Klumme
Læsetid: 5 min.

Manden i én mand

Hvad nu hvis problemet med Blachmans nye program ikke bare er objektivering af kvinden?
Moderne Tider
6. april 2013
Hvad nu hvis problemet med Blachmans nye program ikke bare er objektivering af kvinden?

Ib Kjeldsmark

En central diskussion i Sovjetunionen efter revolutionen i 1917 handlede om muligheden af ’socialisme i ét land’. Skulle revolutionen gennemføres globalt på én gang, eller kunne man tage den et land ad gangen? Som bekendt var det Stalin, der gik af med sejren i dén diskussion, og lige så bekendt blev resultatet netop ikke, at den socialistiske revolution florerede og udviklede sig til et kommunistisk paradis. ’Socialisme i ét land’ udviklede sig til en form for aggressiv nationalisme med en paranoid centralmagt, der hensynsløst gjorde det af med både venner og fjender.

Kapitalisme på én kanal

Det er imidlertid ikke kun i den forhenværende Sovjetunion, at det problematiske i forholdet mellem det universelle og det partikulære gør sig gældende. Tag blot de tv-koncepter, som breder sig som en anden kulturkapitalistisk steppebrand overalt på kloden. X Factor, Vild med dans, Klovn, Hokus krokus osv. er alle sammen koncepter udviklet til et verdensmarked for underholdning, men de skal gøres lokale for at fungere. Den globale kapitalisme er glokal, som det er blevet hævdet mange gange. Vel at mærke er det her ikke afgørende, at vi godt ved, at Klovn er en kopi af Curb your enthusiasm, og at X Factor findes overalt; så længe programmet serveres rigtigt for os, så de føles som vores, så kan vi tilsidesætte denne viden. Præmissen for X Factor er, at programmet altid er ’X Factor i ét land’.

For X Factor gør det sig endvidere gældende, at én bestemt karakter følger den samme logik. Programmet lever i høj grad af, at der er en Simon Cowell, en Dieter Bohlen, eller en Thomas Blachman til stede. Hver af disse spiller præcis den samme karakter, men de gør det, så det lige passer ind i det lokale marked.

Denne karakter er på ingen måde tilfældig, og det er bestemt heller ikke tilfældigt, at der altid er tale om mænd. Karaterens opgave er nemlig at være en såkaldt ’rigtig’ mand. En af den slags mænd, som ikke bare ligger under for den politiske korrekthed, men som kan sige tingene, som de er; kalde en spade for en spade og en talentløs sanger for talentløs. Er det ikke oplagt at betragte denne figur som en art ’manden i én mand’? Som om hele mandekønnet her endelig finder dét, eller i det mindste kommer tæt på dét. Hvilket dét? Dét! Det, som det hele handler om: sagen, kernen, projektet.

At denne figur er tragisk, behøver man ikke at være vidne til Blachman ret længe ad gangen for at finde ud af. Det er helt tydeligt, at Blachman brænder for en sag. I X Factor ville han opdrage os til at forstå og elske musikken, og i sit nye program, som slet og ret hedder Blachman, vil han opdrage os til at forstå og elske kvinden. Men hvor klart det end er, at han har en sag, lige så tydeligt er det, at han igen og igen må se den tabt på jorden. Hvor gerne han end ville, så kommer der ikke stor kunst ud af X Factor. Der kommer fredagsunderholdning ud af det, og han selv er stjernen – ikke hans sangere.

Kvinden i én kvinde

Problemet med Blachmans sag er, at hans egen karakter og det koncept, som han er en del af, altid ender med at skygge for den. Men hvad så med det nye program, som slet og ret hedder Blachman? Man fristes til at hævde, at han her går fra tragisk til tragikomisk. Alene programmets navn synes at indikere, at Blachman selv tror på, at han rent faktisk er Blachman. Og det til trods for, at han må være klar over, at figuren Blachman blot er den lokale udfyldning af det globale koncept for en bestemt figur i et fredagsunderholdningsprogram: Manden i én mand.

Pointen er den gamle, som Lacan slår fast i et af sine skrifter: »Den konge, der vitterligt tror, at han er konge, er lige så sindsforvirret, som den tilfældige idiot, der tror, han er konge.« Pointen er, at selv kongen ikke er mere konge, end at han kan erstattes af en anden, hvis han skulle miste hovedet.

Sagen med det nye program er nu, at det, selv om det tydeligvis ikke er købt i en eller anden international medievirksomhed, ikke desto mindre genbruger et ganske velkendt koncept. Et koncept man kunne kalde ’Kvinden i én kvinde’.

Jacques Lacan bemærker i sit seminar om Psykoanalysens etik, at der skete noget exceptionelt i Europa i det 11. og 12. århundrede. I en tid vi kalder feudalistisk, men som ville være bedre forstået som generaliseret mafia-herredømme, opstod ud af det blå en helt ny tradition for poesi: Høvisk kærlighed. En vældig produktion af digte tog form; digte som alle sammen handler om det samme: kvinden. Det interessante er, at selv om alle disse digte angiveligt blev skrevet til enkelte konkrete kvinder (f.eks. naboens datter), så er indholdet i langt de fleste præcist det samme. Uanset om de konkrete kvinder hed Margarethe eller Maria, så havde de alle sammen øjne som perler og hår som vinden.

Er det ikke lige netop dette koncept, som Blachman gentager med Blachman? Blachman synes at mene, at programmet handler om at udvise respekt for kvinden – i stedet for at hendes krop konstant skal pornoficeres, så skal to mænd tale om hende på en måde, som kan lære os at elske denne krop. Det er næppe tilfældigt, at traileren for programmet afsluttes med, at vi hører Blachman hviske »jeg elsker dig«.

Shaka Loveless har sagt om sin deltagelse i programmet, at det var som at være i kirke. Der var en særlig form for andagt over at sidde to mænd og tale sammen, mens der var en nøgen kvinde til stede. Ikke mindst følte han sig kaldet til at tale om alt muligt andet end den tilstedeværende kvinde. Dermed kommer han faktisk ganske tæt på den pointe, som Lacan udfoldede omkring den høviske kærlighed. Det, som andagten i bedste fald kan lykkes med, er at placere Kvinden (hende der altid har perleøjne og flagrende hår) som en form for skærmende beskyttelse. Vi indsætter en masse ord, f.eks. ’perler’ og ’flagrende hår’, for ikke at skulle forholde os til hende, som er lige foran os.

Eller for at vende tilbage til ’manden i én mand’ og hans sag, så bliver denne fabuleren om ’kvinden i én kvinde’ lige netop til det, der kan beskytte ham imod, at lykkes med den sag, som han hele tiden er lige ved at realisere. ’Kvinden i én kvinde’ er altid den samme, netop fordi hun skal være den, som aldrig kan findes i virkeligheden. Dermed tilbyder hun nemlig det, som Lacan kaldte »den tabte sags narcissisme«. Man lykkes aldrig for alvor med sagen, men i det mindste kan man lykkes med at blive frustreret, engageret og andægtig over, at det ikke lykkes.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her