Carsten Koch er velklædt. Den stribede skjorte diskret, men ikke for diskret, den beige trenchcoat klassisk, men ikke for klassisk, skægget er trimmet til perfektion og hornbrillerne er neutrale, men ikke anonyme. Der er ikke noget tilfældigt på Carsten Koch, og det er skoene, der afslører det. Det er her man kan se det, om en person er ligeglad, forfængelig, gør sig umage. Carsten Kochs sko er bare af god kvalitet. Virkelig god kvalitet. Der er ikke længere meget studenteroprør over ham.
»Mit liv er da klart blevet mere borgerligt, end det var engang,« siger Carsten Koch, lægger frakken fra sig, sætter sig på stolen i mødelokalet i By og Havn, hvor han er bestyrelsesformand, lægger sine briller på bordet og kommenterer det forudsigelige: At han ikke længere går i islandsk sweater. At han ikke længere ville stemme VS, hvis partiet eksisterede i dag. At han ikke ville have undervist i marxistisk økonomi ved Københavns Universitet, hvis han havde været lektor i dag. Og at han ikke længere bor i kollektiv. Kort sagt: hele historien om, at han har taget den klassiske tur fra venstre mod højre og er blevet borgerlig. En blå økonom, som den tidligere skatte- og sundhedsminister i 90’ernes Nyrup-regeringer igen og igen er blevet kaldt det seneste år, hvor han har stået som en af finansminister Bjarne Corydons vigtigste støtter.
»Vi har alle sammen fået flere penge,« siger han, »og hvis vi har investeret i huse, har vi formentlig fået noget friværdi. Sådan er det for de fleste af dem, jeg kender fra dengang,« siger han.
»I dag ville jeg ikke sige, at jeg er en hellig idealist. Men jeg vil heller ikke sige, at jeg er blevet en blå, borgerlig økonom. Jeg er socialdemokrat.«
Sådan er hans erfaring med mennesker generelt. At de godt kan lide, at tingene bliver smartere og bedre; at deres indkomst stiger; at de får bedre forbrugsmuligheder og kan rejse ud i verden. Sådan har de fleste det. Det er den lille grådighed, som han kalder den, og den er til at have med at gøre.
»Men her har Socialdemokraterne en vigtig opgave, og den er at holde samfundet på sporet, så velfærdssamfundet kan bevares og udvikles. Det er sådan jeg ser på det.«
Osteklokkken
Carsten Koch taler om regeringens reformer – arbejdsmarkedsreform, SU-reform, skattereform, skolereform. De er helt nødvendige, mener han. Men ikke alle ser det på samme måde. Pelle Dragsted, rådgiver for Enhedslisten, anklagede i efteråret regeringen for at bruge præcis de samme regnemodeller og præcis de samme økonomer, som VK-regeringen gjorde, da den var ved magten. Kommentaren var en slet skjult hilsen til netop Carsten Koch, der i 2008 sad i spidsen for VK-regeringens skattekommission. Forfatter og debattør Lars Olsen kritiserede igen i sidste uge regeringens reformer. De viste, mente han, at Socialdemokraterne havde gjort fundamentalt op med klassisk socialdemokratisme, hvor de bredeste skuldre bærer den største byrde. Igen med adresse til Carsten Koch.
»Han (Carsten Koch, red.) tænker som en bankmand og ikke længere som en retfærdighedssøgende socialdemokrat,« skrev tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Peter Hummelgaard Thomsen i Politiken. At Thomsen engang havde set ham som en af de helt store S-koryfæer, og at han ifølge Holger K. Nielsen er den eneste skatteminister, der har læst Marx’ Kapitalen – og forstået den, gjorde bare det hele værre, for Carsten Koch var blevet liberalist. Det var eskaleret, siden han i 2000 var fratrådt som minister og var blevet direktør for Danske Invest. Siden havde han fået den ene bestyrelsespost i det private erhvervsliv efter den anden. Han var blevet blå økonom. Den værste af dem alle.
»Jeg holder fast i min økonomiske faglighed,« svarer han bare og trækker på skuldrene. Kritikken rører ham ikke.
For det er lige der, hans kritikere svigter, mener han. De hopper over, hvor gærdet er lavest, fordi de ikke ved nok om den økonomiske videnskab. Og fordi de ikke respekterer den.
»Den økonomiske videnskab ligger dem fjernt. I stedet siger de bare: ’Du er blå økonom. Færdig.’ Redepisser, er jeg blevet kaldt engang. Det er for nemt. Vi kan ikke mødes, for de interesserer sig ikke for økonomi og har en yderst begrænset viden om den. De interesserer sig ikke for økonomisk videnskab. I stedet siger de, at økonomerne politiserer.«
Osteklokkefolket, kalder han dem – folk som Lars Olsen og Pelle Dragsted, der ifølge ham stadig lever i fortiden og tror, at man kan være venstreorienteret, som man kunne engang. Det kan man ikke, mener han. For ham skiftede det i 80’erne.
»Jeg har meget svært ved at se, at de gamle økonomiske dogmer fra 60’erne stadig holder,« siger han. Dengang var Danmark begrænset udsat for globalisering, vi var afgrænsede i forhold til omverdenen og havde langt større frihed især i den økonomiske politik. Globaliseringen har ændret alt. Hvis man tror, at man kan bruge de samme midler og de samme doseringer som dengang, så er man naiv, mener han.
»I dag er vi underkastet globaliseringen på en helt anden måde, end kritikerne er parat til at erkende. Globaliseringen rammer os på alle punkter, markedsøkonomien er en realitet, og vi har selv besluttet det. Ikke formelt set, men vi har lige så langsomt accepteret den og skabt en virkelighed, hvor vi er underlagt internationale kapitalbevægelser. Ja, selv Enhedslisten har for længst accepteret den. Hvis du vil afsondre dig fra den, så taler vi altså om Cuba eller Nordkorea. Vi kan kun koble os fra eksterne vilkår med meget store afsavn. Det må selv venstrefløjen kunne indse.«
Carsten Koch taler om at være realistisk, om at ændre noget inden for rammen af det eksisterende. Han taler om nødvendighed, ikke om systemskifte. Nulvækst? Vis mig en overbevisende model, svarer han. Selv har han ikke set den endnu. Han ville ikke vide, hvordan sådan et samfund så ud, for mennesket har lyst til at innovere, lave tingene billigere og bedre, og det vil betyde mindre behov for arbejdskraft.
»Hvad vil man så gøre med alle de mennesker, hvis man ikke har nogen vækst til at suge arbejdskraften op? Jeg har ikke set noget bud på det noget sted i verden.«
Han taler om nødvendighed. I disse dage taler han især om at øge arbejdsudbuddet. Det er nødvendigt, men svært at forklare for folk, når ledigheden har bidt sig fast.
»Det er ikke bare svært, det er næsten umuligt. Det erkender jeg. Men omvendt må jeg sige, at det er de økonomiske realiteter. Skal vi så opgive de økonomiske realiteter og bare lade stå til? Eller vil vi bruge de økonomiske realiteter og så indrette samfundet så godt vi kan efter det. Og så opgive at forklare så meget?«
Analytisk tilgang
Carsten Koch forsøger alligevel. Han forklarer, at hvis man øger arbejdsudbuddet, så bliver arbejdsmarkedet mere konkurrencedygtigt. Lønningerne stiger ikke så stærkt, som de ellers ville have gjort, hvilket igen ville betyde, at virksomhederne hellere tager dansk end udenlandsk arbejdskraft, fordi vi er veluddannede. Det vil øge beskæftigelsen, også fordi lønstigningen vil blive langsommere, og det er netop det, der er faldet Lars Olsen for brystet. Hvordan kan det at øge arbejdsudbuddet nogensinde blive venstreorienteret politik?
»Jeg siger ikke, at man skal gå ned i løn. Jeg siger bare, at arbejdsmarkedet vil tilpasse sig de ændrede udbudsvilkår, og det gør, at lønstigningstakten på nogle områder vil blive langsommere, og det gør, at der er flere, der vil købe arbejdskraften. Jeg taler slet ikke om kinesiske lønninger. Jeg taler bare om at svække lønstigningstakten, som i den normale konkurrence betyder virkelig meget. Det er der masser af empiri, der viser.«
— Er det venstreorienteret, det du siger nu?
»Ja. Det er venstreorienteret. Det er en analytisk tilgang. Og hvis der var nogen, der var god til at lave analyse, så var det Marx. Han satte sig ned og studerede økonomien i årevis og beskrev den, som den var. Han ville ikke lave opskrifter til fremtidens køkken, som han skrev. Han var interesseret i at analysere kapitalismen – hvad var dens bevægelseslove. Det var han vildt optaget af, og den tradition synes jeg, man forbryder sig imod på venstrefløjen i dag.«
Det er her, han føler, han kan spille en større rolle som økonom, end han i dag ville kunne som politiker. Det er derfor, han skriver indlæg i aviserne, der støtter regeringen og Bjarne Corydon. Han ser det som sit samfundsansvar. Selv føler Carsten Koch sig aldrig splittet mellem at være realistisk og at være venstreorienteret.
»Nej. Det føler jeg ikke. Og jeg synes, det er forkert at være venstreorienteret, hvis ikke man er realistisk, for hvad vil man så med det? Er det en drøm i en osteklokke? Markedsøkonomien er en realitet, og da bliver vi nødt til at spørge, hvordan vi får den bedst muligt håndteret. Hvordan vi inden for den præmis forsøger at indrette et samfund, så det bliver menneskeligt med en høj grad af sammenhængskraft, og så vi kan bevare velfærdsstaten. Det er da det, der må kaldes venstreorienteret?«
— Så du er stadig for solidaritet?
»Ja.«
— Lighed?
»Yes! Sammenhængskraft, at fastholde velfærdsstaten og understøtte dem, der ikke kan selv. Ja. Alt det der. Det er stadig mit mål.«
De manglende svar
Carsten Kochs kone er i USA. Han har netop fået en opringning fra hende: Der skal igen fyres på Berlingske, hvor hun er journalist. Denne gang er det 80 stillinger, der skal skæres. Læserne har vænnet sig til at få indhold gratis på nettet, konstaterer han og funderer over, om aviserne kan vende udviklingen, eller om branchen bare kommer til at skulle tilpasse sig en ny virkelighed, hvor der ikke er plads til de betalingsaviser, vi kender i dag.
»Det var lige som med min egen far,« siger han. Han var skrædder, og da fabrikkerne overtog, blev han selv arbejdsløs og måtte finde på noget andet. »Sådan er det,« siger han. Enten udvikler man sig – eller man forsvinder. Det er svært at undgå – det er derfor, det er så vigtigt at så mange som muligt udvikler sig ved at uddanne sig. Det er vejen frem.
I stort set alle lande stiger uligheden lige nu.
»Vi kan ikke have helt den samme lighed, som vi havde i 60’erne. Ikke fordi det ikke er ønskeligt, men fordi den internationale udvikling hindrer det. Vi kan desværre ikke have helt de samme ambitioner. Omvendt mener jeg heller ikke, at man kun kan måle lighed med, om der er progression i skattesystemet. Det er for overfladisk. Lighed kan også være, at alle kommer i arbejde. Man kan tale om økonomisk lighed, men jeg synes også, at man kan tale om menneskelig lighed – at alle, der kan have et arbejde, har et arbejde. Det er da det, der giver sammenhængskraft i et samfund.«
Det er venstreorienteret politik, mener han. Lige som det kan være venstreorienteret politik at være for den sænkning af selskabsskatten, regeringen har spillet ud med.
Rigtig mange virksomheder bløder i disse år – og det rammer beskæftigelsen. »Bankerne er i dag ikke stand til at låne penge ud til virksomhederne. Bl.a. i forbindelse med Vækstfonden støder jeg for ofte på projekter, bankerne ikke kan låne penge ud til – hverken til videre vækst eller til opstart. Det synes jeg er … ”;
Han skærer ansigt, udstøder et ’øv!’.
Så må virksomhederne have forbedrede muligheder ad anden vej. Bankerne er i dag bundet af regler, som bl.a. gør, at de skal binde deres kapital, så de ikke kan låne så meget ud.
»Jeg synes, at kritikerne burde acceptere en – beskeden – sænkning af selskabsskatten. Det er helt reflektorisk, når man tager sådan på vej over for den. En selskabsskattelettelse øger væksten og beskæftigelsen i den private sektor, og det kommer også den offentlige sektor til gavn via de øgede skatteindtægter. Den danske velfærd kommer ingen vegne, hvis ikke der kommer gang i den private sektor.«
Også tanken om en finansiel transaktionsskat er han uenig i. Det har vi ikke brug for – og slet ikke lige nu. Desuden var det ikke transaktionerne, der var årsag til krisen.
Han begynder at remse de faktorer op, der fik økonomien til at bryde samme. Der var grådigheden, der er »lige så fundamental som seksualdriften«, som han siger. Den kan man ikke gøre meget ved, den kan kun reguleres, så man minimerer grådighedens negative konsekvenser.
»Renten blev gennem 00’erne holdt meget lavt samtidig med, at der kom en højkonjunktur, og det fik folk – og virksomheder og stater – til at stifte gæld. Og det fik til sidst økonomien til at bryde sammen. Ikke handel med papirerne. Og herhjemme valgte Fogh så oven i købet skattestoppet, samtidig med at man lod de offentlige udgifter eksplodere uden at bremse op via finanspolitikken. Og så puf … Det var fuldstændig uansvarligt. I dag løber den daværende borgerlige regering alt hvad den kan væk fra det ansvar.«
Det kunne være undgået. Det er et trist eksempel på, hvad der kommer ud af at erstatte økonomi med ideologi. Selv mener Carsten Koch, at han har lært meget af krisen.
»Hvordan fungerer en økonomi som den danske, der er ekstremt åben og meget lille med faste valutakurser, der er underlagt globale kapitalbevægelser? Hvordan håndterer vi en økonomi, der er undergivet internationale vilkår, som vi simpelthen ikke kan ændre? Det er der ikke ret mange på venstrefløjen, der har svar på. Hvis du spørger mig om, hvad jeg ville undervise i på universitetet i dag, så er det det.«
Ikke fordi, han ikke stadig synes marxistisk økonomi er interessant. Han bruger den stadig – med mellemrum, og han kan den stadig. Lige som han stadig ikke ville have noget imod at bo i kollektiv.
»Det var nu ikke et kollektiv,« korrigerer han om det sted, hvor han boede sammen med Lars Rohde, der siden blev nationabankdirektør, og Torben Möger, der siden som pensionskassedirektør blev en indflydelsesrig erhvervsleder og fik en søn, der blev skatteminister. Længe før. Hvilke karrierer de ville få var der ingen, der vidste dengang. Det var en tilfældighed.
»Det var et bofællesskab, hvor alle havde deres egne ejerlejligheder, og man spiste sammen i fælleshuset. Mere hippieagtig var det heller ikke. Der var ikke noget med fælles sovesal. Men det var godt for børn, det var mest for børnenes skyld.«
— Men kalder du stadig dig selv venstreorienteret?
»Tja.« Carsten Koch trækker på svaret. »Jeg vil kalde mig selv for …« Carsten Koch går i stå igen »... jeg vil kalde mig selv midtersocialdemokrat.«
Imponerende. Så meget sludder og vrøvl i en enkelt artikel!
Carsten Koch kan alle de blå økonomers mest fortærskede økonomiske trylleformularer: Arbejdsudbuddet (arbejdsløshed og østarbejdere) sænker lønudgiften. (Det er der ved Karl Marx ingen nytænkning i). Lighed behøver ikke være økonomisk, den kan også være menneskelig. Den lille grådighed er jo inden i os alle sammen.
Carsten Koch påstår at hans kritikere svigter: De hopper over, hvor gærdet er lavest, fordi de ikke ved nok om den økonomiske videnskab. Den økonomiske videnskab ligger dem fjernt.
Det er længe siden jeg har mødt en så umoden reaktion på kritik, men med få klik finder man folk, med, på papiret, mindst lige så stor økonomisk indsigt som Carsten Koch, himself:
Overvismand advarer politikere mod at forfalde til nemme skatteløsninger
Skattekommissionen (2009) med tidligere skatteminister Carsten Koch (S) i spidsen foreslår skattelettelser for 36 mia. kr. og peger på de dynamiske effekter som mulig finansiering.
http://www.information.dk/179725
Og
Det er ikke krisen, som har skabt det langsigtede hul i de offentlige finanser - det er regeringens ufinansierede skattelettelser, der har skabt det finanspolitiske holdbarhedsproblem. (Analyse i Politiken Debat 18. januar 2010.)
http://ae.dk/artikler/ufinansierede-skattelettelser-skabte-holdbarhedspr...
" I dag bliver den tidligere skatteminister mest af alt kaldt nyliberalist, blå økonom og borgerlig regnedreng, men det er han ligeglad med. Han er stadig socialdemokrat"
Javel, han er stadig socialdemokrat - men hvori består modsætningen?
Kig på Carsten Koch's CV. Det dokumenterer et karrieremenneskes vej op gennem systemet, og her specielt via det klassiske socialdemokratiske apparat. Da S så skiftede over fra en socialdemokratisk politik og ideologi til en neoliberalistisk politik og ideologi fulgte Carsten Koch med. Han hævder, at være så klog og have forstået så meget. Og han kan da også aflire tidens liberalistiske dogmer. Men det han egentlig har forstået er vel at albue sig frem og opad.
Kapital er svaret på krisen...
- Det betyder at dansk økonomi siden 2008 har befundet sig i det økonomer kalder en ”likviditetsfælde”. En situation, hvor alle spare op og ingen bruger penge. Det kunne lyde meget godt at forbrugere, virksomheder og kommuner sparer op, men konsekvensen er den makroøkonomiske fastfrysning vi i dag lever i. Din indkomst kommer i sidste ende fra de penge, andre bruger. Hvis ingen bruger penge, så er der ingen til at betale din indkomst.
Siden 2009 har danske virksomheder således netto sparet 225,9 milliarder mere op.
Kommunerne har et rekordbeløb på 34,4 milliarder kroner på stående på deres bankkonti.
http://www.cevea.dk/debatindlaeg/opsparing-send-10-milliarder-paa-arbejde
Det var dog et skræmmende portræt.
Et menneske som kender alle svarene og holdt op med at lytte til spørgsmålene.
Egentligt lidt synd at lade et menneske udstille sig selv og sin usselhed på den måde, nogen burde beskytte en sådan sølle eksistens imod sig selv.
Carsten Kochs skjulte skandale
Som skatteminister stod Carsten Koch bag mindst 1300 lovbrud.
Lovbrud, der især krænkede de små, herunder især kvinder.
I øvelsen, der gik under navnet Kontrollørkorpset, indgik også misinformation af Folketinget, der medvirkede til at skjule ulovlighederne.
Efterfølgende har en del misbrugt deres embede til at dække over skandalen, herunder for eksempel Ole Stavad, Peter Loft og Folketingets Ombudsmand.
Alt fremgår af de ansvarliges egne dokumenter og kernen af gældende ret, der er enkel.
Peter And,
Tak for din letfattelige introduktion til multiplikatoreffekten. Men det er jo netop IKKE dansk økonomi isoleret set, vi taler om her. Som det bliver nævnt af CK i de indledende sætninger.
Ole Chemnitz Larsen.
Lavede han virkelig så mange lovbrud, han sad jo kun godt et år som skattminister?
Kristian, selv tak, men så vidt jeg hører foregår der også gedigne besparelser
andre steder end i Dk, og vi vil jo gerne eksportere...
Kristian Rikard
Ja, tallet er meget lavt sat.
'....hvis der var nogen, der var god til at lave analyse, så var det Marx. Han satte sig ned og studerede økonomien i årevis og beskrev den, som den var. Han ville ikke lave opskrifter til fremtidens køkken, som han skrev. Han var interesseret i at analysere kapitalismen – hvad var dens bevægelseslove. Det var han vildt optaget af, og den tradition synes jeg, man forbryder sig imod på venstrefløjen i dag.'
den kritik og fremstilling er fuldkommen korrekt - det er helt sikkert. - den rammer hovedet på sømmet - men Koch selv er næppe svaret
Robert O Jensen,
Nej det tror jeg selv han er klar over, så nu da han har passeret pensionsalderen overlader han tøjlerne til Bjarne :-)
Iøvrigt minder Koch og Corydon lidt om hinanden på visse områder. De har begge siddet en krig af tid i henholdvis AE og bag den matterede rude i socialdemokraterns økonnomisk/politisk hjernecenter .
Godt skrevet, Lise Lotte Rahbek :O)
Hvis han er socialdemokrat, passer det hele jo godt nok.
Det er vel næppe venstrefløjens mål at holde hånden under kapitalismen. Så selvfølgelig finder CK ikke sit svar der.
Lighed kan også være, at alle kommer i arbejde. ......
Tjae.....åbenbart også de syge :-) .....nuvel, jo flere som kan malkes, kan vel så gøre det ud for den stagnerende indtjening.
Større ulighed i indtjening kommer aldrig til at skabe sammenhængskraft....hvad det så end er for et svævende begreb. I givet fald skulle vores samfund for 100år siden have været enormt sammenhængende.
Det var det ikke.
C . K skriver ;»I dag er vi underkastet globaliseringen på en helt anden måde, end kritikerne er parat til at erkende. Globaliseringen rammer os på alle punkter, markedsøkonomien er en realitet, og vi har selv besluttet det. Ikke formelt set, men vi har lige så langsomt accepteret den og skabt en virkelighed, hvor vi er underlagt internationale kapitalbevægelser. Ja, selv Enhedslisten har for længst accepteret den. Hvis du vil afsondre dig fra den, så taler vi altså om Cuba eller Nordkorea. Vi kan kun koble os fra eksterne vilkår med meget store afsavn. Det må selv venstrefløjen kunne indse.«
Den globalisering og det pres der er på de danske arbejdspladser og de danske lønninger er skabt med udvidelse af Eu . Fattige og arbejdsløse europæere flytter hver dag fra et land til et andet for at få arbejde . Carsten forsøger at gøre det til et valg mellem markedsøkonomi og god gammeldags planøkonomi . Den globalisering som vi oplever nu er en politisk globalisering . Skabt ved en alt for hurtig udvidelse af Eu . At medlemmerne i eurosamarbejdet samtidigt har store problemer fordi de stærke stater istedet for at lade virksomhederne betale folks løn , lader dem arbejde ned til en løn under hvad man kan leve anstændigt for . Staten betaler den manglende løn . Direkte statsstøttede arbejdspladser . Working Poor .
Det er et bevidst politisk valg .
Det vi oplever er ikke et valg mellem to urøkonomiske modeller . Det vi opleve er en politisk skabt globalisering. Det er politikerne der har valgt rammerne for udvidelsen af Eu . Derved har de også valgt med hvilken hastighed globaliseringen skal ramme os .
Du er meget naiv Sten hvis du tror at globaliseringen ikke ville ramme os hvis vi var uden for EU. Den ville ramme os med mindst samme kraft. Der er ikke nogeh revolutionær antikapitalistisk bevægelse noget sted i øjeblikket, og en sådan er forudsætningen for at du kan ændre samfundet i en ikke kapitalistisk retnig. Det sidste er sgu ikke noget man kan gå enegang med i Danmark, det er en illusion. Globaliseringen er en revolutionær videreudvikling af kapitalismen mod verdensmarkdsdominans. I en vis forstand bør den hilses velkommen. Det er også den eneste revolutionære bevægelse med støtte i økonomi vi kan se i dagens virkelighed.
Kristian Rikard:
"Lavede han virkelig så mange lovbrud, han sad jo kun godt et år som skattminister?"
Hmm. Skal det tages som udtryk for Kochske regnemetoder? Mig bekendt var han skatteminister fra 1994 til 1998.
Man kan efterhånden kun håbe på, at der er nogen som stadig forstår, at der er mennesker som ikke har haft mulighed for at rage til sig. At manden sidder i de tidlige statslige, nu A/S-ejendomme er jo klar ny-socialdemokraternes politik. Vi har jo alle sammen tjent på huse, og vi har det jo godt, godt...osv. Gu har vi da ej mand! Men det er den borgerlige idyl en gang til for moster tosse.
Jeg savner af hjertet, en type som Preben Møller Hansen, den gamle kommunist og formand for sømændenes forbund og for Fælles Kurs. De her luskefise, er der efterhånden så mange af, og de går bare og sikre sig selv sammen med vennerne. Op i røven med os andre.
Anders Feder,
Du har sku ret - jeg skal hænges :-)
Her er dit svar, Carsten Koch, og du er udmærket klar over det, med mindre du har glemt det for karrierens skyld:
http://krugman.blogs.nytimes.com/
1. The economy isn’t like an individual family that earns a certain amount and spends some other amount, with no relationship between the two. My spending is your income and your spending is my income. If we both slash spending, both of our incomes fall.
2. We are now in a situation in which many people have cut spending, either because they chose to or because their creditors forced them to, while relatively few people are willing to spend more. The result is depressed incomes and a depressed economy, with millions of willing workers unable to find jobs.
3. Things aren’t always this way, but when they are, the government is not in competition with the private sector. Government purchases don’t use resources that would otherwise be producing private goods, they put unemployed resources to work. Government borrowing doesn’t crowd out private borrowing, it puts idle funds to work. As a result, now is a time when the government should be spending more, not less. If we ignore this insight and cut government spending instead, the economy will shrink and unemployment will rise. In fact, even private spending will shrink, because of falling incomes.
4. This view of our problems has made correct predictions over the past four years, while alternative views have gotten it all wrong. Budget deficits haven’t led to soaring interest rates (and the Fed’s “money-printing” hasn’t led to inflation); austerity policies have greatly deepened economic slumps almost everywhere they have been tried.
5. Yes, the government must pay its bills in the long run. But spending cuts and/or tax increases should wait until the economy is no longer depressed, and the private sector is willing to spend enough to produce full employment.
Virkeligheden er global, den er ikke national. Den var aldrig national.
Og - så længe kapitalismen har voksemuligheder og tydeligvis ikke har udtømt sine muligheder som produktionsmåde og dermed kan tilfredstille et globalt flertals behov for 'lykke' og ren luft og vand så vil der ikke være en bønnes chance for at den for alvor vil være truet.
Et lille land som Danmark vil så være nød til at finde veje der kan bidrage til en rimelig opretholdelse af velfærd men samtidig sikre landets kapitalistiske konkurrenceevne på markedsvilkår. Det kan sgu ikke være anderledes og det vil ikke være anderledes heller ikke hvis Enheldslisten skulle gå hen og få et absolut flertal og statsministerposten.
Ulandssocialsime ala Rusland, Kina, Cuba og sågar Venesuela har ikke en mors chance for at vise vej til et reelt alternativ. Det højeste de kan er at omdanne sig til noget der ligner en minimalistisk velfærdsstat inden for de økonomiske rammer kapitralisme og deres konkurenceevne udstikker for dem.
Kimen til en ny produktionsmåde - når og hvis en sådan opstår - skal fødes i i-lande - ikke i ulande - og først når det sker vil der være. muligheder for en fundamentalt ny dansk politik.
Globalt set er kapitalismen stadig den eneste revolutionære kraft - jeg kan ikke se andre - hvis nogen kan lytter jeg meget gerne.
’Venstrefløjen mangler svar’ er en god titel på dette interview med en klassisk socialdemokrat som Carsten Koch. Som siger lige præcis det, der skal siges om en tid med forandring - som han selv skriver:
"Osteklokkefolket, kalder han dem – folk som Lars Olsen og Pelle Dragsted, der ifølge ham stadig lever i fortiden og tror, at man kan være venstreorienteret, som man kunne engang. Det kan man ikke, mener han. For ham skiftede det i 80’erne."
Osteklokkefolket er en god betegnelse for de fleste indlæg her i debatten - som har det tilfælles, at de er overforbrugere af det lille præfix: neo - som om, det tilføjer debatten noget.
Carsten Koch er bundærlig og ligeud ad landevejen. En veluddannet socialdemokrat med hus og bil og hund skal da ikke skamme sig, men tværtimod glæde sig over sin succes - takket være netop Socialdemokratiets kamp for en bedre uddannelse til alle.
Det gør ikke nødvendigvis en person "blå" eller "neo" eller noget tredje. Eller som en Johanne kan finde på at sige det omkring "revolutionen", der blev væk: "Ordene er ikke vigtige" ;-)
Curt Sørensen
12:45 #
Jeg finder at din bemærkning 'Kig på Carsten Koch's CV'. er dig uværdig. At den score point hos andre gør den ikke mindre uværdig i mine øjne.
Jeg er sgu ikke enig med Koch, jeg mener at han har draget de forkerte konklusioner. Men jeg kan ikke se nogen grund til at påstå at han har fulgt den vej af andre grunde end hans personlige overbevisning.
Du må undskylde mig men jeg kan ikke befri mig for en følelse af at dit eget forhold til marxisme har et religiøst præg. Noget med at du mener at du har set gud og at folk der drager en anden konklusion end dig er kættere som skal brændes om ikke i person så i effigy. Det er dig tilsyneladende aldeles umuligt at forestille dig eller bare acceptere at folk kan drage andre konklusioner end dig, hvorfor årsagen må være at de gjorde det for personlig vindings skyld.
Det er sgu et meget mærkeligt forhold til det der for dig burde være videnskab og ikke trosbekendelser.
Venstrefløjen indsigtsfulde folk, der kan gøre noget ved det fallerede. Mange af venstrefløjens debøtterer og politikere er hverken venstreorienterede eller evner at debattere mod højrefløjen, som oftest er utrolig totalitær og grotesk, men poleret og veltalende. Det er et vanskeligt problem.
Jeg mener faktisk at enhver, dog især en person der er veluddannet og kalder sig socialdemokrat, der går ind for at lade arbejdsudbuddet/de mest udsatte ledige regulere arbejdslønningernes størrelse, burde have hovedet undersøgt.
Det kan kun skade hans eget politiske ståsted og hvis personen har siddet i kommissioner og fint skal det være og alligevel ikke fatter det mest elementære, så er han nok ikke værd at ofre de mindste forsvarstaler på
Robert, din holdning til globaliseringen viser at du er dybtfølt imperialist, uden respekt for det folk og den nation der har opfostret dig - ikke at det overrasker mig, men måske overrasker det dig selv?
Flemming, Carsten Koch afslører netop sin blå logik (læs mangel på logik), ved først at fremhæve øgning af arbejdsudbuddet som et acceptabelt økonomisk middel, og dernæst at hævde "at alle, der kan have et arbejde, har et arbejde" som værende lig menneskelig lighed, og vigtigere end økonomisk lighed.
Lavtlønsproblematik, overlevelsesindkomst, working poor, er ikke begreber der når ind i den velklædte mands tankeverden.
Hans Jørn Storgaard Andersen, hvorfor er det interessant at Enhedslisten bruger begrebet 'revolution'? De bruger dog ikke begrebet 'voldelig revolution'.
Thatchers forandring af forholdene for de lavestlønnede i England bliver også betegnet som en revolution.
Ps 'forandring af forholdene' -> 'forringelse af forholdene'
Carsten Koch har nok tjent kassen i nullerne og er der noget, der kan få folk til at støtte kapitalismen så er det, når de selv tjener stygt på systemet. ..for hvor var Carsten Kochs kritik af Fogh, da Fogh begik dumheder??
Carsten Koch glemmer at forklare, hvorfor det er vigtigt at spare hos dem, der ikke har meget og give til dem, der i forvejen har meget....det savner jeg en eller anden socialdemokrat forklarer, så også jeg kan forstå det :)
jamen det er jo herligt bill at jeg skal udstilles om en antinationalistisk forrædder og så lige af dig - det er en stor ære - jeg er bestemt internationalist og giver derfor fanden i 'den nation der har opfostret' mig.
Artiklen bør tages dybt seriøst og være udgangspunkt for studiekredse i fx. Enhedslisten og andre steder på venstrefløjen.
Det er ikke nok at protestere imod nedskæringerne og gaverne til de rigeste i samfundet og alle de andre asociale tiltag, hvis man ikke har et svar på Carsten Cochs betænkeligheder. Det er på en måde forståeligt, at han regner venstrefløjen for naiv, så længe de protesterer uden at imødegå hans synspunkter.
Alle lande konkurrerer mod hinanden om at sænke befolkningens levestandard for at virksomhedsejerne kan producere varer billigere end de andre lande. Vi er med i denne konkurrence, som er en skrue uden ende. Vi er presset af de lave lønninger og dårlige sociale forhold i Tyskland og med vores politik er vi med til at presse tyskerne til at skrue endnu mere op for uligheden for at konkurrere med os, sådan at vi også må give uligheden en tand mere osv. Politikerne frygter nyheder om at nu har den og den fabrik lukket produktionen i Tarm og flytter til Taiwan osv. De er i panik. De vil hellere give køb på samtlige arbejderbevægelsens resultater de sidste 100 år end risikere massearbejdsløshed.
Det mest geniale i liberalisternes propaganda er, at de har fået gennemført det helt automatiske dogme, at vi vil få det som i Cuba og Nordkorea, hvis vi prøver at afskaffe eller begrænse det kapitalistiske markedssamfund, ergo har vi intet andet valg end at underkaste os betingelserne og for altid acceptere, at samfundet kun kan fungere ved at forskellen på rige og fattige er så stor som overhovedet mulig.
Et alternativ til liberalismen kunne være at sætte gang i offentlige aktiviteter og at kloge hoveder analyserede, hvad vi skal gøre anderledes for at en offentlig og dermed demokratisk økonomi kan undgå netop de svagheder, den har på Cuba eller i Nordkorea. Vi har masser af eksempler på veldrevne offentlige virksomheder, og også i De gamle socialistiske lande fandtes der eksempler på virksomheder, som var offentlige, men alligevel relativt effektive og produktive. Og selv i en mindre effektiv offentlig virksomhed producerer medarbejderne meget mere end ved at gå arbejdsløse eller være i idiotiaktivering.
Men det kræver nytænkning og mod til at effektivisere og forbedre det offentlige i stedet for at give op på forhånd og tale om Cuba. Har vi ikke mod til nytænkning, må vi leve med at blive betragtet som naive af folk som Carsten Coch.
Økonomisk videnskab..?
Er den den økonomiske videnskab, der bestemmer, at Carsten Koch skal være højtbetalt bankansat ejendomsbesidder med velpudsede sko?
Er det den økonomiske videnskabs eneste realitet at nogen skal have penge og prestigefulde jobs, mens andres tilværelse må reformeres helt i bund for at leve op til globaliseringen?
Eller er det et valg, Carsten Kock, som du foretog i takt med at du blev rigere og legitimerede privilegierne med 'økonomisk videnskab' og realiteter.
Bjarne Nielsen
Det ville så sandelig være mere givtigt om man evnede at komme med et kvalificeret modspil snarere end dette tiltagende infantile nonsens. Det er sgu da godt vi stadig har Preben Wilhjelm blandt os, men det er frygteligt at han tilsyneladende er den sidste mohikaner på en tilsyneladende tiltagende nationalromantisk, gudssøgende, konspirationteoretiserende og hjernedød 'venstrefløj' (hvis det er det den er - altså venstrefløj)
Karsten Koch lever i Socialdemokratiet - Morten Koch er derimod genopstået i venstrefløjsforklædning
Karsten Koch a/s, vil løse landets problemer ved at sænke lønniveauet, sænke skatterne for erhvervslivet og de rigeste, samt skære i de offentlige udgifter. Gøre os alle fattigere.
Det er sgu da Karsten Koch a/s der mangler svar - samarbejdspolitikerne er vege og følgagtige.
Han bliver ved med at sige at han har læst OG forstået Kapitalen, jeg tror ikke det er helt sandt fordi man kan ikke komme med så mange tossede liberale tiltag hvis man havde forstået konsekvenserne af en kapitalistisk system i effekt.
Samtidig viser det at S for lang tid siden blev det centrum-liberale parti som de profilerer sig som idag
Man kan sige, at Carsten Koch repræsenterer den socialdemokratiske pensionskapitalisme. Der mangler en kritisk diskussion af den store pensionsopsparing og den måde, pensionsformuerne styres på. Den store pensionsopsparing bidrager til at sætte økonomien i stå.
Hvis den forøgede pensionsopsparing havde ført til en hurtig vækst i faste investeringer, havde det været et stærkt argument for pensionskapitalismen, men de faste investeringer i Danmark ligger helt nede omkring 17%. Hvis pensionsopsparingen havde været eksplicit knyttet til store investeringer i vedvarende energi, havde det været godt, men det, vi oplever, er snarere, at ligegyldigheden over for klimaproblemerne tager til.
Måske har pensionsopsparingen bidraget til, at Danmark har overvundet et stort underskud på betalingsbalancen, men nu er vi gået i den anden grøft, hvor vi har et stort overskud og en solid positiv international investeringsposition. Den store vækst i pensionsformuerne efter år 2000 blev ledsaget af stor vækst i husholdningernes gæld og virksomhedernes gæld. Den nationale opsparing i dag er de beskedne faste investeringer plus betalingsbalanceoverskuddet, der bliver udlandets gæld – og der er gæld nok ude i verden i forvejen.
Husholdningernes store gæld er med til at opretholde opblæste priser på boliger, og den store gæld i det hele taget er med til at opretholde høje priser på aktier og boliger og alle slags investeringsgoder. Der eksisterer altså nogle fantastisk store værdier, der bare er andre menneskers gæld, andre landes gæld osv.
Så hvad med at omtænke hele pensionsopsparingen, nationalt og globalt?
"Carsten Koch taler om at være realistisk, om at ændre noget inden for rammen af det eksisterende. Han taler om nødvendighed, ikke om systemskifte. Nulvækst? Vis mig en overbevisende model, svarer han. Selv har han ikke set den endnu."
Økonomen har talt. Nul fantasi. Nul ideologi. Kun hans egen virkelighed.
Der er en verden udenfor Verona. En verdens tilstand og en befolknings tilstand, der er fremtidens virkelighed.
Det er ikke noget, der kan overlades til dagens økonomiske model.
Hvor ville jeg ønske der fandtes færre af hans slags - så kunne det da være vi fik en vestreorienteret regering engang. Det kunne jeg godt tænke mig.
Koch mener vist, at den økonomiske videnskab har svarene.
"Den økonomiske videnskab" er i denne sammenhæng lig med den økonomiske tænkning, der lige nu dominerer på mange universiteter.
Så vidt jeg har forstået, handler det om at sikre et livsgrundlag til så mange som muligt via løn for arbejde, der er udsat for global konkurrence. Så mange som muligt skal være "selvforsørgende". Og det handler om at sikre et tilstrækkeligt skattegrundlag til at finansiere den offentlige velfærd.
De mange gennemførte reformer giver en vis mening i dette lys. Forventningen er nemlig, at de øger den enkeltes motivation til at blive "selvforsørgende". Og forventningen er, at det er attraktivt at etablere og drive virksomhed og dermed at skabe jobs i Danmark.
Jeg tror, at formlerne i økonomernes IT systemer kan regne alt dette ud.
Jeg er overbevist om, at disse formler i høj grad bygger på antagelser om økonomiske incitamenter og på antagelser om sammenhænge mellem arbejdsudbud og beskæftigelse mm. Disse antagelser viser sig fra tid til anden at være mere spekulative end videnskabelige, men økonomerne er ofte immune over for dette og kommer med undvigende forklaringer om, at tendensen på længere sigt vil være det ene og det andet, selv om det ikke ser sådan ud lige nu. På den måde er der et højt element af tro og dermed uvidenskabelighed i "den økonomiske videnskab".
Nu kommer mine spørgsmål til Koch:
Hvis hensigterne om at skabe jobs og skatteindtægter skal være realistiske, skal vi vedvarende have økonomisk vækst.
Tager den økonomiske videnskab højde for miljøomkostningerne ved denne vækst?
Er det realistisk, at forvente, at den globale økonomi kan drive den nødvendige vækst?
Hvor dårligt skal mennesker udenfor arbejdsmarkedet have det, mens vi venter på væksten?
Hvorfor tillader vi (og den økonomiske videnskab), at jeg og Koch og mange andre får store formuer foræret i form af friværdier, vi ofte ikke har ydet den mindste indsats for?
Er kasinoøkonomiens friværdier ikke udtryk for en slemmere form for nasseri end de overførselsindkomster, som Robert og Karina lever af?
Hvorfor lader vi den økonomiske videnskab lede os direkte mod en ny krise, når vækst har skabt en ny eksploderende prisboble på bolig- og ejendomsmarkedet?
Hvor videnskabelig er "den økonomiske videnskab"? Eller: Hvor mange skjulte antagelser og værdier bygger "den økonomiske videnskab" på?
Leo Nygaard
Økonomen har talt. Nul fantasi. Nul ideologi. Kun hans egen virkelighed.
Der er en verden udenfor Verona. En verdens tilstand og en befolknings tilstand, der er fremtidens virkelighed.
Det er ikke noget, der kan overlades til dagens økonomiske model.
Det er meget muligt. Men det CK påpeger er jo netop *fraværet* af operative alternativer på venstrefløjen.
Man kan tage diskussionen om EU internt i EL som eksempel - den diskussion der har løbet parallelt med spørgsmålet om EL selvstændigt skulle stille op til EPvalget. Åbenbart er der store dele af EL en forestilling om at man sagtens kan melde sig ud af EU, men beholde samtlige markedsfordele. Helt uden konsekvenser. Og det alene siger jo en del om hvor grelt det står med forståelse af globalisering og grundlæggende international økonomi på venstrefløjen. Hvis EL - og andre på venstrefløjen - vil gøre op med CK og hans holdninger, så skal der jo jo helt, helt andet til end vi har set til dato. Hvorfor sker det ikke?
Præcis Leo Nygaard, "Kun hans egen virkelighed." Ikke den, som vi alle er en del af, hvoraf altruisme og lighed spiller ind, som værende de væsentlige faktorer til et sundt samfund. Næh, her er tale om at leve i en osteklokke (for at bruge Kochs eget udtryk). Yderligere uddybes denne påstand af hans arrogance overfor kritik, der praller af på ham, som bruger man 'head and shoulders' mod skæl. Her står en stolt mand med svarene, de rigtige vel at mærke (samt et økonomisk overskud, hvilket alle i hans omgangskreds også har jf. 3. kolonne i artiklen).
Carsten Koch er ikke solidarisk, omfordelingen fra de mindrebemidlede til de rige er ikke solidarisk, Carsten Koch og andre på samme løntrin forsvarer med grådighed de goder Carsten Koch har vænnet sig til, Carsten Kochs usolidaritet er symptomatisk for de ny liberale socialdemokrater.
Selvfølgelig skal de rige betale, hvis de mindrebemidlede skal, men solidaritet er altid vanskeligt når det bliver alvor for en selv, det er Carsten Koch et godt eksempel på.
Jeg tror ikke Carsten Koch vil benægte, at hele den økonomiske plan regeringen har lagt frem, står og falder med, et tysk og i sidste ende Europæisk opsving, for kommer det ikke, har danske produktionsvirksomheder ingen afsætningsmuligheder og produktionen vil på sigt flytte, hvor lønsomheden er størst og omkostningerne mindst, med mulighed for hurtig omstilling og det er i nærområderne af afsætningsmulighederne.
Den resterende del af regeringens økonomiske plan, er en øvelse i omfordeling, forsvaret af liberal forestilling om, hvis de rige bliver rigere, så skaber de vækst gennem investeringer, der på sigt kommer arbejderklassen til gavn gennem beskæftigelse.
Bill, din holdning til globaliseringen viser at du er en ægte utopist og evner at være både en Don Quixote og en Sancho Panza på en og samme tid
Et så akademisk vrøvleinterview, som det foreliggende, kan kun tænkes i en avis, måske endda kun i weekendudgavens evindelige tomgang.
Sider