Charlotte Gosch
Direktør, Jobkonsulent, København
»Det piner mig at se så mange ledige medmennesker. Det er derfor, at jeg og mine kolleger bruger alle vores vågne timer på at udgøre limen mellem de ledige, a-kasserne, jobcentrene og i sidste ende arbejdsmarkedet. Jeg mener, at vores arbejdsmarkedspolitiske redskaber for så vidt er gode nok. De skal bare bruges bedre og fuldt ud.«
»Mon ikke, at det var løssluppen kreditgivning og troen på, at ejendomsmarkedet kunne vokse ind i himlen, der tilbage i 2007-08 var den egentlige årsag til, at krisen blev udløst. Og at snebolden stadig ruller i blandt andet Sydeuropa. Det siger sig selv, at jobkrisen herhjemme er en afledt effekt af de begivenheder. Og det er svært – og det giver næppe mening – at begynde at pege fingre ad hvem, der er skyld i den del af krisen. Som om en ansvarsplacering ville gøre fra eller til. Det er min fornemmelse, at der internationalt er gjort meget for at regulere nogle mekanismer, så en tilsvarende krise ikke så let kommer snigende igen.«
»I Danmark har vi en meget begrænset mulighed for at afværge en årelang international finans- og økonomisk krise. Sådan sagt med lidt jysk underdrivelse. Men i forhold til at håndtere jobkrisen herhjemme har vi flere strenge at spille på. Vores medansvar består i, at vi i mange år kun har fokuseret på at uddanne og opkvalificere. Men ingen har brugt de nødvendige kræfter på at tage den enkelte ledige i hånden og føre vedkommende fra ledighed til en konkret arbejdsplads. Historien vil dømme os hårdt, hvis vi som samfund ikke snart får taget skeen i den anden hånd og lever op til ansvaret.«
Rune Stubager
Lektor i statskundskab, Aarhus
»Vi spurgte i en undersøgelse, vælgerne, hvem de mente var skyld i krisen. 19 pct. gav Danmarks økonomiske politik skylden, 49 pegede på USA’s økonomiske politik, 36 mente, at forbrugerne havde gældsat sig for meget, og 63 pct. mente, at bankerne havde været for risikovillige. De samme spørgsmål blev stillet i en række andre lande, og Danmark er sammen med Kina det land, hvor færrest peger på landets egne økonomiske politik. Danskerne er dem, der er mest tilbøjelige til at frikende sine egne politikere, altså den førte økonomiske politik, i stedet peger man på bankerne og USA. Det er altså de andres skyld, så at sige.«
»Men det tror jeg nok, at den økonomiske sagkundskab kan afkræfte, som Danmarks nye nationalbankdirektør påpegede i ugen. Der blev hældt benzin på bålet, ikke mindst på boligmarkedet. Danmarks økonomiske politik har i højere grad end så mange andre lande selv bidraget til krisen.«
— Hvorfor har vælgerne den holdning?
»Den daværende regering var dygtig til at forklare det. De talte meget i meteorologiske metaforer om, at mørke skyer fra udlandet trak sig sammen over Danmark, og samtidig var det nemt at pege på, at balladen startede med Lehman Brothers’ konkurs. Alle kan historierne om de amerikanske subprimelån og nogle grådige kapitalister fra Wall Street, der havde startet det hele. Men Danmark gik i recession i mere end et år før Lehman Brothers gik ned.«
»En af krisens konsekvenser er den stigende økonomiske bekymring blandt vælgerne. Spørgsmålet om økonomi var stort set forsvundet blandt vælgerne op til valget i 2007, men ved valget i 2011 kom den bekymring tilbage med meget stor styrke.«
Mette Bauer
Privatpraktiserende psykolog, København
»Jeg ser først og fremmest krisen som udtryk for den politik, der har været ført. Det er jo politikerne, der har tilladt, at borgerne boligmæssigt satte sig i en økonomisk umulig situation. Man har ikke været i stand til at regulere landets økonomi, mens det gik godt.«
»I dag møder man som psykolog langt flere, der er arbejdsløse og langt flere, der er stressede, end man gjorde før 2008. Det er forfærdende at se kompetente og dygtige mennesker, der får så svært ved at fastholde en følelse af kompetence og selvværd, fordi de ikke kan få et arbejde, for det rammer ind i noget fundamentalt at få et afslag – det er noget, man ikke kan rationalisere sig ud af, og så kan det depressive nemt følge med. Konsekvensen bliver ofte, at man begynder at trække sig fra sociale sammenhænge, fordi man konsekvent bliver spurgt til det. Den økonomiske krise har store konsekvenser psykologisk set og bevidstheden om, at man kan blive fyret, og at man hellere må anstrenge sig endnu mere, betyder at folk arbejder mere, end de kan holde til. Mennesker, der er vant til at have stort ansvar og foretager store beslutninger, sidder pludseligt og græder og føler sig helt umulige som følge af stress eller arbejdsløshed. Det er store menneskelige ressourcer, der går tabt.«
Per Rosenkrantz Fuglsang
Svineproducent, Silkeborg
»I dag er alt låst. Som landmand kan man ingenting, for bankerne og kreditforeningerne vil helst så langt væk som muligt fra alt, der hedder landbrug. Kan de afdrage på lån og kassekreditter, så gør de det. Jeg ville simpelthen ikke vide, hvad jeg skulle gøre, hvis min kredit pludselig gik i maks, for min bank har sagt, at der ikke er flere bevillinger fra deres side. Lige nu går det rimeligt, men får jeg en uforudset udgift og bliver nødt til at ringe til banken, så vil jeg få at vide, at jeg selv skal finde pengene, eller at jeg skal lukke. Det er scenariet lige nu, og det er fandeme hårdt at have hængende over hovedet hele tiden. Jeg sidder med Vestjysk Bank, og de hænger med røven i vandskorpen.«
»Jeg mener, at krisen er bankernes og kreditforeningernes skyld. Landmændene har selvfølgelig også en del af ansvaret, men hovedsageligt er det bankerne. Og Finansiel Stabilitet, der tjekker bankerne. De er så bagkloge i dag, men hvor var de dengang? Jord har det med at stige og falde, det vidste vi alle sammen, og dengang det gik godt, blev jorden overbelånt, priserne blev ved med at stige og stige. Det talte man om i 10 år, før krisen satte ind – at jorden ville falde på et tidspunkt. Selv sagde jeg nej tak til jord til 170.000 pr. hektar, det skulle jeg ikke nyde noget af. Men bankerne skal ikke pege på os, for de har selv lånt pengene ud, da det gik godt. Når landbrug, der er belånt over skorstenen knækker halsen, så bliver tabet fordelt ud over de resterende kunder i banken, som så skal betale for det. Det rammer os, der er tilbage og har gjort alt det rigtige, når andre går konkurs og får slettet både fem og 10 millioner fra deres gæld. Måske skulle jeg have kastet mig ud i jordkøb til 300.000, for nu føler jeg, at jeg sidder med håret i postkassen, at jeg er økonomisk tvunget, fordi banken er tvunget. I dag er beslutningsprocessen flyttet helt op i toppen. Før i tiden var det bare den enkelte bankrådgiver, der sagde ja og nej til lån, i dag skal vi til København med det. Jeg har selv siddet til møde med direktøren i Nykredit. Men man kan glemme det. Man kan glemme at investere i en bedre og mere rationel drift, der er holdbar i fremtiden. Det er at dræbe det hele lidt, synes jeg nu nok.«
Claus Hjort Frederiksen
Tidligere finansminister V, Humlebæk
»Krisen kom meget pludseligt. Man kan oven i købet sætte dato på, nemlig den dag, hvor den amerikanske regering besluttede, at Lehman Brothers skulle gå konkurs. Den dag spredte krisen sig som en steppebrand over hele verden, lukkede alle banktransaktioner ned, og i Europa udviklede den sig fra en bankkrise til en gældskrise, der virkelig har sat sit præg på udviklingen. Men det, vi gjorde i de gode år fra 2004-08, da højkonjunkturen buldrede, var, at vi nedbragte statens gæld fra 258 milliarder, som vi overtog af Nyrup-regeringen, til at have et netto-tilgodehavende på 98 milliarder kroner, da krisen ramte i 2008. At vi afdrog gæld gjorde, at vi stod meget stærkere, da krisen kom, og det var en forudsætning for at kunne komme så skånsomt igennem krisen, som vi trods alt har gjort. Det var netop det, de sydeuropæiske lande ikke gjorde. Arbejdsløsheden under Nyrup-regeringen i 90’erne er højere, end den vi ser i dag, under krisen.«
— Så du mener, at vi er uskyldige ofre, for en international krise?
»Til det kan jeg bare sige, at du kan tidsfæste den dag, krisen kom. Og i dag kan vi med tilfredshed se, at Danmark er meget mindre ramt og har et meget bedre økonomisk udgangspunkt end stort set alle andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Krisen har medført, at globaliseringens udfordringer har taget fart. Virksomheder flytter job til udlandet og undlader at investere i Danmark, fordi vi har problemer med omkostningsniveauet. Det er blevet for dyrt at lægge produktion i Danmark, og det er en udfordring, der er accelereret igennem de seneste fire-fem år.«
