Baggrund
Læsetid: 5 min.

Arbejderne mod aristokraterne

Der er lagt op til klassekamp på tysk, når Borussia Dortmund og Bayern München tørner sammen på Wembleys velplejede græs i aften
Farlighed. Bayerns kroatiske angriber Mario Mandzukic erobrer luftrummet over Barcelona under semifinaleopgøret tidligere på måneden. Han er en af de spillere, der gør Bayern til aftenens favorit.

LLUIS GENE

Moderne Tider
25. maj 2013

Det er nord mod syd, opviglerne mod etablissementet, de rige mod rosset, omstyrterne mod den etablerede klasse, the haves mod the have nots.

Kort sagt, det er Bayern München mod Borussia Dortmund i aften i årets Champions League finale, hvor kontinentets fodboldelite repræsenteres ved det rødklædte hold fra Sydtyskland, der har kvalificeret sig til tre ud af de sidste fire slutkampe og kan fremvise en glitrende historie, der daterer sig helt tilbage til midten af 1970’erne, hvor de vandt den daværende Mesterholdsturnering tre gange i træk.

Over for dem står Borussia Dortmund; arbejderklubben fra Ruhr-distriktet, der i starten af 00’erne hang så langt ude over konkursens rand, at de måtte frasælge deres stadion for at undgå det totale kollaps, og som efterfølgende har flikket et storhold sammen af hjemmebrændte talenter og relativt billige østeuropæere.

Kontrasten kunne næppe være større, når man tager i betragtning, at det er to klubber fra samme liga, der tørner sammen på Wembleys velplejede græs. Både geografisk, sportsligt, økonomisk og mentalitetsmæssigt befinder de sig milevidt fra hinanden.

Klare fronter

München er aristokraterne fra det velstående Bayern med Beckenbauer som den elegante galionsfigur. Mens Dortmund henter sine tilhængere fra arbejderklassen i det nordvestlige hjørne af Tyskland og har sit samlingspunkt siddende ude på bænken i form af den permanent ubarberede træner Jürgen Klopp med trucker-kasketten, den folkelige udstråling og det brede grin.

Fronterne mellem klubberne er klare – og de er blevet trukket endnu hårdere op gennem den verbale sparring, der har fundet sted i tiden op til slutkampen.

Dortmunds Klopp sendte den første kanonkugle ind over sydtyskernes stævn:

»Bayern München driver deres fodboldklub på samme måde som kineserne driver industrivirksomheder,« udtalte han. »De aflurer, hvad andre gør, og så kopierer de det – bare med andre folk og flere penge til deres rådighed. Og til sidst overhaler de dig.«

Ordene var møntet på Münchens velkendte metode med at fiske de hjemlige Bundesliga-konkurrenters bedste spillere og lokke dem til Bayern med løfte om højere løn og større chance for at vinde pokaler. En metode, sydtyskerne har praktiseret i årevis, og som Dortmund fik at mærke sidst i april, hvor det kom frem, at Bayern München har snuppet de gul-sortes bedste spiller, den 20-årige offensive midtbanespiller Mario Götze, fra næste sæson ved at betale frikøbsklausulen i hans kontrakt.

Responsen fra Bayern München kom prompte.

»FC Bayern har eksisteret længere end Jürgen Klopp har været træner,« sagde klubbens manager Jupp Heynckes. »Og klubben har altid haft sin egen stil. Det er vigtigt for os at vise værdighed, både når vi vinder og taber – men især når vi taber.«

’Hadet er normalt

Kort tid efter slog det gnister igen, da Jürgen Klopp og Bayerns sportsdirektør Matthias Sammer gerådede ud i et voldsomt skænderi på sidelinjen, efter at sydtyskernes forsvarer Rafinha i et opgør mellem de to hold var blevet smidt ud for at have svunget en albue op i masken på Dortmunds Blaszczykowski.

»Det er normalt med had mellem os og Bayern München,« bemærkede Klopp bagefter til medierne.

Jo, de hygger sig i det tyske. Men i kampen om den folkelige sympati er der dog næppe tvivl om, at Dortmund har flertallet af de menige tyskere på deres side.

De rødklædte spillere fra Bayern er forhadt blandt størstedelen af de tyske fodboldfans, der er trætte af den sydtyskernes arrogante attituder og det faktum, at Münchens stærke mænd på direktørposterne tilsyneladende lider af et uudslukkeligt behov for at fortælle resten af Fodboldtyskland, hvordan de skal drive deres klubber.

»Zieht den Bayern die lederhosen aus,« gjalder det fra tribunerne, når München-holdet spiller på udebane.

Og for nylig fik en af Münchens stærke mænd faktisk trukket sine imaginære læderbusker ned i fuld offentlighed. Nemlig klubbens præsident Uli Hoeness; en tidligere angrebsmøver fra 1970’erne, der efter sin aktive karriere er steget til tops i Bayerns hierarki, og som for mange landsmænd står som selve billedet på den arketypiske sydtysker: Bredbringet, velsitueret, magtfuldkommen, pølsespisende, selvtilfreds.

»Ich bin kein Besserwisser, sondern ein Bessermacher,« har Hoeness – der sideløbende med sin toppost i Bayern München driver en større pølsefabrik – med slet skjult selvfølelse udtalt. Men det vil næppe mange skrive under på, efter at ugemagasinet Focus i sidste måned afslørede, at den stenrige fodboldboss gennem årene har stukket 10-15 millioner euro til side i skattely i Schweiz.

Forargelse

Afsløringen er blevet mødt med en blanding af forargelse og skadefryd i hele Tyskland. Og det store oppositionsparti SPD har ikke været sene til at drage skandalen ind i den igangværende valgkamp som et eksempel på, hvordan de tyske velhavere efter deres mening har fået lov til at leve en beskyttet tilværelse under Merkel og hendes borgerlige fæller.

Merkel selv har også har været tvunget til at erklære sig »skuffet« over opførslen fra sin nære ven fra Bayern. Mens en sjældent set ydmyg Hoeness er rykket ud med en uforbeholden undskyldning og har indgivet anmeldelse til myndighederne – mod sig selv – for skattesvig.

Sagen har slået skår i Bayern Münchens omdømme som en moralsk retsindet klub, der kører sine sportslige forretninger efter traditionelle, konservative og katolsk prægede værdier. Men den har ikke tvunget Hoeness fra posten som præsident i den sydtyske storklub, så han vil utvivlsomt være at finde i VIP-logen på stadion – sandsynligvis iført sit vanlige rød-hvide halstørklæde – når den italienske dommer Nicola Rizzoli fløjter kampen i gang i aften.

For når al hurlumhejet er overstået, skal man jo ikke glemme, at der rent faktisk venter en slutkamp i aften; ja oven i købet en finale, der kan blive noget af et brag. Det er nemlig to utroligt underholdende hold på toppen af deres bane, der tørner sammen. Umiddelbart må Bayern München regnes for svag favorit, eftersom holdet gennem hele sæsonen har fremstået som det mest komplette mandskab i Europa. Især midtbanen virker frygtindgydende med Bastian Schweinsteiger som playmakeren, der fodrer de lynhurtige kantspillere Arjen Robben og Franck Ribéry. Og oppe i forreste linje bedriver den store, stærke kroat Mandzukic angrebsspil mit der Brechtstange som tyskerne selv kalder det.

Dortmunds chance ligger i, at de får deres lynhurtige og opportunistiske angrebsspil til at køre – samt at deres lejlighedsvis suspekte forsvar kan holde de bayerske angrebsbølger stangen.

Under alle omstændigheder er der lagt op til en forhåbentlig flot finale mellem de to klart bedste mandskaber i dette år Champions League. Væk er fedtspillerne fra Chelsea, de underpræsterende superstjerner fra Real Madrid og de endeløst trekantskombinerende midtbanedynamoer fra Barcelona.

Tilbage står to skarpe og veltrimmede mandskaber fra den store liga syd for Danmarks grænser.

Lad kampen begynde. Eller som de siger i Tyskland:

Anpfiff

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her