Sådan laver du en varm romtoddy

Moderne Tider
13. april 2013

Det er snart rigtig forår, men heldigvis kan det stadig nå at blive skidekoldt, og så man kan lige nå at få sig et krus varm punch, inden det begynder at blive pinligt. F.eks. efter at man forgæves har været i skoven med familien for at lede efter anemoner.

Kært barn har mange navne. En varm toddy, punch eller grog er det samme, nemlig opvarmet vand med krydderier og spiritus. Så enkelt kan det siges, men det er selvfølgelig muligt at variere i det uendelige, omend visse tommelfingerregler kan være nyttige at følge.

Men først lidt historie, for hvorfor hedder det toddy, punch og grog?

Som med alle kulturhistoriske udredninger, skal man tage dem med et gran salt. Der er blevet sagt meget sludder på den konto, og jeg har selv bragt en del til torvs, fordi de som oftest er underholdende og lyder sandsynlige.

De specifikke etymologiske forklaringer er oftest vævende, og der er som regel flere modstridende forklaringer. Jeg kan f.eks. fire-fem divergerende forklaringer på, hvorfor en cocktail hedder netop sådan. Men dem tager vi en anden gang.

En toddy hedder sådan, enten fordi det hindiske ord for sød saft fra asiatiske palmer lyder lidt lissådan. Eller også stammer ordet fra et digt af den skotske forfatter Alan Ramsay fra 1721, hvor han skriver om Tods Kilde, der forsyner Edinburgh med vand. »The todian spring,« kalder han den, og da whisky jo betyder ’livets vand’, så mener nogen, at ’Tods Kilde’ er en eufemisme for whisky.

Fem ingredienser – sådan cirka

En punch er egentlig en kold frugtdrik med vin og/eller spiritus. Ordet stammer muligvis for det gamle hindiord for fem, panch, som skulle indikere, at der skulle fem ingredienser i drikken. Det er den slags trivia, man ikke behøver dagbladet Information til. Man kan bare slå dem op på Wikipedia, men det sjove er, at når de så nævner de fem ingredienser, står der alkohol, sukker, citron, vand, te og krydderier. Hvilket jo mindst er seks, og med ’krydderier’ kan være rigtig mange flere.

Om en grog siges det, at den fik navn efter den engelske admiral Edward Vernon, som i midten af 1700-tallet blev kaldt ’Old Grog’, fordi hans uniformer blev syet af groft uld, grogram.

Vernon fandt på at blande vand og citronsaft i sømændenes rom, dels for at give dem c-vitaminer og derved undgå skørbug, men muligvis også for at spæde drikken op, så mandskabet ikke var rumlefulde hele tiden. Det lyder plausibelt, men mange år i spiritussens tjeneste har som sagt gjort mig skeptisk over for den slags forklaringer.

Grundregler

Lad os for en nemheds skyld nøjes med at kalde en toddy for en toddy, og så kommer vi endelig til tommelfingrene.

  • Brug altid gylden eller mørk alkohol. Hvid alkohol som vodka eller tequila smager mærkeligt opvarmet.
  • Brug kun citrusfrugter som ’krydderi’, ikke som saft. Et glas opvarmet appelsinsaft smager ganske enkelt ikke godt, hvorimod f.eks. bærsafter og æblejuice generelt smager godt opvarmet.
  • Brug kun honning og mørkt rørsukker, hvis de er med som smagsgivere. Hvis du blot skal søde drikken, er det bedst at bruge neutralt sukker.
  • Pas på med at bruge for mange krydderier på en gang, med mindre du har helt styr på det. I gløgg, som jo er en slags toddy, laver man en egentlig krydderiessens, men mindre kan gøre det. Til en toddy med calvados, vand, æblesaft og sukker er det f.eks. nok med lidt kanel.

Den engelske mesterkok, Nigel Slater, er mand for at lave toddy. Slater har i parentes bemærket skrevet en fantastisk erindringsbog om at blive kok. Toast hedder den, og den blev også godt filmatiseret for et par år siden med bl.a. Helena Bonham Carter. På dansk hed filmen netop Mesterkokken.

Slaters opskrift på en skotsk whiskytoddy er simpel og god: Kom en skefuld honning og 5 cl whisky i et krus. Tilsæt to nelliker, en halv stang kanel og hæld kogende vand på. Tilsæt en citronskive og smag evt. til med lidt ekstra citronsaft.

Lad os slutte med en gedigen klassiker.

Romtoddy

  • En teskefuld hvid rørsukker
  • 5 cl mørk rom, f.eks. Myers’s
  • 1 stykke citronskal
  • Et lille nip revet muskatnød, et tørret enebær og et tørret allehåndefrø
  • Kogende vand

Sukker, rom, citronskal og krydderier kommes i et krus eller glas, og det kogende vand hældes på. Sukkeret røres ud, og man lader toddyen trække lidt, men den må endelig ikke blive for kold. Hele ideen er jo, at man bliver varm indeni.

Blandingsbatteriet: Drinks til enhver lejlighed

Alt hvad der er værd at lave, er værd at lave ordentligt. Det gælder også drinks. I denne serie har vi samlet vores bedste opskrifter på både klassiske drinks og mere kuriøse miksturer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her