Læsetid: 7 min.

Venstrefløjen har aldrig makket ret

Når Enhedslisten er imod regeringens reformer, kalder socialdemokrater dem for ’ekstreme kommunister’. Siden partiet meldte sig i opposition, er retorikken fra begge sider skærpet. Socialdemokraterne forventer støtte fra Enhedslisten, som omvendt forventer venstreorienteret politik fra socialdemokraterne. Fjendskabet er ikke nyt, det er historisk
Sammenstødet mellem Johanne Schmidt-Nielsen og Bjarne Corydon afslørede meget dårlig kemi, men lagde sig også pænt ind i den historiske tradition for slagsmål mellem socialdemokrater og oppositionen til venstre i billedet.

Sammenstødet mellem Johanne Schmidt-Nielsen og Bjarne Corydon afslørede meget dårlig kemi, men lagde sig også pænt ind i den historiske tradition for slagsmål mellem socialdemokrater og oppositionen til venstre i billedet.

Fra DR ’Debatten’

13. april 2013

Et møde mellem venstrefløjens stjerne og socialdemokraternes mest troværdige minister i et tv-studie viste hele Danmark forholdet mellem de to. Finansministeren Bjarne Corydon fra Socialdemokraterne angreb Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen for at være uansvarlig og useriøs. Han så på hende med foragt. Det var i Debatten på DR2, at han sagde:

»Der er en grundlæggende forskel på Socialdemokraterne og Enhedslisten – eller hvad I nu kalder jer. Vi tror ikke på, at man kan skabe lighed alene ved at sende en check til nogle mennesker og så lade det være ved det.«

Finansministeren så ud, som om han betragtede Johanne Schmidt-Nielsen som et forkælet barn, der ikke forstår den ansvarlige voksenverden:

»Hvis der skal træffes nogle beslutninger, som måske ikke er nemme, og som du jo ikke vil være med til, så må sådan en som mig tage ansvar for, at det bliver gjort, og det er derfor, jeg er socialdemokrat og ikke medlem af Enhedslisten,« sagde han, og tilføjede senere: »Vi investerer mere i den slags, du gerne vil have, end vi har gjort siden 1983. Var du født i ’83?«

Socialdemokraterne har længe været vrede på Enhedslisten, som til gengæld længe har været vrede på regeringen.

Kampen mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten blev først rigtig åben og offentlig sidste sommer. Enhedslisten erklærede efter forhandlingerne om skattereformen, at de ikke længere var regeringens støtteparti. Johanne Schmidt-Nielsen kaldte reformen for en »svinestreg.« Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen svarede igen med en offensiv mod Enhedslisten: »Enhedslisten er et ekstremt, venstreorienteret parti, der ønsker sig et klasseløst, kommunistisk samfund. Vi kan ikke få al vores politik igennem med dem, for de vil jo ikke skrive under, når det begynder at gøre ondt. Og det er jo problemet: Man kan ikke få det danske samfund til at hænge sammen med fantasilliarder,« som han sagde til Politiken.

Den historiske kamp

Socialdemokraterne virker skuffede over Enhedslisten. De havde måske regnet med, at de kunne regne med venstrefløjen. Men historisk har venstrefløjen altid været i opposition til Socialdemokratiet:

»Lige efter Anden Verdenskrig var der en voldsom opblusning i den allerede igangværende rivalisering mellem kommunisterne og socialdemokraterne, om hvem der var den legitime repræsentant for arbejderbevægelsen,« fortæller Flemming Juul Christiansen, lektor på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

Senere blev SF dannet af tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti med Aksel Larsen i spidsen. Men i starten var Socialdemokratiet heller ikke interesserede i at samarbejde med dem. Op til valget i 1966 afviste Jens Otto Krag (S) kategorisk den mulighed, indtil det viste sig, at Socialdemokratiet kun kunne komme til magten med SF som støtteparti. Samarbejdet mellem de to partier blev en realitet med Jens Otto Krags ord: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt.«

Udvalgssamarbejdet mellem SF og Socialdemokratiet fra 1966 gik under navnet Det Røde Kabinet. Erik Sigsgaard er tidligere venstrefløjspolitiker for først SF og siden Venstresocialisterne. Som ung SF’er sad han i Det Røde Kabinet. Om den tid fortæller han, at forholdet mellem partierne dengang var dårligt. Selv havde han et godt praktisk samarbejde med nogle af socialdemokraterne, men det var undtagelsen. Som eksempel nævner Sigsgaard, at den daværende socialdemokratiske udenrigsminister, Per Hækkerup, aldrig sagde så meget som et ord til ham, selv om de begge sad i samarbejdsudvalget.

»Det var værre end konkurrence. Der var en tendens til, at socialdemokraterne anså SF for at være nogle forhenværende kommunister, hvad mange af dem jo også var, og det fjendskab overførte de til partiet. Men der var også folk som mig selv, der ikke havde været kommunister, og vi så godt nok ikke Socialdemokraterne som en del af venstrefløjen og en del af arbejderklassen. Vi kunne ikke se, at de bevægede sig i retning af en demokratisk socialisme. Vi mente slet ikke, at de bevægede sig, og det mener jeg egentlig heller ikke i dag. I dag er det næsten endnu mere tydeligt,« siger han og fortæller om især én hændelse, som illustrerede mistilliden mellem socialdemokraterne og SF.

»I dag er det jo alment kendt, at efterretningstjenesten på det tidspunkt registrerede venstrefløjen, men det var det ikke dengang, selv om vi havde en mistanke om det. Da vi tog en snak med socialdemokraterne om det, vendte Jens Otto Krag tilbage ved næste møde og sagde, at han kunne meddele, at vi, der sad i Det Røde Kabinet, ikke ville blive aflyttet, mens vi sad i udvalget. Det var en indrømmelse af, at der fandt registrering sted, og det er jo klart, at der er en vanskelig balance mellem to samarbejdende partier, hvor det regeringsbærende parti lader sin efterretningstjeneste udspionere dets samarbejdspartner,« siger han.

Samarbejdet i Det Røde Kabinet ophørte i 1967, hvor regeringens forslag om at en indefryse en dyrtidsregulering blev nedstemt i Folketinget, hvilket førte til valget i 1968. Socialdemokraterne mente, at det var en nødvendig økonomisk politik, mens venstrefløjen mente, at regeringen havde væltet sig selv ved at føre en politik, som var imod arbejdende menneskers interesser

»Det er i høj grad det samme, som i dag,« siger Erik Sigsgaard.

Kampen om arbejderne

Men misforholdet mellem Socialdemokraterne og venstrefløjen er ikke kun en dansk kamp. Den illustreres også i den svenske dokumentarfilm Palme. Her viser en scene, hvordan en gruppe af socialistiske studenterorganisationer besatte Studenterhuset i Stockholm i 1968 i en protest mod den siddende regering.

»De unge mente, at Socialdemokratiet havde forrådt arbejderklassen, at de var venstrefløjens største fjende,« fortæller journalisten Annette Kullenberg til kameraet, inden der igen klippes tilbage til de historiske billeder, hvor daværende undervisningsminister, socialdemokraten Olof Palme, ankommer til Studenterhuset for at debattere med de unge. Mens han taler, bliver han flere gange afbrudt, og han bliver synligt mere og mere irriteret, inden han udbryder.

»Der står en ved siden af og råber ’Hold op! Hold op!’. Det har jeg oplevet før, når jeg har debatteret i Østeuropa, men der blev jeg afbrudt af folk, der råbte »Stalin! Stalin!«.«

Scenen skriver sig ind i den historiske kamp mellem Socialdemokratiet og venstrefløjen, som ifølge historieprofessor og tidligere medlem af både SF og Venstresocialisterne, Claus Bryld, er en kamp om arbejdernes og senere både offentlige og private lønmodtageres stemmer.

»Indtil 1990 havde Socialdemokratiet nærmest monopol på arbejderbevægelsen og kunne derfor ikke tolerere partier til venstre for sig, der ville trænge ind på det monopol. Efter 1990 brød fagbevægelsen og Socialdemokratiet det formelle bånd, og socialdemokraterne skulle forsvare sig over for partier både til højre, især Dansk Folkeparti, og til venstre for midten. I dag er det ikke længere SF, for de er jo nærmest smeltet sammen med Socialdemokratiet. Nu er det mere Enhedslisten, der presser dem fra venstre,« siger han.

I 1971 blev socialdemokraten Knud Heinesen medlem af Folketinget og blev undervisningsminister i Jens Otto Krags sidste regeringsperiode og siden budgetminister og finansminister i det meste af Anker Jørgensens regeringsperiode.

Han fortæller, at han i sin tid som undervisningsminister havde et godt samarbejde med SF i skikkelse af Morten Lange, som i hans øjne var »et ordentligt, begavet menneske«. Men da hans ressortområde blev økonomisk politik, blev samarbejdet med SF’erne sværere.

»Sagen var den, at alle forlig blev lavet mellem Socialdemokratiet og de mere fremkommelige partier, ofte de mindre, i midten af dansk politik. Bolden kunne aldrig spilles ud på fløjene, for der var ingen til at modtage den. På den ene side var Glistrup og hans tilhængere, på den anden var SF’erne, som heller ikke ville lægge ryg til en upopulær, men nødvendig økonomisk politik. Det er den største forskel på situationen dengang og i dag, hvor SF også er med i de økonomiske forlig,« siger han og fortsætter:

»Man skal altid være forsigtig med at drage historiske paralleller, for det er jo vidt forskellige situationer. Men det er da klart, at nogle af de vanskeligheder, som vi havde i forhold til SF, dem ser man i dag genspejlet i forholdet mellem det nuværende S-SF og Enhedslisten.«

En sensationel bedrift

Claus Bryld tror, at skellet mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet i fremtiden vil blive endnu større, til skade for venstrefløjen.

»Jeg tror, at der vil ske et næsten katastrofalt nedbrud, først og fremmest for Socialdemokratiet. Ved næste valg vil de jo rasle ned i stemmer og miste den sidste rest af hegemoni i forhold til både arbejderklassen og lønmodtagerne. Det betyder, at det vil blive svært at danne et alternativ til de borgerlige partier i mange år efter. Måske vil Enhedslisten blive det store parti på venstrefløjen, men de kan jo ikke gøre ret meget alene.«

Knud Heinesen betegner det dog som en sensationel politisk bedrift, der især kan tilskrives Henrik Sass Larsen, at det har været muligt for Socialdemokraterne og SF at lave et program sammen inden sidste valg. Noget, der aldrig ville være sket, i den periode, hvor han selv var minister.

»Tidligere har hele SF’s eksistensberettigelse som parti jo været at bekæmpe socialdemokratiet, selv om de måske selv vil betegne det anderledes. Men det har været et hovedsynspunkt, at de ville prøve at påvirke Socialdemokratiet i en mere venstresocialistisk retning,« siger han og peger på, at den politiske situation i dag viser, hvordan der er sket et brud i forhold til SF’s tidligere politik i og med, at partiet er villige til at forhandle med både Socialdemokratiet og De Radikale.

Men Enhedslistens fremgang ved sidste valg betød, at Socialdemokratiet nu i stedet for SF skulle forholde sig til dem som protestpartiet på venstrefløjen, der ønsker at trække dem i en mere venstresocialistisk retning.

Spørger man Enhedslisten i dag, har der bestemt ikke været mangel på velvilje til at forhandlinger.

»Jeg synes, at Enhedslisten har vist vilje til både at forhandle og indgå kompromis, men det kræver, at regeringen vil føre en politik, hvor de ønsker at styrke velfærden, mindske uligheden og styrke det grønne fokus. Det var den fællesmængde, vi sammen gik til valg på. Men den er svundet ind på grund af de store holdningsændringer, der er sket i den socialdemokratiske top,« siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Falkesgaard
  • Søren List
  • Ervin Lazar
  • John Vedsegaard
  • Benny Larsen
  • Niels Mosbak
  • Lasse Kold
  • Steffen Gliese
  • Erik Jensen
Jens Falkesgaard, Søren List, Ervin Lazar, John Vedsegaard, Benny Larsen, Niels Mosbak, Lasse Kold, Steffen Gliese og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holger Madsen

Venstrefløjen har aldrig makket ret eller gået i takt, i modsætning til resten af det politiske spektrum, der i disse dage med billig øl, nedskæringer og hornmusik marcherer frem i flok mod mere vækst.

Per Dørup Jensen

Ja, nu prøver jeg igen Peter Hansen. Debatredaktøren, Esben Fyhrie? var lynhurtig til at slette mit kritiske indlæg om EL i går ved 20-tiden. Og har tillige ofte slettet mine indlæg om Syrien. Uforskammet når man sidder og bruger tid og ressourcer på at formulere et indlæg, og som overholder reglerne om god tone. Gør han det igen, så henvender jeg mig til hans chefredaktør!

Valget af den tjekkede Pernille Skipper afspejler det ryk mod højre, ind mod midten, som det stemmemaksimerende EL har taget. Her håber levebrødspartiet at appellere til det "progressive" småborgerlige mellemlag og stabilisere, eller måske endda øge de fremskridt partiet har opnået i meningsmålingerne.
Så væk med de store linjer og visioner, og i stedet fokus på hvad der rører sig her og nu; dagligdagspolitik, person-sager, cheflønninger, at "styrke velfærden, mindske uligheden og styrke det grønne fokus", som et andet af partiets højre-opportunistiske trækplastre, Johanne Schmidt, abstrakt udtrykker det.
Altså væk med EL´s ideologiske grundprincipper, (som EL jo også er i gang med at revidere)
Dvs. stop for partiets ideologiske kamp mod kapitalens ejendomsret til produktionsmidlerne, med andre ord; stop for kampen for demokratisering af arbejds-/produktionssfæren. Og stop for kampen for fred og mod imperialisme.
At arbejde aktivt for realisering af sådanne emancipatoriske visioner, skræmmer jo det "pæne, politisk korrekte og progressive" mellemlag, hvis visioner som bekendt er "det gode liv" (som alle vel går ind for)
Det må nu stå klart for de progressive og visionære demokrati-, anti-imperialisme- og fredskræfter, at de ikke længere har nogen parti-politisk repræsentation på den parlamentariske front.
Så i et dansk parlamentarisk perspektiv, skal vi altså vente på, at der engang opstår et parti, der aktivt arbejder for forandring af status quo, dvs. for reel demokratisering, fred og imod interventionskrig som metode for interessevaretagelse (som vi pt. ser i Syrien i dets indirekte form, hvor USA og dets allierede slæng betaler og bevæbner islamistiske terror-bander (som de manipulerende kalder "moderate oprører" til at udføre deres beskidte, banebrydende arbejde.

John Vedsegaard

-.> Bent Skafte
Det er netop problemet at "færre skal lave mere", det burde være "flere skal lave mindre", altså det præsis modsatte af hvad der foregår.

Rent faktisk kan man i masser af indlæg, også her på information.dk, se folk der argumentere for at man egentlig ikke behøver lave noget.
Måske skulle visse debatører læse lidt mere om hvad socialisme egentlig er for en størrelse.

'Extreme kommunister'. Tja. J.O. Krags betegnelse for den slags, da VS kom i Folketinget, var 'starutter'.

Alan Strandbygaard

At være troværdig er ikke det samme som at være afholdt og accepteret.

At være troværdig betyder at man mener man kan stole på vedkommende og hans handlinger.

En sådan måling fortæller jo intet, om hvorvidt man synes det er godt det han laver. Men den vendes automatisk til noget positivt, fordi ordet 'troværdig' forbindes med noget godt. Og det er det ikke ikke ensbetydende med.

I mine øjne er en sådan måling derfor ubrugelig. Jeg kunne lige så godt have set et afsnit af Robinson, eller læst Se & Hør.

Sider