Læsetid: 3 min.

I Polen banker Europas hjerte

I Polen er man mere begejstret for EU end i noget andet land, i Polen er der større skepsis over for nabonationerne end ret mange andre steder på det krigsvante kontinent
25. april 2013

Mens den ganske, danske verden har været optaget af Boston-maraton, Boston-terror og Boston-menneskejagt, har jeg selv ikke læst stort andet end et par overskrifter og derfor været i stand til i frygtløs uvidenhed at sætte over en grænse, der engang var lige så befæstet som vore dages mellem Vesten og Mellemøsten, nemlig den mellem prøjsere og polakker.

Hvis noget land symboliserer Europas splittelse, må det være Polen: i århundreder en politisk og kulturel stormagt, der i det afgørende øjeblik kom det habsburgske rige til undsætning og slog tyrkerne foran Wiens porte i 1683, og som tog nogle af kontinentets første spæde skridt i retning af demokrati med forfatningen af 1791, indtil det få år senere blev splittet op og delt af sine ekspansionistiske naboer; den russiske zar, den prøjsiske konge og – utak er verdens løn – den habsburgske kejser.

I halvandet århundred eksisterede Polen ikke, men efter 1. Verdenskrig genopstod det som selvstændig nation, dog kun for en kort bemærkning, da Hitler og Stalin i 1939 enedes om endnu en deling af landet. Seks millioner polakker blev dræbt under 2. Verdenskrig, de fleste polske storbyer blev jævnet med jorden, og efter overenskomst med England og USA fik Sovjetunionen lov at beholde sin del af ranet, så Polen i 1949 nok kunne rejse sig af asken, men vel at mærke et par hundrede kilometer længere mod vest.

Flugt og fordrivelse er altså en del af polakkernes historie. Og derfor er det ikke urimeligt, når de reagerer skarpt på tyske revisionisters fortsatte uvilje til at anerkende den bestående Oder-Neiße-grænse mellem Tyskland og Polen, ligesom de ikke har den helt store forståelse for Bund der Vertriebenen, en forening af tyskere, der fastholder erindringen om deres forfædres fordrivelse fra bl.a. dele af det nuværende Polen i 1945.

Så meget desto mere forbløffende er det, at de to lande i dag har et forbilledligt forhold til hinanden, i det mindste på regeringsniveau. Forbundskansler Merkel og premierminister Tusk, forbundspræsident Gauck og præsident Komorowski står på særdeles god fod med hinanden, ligesom også udenrigsministrene viser hinanden respekt og forståelse, som da tyske Westerwelle som sin første embedsgerning uden for forbundsrepublikken besøgte sin polske kollega, Sikorski.

Men hvordan står det til i den brede befolkning? Er den forsoning, der nu er statsræson i begge lande, nået fra regeringskontorerne i Warszawa og ud til de 38 millioner menige polakker? Og hvordan kan man overhovedet få svar på sådanne spørgsmål, når man stiller dem som dansker uden de fornødne sprogfærdigheder til at konfrontere polakkerne med dem?

Man kan som det første droppe sine fordomme om polakkerne som en flok nationalchauvinister eller i bedste fald slaviske molboere uden refleksion og horisont. Og så kan man rejse til Polen og snuse sig frem til et svar. Antydningen af et sådant fik jeg selv, da jeg for et par år siden var med min kæreste i Wrocaw, den smukke, gamle by ved Oderen, som under det tyske herredømme hed Bres-lau. Det var under VM i fodbold, så da Tyskland, der er mit ’Wahlheimat’, spillede semifinale mod Spanien, måtte vi selvfølgelig se kampen i en svært tyskklingende ’Bierhalle’, hvor jeg midt i turistsæsonen regnede med at være blandt masser af andre fans af ’die Nationalelf’. Men ak nej, efter de første chancer til de respektive hold, bemærkede jeg, at jeg var blandt lutter polakker, der konsekvent jublede, når Spanien tryllede, og Tyskland var i vanskeligheder. Så dér sad jeg slukøret efter nederlaget og havde lært, at selv yngre polakker i dag synes at have et horn i siden på tyskerne.

I sidste uge fik jeg endnu en lektion: Jeg var i Gdansk, det gamle Danzig, hvor der findes et meget anbefalelsesværdigt museum om byens tid som Freie Stadt Danzig under Folkeforbundets mandat i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig. En ung historiker brugte generøst halvanden time på at vise mig rundt. Jeg spurgte, om polakkerne i dag så skævt til de mange tyske turister i byen. Nej, bestemt ikke, svarede han resolut. En time senere spurgte jeg igen. Ja, det gør de, svarede han pludselig og gav et par eksempler. Så ét er nok politisk korrekthed, noget andet realiteterne.

Måtte den politiske korrekthed sejre!

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu