Nyhed
Læsetid: 7 min.

Balladen om de spanske giganter

Når Dortmund og Bayern er så fantastiske, at de får Champions League-finalen for sig selv, er det i virkeligheden bare, fordi de spiller spansk fodbold. Men hvad bliver så tilbage til de spanske giganter?
Undtagelse. Dani Alves, der her splitter en kæde hos Bayern under Champions League-semifinalen den. 1. maj, er en af de få Barcelona-spillere, der afviger fra det gumpetunge indtryk, klubben ellers har efterladt på det seneste.

Undtagelse. Dani Alves, der her splitter en kæde hos Bayern under Champions League-semifinalen den. 1. maj, er en af de få Barcelona-spillere, der afviger fra det gumpetunge indtryk, klubben ellers har efterladt på det seneste.

Javier Soriano

Moderne Tider
18. maj 2013

Det hjælper på spændingen i Spaniens bedste foldboldrække, at der er kamp om sølvet. For Real Sociedad, der ligger nr. 4 i tabellen, venter der en hård udekamp mod Sevilla i weekenden. Valencia har bedre odds til at snuppe den eftertragtede Champions League-billet, når den konkurstruede klub tager imod bundholdet Granada. De to giganter, FC Barcelona og Real Madrid, bliver nr. 1 og 2, og det har vi vidst længe. Derfor kværner Reals rygtebørs og snakken om Barca-æraens exit i højeste gear.

Tilbage i januar var den madrilenske sportsavis Marca i alarmberedskab. Historien gik på, at der var en muldvarp i hjertet af Real Madrids omklædningsrum, og at enten Sergio Ramos eller Iker Casillas havde sat hårdt mod hårdt. Og den besked stod så med fede typer hen over Marcas forside onsdag den 23. januar: »I juni er det enten Mourinho eller os!«

Vejen væk

Enten var José Mourinho i fuld færd med offentligt at forberede sin egen fyring, eller også var det bare de uheldige konsekvenser af at overdrage stort set al magt i Real Madrid til den portugisiske manager. I så fald var det præsidenten, Florentino Pérez’, egen skyld. Det var jo ham, der havde foræret nøglerne til Mourinho i sin tid. Fansene mente, at præsidenten ikke var synlig nok. Og nu påstod Marca, at der var en muldvarp, og at klubben var tæt på at springe i luften indefra af ultimatummer og en træner, der ikke kunne holde kæft ude i æteren. Var det mon Casillas, der havde snakket over sig? Var det ham, der havde fodret Marca med gode historier? Måske endda i flere år? Og var det derfor, Mourinho havde straffet ham med bænkeplads? Lort.

Siden kom Diego López til som erstatning for Sankt Iker. López gjorde det rigtig godt, især fordi han, som Mou fremhævede, dominerede luftrummet. Måske var reflekserne mellem stængerne ikke så ekvilibristiske som Iker på de allerbedste dage, men summa summarum var López et godt køb. Nu vil AC Milan gerne have ham.

Svære tider for Pepe

Og at Mou ikke havde nogle problemer med at save i kernetruppen, når bedre kræfter bød sig til, viste han med al tydelighed, da han blev bedt om at forholde sig til Pepe. Portugiseren havde været fast mand i det centrale forsvar gennem flere sæsoner, men nu havde den 20-årige Raphaël Varane overhalet ham indenom. Pepe var bitter og tog offentligt Casillas’ parti. Grøften mellem en kynisk Mou og en sentimental madridismo blev større og større.

»Det er nemt nok at analysere affæren med Pepe. Hans problem har et navn, og det er Raphaël Varane. Og så er der ikke mere i dét. Jeg snakker kun om Pepe, fordi I har bedt mig om at snakke om ham. Det er tydeligt nok, at Pepes udtalelser bunder i frustration. Det er ikke let for en 31-årig at blive overhalet af en dreng på 20 år. Og det er en fantastisk dreng. Jeg har haft det mod at sætte en dreng på holdet. Det er meget simpelt. Problemet er meget simpelt. Pepes liv har ændret sig. Han var fast mand, og det er han ikke mere,« udtalte Mourinho.

I kølvandet på Real Madrids nederlag til Borussia Dortmund i Champions League-semifinalerne blev Mourinho spurgt, om der var noget, han ville have gjort anderledes:

»Hvis der er en lille ting, hvor jeg kunne have stået mere fast og været mere krævende, mere målrettet, var det efter min første sæson. Jeg skulle have hentet Diego López efter afslutningen på første sæson. Det ønskede jeg, men jeg gjorde ikke nok for at hente ham. Det er en skam.«

Spin, forlydender, nye navne

Lige nu forlyder det, at Mourinho er på vej til Chelsea – og at han blandt andet vil have Sami Khedira med sig – mens Paris Saint-Germains italienske træner, Carlo Ancelotti, står standby til at overtage det varme sæde i Madrid. Ancelotti skulle efter sigende kræve to nye midtbanespillere, hvoraf Juventus’ Andrea Pirlo er den ene. Godt nok er Pirlo 33 år og ikke i nærheden af den speed, som har kendetegnet Madrids offensive midtbane de seneste sæsoner, men hans pasninger og spilforståelse er certificeret guddommelige. Basta.

Det stopper ikke dér. Wayne Rooney er åbenbart ikke tilfreds med udsigten til David Moyes, den nye træner i Manchester United, og søger nye græsgange. Den 27-årige englænder med hårimplantater kunne for så vidt passe glimrende ind i Ancelottis foretrukne 4-3-2-1, nemlig i en energisk kombination af tovejsspiller og trequartista lige bag den forreste angriber.

Og hvem bliver dét så? Real har længe haft Atletico Madrids Radamel Falcao i kikkerten, som vel kan siges at være en opdateret, sydamerikansk udgave af Gerd Müller. En bomber. Zlatan Ibrahimovic har også været nævnt, men aviserne rundt omkring på kloden kan ikke rigtig afgøre, om det er svenskerens egen idé eller det sædvanlige spin fra kongeklubbens agenter. Spørgsmålet er dog, hvad Los Blancos skal stille op med en mere traditionel striker. Gonzalo Higuain har skuffet fælt igennem sæsonen og har slet ikke vist tidligere tiders fandenivoldske styrke i boksen. Den anden angriber, Karim Benzema, døjer stadig med attitudeproblemer, så også han meldes væk i tide og utide. Til gengæld er han en langt bedre kontraspiller end Higuain, og han skal heller ikke have bolden i fødderne som Falcao.

Tristessen oppe nordpå

Det er jo dejligt med masser af penge. Så kan Florentino købe Tottenhams Gareth Bale eksempelvis. Bale er en helt igennem fantastisk spiller, måske den mest lovende og interessante overhovedet på kloden lige nu. Men han løser ikke Reals evindelige problem i højre side, og hvis Rooney også kommer, og Cristiano Ronaldo bliver hængende, ja, så vil man have superstjerner og superegoer og superatleter, der decideret vil løbe i vejen for hinanden. Og hvor skal Mesut Özil, Luka Modric og Xabi Alonso så være henne?

Mens madrilenerne har travlt med at shoppe ind til verdensherredømmet, er tristessen nået til Barcelona. Josep ’Pep’ Guardiola er fløjet til Bayern München og står klar til at tage over fra den mærkværdigt underseedede Jupp Heynckes. Barca lagde hårdt ud, og så var La Liga sikret.

Men ellers var der mandefald på de klassiske tiqui-taca-dyder, som Pep møjsommeligt havde bygget op, sæson efter sæson. I tempofyldte, fysiske kampe i Champions League’s knockoutfase virkede Barca gumpetunge. Der var ikke den samme gnist i presspillet. Gennem længere tid er det kun kommet fra Dani Alves på flanken og Sergio Busquets dybt nede i banen. Eksplosionerne fra en offensiv midtba ne har været lettere at læse for modstanderne – især fra et Real Madrid, som alt for ensidigt gjorde det til en kongemission at besejre netop Barca. Og kun Barca. I opgørene mod Bayern var der ingen fight, og Messi stod med armene i siden.

Kongemagten er truet

Til trods for, at Tito Vilanova altid står i skyggen af Pep, var der dog fine ansatser tidligt i sæsonen. Titos trick var at skyde Andrés Iniesta frem som en slags falsk winger omtrent på linje med Messi og enten Pedro eller Alexis Sánchez som forwards. Lige bagved dirigerede en intelligent Cesc Fàbregas opspillet, og dybt i midtbanen (nærmest som liberoer) stod Busquets og Xavi. Det var en besnærende 4-3-3 og ret beset en elegant udvikling fra Peps foretrukne 3-4-3. Men så blev Tito syg, og sæsonen knækkede midtover.

Er Spanien stadig Europas fodboldkonge? Både ja og nej. Midt i affyringsrampen til årets Ganz Deutsche Champions League-finale mellem Bayern München og Borussia Dortmund er Bundesligaen i høj kurs. De storstilede multi-kulti-projekter har endelig båret frugt. Økonomien er sund på de kanter. Fansene er energiske og købedygtige som ingen andre. Og skal man tro bare halvdelen af Bayerns aktuelle indkøbsplaner, vil mandskabet svulme til et nyt Galacticos. Dén balancegang kender Real Madrid til hudløshed: Nogle gange er der ikke langt fra at være holdet, alle frygter, og et tegneseriehold.

Bunden tæler også

Lige nu har Tyskland førertrøjen på. Bare se Bayern. Tiqui-taca? Det er bare noget, vi også kan! Aggressiv kontraspil? Tjek! Det klarer vi også. Kuriøst nok bør man holde skarpt øje med spanske Real Sociedad, for de har formået at blande elegant possession med lynhurtige offensiver. Til gengæld har det krævet så mange kræfter af den lille klub, at de er helt udmattede her i slutspillet. Bayern gør lidt det samme. Forskellen er blot, at de har en kæmpe organisation i ryggen.

Men glem de bedste. Storhed skal også måles på ligaernes bundpropper. Er Greuther Fürth, Augsburg, Fortuna Düsseldorf og den tidligere sensation Hoffenheim lige så gode som Athletic Bilbao, Deportivo La Coruna og Osasuna? På ingen måde.

Og mens rygtebørsen svirrer, og eksperterne har travlt med at lukke og slukke efter Barca-festen, prøver de spanske medier desperat at hive magten tilbage. For, helt ærligt, når Bayern og Dortmund er så fantastiske, er det jo fordi, de i virkeligheden spiller spansk fodbold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her