbejde fra morgen til aften, husker hun. Men sådan var hele deres arbejdsliv faktisk – de arbejdede meget og altid sammen. Senere åbnede de en større købmandsbutik i det nybyggede kvarter på N.F.S. Grundtvigsvej, men efter cirka 10 år skulle der ske noget nyt, og Per og Inger Brask købte Tuborg-depotet i Viborg i 1963. Da de kom til, var der ikke specielt mange i det område, der drak Tuborg. Den lokale Odin Pilsner og konkurrenten Carlsberg var de foretrukne mærker, men det fik de to hurtigt ændret. Per Brask tog et væld af initiativer – lavede happenings på områdets gymnasier, i foreninger, sportsklubber mm. En god Tuborg-mand skulle ifølge Per Brask være »glad og positiv,« og frem for alt han måtte han »ikke være nærig.« Den udadvendte stil og de mange sponsorater og særlige tiltag gjorde, at Tuborg vandt markedsandele. Ved siden af arbejdet var han også fuld af energi – han var blandt andet formand for den lokale roklub, politisk interesseret og aktivt medlem af Viborg Lions Club.

Ikke gro fast

Per Brask ville ikke »gro fast,« så da 25 års-jubilæet på Tuborg-depotet nærmede sig, måtte han videre. På en rejse til Tyskland havde han sammen med to håndværkermestre fået den idé at istandsætte Peter Bauers gamle hvidtølsbryggeri i Viborg og lave en restaurant. Det blev til Brygger Bauers Grotter, og Per Brask blev forpagter. Det var et folkeligt sted, hvor man kunne få en fadøl og en frikadelle, og det blev igen en succes. Per Brask arrangerede temaaftner. En Vikinge-aften i samarbejde med Vikingemusseet i Roskilde. Udenlandsk aften i samarbejde med lokale hoteller. Der var en bakkesangerinde på visit, og når der var Jazzfestival i København, holdt han Jazzaftener med navne som Jesper Thilo og Chris Minh Doky.

Inger stod i køkkenet – mens han selv vartede gæsterne op. Per Brask var det naturlige midtpunkt i de fleste selskaber – han fortalte gerne historier og nød rollen som vært. Desuden gik han op i god service. Der var to ting, der virkelig kunne få hans rødhårede temperament frem, fortæller barnebarnet Anna: »Det ene var nærighed – det andet var dårlig service.« Så på Brygger Bauers Grotter var servicen i top.

Blødersagen

Allerede efter få år blev det dog for meget for parret at drive restauranten. Deres eneste barn, Søren, som var bløder, havde på tragisk vis fået hiv gennem sin blødermedicin – han var en del af blødersagen, hvor i alt 90 danske bløderpatienter blev smittet med hiv. Per Brask gik aktivt ind i kampen for at få sandheden om sagen frem – han var velformuleret og skrev et væld af læserbreve og rettede henvendelser til sundhedsministeren, Britta Schall Holberg (V). I 1995 døde Søren af aids i en alder af 39 år – og en vis bitterhed satte sig i Per Brask. Bitterhed over, at ingen ville tage ansvar for skandalen. Han havde stemt Venstre hele sit liv, men de skulle aldrig mere have hans stemme, har han siden fortalt sit barnebarn. Per og Inger Brask gik på pension og flyttede fra Viborg til grunden på Thorup Strand, hvor de byggede et nyt hus. På den måde var de også tættere på Sørens enke og barnebarnet, Anna Dalsgaard Brask, som fik et meget tæt forhold til sin farfar: »Jeg var hans pige. Den kærlighed, de havde givet til min far, gik videre til mig,« siger hun.

Han kunne lide at fortælle hende om de ting, han havde oplevet i livet – og gav hende før sin død en stor mappe med avisudklip med artikler om alt fra tiden i Tuborg over Brygger Bauers Grotter til indlæg i blødersagen. Han sagde også til hende, at hun ikke skulle sammenligne sig med dem, der var lige så gode som hende selv. Hun skulle sammenligne sig med dem, der var lidt bedre. Kun på den måde kunne hun udvikle sig livet igennem. Og så fortalte Per Brask om mad og vine, selvfølgelig. »Det kunne tage et kvarter, før vi fik lov til at smage på vinen, fordi han skulle fortælle om druerne og markerne,« husker Anna Dalsgaard Brask.

Per Brask blev syg. Han var igennem den seneste tid gangbesværet og kunne ikke spadsere op til sin bænk på højen. Han byggede derfor en ny bænk i klitrækkerne ved havet, hvor han kunne sidde og nyde sin aftenøl og fortælle historier til dem, der ville lytte.

Per Brask

Født den 11. juli 1929 i Viborg.

Mødte sin kone, Inger, i 1953 i Viborg Roklub, hvor han siden blev formand. Underviste – ved siden af sit arbejde på Tuborg – på Viborg Handelshøjskole i faget ’varekundskab’.

Aktiv i Viborg Lions Club. Tog ofte på vinrejser til især Alsace i Frankrig.

Død 6. marts 2013 i Thorup Strand. Bisat den 9. marts fra Asmild Kirke i Viborg.