Læsetid: 3 min.

Vi anbefaler: Københavns Torvehaller

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

4. maj 2013

Det er moderne at snobbe nedad, og Torvehallerne i København er et af de mest udskældte steder for den nedadsnobbende middelklasse. På Information prøver vi så vidt muligt at snobbe ligeud: God kvalitet fornægter sig aldrig, så her er fem anbefalinger. Eksklusivt for jer, der tør blive genkendt i mylderet af gråhårede kvinder, der afbrænder overskuddet fra 90’ernes og 00’ernes boligeventyr.

Lauras Bakery

Det er tvivlsomt, om det var intentionen fra start, men de to torvehaller er langt fra ens. Med fare for at bekræfte nogle forældede kønsstereotyper, kan man sige, at der er en mandehal og en kvindehal. I mandehallen (den længst fra Nørreport) køber man vin, kød, fisk og tapas – i kvindehallen  – tættest på Nørreport – står den på blomster, chokolade, te og bagværk. Sidstnævnte fås i adskillige fesne varianter til ofte opskruede priser. Værst hos Agnes’ Cupcakes, noget bedre hos Brioche Dorée, men nok allerbedst hos Lauras Bakery, som er det nærmeste, man kommer en gammeldags bager i Torvehallerne. Her er man ikke bange for at give den gas med smør og sukker, og hallernes bedste rugbrød er det tynde og lange med havsalt. Cafe Rosa – en lille spøjs dansk-japansk fusionsbager med en dårlig placering, skal også nævnes.

Tapa Del Toro

Det mest afslappede spisested i Torvehallerne er Tapa Del Toro, hvor man kan købe små, velkomponerede tapas og drikke San Miguel til. Den med oliventapenade er rigtig fin – og det samme er den med rejer. De koster mellem 10 og 25 kroner, så det er dyrt at spise sig mæt i de små madder. Er man ægte sulten, er det nok bedre at købe en af de varme retter, som de flotte fyre i barn laver over gasblus, mens man kigger på fra barstolen. Tapa Del Toro ligger lige ved hovedindgangen til mandehallen, og sætter man sig her, er man gået all in på Torvehallerne. Alle kan se dig her!

Fiskerikajen

Det er nærmest en religionssag, hvilken af de to fiskehandlere, man benytter i Torvehallerne. Begge er gode, og ham den store mand fra Hav.dk, skal have ros for at råbe »billig, billig, billig« og være med til at skabe en snært af ægte torvestemning i mandehallen. Men Fiskerikajen – den fra Rungsted Havn – skal nu alligevel have den varmeste anbefaling. Lidt høfligere betjening og lidt bedre til troværdige anbefalinger. Desuden fremragende remulade og vongole-muslinger i løssalg. Og nå ja, så flår man kun rødspætterne på den ene side hos Hav.dk, og så kan paneringen jo ikke hænge fast! Måske ikke det største problem sådan globalt set, men når nu man kan gå to meter og få en fisk, der er flået på begge sider, hvorfor så ikke gøre det? Som med alle religioner skal man dog ikke være fanatisk her. Hav.dk er helt fin, og har de et godt tilbud, så slå til.

Noorbohandelen

Hørt hos Noorbohandelen: »Grethe, Grethe. De har likør med havtornsmag!« Jo, det er let at lave sjovt med Torvehallerne, men igen giver det altså pote at stille sig op blandt de lettere rødmossede ægtepar fra den allerhøjeste middelklasse. Der er gode sager på fadene i Noorbohandelen, som har spiritus i alle afskygninger. Og så kan man noget så unikt som at købe sprut i små mængder. Hvem har ikke prøvet at have en whisky til at stå så længe i skabet, at intensiteten er feset af og smagen har ændret sig i en besk retning? Måske endnu et middelklasseproblem, men her i Noorbohandelen kan man nøjes med at købe et par deciliter, og det er da smart. Og man tør kaste sig ud i mere vovede varianter, når man ikke er forpligtet til at købe en hel flaske.

Kødbilen

Der er masser af godt kød at få i Torvehallerne. Mandehallens to oprindelige slagtere, Cleavers Meat Market og Slagter Lund har på det seneste fået konkurrence af både den tyrkiske slagter og Kødbilen, som holder ude imellem hallerne – dog tæt på mandehallen. Først er man måske lidt forbeholden over for noget, som hedder Kødbilen, men rent faktisk er deres stege af en helt utroligt høj kvalitet. Og da priserne er lavere end hos både Cleaver og Slagter Lund, er den klart at anbefale, hvis man skal have oksesteg. Hvor gerne man end vil integration – også i Torvehallerne – så må det konstateres, at den tyrkiske slagter ikke er på niveau med de øvrige tilbud, og vil man gerne have noget billigt lam, kan man med fordel gå over i Nansensgade, hvor der ligger en udmærket halalslagter. Cleaver har gode kålpølser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

og ham den store mand fra Hav.dk, skal have ros for at råbe »billig, billig, billig« og være med til at skabe en snært af ægte torvestemning i mandehallen.

Jeg har sgu lidt ondt af jer(os) Københavnere - ikke engang et ordentligt grønttorv kunne I få. Først åriter med halvrådne grøntsager - og så helt over i den anden grøft - et udendørs Irma.

Man burde have sendt et par kommunalplanlæggere til Århus og se, hvor enkelt man kan etablere et førsteklasses grønttorv (Ingerslev Boulevard) - af folket, for folket.

Billig stadeleje, og så lad oplandets småavlere komme ind og sælge deres afgrøder.
Sådan skaber man en naturlig og hyggelig grønttorvsstemning, hvor producenter og konsumenter mødes, fra hånd til mund.

Det er muligt at både handlende og kunder er glade for Torvehallerne - men et ordentligt grønttorv er det sgu ikke.

/O

/O

Emil Eiberg-Jensen, Sune Hansen, Karsten Aaen, Kristian Petersen, Niels Mosbak, Michael Kongstad Nielsen, Jens Overgaard Bjerre, Søren Peter Langkjær Bojsen, Rasmus Kongshøj, Niels Engelsted, Steffen Gliese, Bill Atkins og John Vedsegaard anbefalede denne kommentar
John Vedsegaard

Jeg må se den markedsplads, næste gang jeg kommer til Århus.
Torvehallerne har jeg set, de virker ikke særligt indbydende på mig, nærmere som et snobbet, fisefornemt supermarked. Til gengæld er det meget mere end et grønttorv, hvilket man ikke kan undgå at lugte, der stinker af friture overalt.

Bill Atkins

Torvehallerne er skabt for københavnske borgere af københavnske luksusbutikker til erstatning for Grøntorvet der var skabt af grøntsags- og frugthandlere, der skulle skaffe mad på bordet til dem og deres...

John Vedsegaard, Niels Mosbak og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Så er den også stor, Bill Atkins. :-) Men jeg giver mig nu heller ikke af med at købe andres fiskefrikadeller.

Kristian Petersen

olivier goulin: Jeg vil anbefale at du kigger forbi Bondens Marked på Sankt Jakobs Plads på Østerbro. Det er ganske vist kun 1 lørdag i hver måned, men et besøg hver.