Læsetid: 9 min.

Politisk magt sætter islamister under pres

Det Arabiske Forår gav Det Muslimske Broderskab og dets partnere en chance for at spille en hovedrolle ved de egyptiske, tunesiske og libyske revolutioner. Men nu er organisationen selv blevet mål for voldelige protester
Konfrontation. Demonstrationerne i kvarteret omkring Broderskabets hovedkvarter kort før påske viste, hvor kompliceret det er for Broderskabet både at være bevægelse og magthaver.

Amr Abdallah Dalsh

6. april 2013

De 25 muslimske brødre havde siddet indespærret i moskeen i fem timer, men demonstranterne var uenige om, hvad de skulle stille op dem. Nogle ville udveksle dem med demonstranter, der var blevet fanget og tævet af Det Muslimske Broderskab selv. »Vores religion handler om tilgivelse,« sagde en demonstrant, der talte gennem et vindue til brødrene derinde. »Vi vil ikke gøre jer fortræd.«

Andre demonstranter var uenige. »Det er dem, der er vantro,« råbte en mand gentagne gange. »Lad dem krepere.«

Datoen var fredag 22. marts, og resten af Kairo var indhyllet i en tåge af støv på grund af den stærke khamseen, en støvet vind, der fejer ind fra Sahara hvert forår, slører bybilledet og får gader, bygninger og himmel til at glide over i et ensartet okkerfarvet dis. Men i det højtbeliggende i Moqattam i slumkvartererne i øst, der huser hovedkvarteret for Muslimske Broderskab, var luften tyk af noget mere truende.

I gaderne nær Broderskabets bygningskompleks var der molotovcocktails, stenkast og tåregas. Sort røg bølgede til vejrs, mens demonstranter brændte plakater af Mohamed Mursi – Broderskabets stærke mand og Egyptens præsident. Hvad der begyndte som en protest mod Mursi, var nu regulære gadekampe mellem Broderskabs-tilhængere og demonstranter fra oppositionen.

Siden opstanden i 2011, der væltede Hosni Mubarak, havde demonstranterne primært ladet vreden gå ud over statslige institutioner. Men i sidste måned var protesterne udelukkende koncentreret om Broderskabets hovedkvarter. Konsekvensen var klar. For dets modstandere er det Muslimske Broderskab nu lige så meget en fjende af revolutionen som politiet, hæren – ja, selv Mubarak. »Hosni er Mursi« – sådan opsummerede demonstranten Maha Hatab det.

Listen af anklager imod Ikhwan, som organisationen kaldes på arabisk, er lang. Men skal man sammenfatte den til ét kritikpunkt, kunne det være: Demokratiet ophører ikke ved stemmeurnerne. Men Broderskabet opfører sig, som om det var tilfældet. Især er oppositionen rasende over, at Mursi som en anden diktatorspire i november tiltog sig omfattende beføjelser ved at gennemtrumfe en stærkt kontroversiel ny forfatning, der var udarbejdet af en kommission, som Broderskabets allierede dominerede totalt. Det gav sig ifølge kritikerne udslag i stærkt tvetydige formuleringer i forhold til ytringsfrihed og kvinde- og minoritetsrettigheder. Formuleringer, der ses som forbereelse til en islamisk stat.

I en tid, hvor et polariseret Egypten har presserende behov for at skabe politisk konsensus, er Mursi også blevet kritiseret for kun at udnævne egne forbundsfæller til nøgleposter i det administrative hierarki. »Den generelle bekymring«, forklarer Khaled Fahmy, leder af det historiske institut ved Det Amerikanske Universitet i Kairo, »går på ikhwaniseringen af staten.«

Mere specifikke bekymringer retter sig mod politiet, hvis brutalitet Mursi beskyldes for at forholde sig passivt til. Samt jævnlige udbrud af et markant kvindehad. Sidste må’ned hævdede Broderskabet i en erklæring, at får kvinder fik lov til at arbejde uden deres mands tilladelse, vil det føre til »en fuldstændig opløsning af samfundet«.

Brødrene havde et forspring

Mange i Broderskabet kan ikke genkende sig selv i disse anklager. I Broderskabets egne øjne er den en bevægelse med en årtier lang lidelseshistorie, en stærk folkelig basis og en rig historie med græsrodsaktivisme og socialt arbejde, der under svære økonomiske omstændigheder gør sit bedste for at holde sammen på landet. Vreden mod regeringen og Broderskabet synes at være stigende i alle lag af det egyptiske samfund, i takt med at arbejdsløsheden vokser sammen med leveomkostningerne. Men Broderskabet føler stadig, at det har mandat til at regere, ikke mindst fordi dets politiske fløj, Friheds- og Retfærdighedspartiet, har vundet alle valg siden 2011. Hvorimod dets kritikere siges at udgå fra en storbyelite, der er ude af trit med, hvad den almindelige egypter føler.

Længe lå Broderskabets vigtigste organisatoriske erfaring i dets sociale græsrodsarbejde. Bevægelsen drev sundhedsklinikker og skoler og uddelte fødevarehjælp i nogle af Egyptens fattigste områder. Og er det er netop dette arbejde, der forklarer både dets fortsatte popularitet hos mange egyptere og dets evne til at mobilisere så hurtigt efter Mubaraks fald. »De var meget velorganiserede,« siger John McHugo, forfatter til bogen The Concise History of the Arab.

»Grundlæggende havde de allerede skelettet til et partiapparat på plads, mens de fleste andre måtte begynde på bar bund,« forklarer han.

Broderskabet, der også har afdelinger i Libyen, Syrien, Jordan og Kuwait, grundlagde Hamas i Gaza, mens Tunesiens største regeringsparti, Ennahda, blev oprettet af beundrere af bevægelsen.

»Det egyptiske Broderskab blev ophav til alle islamistiske bevægelser,« forklarer Shadi Hamid, en ekspert i politisk islam og forskningschef ved Brookings Doha Center.

Og bevægelsen har været længe undervejs. 85 år. Broderskabet kom til verden i Egypten i marts 1928, stiftet af en en lærer ved navn Hassan al-Banna, der havde fået nok af tidens kolonialisme og vestliggørelsen af den egyptiske livsform. Al-Banna så i stedet et behov for en gruppe, der ville fremme traditionelle islamiske værdier. 20 år senere havde Broderskabet 500.000 medlemmer – i dag har det over en million. Baglandet siges især at bestå af den lavere middelklasse, mens dets ledere ofte er læger og forretningsfolk. Alle betaler en del af deres indkomst som bidrag til at finansiere bevægelsen.

Ingen stor sammensværgelse

Medlemmerne skal i princippet følge den linje, der lægges af et ældsteråd bestående af 20 mænd. Dets nominelle chef er Den Øverste Leder, Murshid Mohamed Badie, men reelt er det hans vicechef, forretningsmanden Khairat el-Shater, der bestemmer.

»Det er ikke Murshid, der har det overordnede ansvar,« siger et medlem af broderskabet, der rangerer omtrent midt i hierarkiet. »Vil vi arrangere en demonstration, er det Khairat el-Shater, som står for det. Han har en virkelig stærk personlighed. Han forstår at få folk til at følge sig.«

Al-Banna havde ry for at være en kamæleon. Han kunne skifte fra traditionel jalabiya til jakkesæt og tilbage igen flere gange samme dag for at appellere til sine forskellige målgrupper. Han var pragmatisk og alsidig i i modsætning til flere af sine efterfølgere som den overfor shiamuslimer tolerante Hassan al-Hudaybi og den fundamentalistiske Sayyid Qutb, Osama bin Ladens åndelige godfather.

Men Broderskabet er ikke så rummeligt, at det har kunnet etablere sig som sammenhængende international magtfaktor. »Trods forsøg i 1980’erne på at bringe dets forskellige grene tættere sammen, er Broderskabets internationale udvalg ikke rigtig i stand til at udøve nogen forpligtende kontrol over disse,« siger Hamid. »Jo, der foregår gensidige rådslagninger og en vis grad af koordinering. Men der findes ikke en Broderskabets Internationale, der trækker i trådene bag en eller anden omfattende regional sammensværgelse.«

Efter uenigheder inden for bevægelsen er Broderskabets tidligere filialer i Irak og Algeriet ikke længere del af den overordnede organisation, om end båndene mellem de fleste nationale grupperinger fortsat er stærke.

»Disse grupper har varme, venskabelige relationer, og mange af deres medlemmer har tilbragt tid sammen i eksil, i London, f.eks.,« siger Hamid. »Når man støder på dem ved konferencer, omfavner de hinanden af gensynsglæde, og fordi de alle erkender, at de er del af et fælles projekt ... selv om nogle af dem har udviklet sig i lidt forskellige retninger i løbet af det sidste par årtier.«

I modsætning til Tunesiens Ennahda, der blev skånselsløst forfulgt, har Egyptens Broderskab haft 40 år til at slå organisatoriske rødder, og i 2011 foregik opstanden inden for et samfund, der allerede var præget islamiske græsrodstendenser. Broderskabet var nok en illegal organisation under Mubarak, men fra 1970’erne og frem så de egyptiske myndigheder reelt igennem fingre med dets sociale programmer. I 2005 dannede dets medlemmer den største oppositionsgruppering i parlamentet. Hvor håbløst Broderskabets nuværende politiske ageren end kan forekome, fik det organisatorisk meget mere ud af årene i opposistion end dets rivaler.

Forfatningskampen

I Broderskabets egen optik var beslutningen i november sidste år om hurtigt at gennemtrumfe en ny forfatning et eksempel på denne nye modenhed, fordi en ny forfatning kunne sikre Egyptens overgang til demokrati. Havde Morsi ikke brugt sine beføjelser til at presse forfatningen igennem, lyder argumentet, risikerede den at blive afsporet af dommere, der var loyale over for det gamle regime. Selv hvis dette skridt kunne forekomme diktatorisk på kort sigt, knæsatte det angiveligt en forfatning, som på lang sigt vil begrænse Mursis magt.

Men for dem, som fyldte gaderne i Moqattam, eller for de tusinder, som har indledt en kampagne med civil ulydighed i Port Said, er det en tåbelig tankegang. Kritikere påpeger, at Broderskabets mange år i opposition har gjort det paranoidt og kulturelt ude af stand til at etablere endsige stå i spidsen for et sandt demokrati. Siden bevægelsens grundlæggelse har mange af dens ledere, herunder Mursi, været fængslet, og flere er blevet henrettet. I årtier var det en forbudt gruppe. For at overleve udviklede bevægelsen en tilbøjelighed til hemmelighedskræmmeri og strenge hierarkier. »Broderskabet har ingen kultur for gennemsigtighed eller demokrati,« siger McHugo. »Er man loyal og følger alle instrukser,« tilføjer en Broderskabs-aktivist i Kairo, »kan man få en højere rang.« Mursi er et godt eksempel.

Mursi blev nok valgt af et stort flertal, indrømmer hans kritikere. Men når så mange stemte på Mursi i juni sidste år, var det ikke, fordi de troede på politisk islam, men fordi de trods alt foretræk ham frem for Ahmed Shafik – hans modstander i anden valgrunde, der blev set som en skikkelse fra Mubarak-æraen. Men ved første runde af sidste års præsidentvalg stemte 55,7 procent på ikke-islamistiske kandidater.

Ganske mange egyptere kan da heller ikke udholde Ikhwans religiøse snak. Religiøsiteten spiller en væsentlig rolle blandt egypterne over hele det politiske spektrum, men mange dybt troende ville ønske, at Broderskabet (og de ultraortodokse salafistiske grupper) ville overlade det til den enkelte at fortolke religion på sin egen måde.

»Det er kun en fejlfortolkning af islam, der kan producere den slags udsagn,« siger Soad Shalaby, en talskvinde for Egyptens Nationale Kvinderåd, om det udfald mod kvinderettigheder, som Broderskabet i sidste måned foretog i islams navn.

»Islam er ikke det Muslimske Broderskab,« siger Maha Hatab, en tørklædeklædt demonstrant i Moqattam. »Før 2011 troede vi, at Broderskabet var de rigtige muslimer. Nu ved vi, de ikke er.«

En salafistisk trussel

Analytikere siger, at før 2011 bestod Broderskabets appel i dets evne til at hæve sig over den sekulære politiks beskidte magtspil. Både via dets forbindelse til almindelig egyptere og ved dets tilbud om et forløsende og uprøvet alternativ: islamismen. Men som Hatabs bemærkning viser, har islamismen mistet sin uskyld, siden den kom til magten. Den er nu kommet på afstand af sin sociale aktivisme og belastet af sine fejltrin som regeringsparti.

»Der var engang, hvor man kunne have være del af Det Muslimske Broderskab, men ikke for alvor gå op i politik,« siger Hamid. »Engang, hvor det handlede om undervisning, om uddannelse, om sociale ydelser. Men nu er Broderskabet kommet til at dreje sig så meget om politik, at det kan æde organisationen op indefra.«

Bliver Broderskabets politiske magt dets undergang? For Allison Pargeter, der er forfatter til bogen ’The Muslim Brotherhood: The burden of Tradition’ er svaret »nej« – eller i det mindste »ikke endnu«: »Bevægelsen kan stadig mobilisere et bagland, der vægter det, den står for højere, end hvad den opnår politisk.«

»Brødrene kan,« siger hun, »stadig få mange mennesker i tale på måder, som dets ikke-islamistiske politiske rivaler ikke kan.«

Men ifølge Hamid er det næppe ikkeislamisterne, der udgør den største trussel imod Broderskabets magtstilling. Det er snarere de andre islamistiske grupper såsom det midtsøgende parti ’Et Stærkt Egypten’. Eller de salafistiske grupper. »Unge religiøse egyptere, der vil være en del af en bevægelse, vil i dag ikke tilslutte sig Broderskabet. Det ville de have gjort for 10 år siden,« siger Hamid. »Men nu da Broderskabet er blevet så kontroversielt som regeringsparti, vil holdningen hos mange være: De er for politiske. Måske jeg skulle overveje en salafist-gruppe, der er mindre direkte involveret i politik.«

Det ersådanne overvejelser, Hamid ser som Broderskabets største udfordring: »Hvordan kan man forene det at være en religiøs bevægelse med at kæmpe for specifikke politiske mål?« For de 25 brødre, der sad indespærret i en moské på et højdedrag i Kairo i sidste måned, må svaret have stået smerteligt klart: Det er meget svært.
 

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eddie Nielsen

Det ville jo lidt svare til at Indre Mission i Danmark satte sig ind som et Skandinavisk politisk parti, og dikterede love efter biblen (støvet gammel bog).

Ret mig hvis min sammenligning fejler her

Broderskabet har (endnu) ikke kunnet levere 'varen', som de sammen med deres andre islamiske støtter blev valgt til med overvældende flertal. Priserne på basisfødevarer, madolie og brændsstof stiger stadig. At de ikke kan levere, kan ikke undre, for det egyptiske samfund er ikke blevet lavet om, fordi man afsatte Mubarak. Det store spørgsmål er, hvad hæren har tænkt sig?

Gorm Petersen

Ifgl. DR1 Orientering bliver både politi og militær ved med at demonstrere, at ingen af disse institutioner tager imod ordrer fra Mursi eller hans regering.

Så de egentlige magthavere er for så vidt ukendte.

Det kildne ved at adskille politik fra religion er, at begge dele handler om det godes kamp mod det onde !

Det vil de gode altid erklære sig enige i - prøv bare at spørge - det slår aldrig fejl.

Michael Kongstad Nielsen

Ting tager tid. Ikke mindst demokrati. Danmark var således 65 år om at indføre stemmeret for kvinder, og 100 år om at aflive tokammersystemet, der havde til formål at sikre de herskende klassers domæner, så skiftende folkestemninger ikke kunne rive tæppet væk under dem.

Michael Kongstad Nielsen

Demokratiet er på vej. At det i første omgang blev det Muslimske Broderskab, der løb med sejren, kan ikke undre. Midt i den store usikkerhed, revolutionen medførte, var det naturligt for flertallet at vende sig mod det kendte og trygge, som broderskabet repræsenterede. Men revolutionen er ikke gået over. Da friheden var det vigtigste, finder befolkningen sig ikke i ny politisk ufrihed. Demokratikampen vil gå videre, se evt. Olivier Roys artikel fra december:
http://www.newstatesman.com/world-affairs/middle-east/2012/12/myth-islam...

Den franske mellemøstekspert og islamforsker Roys synspunkter er også kommenteret i en artikel af Jeppe Matzen i denne uges Weekendavis, i tillægget "Ideer".

Gorm Petersen

Sommetider skal man forsøge at forstå, hvordan ens egen optræden ser ud, set med de andres øjne.

Man skal forestille sig, at nogen udefra kom til danskeren og sagde: "Alt hvad du hidtil har betragtet som rigtigt, er forkert - og alt hvad du hidtil har betragtet som forkert, er rigtigt".

Når danskeren så spørger: "Hvad er argumenterne ?" svarer den fremmede blot "fordi jeg siger det, og fordi jeg har en masse militært isenkram".

Det er ikke sådan man vinder "hearts and mind".

Man skal være villig til at indgå en ligeværdig diskussion, hvor også egne dogmer og selvmodsigelser kommer på bordet.

Vi lærer vore børn, at mennesket har "fri vilje" skønt hjerneforskerne benægter det.

Vi henviser til filosoffer som Sartres dyrkelse af "øjeblikket som virkelighedens sæde" skønt Einstein allerede i 1905 viste at øjeblikket - forstået som alt, hvad der sker på samme tid, ikke kan være virkelighedens grundlag, fordi hvad der er samtidigt for den ene, ikke er samtidigt for den anden.

Vi siger at vi tror på Epikurs eskapisme (hovor døden er, er jeg ikke) men har - målt pr. indbygger - måske verdensrekord i at lade terminale kræftpatienter opsøge håbløse og pinefulde forsøgsbehandlinger i udlandet.

Den vestlige kultur (som omfatter alt fra Midtvestens fundamentalisme til alverdens former for nihilisme) er stærkt angstprovokerende for fremmede kulturer. Derfor sætter indvandrere - trods fattigdom - deres børn i dyre privatskoler.

Vesten har et gigantisk behov for selvransagelse, før Vesten kan begynde at belære andre.